Togt 2404 – og flere hajer
Det er Torsdag den 4. juli.
Uafhængighedsdag.
Vi er ankommet til Moorea.
En lille paradis-Ø lige nordvest for Tahiti.
Faktisk er det kun halvdelen af crewet der har været i land.
4 tog vores Dinghy ind for at købe ind.
Det lykkedes desværre ikke – der var ikke mange ting i det lille supermarked.
De fik dog handlet ind til aften og frokost – så må vi løse aftensmad senere.
Resten af os – var på dyk.
Crewet på togt 2404 er:
Wiuff – en ung fyr på 22, elitesvømmer og nyt uddannet OWD – dykker.
Terkel – også en ung fyr på 21 som også er elitesvømmer og ny uddannet OWD.
Kristine er endelig tilbage hos mig – 51, jurist og OWD. Kristine besøgt mig på Tenerife og har været med en måned i Caribien.
Alle 3 er lige startet på Advanced open water dive (AOWD) her på stedet. AOWD er en overbygning til den almindelige dykkerkursus OWD – her kommer man blandet andet ned på 30 meter, Strømdyk, natdyk, kompasdyk og vragdyk.
Så det er en helt ny verden der opstår som dykker.
Så har vi Lars med, Lars har jeg kendt i 100 år, han er regionschef, OWD og motorcykelentusiast.
Lars danner par med Iben, Indkøber og motorcykelentusiast.
Louise fra Aalborg, 29 og erhvervsjurist.
Emma, 29, Fra Aalborg og Politibetjent.
Bente som er med fra togt 2403-2. I øvrigt fik jeg omtalt hende som Ingeniør – hvilket er forkert, hun er Arkitekt.
Vi skal sammen sejle imellem i masse øer og atoller den næste måned.
Påmønstringen var en bugt i det sydlige Tahiti – Pheaton Bay.
Vi er så sejlet til endnu en lækker ø: Moorea.
Her er vanvittigt smukt og frodigt.
Vi glæder os til at udforske øen meget mere.
De første dage kommer vi til at følges med min gode ven Mads, skipper på Sailing columbies COMI og Anne dykkerinstruktør og skipper på Sailing Columbies Jelena.
Jep – samme COMI som jeg krydsede Stillehavet med tilbage i 2022.
Når vi følges med dem er det fordi Anne skal undervise de 3 der vil have AOWD – Wiuff, Terkel og Kristine.
Desuden indgår jeg som føl – i hele undervisningen – dermed har jeg taget hul på min egen DiveMaster-Uddannelse (DM).
Så vores tur bliver lidt sejlads og en masse paradisøer, dyk, Hike’s og oplevelser.
Lige præcis det jeg holder allermest af.
Turen fra Pheaton Bay til Moorea var hårdere end forventet.
Vi tøffede stille afsted og jeg havde tid til – som jeg ønsker med nye gaster – at sidde i ro og mag med hver gast 20-30 min og langsomt lære dem hvad de forskellige instrumenter betyder og hvad vi gøre når vi sejler, de får lov til at håndstyre Ydun og mærke hvordan bølger og strøm påvirker os.
Planen var let vind og dermed for motor de første 3 timer mod vest.
Hernæst 3 timer mod nord – hvor vi skulle få en fin halv-vind til at sejle med sejl.
Og endelig 1 timer ind på plads i en bugt.
Sådan gik det ikke.
Vi rundede pynten og skulle mod nord. Så var der ingen vind.
Vi fortsatte bare for motor.
I læ af Tahiti sejler vi roligt afsted.
Da vi slipper Tahiti er der stadig ikke nok vind – men dønninger.
De kommer som oceandønninger – dvs lange og dovne.
Det holdt ikke længe.
Så ændre de karakter – de bliver en mellemting mellem bølger og dønninger.
Det er ikke altid lige behageligt.
De kommer lidt fra skiftende retninger.
Så bølger med kort afstand, forskellig retning og varierende højde – dog ikke mere end 1-1,5 meter.
Men vi oplevede da at et par stykke blev søsyge.
Bugten vi havde planlagt var over-crowded.
Vi tager den næste bugt.
Indsejlingen er en lang stille sejlads imellem rev og strand.
Så vi følger de pæle som burde være styrbord/bagbord bøjer.
Jeg finder et sted og mit ”nye” Mantus 105 LBS bliver sænket.
Her er 5.5 meter dybt, så vi smider 20 meter kæde ud.
Jeg bakker lidt.
BOM – så ligger vi stille.
Jeg slukker motoren og går en runde på dækket.
Det er trygt og godt.
Ankeret har sat sig præcis som det skal – godt gravet ned i sandbunden. Jeg kan se meter for meter af kæden og selve ankeret.
Vi tager en dukkert og svømmer lige hen over ankeret og kan bekræfte det sidder perfekt. Dykker ned og river i det.
Intet.
Det sidder fast – som det skal.
Ind i mellem ser vi en sort-tippet revhaj omkring Ydun.
De gør ikke noget – de er kun 1-1.5 meter.
De kan blive op til 2 meter.
Vi ser også Plettet ørnerokker her og masser af fisk.
Vi har 300 meter til kysten og 4-500 meter ud til revet.
Første nat får vi konstateret at mit anker virkelig er effektivt.
Det blæser 30 kn og vi svajer godt rundt i kæden.
Men vi flytter os ikke en mm.
Her er vildt smukt og en flot sandbund – vi kan se hver en sten, fisk, plante og koral der ligger sporadisk på havbunden.
Første dag tager vi hul på AOWD.
Dag 1 på AOWD.
Max dybde 30.3meter, vand 28 grader, varighed 38 min.
Vi ser en del havskildpadder – bl.a. en der ligger og sover samt en der spiser.
Vi ser et par revhajer.
Så kommer hun: En stor flot Lemon-Shark (Citronhaj).
Hun er gravid.
Majestætisk patruljerer hun, hendes territorie.
Jeg når desværre ikke, at tage kameraet frem og filme hende.
Men hvor er hun flot – og stor.
En voksen lemon-shark bliver 3.5meter og vejer 100kg.
Det er deromkring hun er.
Hun er en af havets top-prædator.
Og hun har det helt rigtige ”haj-look”.
Det medierne i årtier har gjort til skamme: Hun ser ”ond” ud – og så er hun hurtig.
I virkeligheden er hun mindst lige så bange for os, som vi er for dem.
Vi er nogle mærkelige skabninger der dukker op i tide og utide.
Så hun holder afstand.
Kristine har lidt bøvl med at holde sig nede.
Så Anne tager en af mine 2kg bly klumper og bytter med Kristines 1kg klodser.
Jeg kan sagtes dykke med mindre – vægt gør det bare lettere at komme ned.
Men reelt behøver jeg sjældent bly.
Her i Fransk Polynesien er havet meget salt, jeg dykker med en 3mm fuld-size dragt og det er aluminium tanke (mine egne er stål ) – alt sammen noget der gør mig ”lettere” – derfor er lidt bly fint.
Begge Nicolai’er – Wiuff og Terkel- er oppe at køre.
Kristine skal vist lige synke det hele – der går nogle timer før det går op for hende: Skildpadder og en stor haj.
Første møde med en haj – og så i den størrelse.
Det er altså stort.
De er i gang med deres AOWD uddannelse – så nu skal de selv holde øje med tingene.
Dvs. hvor meget ilt de man tilbage, dybde, makker mm
Anne spørg dem alligevel jævnligt:
Højre pege og langefinder klapper på undersiden af venstre håndled – som betyder: hvor meget ilt har du tilbage.
De svare retur på skift.
En pegefinder på venstre underarm indikerer 100 bar og herefter hvor mange 10’er vist med finger vist mod Anne.
Ex. er 130 bar først højre pegefinger på venstre underarm og derefter 3 finger vist mod instruktøren.
Alle hånd tegn bliver gennemgået inden hvert dyk sammen med instruktionen for selve dykket.
Vi skal helst ramme 50 Bar når vi er på vej op til sikkerhedsstoppet.
Sikkerhedsstoppet er et stop vi laver på 3 min i mellem 3 og 6 meters dybde.
Stoppet minimerer, at vi danner kvælstof i væv og blod.
Sikkerhedsstoppet foretages altid – men Særligt på dybe dyk er det vigtigt.
Da vi bryder overfladen råber jeg for fulde kraft: YYYYIIIIIHHHHAAAAAAAA…….
Hele flokken griner og vi bekræfter hinanden i, at vi er det helt rigtige sted på det helt rigtige tidspunkt.
Det var et fedt dyk.
Hvor er vi privilegeret at vi har mulighederne for det her.
Det her er ikke held – det er en beslutning om at ville opleve.
Ville noget andet en hamsterhjulet.
Uanset prisen.
Onsdag den 19. juni.
I dag er det 2 år siden jeg påmønstrede Ydun.
Det var i Rendsburg og Ydun var ejet af min gode ven fra Y1 klassen, Birger Rylander.
Planen var, at jeg skulle sejle de sidste 5 dage med ham og crew hjem til DK. Birger havde sejlet hende til Fransk Polynesien og var nu på vej hjem.
2½ måned før den dag var jeg landet i Kastrup lufthavn, efter 2 måneder ude i Stillehavet.
Jeg havde sejlet fra Galapagos til Fransk Polynesien.
Da jeg landede i Kastrup vidste jeg, at det kun var et spørgsmål om tid, før jeg var tilbage.
5 dage efter min påmønstring på Ydun – ved ankomst til Ishøj havn – gav Birger og jeg hinanden håndslag på, at jeg skulle overtage hende. Der var kun de tekniske ting der skulle på plads.
Alt blev klaret og jeg overtog Ydun.
Jeg flyttede ind på hende og boede der 1 år inden jeg selv sejlede afsted.
Afsted på den rejse jeg havde planlagt i næsten 11 år.
I 2012 besluttede jeg, at det var sådan jeg skulle leve.
Så jeg lagde en ret heftig plan.
Lær at sejle, tage duelighed, tage Y3, Y1, udvidet førstehjælpskursus, Motorlære, VHF-kursus og dykkercertifikat.
Hertil blev lagt, at jeg skulle på nogle længere sejlture hvor jeg kunne teste om jeg var egnet.
Så jeg sejlede alt hvad jeg kunne komme i nærheden af.
Først på skolebådene, så sideløbende med pensionisterne, så kapsejlads, singlehanded i min gode ven Peters Omega 30 og endelig begyndte jeg at planlægge ferier så jeg kunne sejle.
Primært steder hvor det gav noget.
Første etape var Bay of Biscasy – Biscayen.
Den berygtede bugt i Europa hvor vandet går fra 4 km dybt til 200 meter på 10 km.
Bølgerne kan være 10 meter høje og vejret ret omskifteligt. Og vi fik ganske rigtigt en nat med 4-5 meterbølger, regn og tåge.
Tag dertil at sejladsen foregik op langs Portugals kyst – Costa da Morte: Dødens kyst….
Her har mange sømænd måtte lade livet imens de har set deres skib og dem selv blive smadret mod klipperne på strækningen.
Og udsejlingen fra Lissabon i stormende kuling – knap 22sm(sekund/meter) eller 40kn.
Jeg sejlede, de weekender jeg ikke var på job – gerne til Sverige og tilbage, eller bare Greve, Køge, Amager, Greve.
Og i 2022 altså over Stillehavet sammen med min gode ven Felix. En tur der også bød på et par ”spændende oplevelser”.
Der skal 180 sejldage i en båd på over 50 fod før eksamensbeviset fra Y1, udskiftes med næringsbeviset og dermed: YachtMaster 1th class.
Det er det en båd af Yduns størrelse kræver.
Nu er jeg her selv – midt i Stillehavet.
Midt i Fransk Polynesien.
Jeg har besøgt 24 lande, haft 55 gaster ombord og sejlet over 16.000sømil – eller knap 30.000km. Hvilket svarer til 3/4 rundt om jorden.
Og jeg er kun lige begyndt.
Siden er dykning begyndt at vokse på mig.
Jeg havde taget Open Water Diver tilbage i 2015.
Siden er det blevet til Avance Adventur Diver, Nitrox-Diver og Rescue-Diver.
Og DiveMaster, er det planlagt og teorien påbegyndt.
Er det her så et driver liv.. et liv uden bekymringer – på ingen måder.
Der er konstant noget der går i stykker, Noget skal laves eller have lidt kærlighed.
Uanset hvor meget jeg har skiftet og købt af reservedele, er der ting jeg ikke havde forudset.
Ting fungerer når man forlader havn – men det hører til sjældenheder at et togt forløber uden udfordringer.
Langturssejlads handler om at minimerer uheld, løse de problemer der opstår undervejs og prioriterer hvad der skal skiftes næste gange der er luft i økonomien.
Så en PhD i motorer, Strøm, vejrforhold, havbiologi, glasfiberarbejde, ledelse og sund fornuft er ofte vigtigere end selve sejladsen.
Jeg har haft helt unge og ”voksne” gaster med som bare har haft JA hatten på og suget viden til sig, for få uger efter at kunne sejle Ydun.
Jeg har haft ydmyg, dygtige og erfarne gaster som har været en stor hjælp – både ift sejlads men også sparring. Folk der kan sejle, så jeg kunne hvile lidt. Men også folk – der var ”Sejlere” og som lige troede at de med deres erfaring, fra en lille 30 fods familiebåd i en vig i det syd sjællandske – for 40 år siden – lige skulle hjælpe mig med at få skuden sikkert i havn.
Det var tæt på at jeg også fik skylden for at det tordnede og at maden i øvrigt kun lige akkurat kunne spises.
Typisk gamle mavesure mænd der ikke vil lære – og som i øvrigt kun var med for at kunne fortælle hvor dygtige de selv var.
Fakta er at langt, langt de fleste gaster er og har været en kæmpe positiv oplevelse.
På de lange togter, når vi selvsagt længst.
Ikke bare sømil – men også det gasterne lære – i hvert fald dem der vil lære. Dem der byder sig til.
Sådan har det også været på togtet over Stillehavet.
Der har endnu ikke været et togt – før nu – hvor vi har talt om trimmet på Bom-nedhal, Kicking-strap(Kick’en)og Rodkicker.
Vi har en Bom-dirk som holder Bommen. Denne slappes når sejlet bues af vinden. Tilsvarende har vi et bom-nedhal som sikre at bommen ikke gynger op og ned.
Med Kick’en kan vi sikre, at storsejlets agterlig (den bagerste flade siden på trekanten) ikke står og vibrerer. Vi kan også justerer Liselinen – men med Kick’en har vi store kræfter vi kan påvirke sejlets tvist med. Endelig har vi Rodkicker’en som sikre at bommen kører med op når Kick’en slækkes.
Og vi er nået langt, når gasterne begynder at lære om hvorfor vi haler ind på Kick’en.
Langt hen ad vejen gør jeg det jo bare – og de færreste opdager ikke hvorfor jeg lige justerer lidt mere på tingene.
Til at starte med skal gaster lære det grundlæggende – sejlets vinkel, udposning, ned og tilbage hal mm.
Og det tager tid – selvom gasterne sidder ved roret 6 timer pr døgn.
Sidder ved – det er jo Autopiloten der styre – men vi styre den.
Det er rytmen på Ydun.
2 timer i dagtimerne og 4 timer om natten.
De 2 timer om dagen sidder gasten alene – og jeg er inden for kaldeafstand.
Om natten køre 2 hold forskudt, så man sidder 2 timer med en person og derefter 2 timer med en anden person.
Derved sikre man at holde hinanden vågne, der kommer en afløsning midt i det hele med overdragelse og man kan tale om noget andet med afløseren midtvejs.
Fakta er, at jeg elsker det jeg laver.
Jeg har ikke fortrudt et sekund, at jeg tog afsted.
Jeg elsker at sejle, dykke, Hike, opleve og bare være på eventyret.
Mest af alt elsker jeg, at lære nysgerrige gaster om den her kunst det er, at sejle.
Mærke deres iver for at vriden 0,1 eller 0,5 knob mere ud af Ydun.
Når de stille spørgsmål som hvorfor kører ticklers rundt, eller hvad er det for et tvist du taler om i sejlet.
Det er så livsbekræftende.
Turen mod Fakarava bliver den sidste for togtet.
Der er 4 der står af her – de skal af flere årsager hjem og det har været planlagt fra starten.
Det er Sofie som har været min Ground-control i Danmark – hende man kunne ringe til om alt.
Hun har desuden haft en væsentlig hånd med i udformningen af min nye hjemmeside og meget af det der er lavet på SoMe.
Sofie var tiltænkt en længere tur senere på Ydun – men hun er blevet så glad for at sejle, at hun og hendes kæreste, nu selv har købt en båd og planlægger en tur til Grønland.
Jeg ønsker Sofie og Jakob alt held og lykke på deres togt og håber vi ses herude.
En ny skipper er født.
Og Axel, som har været med mig først fra DK til Portimao og siden fra Aruba til Fakarava.
Axel har gået op af mig i 6 måneder og fungerer som højrehånd i tæt på alt jeg laver. Axel skal også hjem og sejle – hans Onkel har købt en x-99 som Axel skal sejle med i.
Det er 2 store kapaciteter jeg kommer til at mangle.
Begge unge friske mennesker med et stort gå-på-mod, en stor JA-HAT, livsglæde og bare dejlige mennesker.
Og så Andreas og Betine. Begge Jurister og eventyrer.
De har været på en 4 måneder lang vandretur i Sydamerika og nu 2 måneder på Ydun.
De skulle have været med til Tahiti – men de vil gerne blive og udforske Tuamotu-atollerne lidt endnu inden de rammer Tahiti, hvor de bliver 3 uger efter togtet er slut.
Andreas har bl.a. stået på hovedet i vores påhængsmotor i en hele del timer og han har rodet med ”deres” WC som drillede på turen over Stillehavet.
Begge har de bidraget meget positivt til fællesskabet, sammenholdet og opholdet på Ydun.
2 dejlige mennesker som jeg er glad for at have introduceret til sejlads – og som selv nok tager på togt en gang ude i fremtiden.
På Fakarava, når vi et par fede dyk – på wall of sharks.
Den berømte skakt som er 30 meter dyb.
Her står altid 1000 hajer i strømmen.
Det er hajer der snart er klar til at svømme ud på oceanerne.
De er ikke store nok endnu til at klare sig derude.
Men herinde i skakten er de Top Predator.
De er typisk over 1½ meter, men under 3.
Det er revhajer.
Vi ser både grå revhajer, Hvid og sort tippede samt kortnæsede hajer.
De er over alt – foran dig, under, over, bag dig… alle steder.
Det er fantastisk.
Et imponerende syn.
Vi svømmer/dykker lige i kanten af hvor de er – vi vil helst ikke forstyrre dem og deres naturlige rytme.
De skal have lov at være her – vi skal beundre på afstand.
Jeg bliver aldrig træt af hajer.
Hold op hvor er de imponerende.
Nærmest majestætisk svømmer de rundt.
Frokosten bliver på en lille øde paradis-ø.
Vores Dive-master har medbragt ceviche og BBQ marineret kylling.
Knoglerne smider vi i vandet til de små hajer – imens de svømmer rund om fødderne på os – de gør os ikke noget.
De er kun mellem ½ og 1½ meter.
Efter frokost tager vi et dyk mere – hvor vi går lidt tættere på disse smukke og unikke skabninger.
Tilbage på Ydun står Anton, Camilla, Bente og jeg.
Vi sejler Ydun til Tahiti.
Og det kan vi sagtens – det er kun 2 døgn.
Alle 3 har sejlet en del.
Anton på 14 i den lokale sejlklub – og han var med mig fra Portimao til Tenerife i efteråret, Camilla på Duelighed i Aalborg og Bente som bl.a. har krydset Atlanterhavet en del år tilbage.
Turen fra Fakarava blev hård.
Knap 2 døgn skal den tage.
Vejrudsigten sagde 15-18 knobs vind, halvvind og 2-3 meter bølger.
Tæt på perfekte forhold.
Sådan startede det også.
Så slap vi Fakaravas beskyttende kyst og vinden tog til.
18 knob…
20 knob
22 knob
Og i perioder 25 knob
Og 28-30 i vindstødne.
Bølgerne var stadig 3 meter.
Men blev kortere end de 10 sekunder vejrudsigten havde forudset.
Og så begynde det at regne – det gjordet det så i tæt på 12 timer.
Ikke siden Nordsøen har vi sejlet i så hårdt vejr.
Men vi sejlede for en god halvvind og vi sejlede stærkt.
Vi var fremme 8 timer før planlagt – eller næsten 2 knob hurtigere pr time end vores normale hastighed.
Indsejling i mørke – herude – er ikke sjovt.
Og meget sjældent noget jeg har lyst til.
Vi listede os frem. Jeg kun godt se det var noget kryptisk at gennemskue hvor vi skulle ind.
Nå… vi sejlede efter den første røde bøje…
Herefter skulle komme en rød og en grøn – i en vinkel på 90 grader til højre og derefter skarpt til venstre.
Der var 500m til kysten. Vi har retning lige mod den røde bøje.
Det ser rigtigt ud.
Jeg kigger hurtigt ned på min telefon for at forberede den næste sving.
10 sekunder… måske 20….
KLONK….
Jeg ramte bunden.
Vi gik fra 200 meters dybde til at ramme grunden…..
Vi var kommet 20 meter ind over revet.
Samtidig kan jeg høre at vi nu er kommet ind hvor bølgerne faktisk begynder at knække.
Autopiloten fra – Skarpt til højre.
Nej nej nej udbryder jeg…. Har jeg lige grundstødt min båd tænker jeg.
Jeg bliver helt ked af det et sekund og ser for mig alle de gaster jeg skal ringe til og fortælle at jeg ligger på værft.
Vi er fri….
Vi slap med skrækken.
Jeg styre os ud af det hele og væk fra rev og kyst.
De andre kommer farende op – hvad er der sket…
Jeg lægger en stribe på kortplotteren – frem og tilbage – vi kan sejle på i sikker dybde og så sejler vi ind i dagslys.
Der er 4 timer til.
De 3 gaster tager på skift en time.
Jeg ligger i Cockpittet og hviler, klar til at hjælpe hvis der opstår noget.
På det tidspunkt, har jeg ikke sovet i 2 døgn.
Det bliver dagslys og vi sejler sikkert ind på plads og kaster anker.
Her ligger jeg knap 100 meter fra COMI – Min gode ven Felixs båd fra Sailing Columbie.
Felix sejler den ikke lige pt., men det gør Mads.
Mads er også en god ven som jeg har sejlet med herude. Han sejlede Jelena sammen med Mikkel – da Felix og jeg sejlede COMI for 2½ år siden.
Vi kender hinanden alle sammen.
Dagen går med rengøring og snart skal Bente og Camille afmønstre.
Samme nat skal jeg køre Junior sejleren Anton i lufthavnen.
Anton skal hjem.
14 år og lige krydset Stillehavet.
Han skal nok blive til noget.
Nu har jeg 4 dage før næste togt påmønstre.
Jeg trænger til søvn og lidt tid til at kigge på et par småting der skal fixes.
Og så kommer Kristine – fredag.
Vi har 3 dage sammen på Ydun alene.
Det bliver meget dejligt.
Om få dage påmønstre Togt 2404 og en måneds sejlads mellem små paradis-øer vil starte.
Det blev Sofie der fik ret – hun var tættest på med hendes gæt på 22 dage og 4 timer.
Turen har været ret fed – der har været rigtig godt humør og mange der lige har gjort lidt ekstra for at glæde andre. Det betyder meget herude.
Vi har kun haft Sofie og Anton med lidt søsyge. Og Anton ret ofte.
Vi havde godt nok ikke meget vind den første uge og sejlede primært for motor. Uge 2 var lidt forsøg med Genakker og det lykkedes nogle dage Uge 3 var egentlig OK. Der sejlede vi omkring de 150-160 sømil pr. døgn.
Jeg havde håbet på, at vi havde fået et døgn på over 200. Det ville være et snit på 8.3kn. Vores bedste døgn var på lige knap 170sømil. Vores højeste hastighed målte vi til 12.8kn – det var så da vi skøjtede ned af en bølge.
Den sidste uge fangede vi også en del fisk. Det gjorde vi faktisk også uge 1 og 2. Der valgte fiskene til gengæld bare at stikke af med blink og lidt af linen.
Flere gange så vi fisken, springe langt ud af vandet og så lige knække linen. Den mest tydelige var en ret stor Marlin – Sværdfisk. Og den havde nok været på en 50-70 kg. Så den havde været en kamp at få ind.
Men vi fangede både Blåfinnet tun og flere gange Mahi Mahi.
Mahi Mahi er en rigtig flot fisk – og smager fantastisk. Både som Ceviche og som stegt på panden.
Vi er nu fremme ved Nuku Hiva.
Øen er 340km2 og deraf lidt over halvdelen af Bornholm.
Højeste punkt er 1300 meter over havet.
Oppe i højderne er der granskove – det virker helt malplaceret her på en trope ø.
Her er også det sidste sted, hvor der er – kendskab – til kannibalisme.
Det skulle efter sigende være tilbage i starten af 1900 tallet.
Der var godt nok en tysk langturssejler som forsvandt i 2011.
En storstilet redningsaktion fandt ham ikke – men de fandt tænder og knogler i bålet hos en lokal turistguide. En DNA-test viste efterfølgende at det var ham – Stefan Ramin. Han var sejlede hertil med hans kæreste.
Det må have været forfærdeligt for hende både, at miste sin kæreste, på den måde og stå her midt i en jordomsejling herude – alene.
Fredag kørte vi en tur rundt på øen.
Der er masser af bugte og vig her – og vanvittigt smukt.
Øen er meget alsidig, tropeskov, næsten regnskov, gold, granskov på toppen. Noget ligner en paradis ø, noget en svensk skov, noget Rebild-bakker og noget taget ud af et jagtterræn i Skotland.
Nuku Hiva er fantastisk.
Jeg har besluttet at blive længere i Fransk Polynesien end planlagt.
Planen var, at jeg til oktober skulle sejle mod Hawaii.
Det togt er skubbet et år ud i fremtiden.
Og så er der blevet plads til flere togter her.
Det betyder konkret, at jeg har lavet 4 togter af 63 dage og et på 42 dage.
Første togt – 15. oktober til 17. december i år, er allerede tæt på udsolgt.
Herefter kommer 14. januar til 18. marts, 25. marts til 27. maj, 3. juni til 5. august og så det på 42 dage fra 12. august til 23. september.
Mon ikke min niece og måske min børn kommer herud i en af disse perioder.
Først derefter kommer turen til Hawaii på 3 måneder – en sejltur der længdemæssigt er tæt på den jeg lige har sejlet: ca 3000 sømil – oktober til december 2025.
Herefter bliver der så igen nogle togter rundt i og omkring Hawaii – for i foråret 2026, at blive et togt fra Hawaii til Kodiak, Alaska og slutter i Vancouver, Canada.
Grunden hertil er, at jeg ikke syntes jeg har tid nok.
Jeg racer afsted fra sted til sted for at komme frem til et nyt hold gaster.
Det er ærgerligt.
Så nu bliver det anderledes.
Jeg er klar over at nogle vil sige: Almindelige mennesker kan ikke holde fri i 2 måneder.
Jo det kan de fleste – hvis det planlægges.
Hvis man kommer i rigtig god tid til sin leder og siger: Hvad skal der til for at jeg kan holde fri i de her 2 måneder for at opfylde min drøm?
Hvad skal der til?
Man kan jo spare ferien sammen, man kan have afspadsering til gode og endelig kan man have ferie uden løn.
Så hvis man vil – kan det lade sig gøre.
Der ska bare tænkes ud af boxen.
Endelig kan jeg sige, at der er kommet en afslutning på mine sejl.
Jeg købte et sæt nye sejl i foråret 2023.
De blev sendt til Tenerife med Fedex. De skulle have været fremme på 10 dage.
Det tog knap 3 måneder.
De 2 sejl var opholdt i Tolden, først i Madrid siden på Tenerife – primært pga Fedex manglende vejledning i hvad der skal følge med af papirer, når vi taler shipping og noget til en værdi af 100.000 DKK. Den originale købsfaktura på disse sejl, der viser moms betalt i EU var ikke godt nok til de spanske toldere.
Da de endelig gav sig, oplyste tolden så, at jeg kunne sende dem til oprindelig destination eller lade dem konfisker – ikke noget med at få dem sendt videre nu hvor jeg jo var sejlet.
Så det blev destination og der kunne DSV så hente dem i Marina de Santa Cruz, Tenerife og fragte dem til Danmark.
De mistede dem så i Frankrig.
Og der sluttede alt så.
Og de seneste måneder har været en kamp med dem om erstatning.
Den er nu udbetalt.
Så mangler jeg bare at min bank tror på at pengene er reelle nok.
Lige pt vil de ikke frigive noget, før jeg har bevist at pengene ikke er en del af hvidvask.
Jeg skylder Claus fra togtet over Atlanterhavet en kæmpe tak for det arbejde han har udført med først at få sejl hjem siden erstatning.
Sagen, kan jeg mærke har kostet meget mere psykisk end jeg har været bevidst om.
Jeg har i perioder slet ikke været i det eventyr-mode som jeg normalt er.
Jeg har ikke glædet mig i samme grad over mine oplevelser – jeg har ikke værdsat mit projekt, mine gaster og min båd nok.
Jeg har kunne mærke en frihed, en lettelse og ro de seneste par dage – siden jeg så pengene gå ind på kontoen.
Hverdagen på Ydun er broget.
Der er dage hvor vi bare daser, Dage vi spiller spil – yatzy er foretrukket for tiden, dage hvor vi træner meget, dage hvor fiskeri tager mere tid, dage hvor mad tager længere tid og så er der dage hvor ting bare går i stykker.
Troels Kløvedal sagde en gang: Det eneste der er sikkert på en båd er, at alting på et tidspunkt går i stykker.
Og vi har haft lidt at bøvle med på togtet. Først motor fra Panama til Galapagos. Så tappede båden strøm og da vi smed Dinghy’en i vandet havde styretøjet sat sig fast.
Normalt kan man lige give den et dask med en hammer og så er det klaret. Men nej.
Jeg måtte afmonterer selve styrekablet og så sidder vi og dreje motoren manuelt for vi skal bruge den dagligt til at komme ind og ud – og den har jo ingen styr pind, nå den er lavet med rat og kabel.
Fakta er, at det hele skal adskilles – der er korrosion i det.
Det er salt fra turen over Stillehavet.
Jeg burde have givet det fedt i smøre-niplerne og måske dækket det blottede metal til.
Det er altid let at være bagklog.
Vi fik løst det Lørdag eftermiddag hvor vi skulle være sejlet til middag
Da så styringen var ok, kunne den ikke starte. Det var så benzinslangen der havde slået en revne og den trak luft ind og deraf ikke tryk nok på at pumpe benzin ind.
Det fik vi også klaret.
Efter det gik Tohatsu maskinen ikke rent. Den ville ikke tage omdrejninger.
Dinghy’en er uundværlig herude – den er vores livsnerve.
Så den skal køre.
En ny koster 40t DKK og en motor omkring 30t DKK.
Der er ingen tvivl om jeg gerne vil have en ny – for jeg bøvler en del med DInghy, både motor og selve Dinghy’en.
Men det er ikke lige nu – der er ting med højere prioritet.
Desuden er der nok 3 måneders ventetid på begge dele.
Så det var forfra med fejlsøgning.
Først prøvede jeg og Axel og siden Andreas og Anton. Andreas er jurist, men kommer fra en gård i det vestjyske – så han har rodet med traktorer og div. maskiner siden han kunne gå.
4 timer tog det, så begyndte det at lyde bedre.
Vi var alt igennem og konstaterede at den benzin vi får herude bare sætter skidt alle steder på en motor. Fra benzintanken som vi tømte over en ½ liter beskidt benzin ud af, tændrør som vi rensede 5 gange – efter de var skiftet (bare for at få det ud som sad inde hvor gnisten springer) filtre og slanger.
Stort tak til Andreas for hans stædighed som i denne situation gjorde at det lykkedes at klare det selv – uden brug af mekaniker.
Onsdag morgen – nogle dag før – tjekkede vi ind, først på Yacht office, så Gendammen hvor den samme politibetjent klarede både costum og immigration.
Vi er EU statsborgere og vi entrerer et land der har status som selvstændig stat under den franske republik.
Det betyder, at jeg nu må sejle frit rundt i landet i 3 år.
Bevares – jeg skal sørge for at de elektroniske oplysninger som er fremsendt i forvejen til Tahiti Yacht Agency holdes ajour med hvilke gaster jeg har ombord på Ydun og kunne bevise at de har en flybillet ud af landet. Først når jeg sejler herfra skal jeg igen forbi Costum og immigration og få lov til at forlade landet.
Det er en kæmpe fordel at vi frit må sejle – jeg bruger ofte en halv dag på at indklarer og deklarer hvert land.
Vi er nu på vej mod Fakarava – og Wall of sharks.
Lorem ipsum dolor sit amet, consectetur adipiscing elit. Ut elit tellus, luctus nec ullamcorper mattis, pulvinar dapibus leo.
Lorem ipsum dolor sit amet, consectetur adipiscing elit. Ut elit tellus, luctus nec ullamcorper mattis, pulvinar dapibus leo.
Lorem ipsum dolor sit amet, consectetur adipiscing elit. Ut elit tellus, luctus nec ullamcorper mattis, pulvinar dapibus leo.
Lorem ipsum dolor sit amet, consectetur adipiscing elit. Ut elit tellus, luctus nec ullamcorper mattis, pulvinar dapibus leo.
