Skippers Facebookopslag vises her.

FB opslag 4. juli 2024

Togt 2404 – og flere hajer

Det er Torsdag den 4. juli.

Uafhængighedsdag. 

Vi er ankommet til Moorea.

En lille paradis-Ø lige nordvest for Tahiti.

Faktisk er det kun halvdelen af crewet der har været i land.

4 tog vores Dinghy ind for at købe ind.

Det lykkedes desværre ikke – der var ikke mange ting i det lille supermarked.

De fik dog handlet ind til aften og frokost – så må vi løse aftensmad senere.

Resten af os – var på dyk.

 

Crewet på togt 2404 er:

Wiuff – en ung fyr på 22, elitesvømmer og nyt uddannet OWD – dykker. 

Terkel – også en ung fyr på 21 som også er elitesvømmer og ny uddannet OWD. 

Kristine er endelig tilbage hos mig – 51, jurist og OWD. Kristine besøgt mig på Tenerife og har været med en måned i Caribien.

Alle 3 er lige startet på Advanced open water dive (AOWD) her på stedet. AOWD er en overbygning til den almindelige dykkerkursus OWD – her kommer man blandet andet ned på 30 meter, Strømdyk, natdyk, kompasdyk og vragdyk.

Så det er en helt ny verden der opstår som dykker.

Så har vi Lars med, Lars har jeg kendt i 100 år, han er regionschef, OWD og motorcykelentusiast.

Lars danner par med Iben, Indkøber og motorcykelentusiast. 

Louise fra Aalborg, 29 og erhvervsjurist. 

Emma, 29, Fra Aalborg og Politibetjent.

Bente som er med fra togt 2403-2. I øvrigt fik jeg omtalt hende som Ingeniør – hvilket er forkert, hun er Arkitekt.

 

Vi skal sammen sejle imellem i masse øer og atoller den næste måned.

Påmønstringen var en bugt i det sydlige Tahiti – Pheaton Bay.

Vi er så sejlet til endnu en lækker ø: Moorea.

Her er vanvittigt smukt og frodigt.

Vi glæder os til at udforske øen meget mere.

De første dage kommer vi til at følges med min gode ven Mads, skipper på Sailing columbies COMI og Anne dykkerinstruktør og skipper på Sailing Columbies Jelena. 

Jep – samme COMI som jeg krydsede Stillehavet med tilbage i 2022.

Når vi følges med dem er det fordi Anne skal undervise de 3 der vil have AOWD – Wiuff, Terkel og Kristine.

Desuden indgår jeg som føl – i hele undervisningen – dermed har jeg taget hul på min egen DiveMaster-Uddannelse (DM).

Så vores tur bliver lidt sejlads og en masse paradisøer, dyk, Hike’s og oplevelser.

Lige præcis det jeg holder allermest af.

 

Turen fra Pheaton Bay til Moorea var hårdere end forventet. 

Vi tøffede stille afsted og jeg havde tid til – som jeg ønsker med nye gaster – at sidde i ro og mag med hver gast 20-30 min og langsomt lære dem hvad de forskellige instrumenter betyder og hvad vi gøre når vi sejler, de får lov til at håndstyre Ydun og mærke hvordan bølger og strøm påvirker os.

Planen var let vind og dermed for motor de første 3 timer mod vest.

Hernæst 3 timer mod nord – hvor vi skulle få en fin halv-vind til at sejle med sejl. 

Og endelig 1 timer ind på plads i en bugt.

Sådan gik det ikke.

Vi rundede pynten og skulle mod nord. Så var der ingen vind.

Vi fortsatte bare for motor.

I læ af Tahiti sejler vi roligt afsted.

Da vi slipper Tahiti er der stadig ikke nok vind – men dønninger.

De kommer som oceandønninger – dvs lange og dovne.

Det holdt ikke længe.

Så ændre de karakter – de bliver en mellemting mellem bølger og dønninger.

Det er ikke altid lige behageligt.

De kommer lidt fra skiftende retninger.

Så bølger med kort afstand, forskellig retning og varierende højde – dog ikke mere end 1-1,5 meter.

Men vi oplevede da at et par stykke blev søsyge.

Bugten vi havde planlagt var over-crowded.

Vi tager den næste bugt. 

Indsejlingen er en lang stille sejlads imellem rev og strand.

Så vi følger de pæle som burde være styrbord/bagbord bøjer.

Jeg finder et sted og mit ”nye” Mantus 105 LBS bliver sænket.

Her er 5.5 meter dybt, så vi smider 20 meter kæde ud.

Jeg bakker lidt. 

BOM – så ligger vi stille. 

Jeg slukker motoren og går en runde på dækket.

Det er trygt og godt. 

Ankeret har sat sig præcis som det skal – godt gravet ned i sandbunden. Jeg kan se meter for meter af kæden og selve ankeret.

Vi tager en dukkert og svømmer lige hen over ankeret og kan bekræfte det sidder perfekt. Dykker ned og river i det. 

Intet. 

Det sidder fast – som det skal.

Ind i mellem ser vi en sort-tippet revhaj omkring Ydun. 

De gør ikke noget – de er kun 1-1.5 meter. 

De kan blive op til 2 meter. 

Vi ser også Plettet ørnerokker her og masser af fisk.

Vi har 300 meter til kysten og 4-500 meter ud til revet.

Første nat får vi konstateret at mit anker virkelig er effektivt.

Det blæser 30 kn og vi svajer godt rundt i kæden.

Men vi flytter os ikke en mm.

 

Her er vildt smukt og en flot sandbund – vi kan se hver en sten, fisk, plante og koral der ligger sporadisk på havbunden. 

Første dag tager vi hul på AOWD.

Dag 1 på AOWD.

Max dybde 30.3meter, vand 28 grader, varighed 38 min.

Vi ser en del havskildpadder – bl.a. en der ligger og sover samt en der spiser. 

Vi ser et par revhajer.

Så kommer hun:  En stor flot Lemon-Shark (Citronhaj).

Hun er gravid. 

Majestætisk patruljerer hun, hendes territorie.

Jeg når desværre ikke, at tage kameraet frem og filme hende.

Men hvor er hun flot – og stor.

En voksen lemon-shark bliver 3.5meter og vejer 100kg.

Det er deromkring hun er.

Hun er en af havets top-prædator.

Og hun har det helt rigtige ”haj-look”.

Det medierne i årtier har gjort til skamme: Hun ser ”ond” ud – og så er hun hurtig.

I virkeligheden er hun mindst lige så bange for os, som vi er for dem. 

Vi er nogle mærkelige skabninger der dukker op i tide og utide. 

Så hun holder afstand.

 

Kristine har lidt bøvl med at holde sig nede. 

Så Anne tager en af mine 2kg bly klumper og bytter med Kristines 1kg klodser.

Jeg kan sagtes dykke med mindre – vægt gør det bare lettere at komme ned.

Men reelt behøver jeg sjældent bly.

Her i Fransk Polynesien er havet meget salt, jeg dykker med en 3mm fuld-size dragt og det er aluminium tanke (mine egne er stål ) – alt sammen noget der gør mig ”lettere” – derfor er lidt bly  fint.

 

Begge Nicolai’er – Wiuff og Terkel-  er oppe at køre. 

Kristine skal vist lige synke det hele – der går nogle timer før det går op for hende: Skildpadder og en stor haj. 

Første møde med en haj – og så i den størrelse.

Det er altså stort.

De er i gang med deres AOWD uddannelse – så nu skal de selv holde øje med tingene.

Dvs. hvor meget ilt de man tilbage, dybde, makker mm

Anne spørg dem alligevel jævnligt:

Højre pege og langefinder klapper på undersiden af venstre håndled – som betyder: hvor meget ilt har du tilbage.

De svare retur på skift.

En pegefinder på venstre underarm indikerer 100 bar og herefter hvor mange 10’er vist med finger vist mod Anne.

Ex. er 130 bar først højre pegefinger på venstre underarm og derefter 3 finger vist mod instruktøren. 

Alle hånd tegn bliver gennemgået inden hvert dyk sammen med instruktionen for selve dykket.

Vi skal helst ramme 50 Bar når vi er på vej op til sikkerhedsstoppet.

Sikkerhedsstoppet er et stop vi laver på 3 min i mellem 3 og 6 meters dybde.

Stoppet minimerer, at vi danner kvælstof i væv og blod.

Sikkerhedsstoppet foretages altid – men Særligt på dybe dyk er det vigtigt.

Da vi bryder overfladen råber jeg for fulde kraft: YYYYIIIIIHHHHAAAAAAAA…….

Hele flokken griner og vi bekræfter hinanden i, at vi er det helt rigtige sted på det helt rigtige tidspunkt.

Det var et fedt dyk.

Hvor er vi privilegeret at vi har mulighederne for det her.

Det her er ikke held – det er en beslutning om at ville opleve.

Ville noget andet en hamsterhjulet.

Uanset prisen.  

 

FB opslag 30 juni 2024

Onsdag den 19. juni.

I dag er det 2 år siden jeg påmønstrede Ydun.

Det var i Rendsburg og Ydun var ejet af min gode ven fra Y1 klassen, Birger Rylander.

Planen var, at jeg skulle sejle de sidste 5 dage med ham og crew hjem til DK. Birger havde sejlet hende til Fransk Polynesien og var nu på vej hjem.

2½ måned før den dag var jeg landet i Kastrup lufthavn, efter 2 måneder ude i Stillehavet.

Jeg havde sejlet fra Galapagos til Fransk Polynesien.

Da jeg landede i Kastrup vidste jeg, at det kun var et spørgsmål om tid, før jeg var tilbage.

 

5 dage efter min påmønstring på Ydun – ved ankomst til Ishøj havn – gav Birger og jeg hinanden håndslag på, at jeg skulle overtage hende. Der var kun de tekniske ting der skulle på plads.

Alt blev klaret og jeg overtog Ydun.

Jeg flyttede ind på hende og boede der 1 år inden jeg selv sejlede afsted.

Afsted på den rejse jeg havde planlagt i næsten 11 år.

I 2012 besluttede jeg, at det var sådan jeg skulle leve.

Så jeg lagde en ret heftig plan.

Lær at sejle, tage duelighed, tage Y3, Y1, udvidet førstehjælpskursus, Motorlære, VHF-kursus og dykkercertifikat.

Hertil blev lagt, at jeg skulle på nogle længere sejlture hvor jeg kunne teste om jeg var egnet.

Så jeg sejlede alt hvad jeg kunne komme i nærheden af.

Først på skolebådene, så sideløbende med pensionisterne, så kapsejlads, singlehanded i min gode ven Peters Omega 30 og endelig begyndte jeg at planlægge ferier så jeg kunne sejle.

Primært steder hvor det gav noget.

Første etape var Bay of Biscasy – Biscayen.

Den berygtede bugt i Europa hvor vandet går fra 4 km dybt til 200 meter på 10 km.

Bølgerne kan være 10 meter høje og vejret ret omskifteligt. Og vi fik ganske rigtigt en nat med 4-5 meterbølger, regn og tåge.

Tag dertil at sejladsen foregik op langs Portugals kyst – Costa da Morte: Dødens kyst….

Her har mange sømænd måtte lade livet imens de har set deres skib og dem selv blive smadret mod klipperne på strækningen.

Og udsejlingen fra Lissabon i stormende kuling – knap 22sm(sekund/meter) eller 40kn.

Jeg sejlede, de weekender jeg ikke var på job – gerne til Sverige og tilbage, eller bare Greve, Køge, Amager, Greve.

Og i 2022 altså over Stillehavet sammen med min gode ven Felix. En tur der også bød på et par ”spændende oplevelser”.

Der skal 180 sejldage i en båd på over 50 fod før eksamensbeviset fra Y1, udskiftes med næringsbeviset og dermed: YachtMaster 1th class.

Det er det en båd af Yduns størrelse kræver.

 

Nu er jeg her selv – midt i Stillehavet.

Midt i Fransk Polynesien.

Jeg har besøgt 24 lande, haft 55 gaster ombord og sejlet over 16.000sømil – eller knap 30.000km. Hvilket svarer til 3/4 rundt om jorden.

Og jeg er kun lige begyndt.

 

Siden er dykning begyndt at vokse på mig.

Jeg havde taget Open Water Diver tilbage i 2015.

Siden er det blevet til Avance Adventur Diver, Nitrox-Diver og Rescue-Diver.

Og DiveMaster, er det planlagt og teorien påbegyndt.

 

Er det her så et driver liv.. et liv uden bekymringer – på ingen måder.

 

Der er konstant noget der går i stykker, Noget skal laves eller have lidt kærlighed.

Uanset hvor meget jeg har skiftet og købt af reservedele, er der ting jeg ikke havde forudset.

Ting fungerer når man forlader havn – men det hører til sjældenheder at et togt forløber uden udfordringer.

Langturssejlads handler om at minimerer uheld, løse de problemer der opstår undervejs og prioriterer hvad der skal skiftes næste gange der er luft i økonomien.

Så en PhD i motorer, Strøm, vejrforhold, havbiologi, glasfiberarbejde, ledelse og sund fornuft er ofte vigtigere end selve sejladsen.

Jeg har haft helt unge og ”voksne” gaster med som bare har haft JA hatten på og suget viden til sig, for få uger efter at kunne sejle Ydun.

Jeg har haft ydmyg, dygtige og erfarne gaster som har været en stor hjælp – både ift sejlads men også sparring. Folk der kan sejle, så jeg kunne hvile lidt. Men også folk – der var ”Sejlere” og som lige troede at de med deres erfaring, fra en lille 30 fods familiebåd i en vig i det syd sjællandske – for 40 år siden – lige skulle hjælpe mig med at få skuden sikkert i havn.

Det var tæt på at jeg også fik skylden for at det tordnede og at maden i øvrigt kun lige akkurat kunne spises.

Typisk gamle mavesure mænd der ikke vil lære – og som i øvrigt kun var med for at kunne fortælle hvor dygtige de selv var.

Fakta er at langt, langt de fleste gaster er og har været en kæmpe positiv oplevelse.

 

På de lange togter, når vi selvsagt længst.

Ikke bare sømil – men også det gasterne lære – i hvert fald dem der vil lære. Dem der byder sig til.

Sådan har det også været på togtet over Stillehavet.

Der har endnu ikke været et togt – før nu – hvor vi har talt om trimmet på Bom-nedhal, Kicking-strap(Kick’en)og Rodkicker.

Vi har en Bom-dirk som holder Bommen. Denne slappes når sejlet bues af vinden. Tilsvarende har vi et bom-nedhal som sikre at bommen ikke gynger op og ned.

Med Kick’en kan vi sikre, at storsejlets agterlig (den bagerste flade siden på trekanten) ikke står og vibrerer. Vi kan også justerer Liselinen – men med Kick’en har vi store kræfter vi kan påvirke sejlets tvist med. Endelig har vi Rodkicker’en som sikre at bommen kører med op når Kick’en slækkes.

Og vi er nået langt, når gasterne begynder at lære om hvorfor vi haler ind på Kick’en.

Langt hen ad vejen gør jeg det jo bare – og de færreste opdager ikke hvorfor jeg lige justerer lidt mere på tingene.

Til at starte med skal gaster lære det grundlæggende – sejlets vinkel, udposning, ned og tilbage hal mm.

Og det tager tid – selvom gasterne sidder ved roret 6 timer pr døgn.

Sidder ved – det er jo Autopiloten der styre – men vi styre den.

Det er rytmen på Ydun.

2 timer i dagtimerne og 4 timer om natten.

De 2 timer om dagen sidder gasten alene – og jeg er inden for kaldeafstand.

Om natten køre 2 hold forskudt, så man sidder 2 timer med en person og derefter 2 timer med en anden person.

Derved sikre man at holde hinanden vågne, der kommer en afløsning midt i det hele med overdragelse og man kan tale om noget andet med afløseren midtvejs.

 

Fakta er, at jeg elsker det jeg laver.

Jeg har ikke fortrudt et sekund, at jeg tog afsted.

Jeg elsker at sejle, dykke, Hike, opleve og bare være på eventyret.

Mest af alt elsker jeg, at lære nysgerrige gaster om den her kunst det er, at sejle.

Mærke deres iver for at vriden 0,1 eller 0,5 knob mere ud af Ydun.

Når de stille spørgsmål som hvorfor kører ticklers rundt, eller hvad er det for et tvist du taler om i sejlet.

Det er så livsbekræftende.

 

Turen mod Fakarava bliver den sidste for togtet.

Der er 4 der står af her – de skal af flere årsager hjem og det har været planlagt fra starten.

Det er Sofie som har været min Ground-control i Danmark – hende man kunne ringe til om alt.

Hun har desuden haft en væsentlig hånd med i udformningen af min nye hjemmeside og meget af det der er lavet på SoMe.

Sofie var tiltænkt en længere tur senere på Ydun – men hun er blevet så glad for at sejle, at hun og hendes kæreste, nu selv har købt en båd og planlægger en tur til Grønland.

Jeg ønsker Sofie og Jakob alt held og lykke på deres togt og håber vi ses herude.

En ny skipper er født.

 

Og Axel, som har været med mig først fra DK til Portimao og siden fra Aruba til Fakarava.

Axel har gået op af mig i 6 måneder og fungerer som højrehånd i tæt på alt jeg laver. Axel skal også hjem og sejle – hans Onkel har købt en x-99 som Axel skal sejle med i.

Det er 2 store kapaciteter jeg kommer til at mangle.

Begge unge friske mennesker med et stort gå-på-mod, en stor JA-HAT, livsglæde og bare dejlige mennesker.

 

Og så Andreas og Betine. Begge Jurister og eventyrer.

De har været på en 4 måneder lang vandretur i Sydamerika og nu 2 måneder på Ydun.

De skulle have været med til Tahiti – men de vil gerne blive og udforske Tuamotu-atollerne lidt endnu inden de rammer Tahiti, hvor de bliver 3 uger efter togtet er slut.

Andreas har bl.a. stået på hovedet i vores påhængsmotor i en hele del timer og han har rodet med ”deres” WC som drillede på turen over Stillehavet.

Begge har de bidraget meget positivt til fællesskabet, sammenholdet og opholdet på Ydun.

2 dejlige mennesker som jeg er glad for at have introduceret til sejlads – og som selv nok tager på togt en gang ude i fremtiden.

 

 

På Fakarava, når vi et par fede dyk – på wall of sharks.

Den berømte skakt som er 30 meter dyb.

Her står altid 1000 hajer i strømmen.

Det er hajer der snart er klar til at svømme ud på oceanerne.

De er ikke store nok endnu til at klare sig derude.

Men herinde i skakten er de Top Predator.

De er typisk over 1½ meter, men under 3.

Det er revhajer.

Vi ser både grå revhajer, Hvid og sort tippede  samt kortnæsede hajer.

De er over alt – foran dig, under, over, bag dig… alle steder.

Det er fantastisk.

Et imponerende syn.

Vi svømmer/dykker lige i kanten af hvor de er – vi vil helst ikke forstyrre dem og deres naturlige rytme.

De skal have lov at være her – vi skal beundre på afstand.

Jeg bliver aldrig træt af hajer.

Hold op hvor er de imponerende.

Nærmest majestætisk svømmer de rundt.

Frokosten bliver på en lille øde paradis-ø.

Vores Dive-master har medbragt ceviche og BBQ marineret kylling.

Knoglerne smider vi i vandet til de små hajer – imens de svømmer rund om fødderne på os – de gør os ikke noget.

De er kun mellem ½ og 1½ meter.

Efter frokost tager vi et dyk mere – hvor vi går lidt tættere på disse smukke og unikke skabninger.

 

Tilbage på Ydun står Anton, Camilla, Bente og jeg.

Vi sejler Ydun til Tahiti.

Og det kan vi sagtens – det er kun 2 døgn.

Alle 3 har sejlet en del.

Anton på 14 i den lokale sejlklub – og han var med mig fra Portimao til Tenerife i efteråret, Camilla på Duelighed i Aalborg og Bente som bl.a. har krydset Atlanterhavet en del år tilbage.

 

Turen fra Fakarava blev hård.

Knap 2 døgn skal den tage.

Vejrudsigten sagde 15-18 knobs vind, halvvind og 2-3 meter bølger.

Tæt på perfekte forhold.

Sådan startede det også.

Så slap vi Fakaravas beskyttende kyst og vinden tog til.

18 knob…

20 knob

22 knob

Og i perioder 25 knob

 Og 28-30 i vindstødne.

Bølgerne var stadig 3 meter.

Men blev kortere end de 10 sekunder vejrudsigten havde forudset.

Og så begynde det at regne – det gjordet det så i tæt på 12 timer.

Ikke siden Nordsøen har vi sejlet i så hårdt vejr.

Men vi sejlede for en god halvvind og vi sejlede stærkt.

Vi var fremme 8 timer før planlagt – eller næsten 2 knob hurtigere pr time end vores normale hastighed.

Indsejling i mørke – herude – er ikke sjovt.

Og meget sjældent noget jeg har lyst til.

Vi listede os frem. Jeg kun godt se det var noget kryptisk at gennemskue hvor vi skulle ind.

Nå… vi sejlede efter den første røde bøje…

Herefter skulle komme en rød og en grøn – i en vinkel på 90 grader til højre og derefter skarpt til venstre.

Der var 500m til kysten. Vi har retning lige mod den røde bøje.

Det ser rigtigt ud.

Jeg kigger hurtigt ned på min telefon for at forberede den næste sving.

10 sekunder… måske 20….

KLONK….

Jeg ramte bunden.

Vi gik fra 200 meters dybde til at ramme grunden…..

Vi var kommet 20 meter ind over revet.

Samtidig kan jeg høre at vi nu er kommet ind hvor bølgerne faktisk begynder at knække.


Autopiloten fra – Skarpt til højre.

Nej nej nej udbryder jeg…. Har jeg lige grundstødt min båd tænker jeg.

Jeg bliver helt ked af det et sekund og ser for mig alle de gaster jeg skal ringe til og fortælle at jeg ligger på værft.

Vi er fri….

Vi slap med skrækken.

Jeg styre os ud af det hele og væk fra rev og kyst.

De andre kommer farende op – hvad er der sket…

 

Jeg lægger en stribe på kortplotteren – frem og tilbage –  vi kan sejle på i sikker dybde og så sejler vi ind i dagslys.

Der er 4 timer til.

De 3 gaster tager på skift en time.

Jeg ligger i Cockpittet og hviler, klar til at hjælpe hvis der opstår noget.

På det tidspunkt, har jeg ikke sovet i 2 døgn.

Det bliver dagslys og vi sejler sikkert ind på plads og kaster anker.

Her ligger jeg knap 100 meter fra COMI – Min gode ven Felixs båd fra Sailing Columbie.

Felix sejler den ikke lige pt., men det gør Mads.

Mads er også en god ven som jeg har sejlet med herude. Han sejlede Jelena sammen med Mikkel – da Felix og jeg sejlede COMI for 2½ år siden.

Vi kender hinanden alle sammen.

 

Dagen går med rengøring og snart skal Bente og Camille afmønstre.

Samme nat skal jeg køre Junior sejleren Anton i lufthavnen.

Anton skal hjem.

14 år og lige krydset Stillehavet.

Han skal nok blive til noget.

 

Nu har jeg 4 dage før næste togt påmønstre.

Jeg trænger til søvn og lidt tid til at kigge på et par småting der skal fixes.

Og så kommer Kristine – fredag.

Vi har 3 dage sammen på Ydun alene.

Det bliver meget dejligt.

Om få dage påmønstre Togt 2404 og en måneds sejlads mellem små paradis-øer vil starte.

 

 

FB opslag 17 juni 2024.

 

Det blev Sofie der fik ret – hun var tættest på med hendes gæt på 22 dage og 4 timer.

Turen har været ret fed – der har været rigtig godt humør og mange der lige har gjort lidt ekstra for at glæde andre. Det betyder meget herude.

Vi har kun haft Sofie og Anton med lidt søsyge. Og Anton ret ofte.

Vi havde godt nok ikke meget vind den første uge og sejlede primært for motor. Uge 2 var lidt forsøg med Genakker og det lykkedes nogle dage Uge 3 var egentlig OK. Der sejlede vi omkring de 150-160 sømil pr. døgn.

Jeg havde håbet på, at vi havde fået et døgn på over 200. Det ville være et snit på 8.3kn. Vores bedste døgn var på lige knap 170sømil. Vores højeste hastighed målte vi til 12.8kn – det var så da vi skøjtede ned af en bølge.

Den sidste uge fangede vi også en del fisk. Det gjorde vi faktisk også uge 1 og 2. Der valgte fiskene til gengæld bare at stikke af med blink og lidt af linen.

Flere gange så vi fisken, springe langt ud af vandet og så lige knække linen. Den mest tydelige var en ret stor Marlin – Sværdfisk. Og den havde nok været på en 50-70 kg. Så den havde været en kamp at få ind.

Men vi fangede både Blåfinnet tun og flere gange Mahi Mahi.

Mahi Mahi er en rigtig flot fisk – og smager fantastisk. Både som Ceviche og som stegt på panden.

Vi er nu fremme ved Nuku Hiva.

Øen er 340km2 og deraf lidt over halvdelen af Bornholm.

Højeste punkt er 1300 meter over havet.

Oppe i højderne er der granskove – det virker helt malplaceret her på en trope ø.

Her er også det sidste sted, hvor der er – kendskab – til kannibalisme.

Det skulle efter sigende være tilbage i starten af 1900 tallet.

Der var godt nok en tysk langturssejler som forsvandt i 2011.

En storstilet redningsaktion fandt ham ikke – men de fandt tænder og knogler i bålet hos en lokal turistguide. En DNA-test viste efterfølgende at det var ham – Stefan Ramin. Han var sejlede hertil med hans kæreste.

Det må have været forfærdeligt for hende både, at miste sin kæreste, på den måde og stå her midt i en jordomsejling herude – alene.

Fredag kørte vi en tur rundt på øen.

Der er masser af bugte og vig her – og vanvittigt smukt.

Øen er meget alsidig, tropeskov, næsten regnskov, gold, granskov på toppen. Noget ligner en paradis ø, noget en svensk skov, noget Rebild-bakker og noget taget ud af et jagtterræn i Skotland.

Nuku Hiva er fantastisk.

Jeg har besluttet at blive længere i Fransk Polynesien end planlagt.

Planen var, at jeg til oktober skulle sejle mod Hawaii.

Det togt er skubbet et år ud i fremtiden.

Og så er der blevet plads til flere togter her.

Det betyder konkret, at jeg har lavet 4 togter af 63 dage og et på 42 dage.

Første togt – 15. oktober til 17. december i år, er allerede tæt på udsolgt.

Herefter kommer 14. januar til 18. marts, 25. marts til 27. maj, 3. juni til 5. august og så det på 42 dage fra 12. august til 23. september.

Mon ikke min niece og måske min børn kommer herud i en af disse perioder.

Først derefter kommer turen til Hawaii på 3 måneder – en sejltur der længdemæssigt er tæt på den jeg lige har sejlet: ca 3000 sømil – oktober til december 2025.

Herefter bliver der så igen nogle togter rundt i og omkring Hawaii – for i foråret 2026, at blive et togt fra Hawaii til Kodiak, Alaska og slutter i Vancouver, Canada.

Grunden hertil er, at jeg ikke syntes jeg har tid nok.

Jeg racer afsted fra sted til sted for at komme frem til et nyt hold gaster.

Det er ærgerligt.

Så nu bliver det anderledes.

Jeg er klar over at nogle vil sige: Almindelige mennesker kan ikke holde fri i 2 måneder.

Jo det kan de fleste – hvis det planlægges.

Hvis man kommer i rigtig god tid til sin leder og siger: Hvad skal der til for at jeg kan holde fri i de her 2 måneder for at opfylde min drøm?

Hvad skal der til?

Man kan jo spare ferien sammen, man kan have afspadsering til gode og endelig kan man have ferie uden løn.

Så hvis man vil – kan det lade sig gøre.

Der ska bare tænkes ud af boxen.

Endelig kan jeg sige, at der er kommet en afslutning på mine sejl.

Jeg købte et sæt nye sejl i foråret 2023.

De blev sendt til Tenerife med Fedex. De skulle have været fremme på 10 dage.

Det tog knap 3 måneder.

De 2 sejl var opholdt i Tolden, først i Madrid siden på Tenerife – primært pga Fedex manglende vejledning i hvad der skal følge med af papirer, når vi taler shipping og noget til en værdi af 100.000 DKK. Den originale købsfaktura på disse sejl, der viser moms betalt i EU var ikke godt nok til de spanske toldere.

Da de endelig gav sig, oplyste tolden så, at jeg kunne sende dem til oprindelig destination eller lade dem konfisker – ikke noget med at få dem sendt videre nu hvor jeg jo var sejlet.

Så det blev destination og der kunne DSV så hente dem i Marina de Santa Cruz, Tenerife og fragte dem til Danmark.

De mistede dem så i Frankrig.

Og der sluttede alt så.

Og de seneste måneder har været en kamp med dem om erstatning.

Den er nu udbetalt.

Så mangler jeg bare at min bank tror på at pengene er reelle nok.

Lige pt vil de ikke frigive noget, før jeg har bevist at pengene ikke er en del af hvidvask.

Jeg skylder Claus fra togtet over Atlanterhavet en kæmpe tak for det arbejde han har udført med først at få sejl hjem siden erstatning.

Sagen, kan jeg mærke har kostet meget mere psykisk end jeg har været bevidst om.

Jeg har i perioder slet ikke været i det eventyr-mode som jeg normalt er.

Jeg har ikke glædet mig i samme grad over mine oplevelser – jeg har ikke værdsat mit projekt, mine gaster og min båd nok.

Jeg har kunne mærke en frihed, en lettelse og ro de seneste par dage – siden jeg så pengene gå ind på kontoen.

Hverdagen på Ydun er broget.

Der er dage hvor vi bare daser, Dage vi spiller spil – yatzy er foretrukket for tiden, dage hvor vi træner meget, dage hvor fiskeri tager mere tid, dage hvor mad tager længere tid og så er der dage hvor ting bare går i stykker.

Troels Kløvedal sagde en gang: Det eneste der er sikkert på en båd er, at alting på et tidspunkt går i stykker.

Og vi har haft lidt at bøvle med på togtet. Først motor fra Panama til Galapagos. Så tappede båden strøm og da vi smed Dinghy’en i vandet havde styretøjet sat sig fast.

Normalt kan man lige give den et dask med en hammer og så er det klaret. Men nej.

Jeg måtte afmonterer selve styrekablet og så sidder vi og dreje motoren manuelt for vi skal bruge den dagligt til at komme ind og ud – og den har jo ingen styr pind, nå den er lavet med rat og kabel.

Fakta er, at det hele skal adskilles – der er korrosion i det.

Det er salt fra turen over Stillehavet.

Jeg burde have givet det fedt i smøre-niplerne og måske dækket det blottede metal til.

Det er altid let at være bagklog.

Vi fik løst det Lørdag eftermiddag hvor vi skulle være sejlet til middag

Da så styringen var ok, kunne den ikke starte. Det var så benzinslangen der havde slået en revne og den trak luft ind og deraf ikke tryk nok på at pumpe benzin ind.

Det fik vi også klaret.

Efter det gik Tohatsu maskinen ikke rent. Den ville ikke tage omdrejninger.

Dinghy’en er uundværlig herude – den er vores livsnerve.

Så den skal køre.

En ny koster 40t DKK og en motor omkring 30t DKK.

Der er ingen tvivl om jeg gerne vil have en ny – for jeg bøvler en del med DInghy, både motor og selve Dinghy’en.

Men det er ikke lige nu – der er ting med højere prioritet.

Desuden er der nok 3 måneders ventetid på begge dele.

Så det var forfra med fejlsøgning.

Først prøvede jeg og Axel og siden Andreas og Anton. Andreas er jurist, men kommer fra en gård i det vestjyske – så han har rodet med traktorer og div. maskiner siden han kunne gå.

4 timer tog det, så begyndte det at lyde bedre.

Vi var alt igennem og konstaterede at den benzin vi får herude bare sætter skidt alle steder på en motor. Fra benzintanken som vi tømte over en ½ liter beskidt benzin ud af, tændrør som vi rensede 5 gange – efter de var skiftet (bare for at få det ud som sad inde hvor gnisten springer) filtre og slanger.

Stort tak til Andreas for hans stædighed som i denne situation gjorde at det lykkedes at klare det selv – uden brug af mekaniker.

Onsdag morgen – nogle dag før – tjekkede vi ind, først på Yacht office, så Gendammen hvor den samme politibetjent klarede både costum og immigration.

Vi er EU statsborgere og vi entrerer et land der har status som selvstændig stat under den franske republik.

Det betyder, at jeg nu må sejle frit rundt i landet i 3 år.

Bevares – jeg skal sørge for at de elektroniske oplysninger som er fremsendt i forvejen til Tahiti Yacht Agency holdes ajour med hvilke gaster jeg har ombord på Ydun og kunne bevise at de har en flybillet ud af landet. Først når jeg sejler herfra skal jeg igen forbi Costum og immigration og få lov til at forlade landet.

Det er en kæmpe fordel at vi frit må sejle – jeg bruger ofte en halv dag på at indklarer og deklarer hvert land.

Vi er nu på vej mod Fakarava – og Wall of sharks.

 

Lorem ipsum dolor sit amet, consectetur adipiscing elit. Ut elit tellus, luctus nec ullamcorper mattis, pulvinar dapibus leo.

Lorem ipsum dolor sit amet, consectetur adipiscing elit. Ut elit tellus, luctus nec ullamcorper mattis, pulvinar dapibus leo.

Lorem ipsum dolor sit amet, consectetur adipiscing elit. Ut elit tellus, luctus nec ullamcorper mattis, pulvinar dapibus leo.

FB opslag 31. maj 2024

Genakker og sulen Jens.
Vi har sejlet 10 dage siden vi forlod Isabela, Galapagos.
Verdens største hav, har levet op til sit navn – Stillehavet.
Det har være meget begrænset med vind.
Vi havde vind i knap 2 dage – ellers har vi sejlet for motor.
Men herude har tingene en grænse.
Man kan ikke blive ved med at sejle for motor.
Vi har 400 liter i tanken og så har vi 12 gule reservedunke og 6 røde.
De gule er på 20 liter og de røde på 22 liter.
Samlet 772 liter.
Min Yanmar motor har det bedst ved 2000 omdrejninger. Der bruger den ca 5 liter i timen og det giver os 6 en halv dag for motor.
Men hvis det blæser en lille smule kan vi støtte fremdriften med sejl og motor – vi kan f.eks. sejler 12-1400 omdrejninger, så motor støtter sejlene.
Så bruger vi kun 2-3 liter i timen .
Det giver os et sted mellem 10 og 16 dages Diesel.
Fakta er at vi primært har sejlet for motor.
Vi prøvede at sætte den store Genakker op.
Genakkeren – som I sikkert husker fra mit togt mod Madeira, hvor vi havde den oppe i en lille time. Så flækkede den og faldt i vandet.
Den fik jeg syet i Shelter Bay, Panama.
Den har vi forsøgt os med et par gange på dette togt.
Først var der bare ikke nok vind.
Ned igen.
Genakkeren er mere besværlig at sætte end mine øvrige sejl.
På de fleste både hæver man et sejl op via et fald – som er et reb der går op til mastens top. Det kan være fra cockpittet, fra mastefoden eller andre steder.
Skal noget rebes – skal mange op foran bommen og trække storsejlet ned, komme reb i hullerne til rebning og derfra sikre sejl, reb mm. Forsejlet skal ikke glides ned af en skinne og sikres imens man står i forrest på båden i bølger midt om natten.
På Ydun er alle fald og reb ført til cockpittet.
Forsejlet er en Furlex. Et sejl vi – fra cockpittet kan trække ud og trække ind.
Storsejlet er en rullemast.
Det vil sige, at der inde i masten er en aluminiumsstang som sejlet er rullet omkring – det kan vi også rulle ind og ud fra cockpittet.
Vi skal ikke på dæk midt om natten og rode med noget.
Vi kan slække og totte (stramme) alle 18 reb på Ydun fra det sikre cockpit.
Bl.a. derfor er hun en fantastisk oceancruiser.
Genakkeren er anderledes.
Genakkeren er for det første 180m2.
Til sammenligning er en tennisbane 195m2.
Så at sætte Genakkeren svare til at have en tennisbane flyvende foran sin båd.
De normale sejl sidder fast i den ene side.
Genakkeren hejses via et fald. Den ene hjørne – Tack – er monteret med et reb i en skødeblok forrest på båden. I det bagerste hjørne – Clew – monteres et langt skøde (reb) som går hele vejen til bagerste klampe (Pullert eller fortøjningsklampe), gennem en blok og retur til det store skødespil.
Sidste hjørne er toppen.
Sejlet svæver derfor foran og på siden af båden.
Man flyver en Genakker.
Genakkeren sidder inde i en stor strømpe.
Man sætter top, Tack og Clew fast, trækker gennem div. blokke og gør klar.
Hele sejlet – som fylder det samme som en kæmpekuffert – ligger i en taske som er fæstet fast til søgelænderet forrest på båden.
Sofie og Andreas står klar i cockpittet klar til at trække skødet ind, Axel står ved ankerrullen og sikre at sejlet ikke pludselig sidder rundt om noget og sidder fast.
Jeg står selv ved faldt, med toppen af sejlet i favnen. Anton ved siden af mig. Vores opgave er primært at holde hele strømpen fri af ting den kan sidde fast i – bl.a vores radar som sidder 8 meter oppe af masten. Får rebet fat i radaren kan den trække radar skæv eller helt af.
Herefter trækker Sofie i cockpittet sejlet op.
Yduns er 22 meter høj – så det skal hives højt op.
Når sejlet – inde i en strømpe – når op til toppen, gør man klar til at hæve strømpen.
På kanten af strømpen sidder en badering som holder strømpen ude fra sejlet og sikre at det hele ikke går i kluddermor.
Anton som står min side, holder et reb som sidder fast i baderingens kant.
Med rebet, hejser man hurtigst muligt strømpe og badering helt i top.
Sejlet er konstrueret i et meget let materiale og det foldes hurtigt ud.
Vi taler om 2-3 sekunder.
Bum….. så hænger det foran båden.
Det er et imponerende syn.
Der går kun få sekunder så mærker man at det begynder at trække.
Selvom det kun blæser 8-10 kn – her taler vi TWS True Wind Speed – så trækker det let de 22T Ydun vejer.
Hurtigt går vi 6kn.
Det er lækker sejlads.
Ikke huggende og dansende som motoren skubber os – Genakkeren trækker os gennem vandet.
Det er helt anderledes smooth og bare behageligt.
Vi har sejlet over 2 døgn med Genakkeren. Ofte kniber fartmåleren sig op på 8 kn.
Mange tager den ned om natten – for der er vandvittige store kræfter der er i det store sejl.
Axel og jeg prøvede om vi kunne trække lidt ind i Tack-rebet. Det kunne vi på ingen måder. Luften holder det – trods det kun er 8-10 kn vind – i et jerngreb.
Crewet er instrueret i, hvornår de falde af på kursen, spidser op – og hvornår jeg skal spørges.
Så kan jeg også få lidt søvn – selvom vi sejler med genakker om natten.
Når vinden skifter retning og det gør den en del herude, så kan vi falde ift vinden eller slække/totte skødet. Det er de muligheder vi har for at styre sejlet.
Fredag morgen tiltager vinden.
Vi sidder og ser på at vinden vokser: 11, 12, 13 kn.
Så jeg beslutter at vi sætter de rigtige sejl og piller den lette genakker ned. De rigtige sejl er tungere, stærkere og vi kan styre Ydun mere i detaljer.
Så vi får sat sejl og lige nu blæser vi afsted med 8kn.
Lidt for nordligt – men det er et valg jeg har taget ift. hvor der er vind senere på døgnet og længere ud i fremtiden.
På vores nye 105 punds anker som har en stor bøjle øverst, er flyttet en Sule ind.
Det er egentligt OK den sidder der.
Ofte har vi en flok Suler flyvende omkring os – selv herude 3000km fra land – og den må hellere sidde på ankeret og hvile sig lidt, end som de ofte gør forsøger at sætte sig på mit WindEx.
WindEx er den manuelle vindpil som sidder på toppen af min mast.
Der sker nemlig ofte det at vindpilen knækker.
1, den koster 1400DKK. 2, Vi mangler den indtil vi er fremme/får en ny og 3, jeg skal igen en tur i masten.
Sulen har vi – dvs Sofie – navngivet Jens.
Jens har medbragt post til alle gaster ombord.
Den har inviteret til fest i dag den 31/5.
Alle skal komme i deres stiveste puds.
Jeg lærte for år tilbage at hvis man mødes herude til fest har man som skipper altid en Hawaii skjorte på.
Og – uanfægtet hvad jeg generelt mener om Hawaiiskjorter – så har jeg overholdt det.
Deraf hænger der en Hawaiiskjorte i mit skab.
Alle gaster har fået en opgave – vi kender ikke hinandens opgaver.
Jeg skal ex. står for at skaffe Stillehavsmusik – sikkert fordi jeg er den eneste der har internet.
Men hvad er stillehavsmusik?
Er det meditationsmusik, musik fra de omkringlæggende øer eller bare noget med vand?
Jeg valgte at gå med at det er noget med sommer – og noget som vi alle kender.
Det plejer at falde i de flestes smag.
Vi har haft få tilfælde af søsyge på togtet. Anton havde lige et par gange – specielt hvis han skulle under dæk og lave mad, vaske op eller andet – måtte op og sidde lidt i frisk luft.
Og Sofie har været ramt de seneste dage.
Vi fik sat et plaster bag øret på hende inden hun hoppede i seng kl 0200 efter hendes vagt og hun er mere frisk i dag.
Resten har ikke mærket noget til det.
Crewet har fundet deres rytme ift. sejlads, mad, hvile, hygge, nyde, læse, træning, sole og meget mere.
Vores madplan har virket godt.
Vi forberedte 18 måltider hjemmefra: 5 gange Bolognese, falafel og frikadeller.
Let at tage op af fryseren og varme op.
Desuden har vi købt meget kål. Det holder sig længe, der er bid i, sundt og går til næsten alt. Hertil pasta, ris eller kartofler.
Vand producerer vi selv med den nye Watermaker.
Det er en fornøjelse.
Jeg starter den op ca. hver anden dag og så køre den 2 timer.
Og så har jeg fremstillet 250 liter frisk vand ud af havvand.
Det er en kæmpe frihed.
Ulempen er selvfølgelig at den bruger en del strøm – konkret 900w i timen.
Derfor bliver der oftest lavet vand omkring middag – så kan solen lader min 3 stk. 100 amp 24v batterier op inden vi igen skal bruge strøm til aftensmad.
Vandet smager godt og er meget rent.
Måleren siger under 200PPM herude på åbent hav.
Vi har 600 liter vand i reserve på de 2 ekstra tanke – hvis noget går i stykker.
Generelt må vi bare sige, at det glider som det skal.
De udfordringer vi har – og det har man når man sejler oceansejlads – har vi fået løst.
Der er knap 1700nm til vi er fremme på Nuku Hiva – den største ø i gruppen: Marquesas.
Deraf er der 1400 nm bag os.
Vi sejler 170-180 nm i døgnet. så vi er halvvejs om et døgn.

FB opslag 22.maj 2024

DET UENDELIGE HAV.
Det er onsdag den 22. maj
Jeg har fødselsdag.
Hvad er mere naturligt end at jeg holder den herude – herude hvor oceanet er over alt.
Der er ingen land, ingen både, ingen bøjer.
Kun Oceanet, Ydun, mit crew og jeg.
Måske vi ser 3-4 både på vejen – det gjorde vi sidst jeg krydsede Stillehavet – 3 stk på 18 dag.
Det er vildt at man ikke ser flere. For herude er der masser af både.
Sagen er selvfølgelig at vi jo ikke kan se ret langt pga. jordens kiming – altså krumning.
Jordens krumning betyder at hvis dine øjne er i 2 meter over vandet, kan du se godt 5 km.
Det er klar at hvis noget stikker op – som et skib jo gør – så kan man se længere.
Men stadigvæk er det ufatteligt lidt man ser.
Og det bevidner jo bare om hvor stort Stillehavet er.
Den store ø: Isabela på Galapagos var fantastisk.
Den er mere øde, mindre turistet og indeholder bla 5 vulkaner.
For 2 år siden gik jeg 16 km på krateret af den ene vulkan: Sierra Negra.
Det var en kæmpe oplevelse.
Så i år havde jeg besluttet at jeg ville ind i vulkanen.
Vi hyrede en guide der kunne tage os med. Vi var i dag Axel, Sofie og Jeg.
Anton, Andreas, Bente, Camilla og Betina var alle taget på en snorkletur i nogle tunneler. De havde en mega fed tur med både hajer, skildpadder, søløver og meget mere.
Vi har påført os hjælme, knæbeskyttere, klatreseler samt et antal liner og klatregrej – både til at klatre op og ned.
Sikkerheden var i orden.
Vi startede med at kravle 75 ned af en stige – lodret ned, ind i det hul hvorfra lavaen kom ud for 70.000 år side.
Der er en åbning med en diameter på knap 10 meter i toppen og 75 meter ned danner det en lyskejle på 5 meter i diameter. Eller det samme som en halv badmintonbane.
Der hvor stigerne stopper er et plateau på størrelse med en tennisbaner. Det er tydeligt at det har været en explosion – hullet er kuglerundt. Trykket har mast sig vej op gennem jordskorpen.
Det er imponerende.
Over alt drypper det ned. Ikke fordi det regner udenfor, nej – det er fugten der er så stor at det drypper fra alle buske på vej ned i krateret.
Fra bunden kan man kravle 2 veje. Den ene ind i et par huler som viser hvorfra selve blastet kom – stene derinde er totalt knuste nogle steder og andre bare smadret af at noget er faldet sammen igen.
Over alt lyser en ”guld” farve op. Det er ikke guld – Guld findes ikke i vulkaner – det er svovl.
Hernede i mørket lyser det op og ligner Guld.
Vi prøver den anden retning også.
Her er ikke meget plads.
Vi må kravle.
Nogle steder er der huller på 50cm vi skal igennem.
Så kommer vi frem til enden.
Her er endnu en boble.
Da vi kommer helt ind i boblen beder vores guide os sætte os ned.
Vi slukker vores pandelygter.
Der er kulsort.
Det er så mørkt at man ikke kan se sine finger på 5 cm afstand.
Ej heller efter 5 min – som var ca. det vi sad helt stille i mørket – end ikke der havde ens øjne vænnet sig at se i det – 100% mørke.
Inde i det dybeste man kan komme, gror der mineraler – de lever at fugt og mørke.
Det ligner sne der gror på sten.
Vores guide har passet på disse mineraler i flere årtier. Ingen mennesker har nogensinde betrådt dem. Det tillader han simpelthen ikke.
Vi forlod Isabela kl 1500 tirsdag den 21. maj 2024.
Vi har væddet om hvem der rammer mest præcist ift ankomst tiden.
Budene strækker sig fra 18dage og 16 timer til 22 dage og 6timer.
Vinderen får en middag af de øvrige når vi rammer Tahiti om godt 4 uger.
Vi sejler syd om Isabela og stik nord.
Crewet skal døbes når vi rammer 0 grader 00. minutter og 000’ buesekunder.
Ækvator.
Jeg har ringet til Kong Neptun som kom som aftalt og havde hans trofaste hjælper Davy med. Af og til medbringer han også Queen Amphitrite – hans yndige kone – det var ikke tilfældet i dag.
Dåben er altid sjovt – alle glæder sig til at de skal døbes, når de krydser jordens median.
Og alle glæder sig til at høre hvilket sødyr Kong Neptun har fundet på de skal være.
Det de måske glæder sig knap så meget til at det de får i håret. Det varierer fra båd til båd, nogle steder er det madrester fra flere uger samlet sammen, andre steder finder alle en væske som kommes i en balje og nogle steder er det bare vand.
Her på Ydun kræver det ofte et bad efter dåben, men ikke noget der er gået over gevind.
Efter dåben vender vi kajakken og autopiloten sætter jeg på 230.
Det er tilpas syd til at vi kommer ned og fanger vinden om en dag eller 2.
Yanmar motoren spinder som en kat. Dens monotone lyd – som jeg af og til har forbandet langt væk, når jeg skulle have et par timers søvn – elsker jeg nu.
Jeg har lært at værdsætte dens præcise og tunge lyd.
Den snurre på 2000 omd.
Lyden jeg kender så godt.
Hvis en kommer til at røre speederhåndtaget kan jeg ud fra lyden sige om vi kom væk fra de 2000 omd., den helst vil arbejde med.
Nu skal crewet finde rytmen ift søvn, vagter, mad, soinering, slappe af, nyde, være i et med Ydun og finde sig selv.
De næste mange dage bliver sådan her.
Det er Oceansejlads.

FB opslag 20.maj 2024

Klargøring til Stillehavet
Togt 2403-1 er afmønstret.
Der er gaster det er sværere, at sige farvel til end andre.
Erica var en af dem.
Hun har sejlet med mig i 3 måneder.
Erica har sejlet hele hendes liv med hendes forældre og det mærkes. Der gik ikke lang tid før hun havde overført hendes færdigheder til en noget større båd som Ydun.
Hun har et drive som er guld værd på en båd. Hun gør bare ting, om det er opvask, madlavning eller indkøb er lige meget.
Og hun er ikke bange for at tage fat.
Hun ved præcis hvad hun kan og hvornår hun siger Fleeeeeemmming kig lige her.
Meeeeen…. mon ikke hun lige pludselig står på Ydun igen.
Det tænker jeg.
Togt 2403-1 var festligt – vi sejlede kun en regulær tur: fra Panama City til Galapagos. Eller Galagapos som en gast havde for vane at komme til at sige. Når ja – så sejlede vi også gennem Panama Kanalen.
Det var et fedt togt med mange oplevelse både i Panama og her på Galapagos.
Togt 2303-2 er påmønstret.
Togtet består af Axel på 21, som nu har være med i 2 x 2 måneder. Først fra Danmark til Portimaü og nu fra Aruba til Galapagos – og han skal med 2 måneder endnu. Axel holder lige pause i hans studie. Selvom han kun lige er begyndt at dykke og taget certifikat, har han allerede taget Advance også.
Så er Sofie påmønstret. Yduns groundcontrol….
Sofie er hende der laver en del af min SoMe opslag, hun var med på togt 2302, fra Brest til Portimaü. Sofie er Ingeniør og nyuddannet dykker
Anton – lige fyldt 14. Blev konfirmeret lørdag, havde fødselsdag søndag og satte sig samme dag ind i en flyver og fløj herover. Anton har lige taget hans dykkercertifikat.
Anton var med på togt 2302/3 – fra Lissabon til Tenerife.
Bente på 53 og ingeniør. Hun har sejlet en del før sammen med hedes far, bl.a. fra DK til Caribien. Bente har dykket en del for en del år siden – så lidt genopfriskning er nok på vej.
Camilla på 28, en sej nordjyde, som ikke har sejlet før, men rejst og dykket en hele del.
Andreas på 29, landmandssøn fra Vestjylland, jurist, eventyrer og Rescuediver og uden sejlererfaring.
Og Betina på 35 fra Svendborg, jurist, eventyrer, rescuediver og uden sejlererfaring.
Så vi er faktisk 3 der er rescuediver på togtet.
De første dage har stået på: lær Ydun at kende, komme ud og se lidt af øen, se Galapagos-dyreliv bl.a. skildpadder, leguaner mm, dykker og lægge planer for vores lange sejltur.
De-clearing er bestilt og forberedelserne i fuld gang.
Papirarbejdet og deraf clearens ift til at komme ind på Fransk Polynesien er sat i gang.
Vi har allerede haft nogle fede dyk.
Først på Seymore North (som jeg har fortalt om i seneste opslag), Så Bartolom, Gordens rock og sidst Seymore/daphnei.
Og hold nu op vi har set og dykket med hajer.
Det kan noget helt specielt.
Vi har set mange hajer.
Vi har haft søløver der lejede rundt om vores fødder og en bed endda i Axels svømmefod.
Vi har set Rays (rokker) i hobetal, havskildpadder og millionvis af flotte fisk.
Sidste dyk vi havde var vi nede på 32 meter og lå og cirklede lidt mellem en klippeafsats og ren sandbund.
Vores instruktør – og i øvrigt en af de bedste og mest nærværende instruktører jeg har haft – Sussi havde orienteret os om at hendes lydmarkør, et metalrør med 2 kugler i, kunne hun give 1, 2 eller 3 ryst.
1 betyder: hør her. 2 betyder: her NU og 3 betyder: skynd jer alt hvad i kan efter mig, jeg har set noget spændende.
Vi ligger og svømmer rundt og så høre jeg de 3 ryst med metalrøret.
Jeg kigger med det samme – hun viser tegnet for Galapagos haj – en lodret hånd foran brystet (der viser hajfinnen) og stor, så er hun afsted.
Jeg sparker alt hvad jeg kan for at komme efter hende.
Vi når lige at se silhuetten af en ret stor Galapagos haj. Mit bedste bud er godt 3 meter.
Hajer – som dem vi konstant har rund om båden på ca. en meter er ret nuttede. Man kan se de godt ved at de er jægere. De patruljerer.
Men de forsvinder når vi hopper i vandet.
Når de bliver 2 meter bliver de mere nysgerrige og knap så lette at skræmme.
Når de når 3 meter er rollerne byttet om – det er os der passer på. De ved godt at de er top-predator. Alligevel er de sky ift til os. De gider os ikke. Vi er ikke et bytte, vi er bare i vejen.
Så at komme tæt på dem, er en sejer – hver gang.
Jeg høre igen lyden af metal flyver gennem vandet – 3 ryst.
Sussi når end ikke at vise noget, hun er bare på vej væk.
Jeg er gudskelov tæt på hende og kan følge med hende. Skyggerne nærmer sig – der er 2 tydelige skygger.
Vi er inde på 5 meter nu og i god fart.
Da vi når 4 meters afstand til dem står de knivskarpt: 2 flotte hammerhajer på godt 3 meter.
Dvs. fuldvoksne dræbermaskiner.
Et slag med halen og de er væk.
Jeg er lige imponeret hver gang jeg ser dem tæt på.
Jeg råber ind i min lungeautomat: Fuck hvor vildt!!
Sussi er ved at dø af grin af mig, de øvrige kunne høre mig på 10 meters afstand – hvilket er meget under vand.
Visibiliteten har ikke været prangende: 10-15 meter. Og jo deraf ingenting ift Bonair.
Men de oplevelser med hajer er bare noget unikt.
Det læg så dertil Mantarays, Eaglerays, Stingrays, søløver, havskildpadder og mange af de store elegante havdyr.
Jeg håber og tror på at jeg fik styr på min udfordring med motoren. Hele Diesel-tilførsels-systemet blev adskilt igen og renset. Og når, jeg når et sted der kan støvsuge og rense mine tanke skal det gøres. Men jeg tror på at vi har løst det.
Udfordringerne med Strøm via Generatorerne på Yanmar motoren er også løst.
Jeg adskilte den 24v generator ad, pudsede kobber og kul stykker af, tjekkede fjedre mm. Samlede det igen og så fik jeg ladet batterierne op. Når en Generator – som jo er en alternator – skal lade, har den brug for at der er strøm til at den kan komme i gang.
Det var udfordringen.
På mad-siden er der lagt planer for indkøb og forberedelserne er i gang.
Vi har kontaktet et lokalt Hostel og spurt dem om vi må lave de store mængder mad hos dem, fryse det ned og så hente det dagen efter.
På den måde skal vi ikke selv leverer strømmen til at producere og næsten endnu værre at fryse det ned.
På et kryds over Stillehavet som tager 20-22 dage, skal der købes ind til 3 måltider til 8 personer og så ganger man med 1.5 til sidst. Hvis nu man ryger ind et vindstille bælte.
Der skal altså handles til 720 måltider.
Heraf er de 18×8 forberedt, så det kan tages op af fryseren og smides i en gryde – ex Bolognese.
Den fase går der altid lidt snak i. Selvom jeg forsøger at blande mig uden om mad-delen, er der af og til behov for at der skæres igennem, så vi kommer videre.
Min opgave er at sikre at vi er klar til tiden.
Der er aftalt vand – selvom vi har watermaker skal der være en back-up.
Så vi har fået leveret 25 stk 20 liters vanddunke. 500liter vand i back-up. Det svare til 2 liter pr mand I 20 dage.
Søndag morgen kl er 0530.
Jeg står op og gør klar.
Jeg har beordret klart skib kl 0545.
Det betyder alle er klar og i cockpittet på det tidspunkt.
Så fortæller jeg hvordan vi kommer derfra og hvem der har hvilke opgaver.
Vi lister ud af bugten i skumringen.
Det er dejligt at sejle igen.
Jeg nyder at så ved roret og spejde ud over det hele.
Knap 3 uger nåede vi at være her.
Vi sætter langsomt farten op på de knap 2000 omdrejninger som min Yanmar-motor så godt kan lide.
Der bruger den knap 5 liter diesel pr time og vi kommer fremad med ca 6 kn.
2 timer sejler vi, så begynder motoren igen at springe en omdrejning over.
Pis tænker jeg….. Jeg gider det ikke.
Jeg syntes jeg har forberedt mig så godt og skiftet alt der ikke var OK eller slidt.
Jeg har brugt så mange penge og tid på at alt skulle være i orden.
Jeg har serviceret alt og har reservedele med til en komplet ny båd.
Der er dage hvor de her ”båd-problemer” kan tage pippet fra en – man bliv er helt modløs.
Nå… jeg starter igen…
20 min og så død den.
Jeg orienteremine gaster: Vi ligger og driver indtil motoren er så kold at jeg kan arbejde på den.
Efter en god time går jeg i gang.
Af med brændstofs filtret.
Jeg har fået 2 nye slags med som Anton har taget med hjemmefra.
Jeg havde testet motorens gang, 3 gange af en halv time på ankerpladsen – så jeg troede det var ok.
Der sad et filter på båden som ikke er originalt. Det duede men var ikke originalt.
Først monterer jeg det som er det rigtige – der er hul gennem filtret og der skal så side en slange i bunden som der kan udskilles vand fra – et ekstra vandudskilningsfilter.
Det duede ikke – der pissede diesel gennem. Der er noget jeg lige skal ”boge” lidt mere….
Den anden type jeg havde fået med, er et Yanmar som jeg vidste duer, men ikke beregnet til min motor.
Først fyldes det op med diesel og så monteres det.
På med det.
Pumpe luft ud af systemet.
Så starte motoren – den er længe om at starte.
Så kommer den.
Med det samme kan jeg høre det er rigtigt.
Jeg tør ikke håbe på at det har løst det…
Vi sejler 5 timer og den går som en symaskine.
Fuldstændig ren og symmetrisk i lyden.
Tænk sig at det var det filter – eller det tror jeg det var.
Og det er løst nu.
VI lander kl 1600 på Isabela.
Vi blev mødt af vores agent og en militærmand som lige skulle tjekke og lave papirer.
De kommer sejlende ud i en vandtaxi til os.
15 min tager det, så er vi clearet og må gå i land.
Jeg havde glemt alt om hvordan her så ud – lige indtil jeg stod på broen.
Så kunne jeg genkende alt.
Øen er mere autentisk. Mindre turistet. Mere øde. Mere gold.
Her er fantastisk.
5 vulkaner – den ene var aktiv 3 uger før jeg var her sidst for 2 år siden.
De næste dage står på vandretur, på både vulkan og i grotter.

FB opslag 8. maj 2024

Santa Cruz, hajer og boobies
Turen fra Panama City til Galapagos var langt fra kedelig.
Vejrudsigten sagde let vind de første 3-4 dage og ville den ellers komme direkte forfra det sidste stykke.
Så tanke var at gå stik syd og så på tværs af vinden når den kom.
Vi sejlede hele dag 2 for sejl trods der stort set ikke skulle være noget vind. Dag 3 og 4 sejlede vi for motor og så fangede vi vinden og det gik rigtig godt.
Vinden blev ved med at tage til og kom da også op på en 18Kn.
Ikke vildt, men her har Ydun det godt.
Opgaven var klar: Gå så tæt på vinden vi kan.
Første vagt hold: Erica og Rikke. Det gik rigtig fint og vi kom godt afsted med fin fart.
Så overtog Axel fra Erica og senere Carsten.
Jeg kunne mærke på Ydun at hun blev presset og vi sejlede stærkt.
Ikke presset i den forstand at hun ikke kunne klare det, men i den betydning at hun lægger sig lidt ned. Alt knager og brager når hun bliver brugt.
Folk ombord tror altid at det var mindst 45 grader vi hælder, når vi sejler sådan.
Det gør vi slet ikke – det er snare 10-15 grader.
Udfordringen er at alt bliver besværligt når hun lægger sig sådan.
Det er ikke rart at sove, lave mad mm og ting og sager bliver kastet rundt i salon, kahyt mm
Så det er i virkeligheden meget bedre at rulle lidt sejl ind, så hun rejser sig lidt op.
Men jeg vidste jo godt at når de 2 drenge skulle sejle, så ville de se hvor meget fart de kunne drive ud af Ydun.
Og ganske rigtigt.
Da jeg stod op kl. 0350, rullede vi 1/3 af både storsejl og genoa ind.
Vi mistede en lille smule fart men der kom meget mere ”styr” på båden.
Axel havde sejlet op mod 10.7kn og Carsten knap 10.
Det efterfølgende døgn sejlede vi ret godt med god fart og komfort.
Forud for denne happening havde vi en formiddag med ret meget regn.
Desværre fik regnen aktiveret min EPIRB.
En EPIRB er en satellit baseret GPS tracker. Den er beregnet til at man tager den med i redningsflåden hvis man skal forlade skibet.
Den alarmerer vores redningstjeneste i Karup: JRCC, som så iværksætter en redning via det land man nu er i.
Erica opdagede at den begyndte at blinke. Og det nåede den at gøre i under 30 sekunder. Man kan deaktivere den ved at holde test-knappen ned. Så det blev hurtig klaret.
Jeg kunne ikke ringe til Karup og oplyse det var en fejl. Vi er jo uden for net så almindelig telefoni kan ikke bruges. Herude kan vi kun tale via data – altså Messenger eller WhatsApp.
Så jeg tænkte JRCC nok ville gennemskue at den var gået af og anstillet igen.
Jeg havde så fået lagt min telefon i salonen, da jeg var under for at tage det tunge sejlertøj på.
Da jeg kom under igen efter et par timer, havde min telefon ringet 20 gange og der var dobbelt så mange beskeder.
JRCC havde ringet til min søster som de skal – fordi jeg ikke tog telefonen.
Himmel og hav var sat i gang.
JRCC havde alarmeret Panama og Ecuador.
En redningsaktion var sat i gang.
Min søster havde nået at ringe til Min datter, Felix, Jan som var med over Atlanterhavet og flere var begyndt at ringe sammen.
Det tog det meste af formiddagen at få redet de tråde ud.
Samtidig drillede min bank så jeg kunne ikke få lov til at betale de 25.000.- det koster at komme ind på Galapagos. Og var det ikke betalt så kommer man ikke ind.
Og så døde vinde.
Vi startede motoren og kom fremad igen.
Pludselig satte Yanmar motoren ud.
Det er ikke sket før.
Vi startede den igen og efter 15 min skete det igen.
Jeg kunne høre der var noget galt – det lød som om den sprang en omdrejning over ind i mellem.
Carsten og jeg begyndte straks at fejlfinde.
Er vi løbet tør? Får den vand? Er søvandsfiltret tilstoppet? Sprøjter den havvand ud som den skal? Er den fornyeligt impeller gået i stykker? Er vandudskilningsfiltret OK?
Vi var i mange retninger og intet hjalp.
Efter meget arbejde konstaterede vi, at vi kunne udsætte at den stoppede ved at pumpe manuelt på brændstofspumpen.
Brugbar løsning, hårdt og krævende, men det var brugbart.
Der er ret varmt inde i motorrummet på sådan en båd.
Og så skulle den jo bare pumpes ca. hver 10. min.
Det var så løsningen i 8 timer. Og de 10 min blev kortere og kortere. Til sidst var vi nede på omkring et minut.
Vi nærmede os Ækvator og så skal der jo døbes søfarende som krydser linjen første gang.
Vanen tro fik jeg iklædt mig en gulvskrubbe der kunne agerer langt hår og fik fremstillet en Trefork – så jeg bedre kunne ligne Kong Neptun.
Vi startede med Carsten. Han kom til at hedde Carsten Plettet ørnerokke. Det var primært pga han skæg er begyndt at blive gråplettet og så er han glad for fladfisk.
Erika blev Døbt Erica Søko. Den har været besluttet længe og er fra en historie hvor hun blev væltet rundt af bølgerne på en strand. Axel kom til at hedde Lionfish. De er ofte røde og hvide og så kan de spise mange gange deres egen vægt. Det er ret passende på Axel også.
Rikke blev til Arrowcrab. En lille fin rød krabbe, der bor i huler. Og til sidst kom Sussi til at hedde Havskildpadde – fordi det er hendes største ønske at se på denne tur.
Vi nærmede os Bugten på Santa Cruz, Puerto Ayora.
Som med alt andet, tjekker jeg lige funktionen af det jeg kommer til at bruge ifm havnemanøvre eller som her en ankerplads.
Jeg går derfor lige ned og tænker Ankerspillet, stikker fjernbetjeningen op gennem toplugen så den er klar på dækket.
Ingen strøm.
F… tænkte jeg.
Hvor uheldig har man lige lov at være…
Det nye anker på 48kg og min 12mm kæde kunne ikke køre ud.
Jeg kunne så hurtigt google mig frem til at den skal kunne udløses manuelt.
Jeg sendte Carsten og Erica op til ankerspillet – i må finde en løsning på at få de meter kæde ud jeg vil have ud.
Jeg var nød til at blive ved ratet og styre Ydun.
Vi listede os ind i mellem de øvrige skibe i bugten.
Axel stod konstant nede ved motoren og pumpede hvert minut for at holde gang i motoren.
Det duer jo ikke at gå i står midt blandt de øvrige skibe og drive ind i dem.
Jeg fandt det rigtige sted med ok luft til de øvrige både og bad dem få 30 meter kæde ud NU.
De knoklede virkelig med det og det var hårdt.
De måtte løfte kæden ud meter for meter.
De var helt færdige.
Og smurt ind i rusten kæde.
Jeg tager hatten af for dem begge, det var virkelig flot arbejde.
Tilbage står jeg med 2 udfordringer, hvorfor får motoren ikke diesel nok. Er det pumpen eller er det filtret. Jeg har altid ekstra filtre, olie mm med. Men desværre er det et forkert dieselfilter jeg har fået. Og issue nr. 2; Hvorfor lader min generator ikke?
Næste morgen ankom den officielle delegation. 12 embedsfolk, fra politi og militær, læge, kontrollanter: På hver båd kommer de ud og tjekker alt: Affaldssortering, Spilvand fra wc, forbudte madprodukter, certifikater på at båden er ren og fri for alger mm, liste med medicin, liste med rengøringsprodukter der vel og mærke skal være godkendt – læs økologisk og meget mere.
Godt en time tog det, så var vi clearet og måtte gå i land.
Galapagos er fantastisk.
Der er en unik stemning her og folk er så søde og rare.
Vi har været på 2×2 dyk allerede – vi så både sorttippet og hvidtippet hajer.
Vi så 10 hammerhajer, heraf en flok på 5-6 som var op mod 3 meter i længden, de er imponerende og majestætiske.
I den størrelse vejer de tæt på 100kg og ikke en man skal komme i clinch med. De er top 3 over de hajer som vi mennesker bliver bidt af.
De holder naturlig afstand og man få sjældent lov at komme tættere på en 10 meter.
Vi har set havskildpadder og kæmpeflokke af rokker.
Der svømmer små hajer – på ca 1 meter – rundt om Ydun hele tiden, Der er pelikaner og søløver (og de er hverken så søde som folk tror og så stinker de fælt) alle mulige steder. Søløverne ligger ofte bag på Ydun når vi kommer tilbage til båden. De ligger bare på gader og stræder, på offentlige park-bænke eller i gummibåden hvis man ikke passer på.
Der går Havleguaner – dem der nyser salt efter de har svømmet – rundt på gaderne.
Vi ser blue-footed Booby (Boobies) som er en Suler-fugl. Den ligner lidt en måge, bliver godt 80 cm stor og så har den meget karakteristiske blå andefødder. Vi ser dem som raketter der styrtdykker ned i vandet omkring os.
Crewet har været på cykeltur oppe i ”bjergene” og på Galapagos-skildpadde farm.
Den kvindelige del af besætningen har holdt ”tøse-aften” og ”pigedag” med frisør besøg mm.
Der er knap en uge tilbage af togtet.
Dykkertur nr 2 var til en lille ø: Bartolomé. En lille ubeboet ø, 50 min i motorbåd nord for Santa Cruz.
Vi så både en Galapagoshaj på over 3 meter, hvidtippet haj, havskildpadder, masser af fisk og pingviner.
De er noget så søde.
Kronen på værket var en Manta Ray – Djævlerokken – på 3.5-4 meter. De er så fascinerende.
Snart er togtet slut og på søndag påmønstre næste togt.
Og derfra skal vi for alvor ud i Stillehavet.

FB opslag 2. maj 2024

Hammerhajer, plettet ørnerokke og havskilpadder.
I dag tog vi en tur til North Saymour. og vi så både en flok hammerhajer, sorttippet hajer, ørnerokker – både ene, få og en kæmpe flok, havskilpadder.
De er altså fantastiske skabninger. hammerhajerne er ret sky og svære at få gode billeder af.
men… en fantastisk dag i det miljø som er en af grundene til vi er her.
Galapagos er unik. super søde mennesker og en fantastisk stemning.

FB opslag 23. april 2024

Panama City og Watermaker.
Det er tirsdag og vi er godt på vej mod Galapagos.
Vinden har været fin og meget bedre end prognosen sagde.
Vi sejlede fra Playita Marina mandag aften og har så sejlet knap et døgn.
Vi lå i havn lige under en uge.
Det er egentlig ikke en fed havn, der er beskidt og selvom det er en havn, er den urolig – Ydun sejler rundt i de 4 tov der holder hende. Springet – det tov der holder Ydun midt på – sprang lørdag nat. Så jeg måtte op og efterspænde alt og sikre os med spring igen.
Mandag manglede vi lige de sidste indkøb – frisk vare – inden vi stak af på en 7 døgn lang sejltur.
Der er 900 sømil til den Ø vi skal Anduve: Santa Cruz
At sejle til Galapagos er ikke uden omkostninger.
Der skal kontaktes en agent som fremsender et 11 sider langt dokument om hvordan vi skal gebærde os, hvad der skal forberedes, rengøring, certifikater af bl.a. rengøring af båd og bundmaling, insektkontrol, liste over medicin og rengøringsartikler, affaldssortering, hvilke vare der ikke må medbringes og meget mere.
Gudskelov har Rikke taget den opgave, at styre af hvad vi må og skal.
Nå ja – og så koster det i runde tal 25.000.-DKr at komme ind med båd.
Bare at komme ind.
Vi har knoglet med watermakeren.
Den virker nu.
Der har været mange småting som skulle tilpasses pga. der er forskel på hvilke slanger, tanke, strøm mm der er i både.
Så Axel og Carsten har været i en del byggemarkeder.
I Danmark var man gået en tur i det lokale Jem&fusk, Silvan eller måske Bauhaus – og så havde man købt det hele.
Sådan fungerer det ikke her.
Det er slet ikke sikkert de har de stumper vi søger – så nogle gange er det både 3 og 4 steder man skal hen.
Desuden har vi jo ikke bil.
Så det er oftest med Uber, eller på Gå-ben.
Ydun har lignet en slagmark.
Alt var splittet af – sofa, bord, navigation, skabe mm.
Jeg vil have watermakeren, så den er skjult men tilgængelig.
Rod er ikke sjovt og jeg hader rod, men en nødvendighed når vi laver et projekt af den slags.
Det har taget godt 3 dage at samle og monterer den.
Da vi var færdig og skulle teste den – pissede det ud med vand flere steder.
En watermaker består af en række filtre: Micron 20, Micron 5, et aktivt kul-filter og 2 membraner.
Micron er bare en betegnelse for et net med en størrelse masker – jo lavere tal, jo mindre huller.
Så vandet løber gennem de 2 filtre og bliver derved grovfiltreret.
Alt lavere end Micron 35 kan ikke ses med det blotte øje.
Herefter løber vandet ind i en pumpe som drives af en ret kraftig el-motor.
Motoren skubber vandet under højt tryk igennem membraner som sorterer alt salt og alle partikler væk.
Konkret aktiveres en boost-pump som skubber saltvand ind i systemet.
På mit display kan jeg se hvor meget vand der løber igennem.
Nå mængden passer drejer jeg på en tryk hane til vi opnår et tryk på 800PSI, som så trykker vandet gennem de 2 store membraner.
Totalt laver min Seawater Pro 160 liter ferskvand pr time. Til gengæld bruger den jo så også 900watt.
Nå.
Men først ville pumpen slet ikke sende vand ind i systemet – relæet slog fra, Det fik vi let klaret via vores strømtavle i og med vi fik isoleret en gruppe kun til boost-pumpen.
Så konstaterede vi at vandet fossede ud af en samling – det var vores egen skyld. Alle samlingerne er lavet med et klik system som gør det nemt at samle det hele med faste slanger.
Den havde ikke fået teflon-tape. Det var også let klaret.
Højtryklangerne er koniske og uden teflontape eller O-ringe. De er blot metal mod metal – så de skal spændes hårdt. Jeg må have glemt at efterspænde netop den – som var monteret fra fabrikantens side.
Sidst men ikke mindst fossede der vand ud af displayet – som også indeholder knapper der aktiverer strøm til systemet.
Efter et par forsøg kom vi i mål.
Vandet løb stille og roligt ud af slangen.
Det var stadig salt – men det er det i starten.
Så skruer man op for trykket.
Der er på systemet en TDS (TEST-DIT-VAND) indikator som fortæller renheden af vandet.
Renheden målet i ppm – parts pr million – og skal være under 500 før vi drikker det.
Vi startede på 1000, men langsom faldt tallet og sluttede på godt 200.
Vi smagte på det og det smager fantastisk.
Hele crewet skålede i vand.
Det skal siges at vi testede systemet ind i en beskidt og grumset havn.
Derfor var det kun en kort test – ellers bliver mine filtre og membraner for hurtigt ødelagt.
Den endelige produktion af vand foretog vi på åbent vand, tirsdag formiddag. Langt fra havnen og godt på vej mod Galapagos.
I torsdags lavede jeg og min ven Lars, som sejler Kejser Siljan, eftersyn på min 110hk Yanmar motor. Det gøres for hver 400 timer den har kørt. Vi skiftede olie, filtre og impeller – et lille drivhjul som sidder inde i motoren og skubber vand ind i et lukket system for at køle motoren.
Da vi startede motoren væltede det ud med olie igen.
Så vi måtte i gang med at finde den fejl som jeg har trasket lidt rundt om og aldrig rigtig fået løst.
Inde bag ved oliefiltret sidder en oliekøler hvor vandet løber igennem.
Denne er tætnet med en nylonpakning – og den var knækket.
Selve pakningen koster ikke ret meget – men den er ikke til at få herude.
Ikke endog via en af de 2 Yanmar forhandlere som er på havnen.
Vi endte med at lægge flydende pakning ind under den knækkede nylonpakning og spænde det sammen. Dagen efter – fredag – spændte vi det så hårdt sammen og startede motoren.
Efter 10 min var der ikke kommet noget olie ud – så mon ikke jeg endelig har fået løst dette olieproblem.
Senere torsdag var vi inde i Panama City.
Axel har en bekendt hvis veninde ville tage os med en tur rundt og se de steder vi måske ikke selv lige ville vælge – eller kendte.
Desværre fik hun en vandskade i hendes lejlighed, så hun kunne ikke deltage.
Men vi kunne da starte der hvor hun havde bestilt bord.
Vi havnede på en superfed Taco-restaurant i den gamle bydel af Panama City.
6. etage, Rooftop, sad vi og spiste – med at fantastisk view ud over storbyen.
Superlækker mad.
Vi røg så videre i byen og det blev en ret våd aften.
Jeg tog mig selv i at stå allerforrest til en koncert, kl. ”alt for sent”, iført en Panamansk kasket, dansende til noget at det tungeste Rap jeg til dato har hørt. Det var lokalt og jeg fattede intet af hvad de sang.
Men de lokale syntes det var voldsomt fedt at jeg – en Amigo – dansede med dem – til deres musik, så jeg blev budt at smage deres 2 liters spritflaske, De ville lære mig at kaste deres lokale – hvilket nok vil sige den lokale mafias – håndtegn og da det lukkede blev vi – Carsten, Alex og jeg – tilbudt at komme med til Afterparty.
Musikken var så høj at jeg aldrig har oplevet noget lignede – ikke engang til koncerter med nogle af de store rockbands.
Trykket fra højtalerne kunne mærkes, så man følte brystet blev trykket bagud.
Vi kunne intet høre, selvom vi råbte alt hvad vi kunne, på 10 cm afstand.
Til gengæld stod der så en i hver side af scenen og blæste ild direkte fra en gasflaske lige ud over publikum.
Vi takkede klogelig nej til Afterparty og tog en Uber hjem.
Fredag var ikke den mest produktive dag ombord.
Men lørdag og søndag sparkede vi mås – og der blev gået til den med indkøb, watermaker mm: Erica, Sussi og Rikke har generelt handlet ind og forberedt alt ifm vore sejlads.
Vi 3 knægte har primært sikret at watermakeren blev klar, det nye anker på 105 LBS monteret, det nye repareret sejl kom op og et par andre småting.
Det har været en holdindsats og jeg skylder mange takke til både Carsten for at kæmpe i bunden af Ydun side om side med jeg, Axel for et hav af Uber-ture i byen, Rikke for at styre tjekliste af samt Sussi og Erica for konstant at lave, forberede, hente mad og vaske op🙏🏻
Udsejlingen gennem Panama er vild – der er så mange både og kæmpe tankskibe at man dårligt kan adskille deres lys i natten.
De første 3 timer ud var ret intense. Der er mange der ligger stille og de store kommer bare buldrende bagfra hele tiden.
Ydun er ikke ret stor når der kommer tankdskibe med en længde på 300 meter.
Vi er nu på vej og vi kan kun svagt skimte land om styrbord.
Panama forsvinder snart og Galapagos vil om 5-6 dag tordne sig op.
Her startede mit forrige eventyr.

Skippers Blog

Lorem ipsum dolor sit amet, consectetur adipiscing elit. Ut elit tellus, luctus nec ullamcorper mattis, pulvinar dapibus leo.