Skippers Blog

Skippers Facebookopslag vises herunder.

FB opslag den 14. december 2025.

Kihei og bølger.

Vi tøffer som planlagt mod Kihei.

Der er kun 2 timers sejlads – men vi vil gerne se flere hvaler, så vi tøffer afsted.

Vi ser flere på stor afstand – men ingen tæt på.

Området vi gerne vil ankerer i er ikke oplagt – men det eneste der er.

Mange steder er der blandet med sten, koraller og sand – og deraf skidt ift at smide anker.

Både fordi vi kan få en heftig bøde – men vi kan også sidde fast i en sten.

Så når vi leder efter et sted hvor vi kan ankerer gør jeg det gerne i høj solskin.

Så er det lettere at se om der er sandbund.

Ofte finder jeg et sted hvor der kun er 10-15 meter dybt.

Det er en god dybde. Så skal vi kun have 45-50 meter kæde ud – og deraf bliver vores radius, jeg skal holde øje med ikke så stor.

Vi sejler langs stranden – 100 meter fra stranden. Her er 10-20 meter dybt og vi har brug for 2 ting:

Sandbund og et sted vi kan sejle ind med Dinghy’en og lægge til.

Jeg kan godt finde sandbund – men ingen oplagte steder vi kan komme i land.

Der er selvfølgelig muligheden at sejle ind, hive Suzuki-motoren op og glide op på stranden.

Men mange steder er det ikke særlig velset.

Til sidst finder vi et sted hvor der ligger et antal udlejningsbåd som ligger for mooring.

Vi vælger at kaste anker midt i det hele.

Her tænker jeg ikke at hverken Coastguard eller DOBOR kan komme og klage over det.

Jeg har set at der ligger en lille havn kun 2 sømil herfra.

Jeg ringer til havnefogeden og får en snak med ham.

Han beder mig komme ind på hans kontor næste morgen.

Så vi sejler de knap 4 km ind i Dinghy.

Jeg får lavet en god aftale med ham – vi får en midlertidig mooringkontrakt – selvom vi ligger for anker.

Vi får lov til at ligge 6 dage her – loven for ankering er 72 timer.

10$ pr person per dag.

Det er fint – for så kan vi leje bil og komme meget rundt på øen.

Vi lejer igen en standardbil – men opgraderer til en med GPS.

Det viser sig at være en BMW X3 – med en 3 liters motor.

Lækker bil og trist det ikke er mig der skal køre.

Efter vi er kommet frem, får vi lavet lidt vedligeholdelse på Ydun og Dinghyen: Skrabet alger af Ydun og skrubbet bund på Dinghyen.

Dag 2 er vi inde og se byen Kihei.

Som alle andre amerikanske byer er det helt anderledes end i Danmark.

Der er ingen centrum – ingen by.

Der er et beboelseskvarter, industrikvarter og et butikscenter.

Ingen hyggelige cafe’er mm

Vi finder et område med Streetfood og det viser sig at være ret lækkert.

Kristine og jeg finder en vogn der laver Bao – en Vietnamesisk bolle af en art der dampes og med noget kød og grønt i. Kristine får en med Confiteret and og Gedeost og jeg en med Sirloin og Chili. Og så fik vi noget Cajun rejer med ris som smagte virkelig godt.

Vi får også lige set butiksområdet og lidt af stranden.

Dag 3 tager Lisa, Jette og Kristine til et område på nordsiden hvor der surfes på store bølger. Jeg bliver sat af i den største by og går mig en tur i butikscentret. Lidt senere kommer de 3 kvinder tilbage og vi finder en mexicansk reastaurant.

Centret har ikke meget at byde på og det er hurtigt set.

Og nu er vi her jo også primært for at opleve naturen.

Og natur er der masser af på Hawaii.

Maui har 2 vulkaner, heraf en aktiv – men det er over 400 år siden den sidst havde et udbrud.

Vi planlægger en tur oppe i den øvre del – her er regnskov og det regner næsten altid.

Maui er arealmæssigt delt i de 2 vulkaner: Haleakalá og Mauna Kahalawai.

Halaekalá udgør 75% af arealet på øen og den dominerer vejret.

På den sydlige side af øen får man 6-700 mm mindre vand i nedbør årligt end på nordsiden.

På sydsiden kommer vinden fra sydøst – og deraf fra Big Island.

Fra Kona. Der hvor vi lige kommer fra.

På nordsiden er det vulkanen med sine 10.023 fod – eller 3.0555meter – over havet, der styre vejret.

Og der er ingen beskyttelse rundt om øerne – så det blæser og bølger en del her.

Vi ligger ofte uroligt om natten – nogle gange meget uroligt.

På vej hjem – de knap 4 km i Dinghy – har bølgerne vokset en del. Planlagt og forudset med stadig væk.

Det tager over 20 min at sejle dinghyen gennem bølger og strøm før vi rammer Ydun.

Hun danser noget i bølgerne og det bliver en udfordring at komme ombord.

Ganske rigtigt.

Lige som Lisa sætter foden på hækken af Ydun, kommer en stor bølge og kaster min Dinghy bagud.

Lisa lander i vandet og efter få sekunder udløses hendes redningsvest.

Sådan en fylder virkelig meget når man har den på og den er ikke beregnet til at klatre om af stiger med.

Så Lisa – som er svømmer og livreder – spørger mig om det er ok at hun tager den af og klatre op.

Det er OK – jeg er ikke bekymret for at hun ikke har kræfterne til det.

Med lidt besvær kommer vi alle ombord – gennemblødte pga bølgerne på vejen ud.

Til gengæld bliver det ved med at bølge hele aftenen og det betyder at vi ikke kan få hejst min Dinghy op.

Hver aften sænker vi de 2 daviter og hægter Dinghyén fast og derefter hæver vi det hele så Dinghyen læner sig op af Yduns bagside.

Det gør at der sætter sig færre alger på undersiden og den bliver ikke stjålet.

Men denne nat fik Dinghyen lov at blive i vandet – det var simpelhen for farligt at forsøge at få hægtet den 2 stykker tov fra Daviterne på Dinghyen.

Vi havde både risikeret at få stålstængerne i hovedet eller at de havde stukket hul i Dinghyen.

Dag 4 er der for 2. dag i træk udfordringer med Jettes WC.

Så vi bruger et par timer på at få det løst inden vi kan komme afsted.

Da vi kommer frem til haven og få lagt Dinghyen på vores plads, ser vi en bil blive trukket væk.

Her mener det det, når der står at biler der ikke er betalt for bliver fjernet.

Vi tror vi holder et ok sted – men Lisa skynder sig afsted for en sikkerheds skyld.

Parkering koster 1$ i timen – 24/7.

Heldigvis er alt ok.

Til gengæld glemmer Lisa at hun har parkeret tæt på en stor sten. Og uheldigvis drejer hun til højre i det hun kører ud.

Resultat – den flotte sprit nye BMW får en kæmpe rids langs siden – forskærm og fordør.

Det ser dyrt ud.

Det er derfor jeg ikke køre herude – jeg har jo ingen bilforsikring hjemme i DK og deraf skal jeg betaler monster dyre forsikringer her.

Det gider jeg ikke. Så jeg lader andre køre.

Herefter køre vi op i bjergene – op i regnskoven.

Kristine har fundet en vandretur på knap 8km som vi vil gå.

Temperaturen heroppe er noget lavere og folk har som oftest både lange bukser og regnjakke på.

Jeg har det nu bedst i shorts og T-shirt – men det er tydeligt koldere end Fransk Polynesien.

Så i min lette løberygsæk/vest har jeg regnjakken fra ArcTeryx, en tør T-shirt og et par ekstra shorts.

Og så er der selvfølgelig 2.5 liter vand og noget frokost samt noget snack i form af nødder og chokolade.

Vi går i regnskov med blandet bevoksning og mellem skyerne.

Og det regner det meste af tiden.

På vejen hjem køre vi forbi en lavendelfarm.

Jeg når kun lige índ i deres butik, før jeg går ud igen.

Selvom Lavendel dufter godt – så var det så kvalmende tykt, Ligesom parfumeafdelingen i Illums eller duftlys-afdelingen i Ikea, at det sad helt oppe i ganen.

Da vi kom hjem havde vi heldigvis planlagt at vi skulle have burger.

Ala Mexico.

Så godt med Chili, salsa og Guacamole i.

I morgen tager kvinderne bilen og køre til Hana.

Byen i sig selv skulle ikke være noget specielt, men turen dertil skulle være meget smuk.

Turen består af 650 sving.

Det gider jeg ikke – så jeg tager en administrationsdag i stedet for.

Tirsdag sejler vi videre – mod

FB opslag den 8. december 2025.

12 dage, Big Island og Vulkaner

De sidste dage går fint over oceanet.

Mine 3 gaster har glædet sig i flere dage til at vi igen ligger stille – og endnu mere til at få fast grund under fødderne.

Det sjove er, at når man kommer på land og deraf står stille – så gynger langt de fleste i noget tid. Nogle er det 30 min og andre er det flere dage.

Jeg er selv holdt op med at gynge når jeg kommer på land – men gjorde det som oftest i 30 min efter jeg kom på land.

Vi slutter med at have sejlet i 12 døgn og 20 timer.

Det svarer til lidt under 7 i snit og det er OK.

Vi ender med at sejle mod byen Kona på Syd-vest siden af Big Island.

Byen er kendt pga det legendariske Hawaii-Ironman som afholdes her årligt. Der er vist kun 2 år det ikke har været her, det blev afholdt – ellers har det været afholdt her siden 1978.

Og det ses – folk svømmer meget her. På Stranden er sågar bygget små reoler til folks ekstratøj.

Jeg får kontakt med den lokale Chef for CBP – som er Costumer Border protection.

Han beder os afvente til lørdag og sætter et møde op med en af hans ansatte.

Så vi skal bare afvente på Ydun fra fredag til lørdag og så møde op inde på Dinghy-docken.

Vi havde lagt os i bugten ved Kailua-Kona og fået smidt ankeret et godt sted i sand.

Fakta er er herude må man ikke bare tage en mooring – de er beregnet til 2-3 timers ophold.

Overholder man det ikke får man en heftig bøde.

Og smider man anker i et koralområde får man en endnu mere heftig bøde. Nogle nævner 10.000$

Bedst som vi var på plads, sejler Coast-guard hen til os.

De er heldigvis super hjælpsomme og laver lige et tjek på om vores sikkerhedsudstyr er OK og giver samtidig lige et par gode råd om hvad og hvem vi skal have fat i.

Senere samme dag læser jeg på Forecast.hazard.gov – at der er surf på vej.

Her er surf, ret store bølger – de skrev 15 – 20 feet, altså 4-6 meter – bølger ved strandene.

Så hen under aften hev vi ankeret op og sejlede ud på åbent vand igen.

Det havde ikke været nødvendigt, for det var på ingen måder slemt, så langt fra stranden som vi ligger.

Det kunne jeg bare ikke vide – og jeg tager ingen chancer, når vi taler sikkerhed.

Vi kommer ind igen lørdag morgen og lægger os ved en bøje som ikke er markeret som day-use mooring.

Så sejler vi i land og møder Edward.

Der er lidt knas med forbindelsen på hans satellit telefon, så han må tilbage til kontoret og jeg skal så ringe til ham kl 1105.

Få minutter efter er alt på plads og vi må være i USA.

Det første der sker er, at vi drikker en kop god kaffe på en cafe – herefter indtager vi en burger restaurant.

Og hold nu op…

Det er længe siden jeg har spist så god en burger.

Vi har planlagt at leje en bil – for her er meget begrænset offentlig trafik. Faktisk kun en tvivlsom bus i ny og næ.

Bilen er en standard bil, dvs ikke en 4×4 US Pick-up – og jeg havde da forventet en peugeot 307 eller noget i den stil.

Vi fik udleveret en BMW 530i. Sprit ny – kun 3000miles på klokken.

Dag et, tager Lisa, Jette og Kristine på tur.

Jeg har nogle ting jeg skal have kigget på, så jeg bliver på Ydun.

Dag 2 tager Kristine og jeg en slappedag.

Og dag 3 tager vi alle til Nationalparken: Hawaii Vulcanoes National Park.

Vulkanen Kilauea er verdens mest aktive vulkan.

Den er en skjoldvulkan og har været meget aktiv i 1983 til 2018 – og så nogle gange siden. Der er konstant sikkerhedsvagter som holder øje med om der skal evakueres.

Her er fyldt med Trails og der er virkelig mange steder hvor der har været udbrud.

Kristine har forberedt det hele og vi når flere mindre trails og ser både lave-tubes og Eruptions.

Mange steder damper det stadig, det lugter af svovl og man kan mærke varmen fra hullerne der går ned i undergrunden.

Det er mega fascinerende.

Jeg er ret vild med Vulkaner.

Vi har en fantastisk dag får gået omkring 15km samt en del op og ned.

2 dage efter konstaterer vi at Kilauea var i udbrud….

Pis…. Jeg ville gerne have stået på afstand – og det må og kan man på netop Kilauea – i sikkerhed og set den flydende Lava.

Det bliver lørdag og Kristine og jeg har planlagt et dyk med et lokalt center.

Et nat-dyk med god chance for at se mantarays.

Fakta er at Kristine ikke har set dem endnu – så nu skulle det være.

Få timer før, bliver vi kontaktet med besked om at der er problemer med deres motor. Så jeg tilbyder at vi kan bruge min DInghy – stedet er kun 5 sømil fra byen, så det kunne sagtens lade sig gøre.

Det viser sig at det mere var et spørgsmål om at vi kun var 2 og det ikke kunne hænge sammen økonomisk at sejle ud med os.

Ejeren fortæller mig, at DOBOR – en slags politi for strand, bugt og hav – har konstateret at vi har ligget i bugten for længe. Han oplyser samtidig at deres leder er på havnen.

Så jeg skynder mig til havnen og sidder 2 timer foran hans bil og afventer at han kommer.

For jeg har jo netop flyttet, så vi ikke har ligget mere end 72 timer på samme sted.

Han fortæller mig at det er 72 timer i samme bugt – så det hjælper ikke at flytte

Jeg slipper med skrækken.

Sikkert fordi jeg opsøgte ham og spurte ind til issuet samt at jeg var – hvilket jeg altid er – meget ydmyg og respektfuld ift til deres regler og systemer.

Vi får lov til at ligge til næste dag kl 1200.

Så søndag sejler vi ned mod det sted hvor der burde være Mantaer om natten.

Det kunne jo være vi var heldige og kunne spotte dem i dags timerne og måske endda bare med snorkel.

Vi tager Dinghyen og finder et sted med god sandbund og smide ranker.

Vandet er lidt grumset og der er ikke meget liv – så det bliver en hurtig tur.

Så konstaterer jeg at ankeret har kilet sig ind under en sten.

Der er godt 10 meter derned så jeg giver den et skud.

Jeg tager en stor mundfuld luft og dykker.

2 meter fra bunden må jeg afbryde og vende tilbage til overfladen – jeg kunne ikke trykudligne nok på vejen ned.

Retur til Ydun og gøre dykkerudstyr klart.

Jeg vidste at der var en flaske med 50 bar i og det er rigeligt til at komme ned og løse problemet.

Så det gør vi.

Kristine styre dinghy’en og jeg klar det lille dyk.

Få timer efter spiser vi og kl 2000 sejler vi mod Maui.

Maui er den næste ø i rækken vi skal besøge.

Jeg har fundet er ret øde sted med gode muligheder for et par gode vandreture.

En lille bugt i den syd østlige hjørne af øen.

Vi er fremme kl 0800 næste morgen og får hurtigt smidt anker.

Det gode ved at vi har sejlet sammen længe nu er at alt kører på rutinen nu.

Lisa, Kristine og jeg vil gerne en tur i land og gå lidt – bare en tur på et par timer.

Udfordringen er at der er meget begrænset med mulighed for at få vores Dinghy i land her.

Der er klipper af lava – som er knivskarpe og vil flænse min AB dinghy i stykker på ingen tid.

Der er en lille strand – kun 6-8 meter bred.

Den vil vi prøve.

Vi kan se der er klipper i vandet på vejen ind – så dem skal vi undgå.

Det er ikke let når bølgerne brækker lige foran.

Vi kommer i land og får trykket dinghy’en op.

Den er ret tung for 3 personer – Selve Dinghy’en vejer 71 kg og Suzuki-motoren vejer 55kg oveni det skal den så trækkes gennem sand.

På vejer ser vi en lille bugt – her lever Monkseals (hawaiiansk munkesæl) Den er truet og fredet – så det var endnu et sjældent syn at se næsen på dem stikke op af vandet.

Da vi skal ud igen bliver det lidt af en prøvelse.

Vi skal skubbe den så langt vi kan ud af.

Men undgå at blive kastet rundt af bølgerne.

Første forsøg er lige ved at gå galt – vi bliver skubbet retur på land og tæt på en klippe.

2. forsøg gør vi det anderledes.

Lisa og Kristine forreste, så snart båden flyder hopper de op og begynder at padle/ro.

Jeg skubber bag på og hopper op så snart der er vand nok og starter motoren og navigerer uden om sten og klipper.

Sagen er at det bliver meget hurtigt dybt, bølgerne er store og klipperne umulige at se i de brækkende bølger.

Det lykkes. Jeg får en lille skramme på skinnebenet, men vi klare det.

Samme aften har Kristine bagt Pitabrød og lavet hjemmelavet Kebab – hertil masser af frisk grønt.

Hold op det smager godt….

Tirsdag – vi vil ind og gå noget længere i dag.

I mens vi sidder med morgenkaffen ser vi hvaler.

Pukkelhvaler.

Det er højsæson her nu og de får unger på netop dette tidspunkt.

Vi ser flere og gentagende gange.

Så sejler vi i land – og samme procedure ift strand og klipper.

Vi ser hvaler flere gange imens vi går langs havet.

Ved et lys-fyr ser vi skaldpadder.

Vi får gået godt 10 km og oplevet den rå natur.

Det er en sti lavet af små stykker lava.

Stien er en gammel vej som er genskabt tilbage i 1840 af den daværende Ø præsident.

Vi har madpakke med – resterne af pitabrødet, masser af grønt og grønt frikadeller som Kristine fik lavet af nogle rester. Det giver et godt og ikke for tungt måltid.

Solen bager ned og vi indtager 2-3 liter vand hver på turen.

Da vi kommer retur til Ydun ser vi flere pukkelhvaler.

Vi konstaterer at der i dag har været et haj-angreb i en by ikke langt fra vi snorklede for 2 dage siden. En revhai har bidt en person og personen er fløjet på Hospitalet i Kona, byen hvor vi lå.

Vi erfarer, at der ofte har været haj-angreb i denne bugt. Uden at vide det, vil jeg væde på at der er grumset vand i denne bugt. Der er næste altid uklart vand de steder hvor hajer ved en fejl angriber mennesker – vi er jo ikke på deres menu-kort.

I morgen skal vi videre – mod byen Kihei.

En lille sejltur på kun et par timer.

Min plan er dog at vi sejler meget langsomt og forhåbentlig ser masser af hvaler på vejen.

FB opslag den 25. november 2025.

Dag 10 på Stillehavet.

Vi har sejlet næsten 1500 sømil siden sidste søndag og der resterer 530sømil – knap 2800km og vi mangler 900.

Det er overall næsten 7 i snit.

Det er fint.

Vi har haft døgn med næsten 200.

Det er en barrierer alle sejlere gerne vil slå – jeg gjorde det på vej til Maderia og har ikke gjort det siden.

Vi kunne godt af gjort det på denne tur.

Vi kunne bare rulle begge sejl helt ud.

Forsejlet mangler over 1.5 meter og storsejlet mangler 1 meter.

Men det kræver at der havde været et par mere med der er vant til at sejle – nogle der ved hvornår det er lige ved at gå galt og kan reagerer i tide.

Det er helt fint – komfort og sikkerhed kommer først når man sejler herude.

Søsygen er passé.

Alle er ovenpå igen.

Hverdagen er begyndt.

Vi spiser separat morgenmad pga de vagter vi har i løbet af natten – det er lettere, for så kan folk nå at sove lidt.

Vi trækker stillehavskalender kl 1030 og vinderen deler oftest med resten.

Dagene flyder ud i hinanden: Vagt, sove, mad, vaske op, vagt, hvile – repeter.

Men alt i alt har Stillehavet været gode ved os – det ser ud til at fortsætte og det er vi oprigtig taknemmelige for.

For Stillehavet er en speciel størrelse.

Vi sejler for det meste i 18-20 kn vind – svarende til over 10 SM.

Vi rammer dagligt over 25 kn i vindstød – og indimellem 30. Svarende til knap 16 SM.

Det er bare den almindelige vind her – på denne årstid.

Og lige nu er – sammen med April – den bedste årstid at krydse Stillehavet på, på denne led.

Og det er det der er udfordringen – at vi krydser fra syd mod nord.

Så det er på tværs af vind og bølger – som ofte gør man det med bølger og vind i ryggen.

Vi har primært halvvind og bølger ditto.

Bølgerne er ofte omkring de 3 meter.

Det er ret let at se – for der er 1.5 meter fra Ydun til overfladen og sidder jeg så ned, kan man lægge den højde til – til mine øjne – hvilket også er ca 1.5 meter oveni.

Så når jeg ser bølgerne under øjenhøjde er de under 3 meter og når de dækker horisonten er de over 3 meter.

Farten og bølgernes vinkel gør at vi ofte for en bølge skævt ind.

Det giver en ordentligt smask og så kommer der en voldsom skylle ind over dæk.

Ofte rammer den ”styrmanden” – og vi taler om 2-300 liter vand.

En skylle og man er gennemblødt.

Så om natten sejler vi i fuldt sejltøj.

Selvom her er 24-25 grader, så bliver man hurtigt afkølet hvis man er gennem våd.

Sammenholdt med regn og fugt er alt ved at være vådt ombord:

Vores tøj, madrasser, håndklæder – alt er klamt.

Hynderne i cockpittet er – trods de er ret vandtætte gennem våde – skummet har suget vand og man bliver klam i måsen af at sidde på dem.

Overskuddet til at gøre lidt ekstra er mindre nu.

Det er det, der er hårdt ved oceansejlads.

Det udmatter en i længden.

Gasterne taler om hvad de skal have at spise når vi er fremme, om at vi skal sove uden store bølger, at alt ikke vipper mm

Men først skal vi frem.

Havn, Customs and Border protection, Agriculture mm har formentligt lukket.

Dermed risikerer vi at når – vi forventeligt – ankommer lørdag, ja så har de første åbent tirsdag.

Både fredag og mandag er lukkedage pga ThanksGiving.

Og vi må ikke være i land uden vi er godkendt og clearet.

Kunne jeg have sagt mig selv det – JA.

Har jeg tænkt over det – NEJ

Så vi afsøger nu om div. Kontorer har åbent i byen Kona – på den sydlige side af Big Island.

Øen er på størrelse med Sjælland og der er ingen offentlig trafik – så det er ikke bare lige en taxi til nærmeste kontor.

Desuden mangler jeg stadig det endelige dokument fra de Franske myndigheder.

De har sendt en mail med at de behandler den – men det endelige Zarpe er ikke kommet.

Det skal vi bruge ifm indtjekning i USA.

Så lige pt er vi lidt spændte

De fleste bader hver dag – det er fantastisk at sidde på hækken og nyde udsigten over det store blå hav.

Det frisker en lidt op.

Og ellers står den på Lydbøger, musik, sludre og store tanker.

FB opslag den 21. november 2025.

5. dag på verdens største hav, Stillehavet.

Søndag morgen, vi gør klar.

Vi sejler kl 1300. ud gennem det lille stræde der er ind til Daniels Bay.

Syd om Nuku Hiva, mod vest og så stik nord.

Vi sejler 6 timer langs vest siden af Nuku Hiva og da vi slipper fri af den læ og det turbulens som en ø med store bjerge skaber, mærker vi den ægte vind.

Halvvind, 16kn, bølgerne kommer kl 4 ift vores retning og er ca 2 meter høje.

Det bliver ikke meget bedre – på nær det ruller.

Der går ikke længe før det sidder i alle ombord.

Særligt Jette. Der går ikke længe før hun knækker sig.

Kristine er også mærket.

Der bliver ikke spist til aften den dag – Der er ingen der har lyst til mad.

Mandag morgen er det samme.

Ingen snakker, folk har sovet dårligt og skal lære vagterne og dermed rutinerne: Sove, spise, vagt.

Og så forfra.

Jeg kan mærke at søsygen begynder at tage fat i mig også.

Rumlen i maven og kvalme.

Jeg oplever det i perioder – ubehageligt, men det bliver normalt ved det.

Kristine laver aftensmad – hjemmelavede Pitabrød med frisk grønt og quinoabøffer – alt sammen forberedt inden afsejling.

Det smager fremragende – desværre er det kun Lisa og jeg der spiser.

Og jeg spiser kun en fjerdedel af hvad jeg plejer. Jeg kan ikke få mere ned.

1 timer efter må jeg sande at min mave ikke var enig i at jeg skulle spise.

Ikke siden maj 2023 har jeg måtte ofre min mad til oceanet.

Jette og Kristine nippe til brødet og ikke mere.

Jeg ved der går et par dage med det her – det er det samme på alle kryds.

Mandag sejler vi kun 129sømil på et døgn.

Tirsdag sejler vi 143 sømil.

Folk er udmattet og der er ikke meget aktivitet ombord.

Vi får Tomatsuppe til aften med hjemme lavet Focaccia brød. Forberedt inden afsejling.

Kristine kan noget med mad – der er altid rigtig god smag i det hun laver.

Lækkert.

Onsdag begynder folk at blive normale – de finder deres søben.

Vi sejler 184 sømil – hvilket er et gennemsnit på næsten 8kn.

Det er rigtig fint.

Kristine har forberedt en oksekød-risret til aften. Som altid fuld af smag.

På min nattevagt sidder jeg længe og beundre Sydkorset.

Jeg ved at om få dag vil jeg ikke kunne se det mere og der vil gå mindst et år før jeg igen ser det. Tilsvarende vil jeg jo så om få dage igen kunne se Karlsvognen og nordstjernen som jeg ikke har set siden februar 2024 – det er forskellen på nordlig og sydlig halvkugle.

Kristine har forberedt en stillehavskalender – lige som en julekalender.

Det er en pose med godter i.

Gårsdagens vinder trækker et navn op af en kop – i koppen er hvert af vores navne på 5 lapper papir – og navnet på lappen, trækker en snor op af posen med godter og det udløser en pakke.

Genialt og super hyggeligt samt godt for moralen.

Jeg vandt første dag og fik en Amarstang.

Folk begynder så småt at blive normale igen.

Jette er begyndt at snakke som et vandfald – igen.

Så hun er i hvert fald i bedring.

Mad og vagt plan er lavet så mine 3 gaster hver står for et måltid og en vagtplan der passer til. Planen kører i 5 dage og så skifter den.

Mine 3 vagter er faste: 04-06, 12-14 og 20-22.

Mine vagter en nok lidt bedre placeret end deres – men til gengæld er det jo så altid mig der skal op hvis noget er galt eller skal justeres.

Det bliver torsdag og folk er næsten som det pleje -· at være.

Alle begynder at finde rytmen – trods det faktum at vi får for lidt søvn.

Det skyldes primært bølger og lyde.

Bølger vælter Ydun fra side til side – i en ikke rytmisk frekvens.

Autopiloten har sin lyd – en monoton ikke symfonisk pivelyd.

Og fordi vi sejler over 8kn kan gearstangen ikke stå i gear – den skal stå i neutral for ikke at skade tandhjulene. Den lyd er nærmest som et tungt svinghjul der er ude af takt.

Bommen knirker – det er salt der tænger ind i kuglelejerne på alle slæderne og den på bommen kan høres gennem hele båden.

Skroget knirker og brager, interiøret ditto.

Og ind i mellem køre der en bilgepumpe som pumper vand ud der er kommet ind i skroget – typisk via rullemasten

Så… der er altid larm på Ydun.

Det – trætheden, sammenholdt kvalme og at man ikke kan sidde eller stå stille, hverken når man laver mad, sidder på wc eller sover…. 24/7 – slider folk op.

Jeg hører altid den samme sætning: Det er første, eneste og sidste gang jeg gør det her.

Og senere spørger de så mig: Hvordan kan du klare at blive ved med de her ture?

Senere på togtet glemmer man det hele og nyder det mere.

Vi krydser ækvator og vanen tro kommer Kong Neptun forbi det gode skib Ydun.

Da gasterne ikke har krydset før, skal de alle døbes – i Kong Neptuns, Oceanets og Yduns navn.

Dåben foregår bagerst på dækket, med hver gast siddende på knæ foran Kong Neptun.

På mange både er der en væske, gasterne bliver døbt i, som er en blanding af madrester og alt muligt klamt der er rørt sammen. På Ydun er det bare vand. Jeg har aldrig forstået at det skal være klamt, ildelugtende og frastødende.

På Ydun får gaster navne der matcher deres personlighed eller noget de brænder for.

Den første er Lisa.

Lisa bliver døbt Havskildpadden, primært fordi hun er ret fascineret af dem og lige har fået tatoveret en på underarmen.

Jette bliver døbt Papegøjefisk (som er familie med læbefisk) og det skyldes det farverige, deres ”fugle-udgave” snakker meget og så er Jette den eneste gast jeg har haft, der render rundt men læbestift på.

Kristine bliver døbt Søhest. Dette fordi de er små, sjældne, fine og finurlige væsner, Og så rider Kristine også.

I min og Kristines kahyt er der kommet vand ind – min tanke er at det kommer ind via en septer som skal af og tætnes igen – så vi har haft madrasser, lagner, puder mm ude og tørre.

Ikke længe efter Kong Neptuns besøg, drejer Ydun pludselig skarpt til styrbord.

Lisa som har vagten bliver selvfølgelig forskrækket og jeg fortæller hende at vi nok har fået slået autopiloten fra.

Så vi sætter den igen.

5 sekunder efter sker det igen.

OK – der skal tages beslutninger nu.

Der er få timer til det bliver mørkt, mindst 5 døgn til nærmest havn, vejret siger fortsat 2 meter bølger og 17-20 knobs vind.

Først skal jeg finde fejlen og udtænke en løsning på problemet.

Da den kan slås til, kan det ikke være elektronik.

Så det er sikkert mekanisk – og min første tanke er den bolt som holder autopilotens arm og kvadrant sammen.

Den er konstrueret til at knække hvis det hele overbelastes.

Jeg syntes bare ikke vi har sejlet i så kraftigt vejr.

Start motoren, sejl ned og så i gang.

Det er sket før – så jeg ved præcis hvad der skal ske – men først skal jeg være sikker.

Vi tømmer agterrummet i styrbord side.

Tovværk, dykkerflasker mm – det fylder hele cockpittet og vi skal helst ikke tabe noget af det i bølgerne.

Og så skal der skrues en plade af ind til selve tandhjul mm bag hvert rat.

Men tese er korrekt.

Det er bolten.

Jeg har heldigvis – eller klogeligt – købt 2 ekstra af disse.

Så skal alt samles igen – for det er lettere at komme til i bagbordside.

Hvorfor vi så adskilte rummet i styrbordside er fordi elmotoren med arm ligger der og derfra kunne jeg se om det var bolt, arm, motor eller kvadrant den var gal med.

Kristine styre Ydun, manuelt.

Jeg hopper i agterrummet og stikker alt op til Jette og Lisa, som stabler alt i cockpittet så det ikke ryger overbord.

I bagbordside er rummet fyldt med 2 SUB-boards, 3 dykkertasker, 3 Jerrycans med benzin, fiskekasse, reb og meget mere.

Og så skal alle 6 plader skrues fra hinanden – for at kunne komme til.

Da det er gjort, kan jeg komme til.

For enden af armen på elmotoren sidder et leje hvorigennem bolten går.

Denne er hæftet med en split.

Den er beregnet som det svageste led i systemet – den der skal knække for at skåne resten.

Så selve reparationen var kun at spænde bolten fast – den havde løsnet sig og det havde knækket splitten – og isætte en ny split.

Herefter var det blot at samle plader og fylder rummet igen.

Det hele foregår selvfølgelig i 2 meter bølger og imens vi sejler 6-7 knob.

Kl 1750 var vi færdig.

Solen var gået ned men det var stadig lyst.

Teamwork.

Kristine har forberedt Bønnesuppe og Focacciabrød.

Det er rigtigt godt.

Jeg forkæler mig selv med en cola til maden oven på dagens arbejde.

Kristine har vagt umiddelbart efter hun har lavet mad og vi har en kahyt der skal hvor alt har været ude – så jeg tager hendes vagt og så klare hun vores kahyt – og vi får tid til at sidde lidt tid sammen bag rattet og sludre, imens de øvrige sover.

Torsdag sejler vi 169sømil.

Fredag.

Vinden drejer lidt og går længere mod syd.

Den ligger nu så vi har TWA – sand vind vinkel – på 140-150 ift vores sejlretning.

Stadig 17-20kn vind og 25 i stødene.

Svarende til 9-10 M/S og 13 i stødene.

Vindhastigheden er fin – men vinklen er på kanten.

Fra 150-180 er det noget bøvl.

Sejlene blafre og det hele bliver mere ustadigt.

Folk har fundet deres normale jeg – dog er Lisa lidt mærket, ikke søsyge, men maven og hovedpine.

Det er overskyet det meste af dagen.

Jette laver varm chokolade med Chili. Waoo… en smag, dyb og intens.

Det er de små ting der giver overskud herude.

Jeg kan mærke på mit daglige bad på hækken af Ydun, at vandet er blevet koldere.

Vand temperaturen her er på ca. 24, på Fakarava var den 28.

Det er stadig væk fantastisk at sidde på hækken og hælde det friske saltvand over sig og nyde udsigten til det uendelige store og blå hav.

Hvis vi fortsætter sådan her, vil vi ramme Big Island fredag eller lørdag om 8 dage – det duer ikke. Boarder protection, Costumer og Agrculture er lukket i weekenden og vi vil være tvunget til at blive på båden hele weekenden indtil mandag.

Mit bedste bud er at vi ikke kan holde farten på hele turen.

Så mon ikke det løser sig selv.

FB opslag den 15. november 2025.

Nuku Hiva og Daniels Bay

Vi har nogle dejlige dage på Nuku Hiva.

Nuku Hiva er den største ø i Marquesas gruppen.

Her bor lige over 3000 mennesker og arealet er knap 400km2.

Højeste punkt er 1224 meter over havets overflade – og deraf oplagt at besøge det.

Men inden da, skal der provianteres og det sidste mad skal forberedes.

Når vi krydser oceaner beder jeg altid mine gaster forberede mad til de antal dage vi forventer det tager – og så har vi 50% reserver oveni, som kan laves på turen.

Det samme gælder vand. Jeg fylder alle tanke på forhånd og så køber vi vand på flaske, så vi har en liter til hver til hver dag, ekstra.

Skulle watermakeren gå i stykker. – og jeg ikke kan reparerer den – har vi 3 x 300liter vand i tankene.

Så skulle vand-systemet – eller en/flere af tankene – blive dårlige, kan vi vaske op i havvand eller det vi har og stadig have hvad der svare til 1 liter pr person pr dag.

Fryseren bugner – Kristine, Lisa og Jette har lavet hver 5 aftensmåltider som let kan færdiggøres eller varmes.

Der er købt frugt og grønt, pålæg og ost til vores friskbagte brød mm.

Og så skal der vaskes tøj.

Heldigvis har Yacht-service ofte en vaskeordning.

Ham der driver Yacht-service på Nuku Hiva hedder Kevin. Jeg kender ham – det er jo 3 gang jeg er her.

Vi afleverer vores tøj i poser og henter det 2 dage senere vasket og foldet.

Tøjet bliver bare mere rent i en vaskemaskine ift til at sidde på hækken af Ydun og vaske det i hånden.

Det er top lækkert at hente 3 poser velduftende tøj – så er man klar til et kryds mere.

Vi aflevere også den ene gasflaske – jeg vil gerne have 2 fyldte med.

Godt nok er vi ca en måned om at tømme en flaske – til trods for at vi bager og bruge den heftigt – men at have 2 fyldte flasker er en god sikkerhed.

Der er 2 ruter jeg gerne vil vandre, her på øen.

Den ene tager vi allerede søndag – det er en god tur på godt 10km og en højdeforøgelse på over 300 meter.

Da vi kommer op og står og kigger ud over havet, kan vi se en Manta Ray i overfladen.

Og den må godt have været stor – for hvis jeg kan se den tydeligt fra den højde, så har den næppe været de 3-4 meter som de fleste vi ser er. Manta kan blive op til 8 meter brede – men kun hvis de er oceangående. Den her kom ud fra oceanet – så måske det har været det. Mit bedste bud er noget over 6 meter.

Da Nuku Hiva er en større ø, lejer vi en bil og køre den rundt.

Vi stopper ved utallige udsigtspunkter og nyder en anderledes dag.

Vi kører noget af vejen af en ret stenet grusvej – jeg troede faktisk den var blevet bedre siden jeg var her sidst, særlige fordi ham vi lejede bilen af oplyste, at vi sagtens kunne køre den vej, nu det ikke havde regnet i flere dage.

Jeg har ikke nogen forsikring – udover på Ydun og min rejseforsikring – og herude betaler man ved kasse 1, hvis man laver en skade.

Så selvom jeg nok er den der har kørt mest i terræn og er bedst uddannnet i det, duer det ikke, at jeg køre bilen. Det er derfor Lisa der køre og hun klare det fantastisk.

Det er en Toyota Hilux T4, Double cab med en 2.8l Diesel-motor.

Perfekt til terrænet herude.

Det blev en ret tough tur og ikke alle syntes det var lige sjovt, at have dybe skrænter på den ene side af hjulene.

Vi kørte over det højeste punkt – det blæser en stiv pelikan her og udsigten er imponerende.

Der lever vilde heste, geder og grise heroppe.

Der er nåleskov – side om side med palmerne.

Torsdag tjekker jeg ud hos politiet. Vi skal forlade landet og derfor skal der tjekkes ud.

Vi skal bruge en Zarpe, et særligt dokument som skal forevises den næste havn vi ankommer til, som beviser, at vi har tjekket lovligt ud af landet, ikke har lavet noget forkert og i øvrigt kan man vurderer om vi har taget svinggerninger under vejs – altså om sejldagene passer ift distancen.

Det er meget forskelligt hvor lang tid udtjekning tager. Jeg har prøvet alt fra 10 min til over en halv dag.

Vi er heldige.

Den franske betjent har jeg set før – jeg siger til ham, at jeg tror det var ham, der tjekkede mig ind for over halvandet år siden.

Ganske rigtigt.

Han kommer retur efter få minutter og viser mig, at det er hans underskrift i mit pas.

Han har både lavet min Entrée og Sortie Officielle.

Det tager kun 20 min.

Jeg har oplyst ham, at vi sejler søndag.

Gasterne ringer og skriver til deres familier og venner – om få dage er vi uden net.

Offgrid.

Torsdag og fredag bliver brugt på at købe personligt snack og sodavand til turen.

Det er vigtigt.

Man skal have sine ynglings treat.

Det man går og glæder sig til.

De fleste laver små regler for, hvornår de må få en chokoladebar, en sodavand mm

Jeg køber normalt en af hver til hver dag: En Mars og en Cola.

20 af hver for en sikkerhedsskyld.

Jeg forventer at vi bruger omkring 16 dage på turen.

Vi sejler typisk 6.5kn i snit.

Men, vi skal krydse ækvator – og her Doldrums-bælte.

Også kendt som ITCZ – Inter-Tropical Convergence Zone.

Det har en brede på ca 5 grader både nord og syd for ækvator.

De 5 grader – på hver side – kan der være helt vindstille i dagevis, men ofte er der bare en meget let vind – så man vil ofte sejle langsommere, når man krydser Ækvator.

Vi ligger lige pt på 9 grader syd og vi skal op på 20 grader nord. Desuden skal vi lige 15 grader yderligere mod vest.

Hver – af de knap 30 grader – har en længde på 111.12km.

Eller præcis 60 sømil, som hver er 1,852km.

Så vores samlede rute er 2100sømil.

Fredag er vi klar, og sejler til en lille bugt kun en time fra hvor vi lå.

Bugten – Daniels Bay – er meget øde og her er vanvittigt smukt, råt og unikt.

Når vi skal en tur hertil, er det fordi her er en rigtig fed Hike: Vaipô.

Her ligger et vandfald som er et af de højeste i hele Fransk Polynesien.

Der er 5 km ind til det og det er en – ikke krævende – men alligevel udfordrende tur.

Belønningen er en dukkert i det kølige og friske ferskvand.

Turen går forbi en lille landsby – vi taler om 8 huse.

De har ingen net, kun strøm via Solceller, ingen vej – men dog vand.

Jeg ved, at vi kan lave en aftale med en af de lokale om at vi går gennem deres land (betaler lidt penge), måske plukker frugt og måske spise frokost hos dem.

Vi kontakter det første hus og spørge til hvem vi skal sludre med og bliver henvist til et par huse længere inde af vejen.

Her laver vi en aftale om frokost – om 10 km, når vi kommer tilbage.

Så vi begiver os afsted.

Ruten er flad og stien er belagt med sten – let at følge.

Vi går mellem Mango, lime, Papaya, Bananer, avokado om mange andre eksotiske træer.

Så ændre ruten karakter – den bliver mere som regnskov.

Vi går med høje bjerge på begge sider og floden brusende under os.

Jeg har det bedst, når jeg går som jeg har lært i forsvaret: 6 km/t og 124 skridt i minuttet.

Det betyder så, at jeg ofte må stoppe og vente på de andre – selv Kristine.

Men det er fint – så har jeg tid til at se mere af naturen.

Jeg kan ikke gå langsommere eller med kortere skridt – jeg får simpelthen ondt i hofterne af det.

Solen bager ned.

Der er stegende hedt i mellem bjergene og ikke en vind rør sig.

Noget af turen går vi gennem selv vandløbet – fra sten til sten.

Vi krydser kilden flere gange og jeg ved vi lige skal huske at holde til venstre ved det skilt, hvorpå der står: Danger.

Vi kommer frem.

Jeg smider min nye rygsæk. Det er faktisk ikke en rigtig rygsæk – mere en løbe oppakning.

Jeg er godt tilfreds med den. Jeg købte den i Decathlon i Papeete for nogle måneder siden.

Reelt er det en vest, med små lommer bagpå, plads til en 2.5l camelpack bladder og så kan den justeres så den sidder fast.

Ofte går jeg så i bar overkrop i den.

Det duer.

Den er på 15 liter og det passer til de her små ture: 2.5l vand-blære, 2 Mars (eller anden chokolade) en pose nødder, en T-shirt (nogle gange min Arc’Teryx regnjakke), en foldekniv, Garmin INreach mini2, solbriller, en pandelygte, telefon, Airpods, vandrestave, 2 x brik-juice, vådservietter mm.

Jeg har endnu ikke kunne fylde alle lommerne op – og den sidder fantastisk.

Da vi kommer retur står den på lokal frokost: Et stykke grillet friskfanget tun, ananas, tørret banan og ingefær – hertil en limonade.

Vi sidder på plastik-skamler og spiser ved et noget interimistisk bord. Maden smager fint, men vi vil nok mere huske, at vi spiste med en hånd og viftede fluer væk med den anden – konstant.

Hold nu k….. der var mange fluer.

Og vi bliver angrebet No Nos – en meget lille slags myg der stikker som en i s…. og det klør i flere dage.

Herefter retur til Ydun.

Det er Kristine der har mad-dag.

Den står på stegte ris med grønt, rejer og oksekød der har ligget i noget marinade.

Det er super lækkert og vi spiser godt.

Depoterne skal fyldes op.

I morgen stikker vi mod nord – vi forventer at ramme Big Island på Hawaii den 2. eller 3. december.

FB opslag den 7. november 2025.

Hiva Oa, Ankerspil og Nuku Hiva

Vi lå fast. Som vi skulle.

Vi bruger et par dage på Tahuata.

Der er bl.a. en féstival for at gøre opmærksomhed på vold – særligt fordi mange unge tager til de store øer, bliver eksponeret for stoffer og kommer retur som narkomaner.

Selvsagt kæmper man med næb og klør for at undgå dette.

Festivalen viser alle de historiske håndværk herude: Flette blomsterkranse, flette tallerkner af palmeblade, deres måde at spille musik på – særligt på Ukulele, deres madtraditioner, dans mm. Og vi ser de slagter en ged, som så skal tilberedes traditionelt. Slagtningen foregår under kyndig vejledning af en fransk veterinær af en art – som skal sikre at ritualet ikke bliver forbudt. Indledningsvis beder den franske veterinær Kristine og jeg om at forlade stedet – vi siger selvfølgelig at det er helt fair. Så begrunder han det hele med at de ikke ønsker billeder og historier på TikTok mm. Da vi fortæller ham at det respekterer vi selvfølgelig 100%, ændre hen holdning til at vi godt må overvære seancen – bare vi er enige om at vi ikke tager billeder.

Torsdag vurderer jeg at vejret er passende til vores lille sejltur til Hiva Oa, gør vi klar.

Der er jo lige et anker som skal op.

Forinden har jeg brugt 2 formiddage at fejlsøge og udbedre: kulstykkerne på elektromotoren der driver ankerspillet er slebet og kontrolleret for frigang, Stator-delen er støvsuget, Rotor-delen slebet med smergellærrede, Viklinger kontrolleret, forbindelserne tjekket, alt pudset, tørt af og tjekket – selv mine gamle konstabler ville være stolt af det arbejder der er udført på denne motor.

Det fungerer og jeg tror på at vi kan køre ankeret ind igen med spillet – så vi ikke skal løfte de 180 kg ud af vandet igen.

Vi trækker først manuelt det lette reserve/hæk anker op.

Spillet kører som en symaskine.

Vi trækker let ankeret på og tøffer roligt af sted mod Hiva Oa.

2 timer, så er vi fremme.

Bugten ved byen Atuona er lille.

Men den ligger godt beskyttet.

Så vi skal ind mellem de 11 både der ligger her og finde en plads til Ydun.

Det er sjældent let – for Ydun er større end de fleste både.

Vi forsøger først et sted, med det bliver for snævert ift 2 andre både.

En fransk fyr kommer forbi mig i hans Dinghy – han oplyser at han snart sejler så kan jeg tage hans plads.

Vi smider anker og her ligger vi godt.

Der er knap 3 km ind til byen og vi rammer lige Allehelgensdag, så alt er lukket – kun købmanden har åbent lørdag formiddag.

Vi rammer samme festival – som åbenbart køre rundt på de forskellige øer.

Dog er der lidt variation fra sted til sted.

Vi bliver bl.a. inviteret – tvunget ind i – en workshop med Qigong.

Det er en fransk lære.

Jeg har stiftet bekendtskab med Qigong før.

Qigong er en kinesisk form for Yoga.

Alm Yoga er fra Indien.

Mange bevægelser, mønstre og tanker ift energibaner, medianer mm minder om hinanden og så er der selvfølgelig en del forskelle – bl.a. er der i Qigong mere fokus på vejrtrækning – som kan være ret voldsom.

Sjovt var det, at Lisa, Kristine og jeg pludselig stod midt i en rundkreds af polynesiere og et par franskmænd og lavede Qigong.

Lørdag vandre Kristine og jeg en god tur pænt op ad et af de mange bjerge her.

Da det var Allehelgensdag fredag mærker vi tydeligt hvor troende polyneserne er – og de vil faktisk helst kaldes Marquesere (ikke engang Maui’er – som de fleste helst vil herude), for alle steder laves der store blomsterdekorationer som skal på familiens gravsten.

Vores tur op ad, slutter ved en gravplads – så her ser vi flere familier komme i deres Pick-up, ungerne bagpå sammen med de store blomsterdekorationer.

Søndag er her helt dødt – så vi vandre en god tur igen.

Hiva Oa er den næst største ø i Marquesas gruppen.

Den er godt 300km2, her bor knap 2500 og højeste punkt er 1250 meter over havet.

Der er stor forskel på vind og læsiderne.

På den beskyttede vestside er der meget frodigt og alle nuancer af grønt, på østsiden er bjerge og bakker blæst rene og golde.

Der ses både grise, geder og heste gående frit i bjergene.

Der er ved bugten en marinebutik, jeg ved ikke hvor meget grej de har, men vi har skrevet lidt sammen og jeg har behov for at udskifte flere at af de udsatte dele på ankerspillet – ikke ting af driftsmæssig karakter: Motor og gear, dem har jeg fixet – men Gipsy, topskjold, nogle bolte mm.

Det viser sig at de kun har grej af nødmæssig karakter og småting.

Jeg satser på at de i Marine-butikken på Nuku Hiva kan hjælpe mig – ellers må jeg afvente til vi lander på Hawaii – her kan de få stumper hjem ret hurtigt.

Vi tager dagligt den lille vandretur ind til byen – den 2 x 3 km gør vores kroppe godt.

Snart sejler vi jo afsted i 14-16 dag og vil får et minimum af motion.

Så vi tager imod al træning med kyshånd.

Lisa har lavet en aftale med en tatovør – hun har udset sig en skildpadde som hun vil have tatoveret på indersiden af overarmen.

Skildpadden bliver rigtig fin – der udstråler Marquesas.

Jette møder et par lokale som vi også mødte på Tahuata og tager en tur med dem op i bjergene. Her kommer hun på eventyr i en grad man kun kan, hvis man opsøger og lader sig rive med.

Herudover går dagene med at vi skal have forberedt en masse – særligt mad.

At forberede måltider til en passage er nøglen til hvor let det hele bliver.

At kunne tage en ret op af fryseren og tænde for gassen og der så er varm mad efter 10 min er så gavnligt for moralen – på dage hvor vi sejler champagne-sejlade (rygvind og glidende gennem vandet) har det selvfølgelig ingen betydning – men når havet viser tænder, båden krænger, man er træt og kold, så kan et varmt måltid være forskellen på om humøret er højt en helt i kælderen.

Vi er generelt heldigt stillet på dette togt.

Vi laver meget mere varieret (og bedre) man end jeg er vant til.

Ofte er det pasta eller ris med noget kokosmælk og enten grønt, kød eller begge dele, folk finder på. Og det er rigtig fint – men det har jeg altså får rigtig meget herude, så personligt er jeg ret træt af kokosmælk, ris, kolde hvedepandekager og ”kedelig” humus.

På dette togt bliver der bagt brød (og kage) næsten dagligt.

Men vi har også fået pizza, flere salater, Pølsehorn, tærter, interessante pastaretter og meget mere.

Vi har været bedre til at kontakte de lokale og købe billig friskfanget fisk, grønt mm.

Torsdag er planlagt til at vi skal mod Nuku Hiva.

Her startede det hele for snart 4 år siden.

Øen, var den første ø jeg kom til i fransk Polynesien – direkte fra Galapagos.

Den gang var det sammen med min ven Felix fra Sailing Columbie.

Igen, da jeg havde krydset Stillehavet selv på Ydun landede vi her på Huku Hiva efter 21 dages sejlads fra Galapagos.

Og nu er den så sidste stop på vej mod Hawaii.

Det er her vi skal gøre de sidste indkøb, forberede det sidste mad, tjekke olie, skifte filtre mm

Og foran os venter så 2100sømil – eller ca 3900 km. Svarede til afstanden fra København til Nice og retur.

Men inden det skal vi lige vandre et par ture – for her er en vildt flot og fantastisk natur.

Turen fra Hiva Oa til Nuku Hiva tager kun 14-16 timer og går forbi øerne Ua Pou og Ua Huka – dog uden at vi stopper der.

Som altid sejler jeg, så vi planlagt er fremme formiddag eller middag – så har jeg tid til en udfordring og stadigvæk komme ind i dagslys.

Så vi sejler kl 1700 og glider ind i bugten lidt i 9 fredag morgen. Vinden flovede sidst på natten, så vi sejlede langsommere end normalt.

Ofte ville jeg jo starte motoren og se at komme afsted, men nu skal vi snart krydse et ocean og så kan gasterne lige så godt vende sig til at vi kommer frem med den hastighed vinden tillader – vi kan alligevel ikke medbringe Diesel til hele turen og Ydun er… en sejlbåd

FB opslag den 28 oktoberfest 2025.

Fatu Hiva, Hiva Oa og flere problemer.

Som fortalt må vi lægge en ny plan.

Det er slack kl 13.11, så ikke senere end kl 1400 skal vi gennem passet.

Jeg har bedt alle være klar kl 1000.

Vi sætter os og vender hvordan vi kan få det anker op.

Det vejer – med de meter der er ude omkring 180kg, som skal trækkes direkte op.

Det hele besværliggøres af at det er et besværligt sted og stilling man står i – lidt som at trække tov, bare op fra jorden.

Lisa, som er en stærk ung kvinde og jeg vil trække det op og evt sætte et tov med karabinhager på når vi har brug for en pause.

Det går godt.

Vi får hurtigt meget ind.

Jette ligger i vandet og dirigerer Kristine som styre Ydun – så vi ikke også skal trække Yduns vægt gennem vandet.

Jette oplyser at ankeret nu næsten dingler lige over havbunden.

Vi må lige holde en pause – for resten bliver rigtig tungt.

Så sker det…. Vi kan ikke holde den mere.

Og jeg fumler med at få karabinhagen på…

Ud glider nu 40 meter kæde – altså det samme som det vi startede med.

Øv…..

Det koster virkelig kræfter det her.

Vi vurderer at vi ikke kan få ankeret op uden hjælp.

Vi taler frem og tilbage om hvordan vi kan gøre det.

Punkt 1. Ydun skal sikres på en måde så vi ikke pludselig er drevet for langt i en retning.

2. Der skal hjælp til at løfte ankeret.

Så planen bliver, at jeg hopper i dykkerudstyret igen og går ned med et tov som jeg kan vætte omkring en gammel Mooring – en betonklods på havbunde som ofte er med en ring af metal og noget snor – i den her situation var det nu bare en snor om en stor klippe.

Herefter skal jeg op igen og ned til vores anker med et andet tov som kan løfte ankeret.

Endelig skal jeg sikre at vi ikke er blevet viklet ind i noget igen – og hvis muligt løfte ankeret 10-15 meter hen over havbunden.

Der er 120 bar tilbage i dykkerflasken.

Jeg starter og svømmer ned med tovet.

Det går fint, men på vejen op konstaterer jeg at tovet sidder fast i den snor som sidder på mooringen. Ned igen og fixe det.

Da det er ordnet kan jeg gå op.

Jeg frygter at det bliver hårdt at gå med ankeret, så jeg vil gerne spare lidt luft.

Jeg sparer derfor det obligatoriske 3 minutters sikkerhedsstop og går bare langsom op.

Fat den snor som Lisa står klar med og så ned til ankeret og hægte det på.

Mit anker er et Mantus og det har en bøjle over spaden – så det altid vender rigtigt – og det sætter jeg tovet fast i.

Så begynder det hårde arbejde… at flytte det 48 kg tunge anker hen til spidsen af Ydun som jo er flyttet da jeg har bundet et tov i den Mooring.

En ting er at bære et anker nede på bunden – med flaske mm på ryggen – en anden ting er at gå med det i de ret store svømmefødder man bruger.

Så det hele er små skridt af gangen og så går man baglæns.

Det lykkes.

Jeg får rettet kæden ud og kan se at jeg snart skal op.

Der er 30 bar tilbage nu.

Normalt afpasser man et dyk til at man er oppe når der er 50 tilbage.

Jeg ved, at jeg skal holde mit 3 min stop nu.

3 gange op og ned på 14 minutter er i overkanten – de 2 første uden sikkerhedsstop.

Jeg kommer op, kravler op bag på Ydun og får gearet af.

Frem mod Ydun spids.

Lisa og jeg kigger på hinanden – det anker skal op nu.

Jette og Kristine har et tov der ligger i siden af Ydun med en karabinhage – så kan de løfte ankeret op via tovet jeg har sat på bøjlen af ankeret med de store manuelle spil i cockpittet.

Når de har løftet det nogle meter kan vi hive kæde op og så forfra.

Vi klare det.

Og så afsted.

Kl bliver lige 14 inden vi sejler gennem passe.

Nu venter den første rigtige tur for crewet.

En sejlads på 3 døgn.

En tur der kan være hård.

Vejudsigten lover 14-18 knobs vind skråt forfra, max 2 meter bølger med 7 sekunder mellem hver og med 60 grader til vinden, det ser rigtig godt ud.

Vi kan ikke holde vinklen og bølgerne er gamle krabsøer.

De kommer som lovet – men der er 2 meter vindbølger oven i oceanbølgerne.

Så det hele er, som så ofte før herude, ret bøvlet at sejle i.

Det gør også at vinklen på 60 grader ikke er nok – vi bliver skubbet til bagbord af bølger, vind og strøm.

Det bliver en hård tur.

Vi sejler først ret stærkt, men jeg reber begge sejl for at rejse båden lidt op – så det bliver mere humant at være på den. Det koster lidt – men ikke meget – på farten. Jeg har ikke brug for at nogle bliver utrygge.

Gennemsnitligt lå den sande vind på 20Knob og i perioder på 25 og få gange over 30 Knob.

En del af turen banker vi Yduns bund ned i bølgerne. Det giver et brag, alt ryster og bremser os.

Alle 3 gaster er søsyge og vi får ikke spist noget undervejs. Jeg spiser lidt knækbrød, nogle Mars og drikker Cola – det ved jeg, at jeg kan køre på i dagevis.

Turen tager 4 døgn fordi vinder er mere imod end som lovet.

Lisa får spist lidt rester i køleskabet og kommer ovenpå. Kristine får spist lidt knækbrød og Cup-nudler den sidste dag og kommer lidt til hægterne.

Jette var næste ovenpå, da hun pludselig bliver svimmel.

Jeg beder hende lægges sig i Cockpittet – og propper hende med Mars, Appelsin saft fra en appelsin jeg så vi havde, laver noget nudler til hende og efter nogle timer er hun næsten ovenpå igen. Hun var bare dehydreret – men det bliver man når man har tømt maven 12-14 gange på under 4 dage.

Jeg beslutter undervejs at vi går efter Hiva Oa i stedet for Fatu Hiva – den ligger lidt længere væk, men der ligger en Marinebutik som måske kan hjælpe med stumper til Ankerspillet og der er en meget beskyttet bugt med 6-8 meter vand. Lige det vi har brugt ift vores anker situation.

Langsomt nærmer vi os Hiva Oa.

Strøm og vind presser os væk fra min planlagte rute.

De sidste 30 sømil må blive for sejl og motor, for så kan jeg gå tættere på vinden. Ofte ned til 30-40 grader.

Herude er det ikke vindretning +/- 30 grader man sejler.

Det er som regel 60-80 grader.

Og det er tit problematisk, for så kan man næste ikke krydse.

Vi tager hul på den sidste bid ind mod Hiva Oa.

Vi bør være fremme ved 14 tiden.

Det er en fin tid for så har vi tid i dagslys til at løse problematikken med det defekte ankerspil.

Men vinden vil det anderledes – vi kommer kun langsomt frem og jeg kan regne mig frem til, at vi komme ind i mørke.

Det duer ikke.

Jeg beslutter derfor, at vi tager en lille bugt på vestsiden af naboøen: Tahuata.

Bugten er også byen på øen: Vaitahu.

Den 4. dag om morgenen, må jeg fylde 2 dunke Diesel på Ydun – ikke fordi jeg tror vi løber tør, men når måleren er under kvart vil jeg gerne være på den sikre side. Jeg frygter altid at løbe tør et kritisk sted og være handlingslammet.

Jeg kan godt mærke, at jeg er træt. Jeg har stort set ikke sovet i 4 dage. Jeg har hvilet og fået en time i ny og næ, men ingen rigtig søvn.

Planen ift anker er, at vi tager mit reserveanker – som godt nok er for kleint til Ydun og kun har 6 meter kæde – sætter et tov på og smider det i på lavt vand.

Vi gør klar.

Vi har gennemtalt planen og alle ved hvad de skal gøre.

Kristine styre Ydun. Jette har tovet, Lisa bærer kæden og jeg ankeret.

Vi sejler lige ind en gang og ser forholdene og stedet hvor jeg vurderer det er rigtigt, fortæller jeg Kristine. Så sejle hun i mit spor – set på kortplotteren – og give os instrukser.

Ligesom vi skal til at smide det lille anker kigger jeg ned.

Hvor h….. er det rigtige anker?

Jeg havde bundet det fast – normalt holdes det jo inden af kæden i ankerspillet (men når det er defekt skulle det sikres) – med 3 mindre stykker tovværk.

Et gennem ankeret og gennem pulpitten (det stål stativ der sidder forrest), et til styrbord klampe og et til bagbord klampe.

Jeg kigger ned – kæden er ude og ligger langs Yduns bagbordsside. Det ser ud som om der er 20-30 meter kæde ude. Vi er på 8 meter vand, så det bør holde.

Det helt skøre er, at Jette fortalte mig morgenen før, at hun syntes hun kunne høre ankeret bevæge sig. Jeg tænkte, at det var surret fast og det var lidt risikabelt at gå derud i det vejr.

Værre blev det da Jette vækkede mig og sagde, at kortplottere havde lavet 3 alarmer med lavt vandalarm på få minutter – der var jo 3 km dybt. Og sidste formiddag fortalte Kristine at dybdemåleren pludselig meldte 1.5 meter dybt.

Den slags sker herude og normalt er det en fiskestime, en hval eller andet stort.

Det må have været ankeret vi har haft hængende under os…..

Tovet må være blevet gnavet over af alle de voldsomme drøn vi tog på ture.

Vi driver.

SÅ ankeret har ikke fat.

Derfor smider vi også reserveankeret og jeg konstaterer på min ankeralarm-App at vi ikke flytter os mere end vi bør – dvs indenfor cirkelen.

Efter en god time er jeg tryg ved det.

Vi får os et hurtigt bad.

Jeg har ringet til det ene af 2 restauranter i byen: Chez Jimmi.

Dinghyén bliver løftet ned fra fordækket og Vi sejler ind.

Super hyggelig aftensmad på blå plasticstole og med den obligatoriske voksdug i meget spraglede farver.

Jette får Grillet tun, Kristine får ”halvstegt” tun, Lisa får en kinesisk kødret og jeg får Steak Frites med BBQ.

Lækkert. Det trængte vi til.

Alle er udmattet og vi trænger til at sove en nat.

Vi kommer retur til Dinghyen og trods mørket kan vi med det samme se, at Ydun ligger 150 meter længere uden end da vi forlod hende.

Vi kommer hurtigt ud til og op på Ydun.

Jeg får startet motoren og sejler nu ind mod det sted vi lagde ankeret.

Vi aftaler, at jeg sejler og de 3 gaster skal smide 15 meter kæde mere ud – så det rigtige anker kan får ordentlig fast. Realistisk har der nok kun været 7 meter kæde ude – ellers ville ankeret jo grave sig ned og det ville vi mærke.

Først skal de lige klargøre – så alle 100 meter kæde ikke render ud. Dvs der skal en sjækel i kæden ved de 15 meter og det skal bindes fast med et tov.

Da det er på plads og jeg kan se kæden stramme op, løsner jeg lige 8-10 meter kæde mere.

Jeg sætter alarmen igen og ved nu at der nok skal går en 2-3 timer før jeg tør gå i seng.

Jeg skal være sikker på at vi sidder fast.

FB opslag den 22. oktober 2025.

Fakarava, Makemo og udfordringer.

Vi har nogle hyggelige dage på Fakarava.

Desværre beslutter Astrid at stå af – hun har en del at slås med for tiden, herunder en far der er i et kemo-forløb.

Så det er jo en klog beslutning at hun passer på sig selv. At krydse et ocean er hård kost og noget man skal være mentalt klar til.

Det er ærgerligt – for det første havde Astrid glædet sig vanvittigt meget til turen, hun er dykker og har sejlet en del som ung. Og så er hun et aktiv, vi vil kommer til at mangle. Sidst men ikke mindst er vi nu kun 4 til vagter, opvask, mad mm.

Vi resterende 4: Min kæreste Kristine, Jette, Lisa og jeg selv fortsætter.

Først en rolig tur til Fakarava syd – det er en stille tur for motor inde i lagunen.

Fakarava syd er noget at det lækreste der findes.

Her er ingenting – ud over palmer, snorkling og dyk.

Her er stille og folk er meget venlige.

Jette, Kristine og jeg har booket 2 dyk på ”Haj-muren” – wall of shark.

Det første dyk er et roligt dyk – hvor vores kvindelige franske instruktør Clement lige skal se folk an.

Masser af lagunefisk, koraler mm.

Dyk 2… helt ind i slugten hvor alle hajerne står.

Vi svømmer ind i en hule og ligger og beundrer hajerne. De kommer lige forbi os.

Sagen er, at hajerne syntes vores bobler – som vi udånder fra vores dykkerflasker – er mærkelige og så holder de afstand. Særligt når vi har strømmen med os – så boblerne går mod hajerne.

Inde i hulen ser de ikke boblerne på samme måde fordi de følger hulens top og forsvinder bag os.

Dykket er fedt og en stor oplevelse – særligt for Jette

Kristine havde lidt udfordringer med både BCD (den vest man har på der holder flasker, regulator mm), maske og mere.

Så hun syntes ikke hun fik nok ud af dykket.

Jeg spørg Mathias som er skipper på Dykkerbåden og medejer af centret om han kan lave et dyk mere til Kristine og jeg dagen efter.

Det klarer han og vi bliver samlet op dagen efter kl 0830.

Her har vi så et dyk der ligner det fra dagen før – og det dyk jeg har taget over 10 gange. Det bliver jeg ikke træt af. En lille variation var der – vi valgte en anden hule og der var mange flere hajer .

Det var tæt og visuelt lignede det en væg… Wall of shark.

Vi sejler planmæssigt fra Fakarava mod Makemo.

En tur på 24 timer.

Jeg har et vigtigere mål – turen mod Fatu Hiva som er på 3 døgn – som vi helst skal ramme ret godt vejr.

Derfor bliver turen mod Makemo et kompromis – vi skal afsted (for at ramme et godt vindue mod Fatu Hiva), og derfor for motor.

Der er ikke meget vind og det er slet ikke så ringe endda – det giver mere træning bag rattet på Ydun – inden der for alvor kommer vind i sejlene.

Makemo er en smuk atol.

Det er den 3. største i Fransk Polynesien.

Her bor 800 mennesker og af dem over halvdelen i hovedbyen.

Byen har både skole og College. Dette fordi den er samlingsatol for en række mindre atoller.

Vi går en tur og det er ret fedt – for det er længe siden jeg er kommet til et helt nyt sted.

Længe har jeg jo været lidt som en guide på min egen tur.

Jeg kender de fleste steder og de lokale genkender mig.

Men Makemo er ny – igen er jeg på eventyr.

Jeg kan godt mærke at jeg trænger til at udforske igen, så det er fedt at vi er på vej.

Næste ø kender jeg heller ikke: Fatu Hiva.

Herefter Nuku Hiva – som jeg har været på 2 gange før – den skal agere sidste forsyningssted inden vi sejler mod Hawaii – stik Nord – og ikke ser land i forventet 14-16 dage.

Vi har den seneste tid har lidt udfordringer med mit ankerspil – det trækker ikke som det plejer.

Det går i stå, hakker og kæden sætter sig fast.

Jeg ved jeg snart bliver nød til, at udskifte kæden og nu frygter jeg så, at selve spillet også skal skiftes.

Endelig har jeg formentlig brændt motoren på min Bowtruster af – jeg har målt med multimeteret alle de steder jeg skal og kan – efter direkte direktion fra Sleipners serviceteam – og vi har alle de rigtige volt, men motoren snurre ikke.

Så det er sikkert en ny El-motor.

Det er frustrerende – de små ulykker kommer sjældent alene.

Og de har det men at klumpe sammen lige før en vigtig tur – et oceankryds.

Bowtrusteren kan jeg undvære – indtil vi skal ind i en havn i Hawaii, men ankerspillet er virkelig problematisk.

Mit anker vejer 48 kg og kæden vejer 3 kg pr meter.

Så på en normal ankerring – hvor der ex. er 15 meter dybt (man lægger 3 gange dybden ud) har vi altså 138 + 48 kg ude.

Så når ankerspillet ikke virker skal der trækkes 183 kg op af vandet.

Jovel – man kan siger at anker og kæde i vandet jo vejer mindre – ca 1/3 af vægten over vand – men det er stadig 60kg der skal strækkes op, med håndkraft.

Vi gør klar til afgang.

Dinghy’en er lagt på fordækket til en afveksling – vi har brug for pladsen bag på Ydun – den er surret fast. Vi bruger sjældent fordækket under ægte sejlads så det er let at prioriterer bagenden – agter.

Her har vi badeplatformen, fiskestang mm.

Vi begynder, at trække anker op.

Når vi køre med spillet og sætter et håndsving på, kan Lisa og jeg lige nøjagtigt trække kæden ind.

Og så stopper den.

Der er ingen liv i den mere.

Jeg tænker det er en sikring.

Det er det ikke.

Så er der 2 muligheder – enten er motoren død eller vi sidder fast.

Jeg hopper i vandet med maske mm på.

Ja – vi sider fast i nogle sten. Men jeg kan ikke se præcis hvordan.

Vi prøver at sejler os fri, den ene vej og så den anden vej rundt op det jeg tror holder os.

Det virker ikke.

Vi prøver at trække kæde og anker op med et tov sat i kæden og trukket tilbage til de store manuelle spil vi har til det store sejl: Genoaen.

Det kan vi på ingen måder.

Vi stopper – spiser frokost… vi kommer ikke afsted i dag.

Jeg havde allerede i forvejen tjekket vejret for om vi kunne skubbe det hele en dag HVIS vi ville få problemer. Vi kan godt sejler torsdag den 23.

Der er ingen vej uden om – jeg må ned på bunden og kigger præcis på hvad det er vi sidder fast i.

Jeg ved at mine dykkerflasker er tomme – måske der er 100Bar i en af dem.

Det kan lige gå.

Der er 20 meter dybt.

Der er desværre kun 80 bar og det er for lidt.

Så jeg må have alt grejet frem og begynde at lave luft til mine flasker.

Det tager en lille time, så har jeg lavet en flaske med 200bar og en med 100Bar – hvis jeg nu konstatererat jeg må have en med ned og kigge på det – evt hjælpe.

Man dykker ikke alene.

Så det er imod alle normer, at jeg beslutter at gå ned alene.

Men det er OK – jeg er tryg ved mit grej og har næsten 100 dyk i baggagen.

Og jeg skal jo bare ned og kigge på hvad det er.

Jeg klargøre et sæt udstyr til Kristine og aftaler at hvis jeg sender min røde DECO-bøje op (en luftballon der normalt pustes luft i fra Octopus’en, som viser følgebåden hvor vi kommer op), er det fordi jeg har problemer – så kan de hoppe i vandet med mask og snorkel, se hvor jeg er og beslutte hvordan de evt kan hjælpe mig.

Jeg hopper i våddragten, tager sokkerne på, klargøre min Wing/BCD, dykkercomputer mm

2 kg bly smider jeg i lommerne – godt nok dykker jeg ofte uden bly, men det er belejligt hvis jeg skal arbejde dernede.

På badeplatformen af Ydun tager jeg BCD med flaske og finner på – og hopper i vandet.

Jeg svømmer roligt hen foran Ydun og tager fat i ankerkæden – problemerne er jo lige for enden af kæden og så risikerer man ikke at fare vildt eller miste orienteringen.

Jeg lukker luften ud af min BCD og mærker straks at jeg synker.

Jeg holder fast i kæden og følger den ned.

Ved bunden ser jeg straks at kæden ligger i zigzag mellem små bummier – undersøiske sten i alle størrelser, lige fra en fodbold til noget på størrelse med en større bil.

Det er tydeligt at vi sidder fast.

Opgaven ser simpel ud.

Jeg kan ret let gå og svømme på bunden og løfte kæden fri – fra side til side.

Så hvis det ikke blæser for meget på overfladen – 20 meter over mig og dermed stramme Ydun ud i kæden – kan det løses nu.

Jeg går i gang.

Jeg konstaterer at jeg kan trække Ydun og dermed give mig noget slup i kæden og vikle os ud – løfte kæden og dermed rette os ud.

Det går let – ret let.

Jeg kommer hurtigt frem til ankeret og tjekker lige at det ikke sidder for fast.

Det gør det ikke – jeg kan løfte det fri af den smule sand der er – under sandet er der det vi kalder Coral-head. Det er en gammel koralbund som er slidt ned og deraf en hård overflade med løst sand ovenpå. Ikke noget der holder os hvis det blæser op.

Jeg begynder at svømme retur langs kæden og jeg retter kæden ud – igen.

Jeg tjekker min luft – hold op jeg har brugt meget luft.

Jeg har kun være under i 6 min og har brugt det samme som når jeg har dykket i 20 min.

Årsagen er selvfølgelig, at jeg har ydet noget fysisk – ikke bare den normale afslappende svømme stil en dykker har tilegnet sig.

At løfte kæden op over sten, rette ud, flytte, trække Ydun osv. koster energi og luft.

Da jeg når frem til hvor kæden gå op mod overfladen vender jeg mig om og kigger tilbage langs kæden.

Allerede nu kan jeg se, at Yduns bevægelser gør at vi vil blive filtret ind i sten igen.

Jeg går roligt op af kæden og afholder mit 3 min sikkerhedsstop på 5 meter vand.

Dykket tog 12 min.

Vi kommer ikke afsted i dag.

Slack er passé.

Vi må lægge en ny plan.

FB opslag den 12. oktober 2025.

Togtet mod Hawaii.

Fra sidste mand afmønstrede havde jeg knap et døgn, så stod Kristine klar i lufthavnen.

Jeg havde egentligt planlagt at tage derud og tage imod hende – men hun Landede knap en time før planlagt, så hun tog en taxi til marinaen hvor jeg så samlede hende op i min Dinghy.

Til gengæld manglede hun – igen – hendes kuffert. Kaos i Kastrup efter droneangreb.

Jeg havde handlet på forhånd så vi kunne tage ud på Ydun og slappe af.

Vi blev oplyst at Kristines kuffert ville komme fredag, så vi måtte ud og shoppe lidt: Tandpasta, undertøj og nogle små fornødenheder.

Dagen efter – onsdag morgen – sejlede vi direkte til Moorea. Kristine er vild med Moorea og jeg vidste hun ville blive glad for nogle dage alene der.

Det er en kort tur på ca 3 timer.

I udsejlingen fra Marina Taina ligger der en gendarm (lokal-politi på Fransk) på tværs.

Han viser jeg skal trække til venstre og sætte farten ned.

Bag Gendarmen er en mørk skygge som jeg først tænker er noget slæb der er drevet ind i passet.

Det viser sig at være en Pukkelhval.

Gendarmens anvisning var lidt tosset for jeg havde nær sejlet ind i den – fordi jeg fulgte hans anvisning. Det havde været klogere at sejle bagom den – så jeg burde have trukket til højre.

Men held i uheld – for Pukkelhvalen dykker lige foran os og vi ser den på under 10 meters afstand.

Det er et fantastisk syn.

Og selvom jeg har set dem tæt på flere gange er det lige fantastisk hver gang.

De er nogle imponerende væsner.

De kan blive 18 meter lange og veje op mod 35T.

Eller det samme som en hænger-lastbil – og med dobbelt vægt.

Efter lidt tid – mellem Tahiti og Moorea – ser vi flere hvaler.

Først et blast og et mere.

Flere spring og en luffe til sidst.

Når de svinger luffen er det som at klaske 5 hoveddøre – 5 meter lang og 2 meter bred – ned i havet med en kraft vi slet ikke forstår.

Det giver et hult drøn og kan høres langt væk.

Og deres spring overgår det.

Det er en kraftanstrengelse af en anden verden, når de springer ud af vandet.

Tænk på hvor meget der skal til at løfte 25-35.000kg op af vandet og så vælte det til siden med et plask der vælter vand i alle retninger i 5-10 meters højde.

Vi kommer frem til Moorea og får kastet anker.

Her ligger vi nogle dage, svømmer, går ture og får hentet Kristines Kuffert i Mooreas Lufthavn.

Tirsdag sejler vi retur til Papeete, Tahiti.

Onsdag formiddag ankommer de 3 nye gaster:

Jette på 61. En sej kvinde fra Esbjerg som har krydset Atlanterhavet da hun var ung. Hun er dykker og har sejlet en del.

Astrid 30 år og fra Århus, bosiddende i KBH. Arbejder på et fritidshjem, uddannet specialdykker i Fiji med Hajer som speciale. Sejlet en del som ung.

Lisa, 28 år og bosiddende i Århus, Cand Polit studerende. Har sejlet en del som ung, har Duelighedsbevis og ejer en katamaran i fællesskab. Lisa dykker ikke, men er ivrig snorkler.

Sidste gast er min kæreste Kristine – som jeg har fortalt om en del gange.

De første 2 dage stod på handle, handle og handle.

Der skal købes en del ind til et oceankryds.

4 kundevogne blev det – 2 dage i træk.

Så er basis varerne på plads og så må vi se hvad vi kan få af grønt undervejs mod Marquesas – hvor vi starter det egentlige kryds fra.

Første ben på togtet burde have gået direkte til Fakarava.

Vejrudsigten lød fin – 16-19kn (10m/s) fra øst-sydøst.

Virkeligheden var en helt anden.

Planen var et går syd om Tahiti og få en bedre vinkel ift vinden mod Fakarava.

Vi kom fint ud gennem passet og mod syd.

Efter et par timer begyndte vinden at tage til.

Da vi rammer det første hjørne og kan mærke den reele vind fra øst-sydøst, som jeg på forhånd var klar over kunne blive lidt hård, vokser den bare støt.

Med lidt hård mener jeg tæt på 20knob på første tur.

Den steg til 37knob eller 19m/s….

Og var stadig stigende.

Så jeg besluttede ret hurtigt at vi måtte afbryde og finde en anden løsning.

Vi kunne sejle retur – det var det korteste – kun ca 3 timer, men også kedeligste.

Så jeg valgte Mooreas nordside. Det ville tage os knap 5 timer og betyde at vi skulle sejle ind i og lægge anker i mørke.

Jeg kender Moorea og ved at Kristine kan udfører præcis det jeg gerne vil have hende til, i disse situationer.

Så jeg valgte Cooks Bay – på Mooreas nordkyst.

En super smuk og skøn bugt omkranset af de frodigste bjerge.

Alle er meget tilfredse med at vi lige får Moorea med oveni.

Vi bruger fra mandag til fredag på at opleve, gå ture, besøge ananasplantager mm

Kristine, Lisa og jeg tager en vandretur til en højtliggende Belverdere – udsigtspunkt – og får små 14 km i benene tirsdag.

Torsdag cykler Kristine og jeg, Moorea rundt på MTB – godt 60km.

Det er første gang jeg cykler den runde og det var en super fed tur.

Vi nåede både et par badesteder og en hyggelig frokost.

Fredag ser vejrudsigten fin ud.

Hvis jeg vælger en rute der går forbi Tahiti og lidt mod syd, vil vi kunne få en fin tur mod nordøst for sejl på knap et døgn mod Fakarava og så de sidste 5-6 timer for motor ind mod indsejlingen af passet i Nord.

Vi starter fint. Lidt mere vind en forventet – men OK

Bølgerne driller og snart må vi sande at vi kommer til at rulle en del.

Det er ofte det der får folk til at blive søsyge.

3 bliver ramt, en er ret træt og jeg selv kan mærke det i maven.

Så er 2 døgn lang tid.

Vi rammer tidspunktet hvor vi svinger mod nordøst og nogle timer senere end varslet kommer vinde endelig fra sydøst – som gør at vi kan sætte sejl og dermed fart mod Fakarava.

Turen skal afpasses. Indsejlingen i Fakarava Nord er altid strømfyldt.

Hver 6 time vender strømmen og på toppen er den ofte 6-8knob – hvilket jeg ikke kan sejle hverken med eller mod.

Så vi skal ramme Slack.

Slack er kl 14:54 – men vi kan sejle igennem indtil kl 1600. Herefter og frem mod kl 18:01 er strømmen stigende til 5.46knob.

De sidste 10-12 timer er et kapløb med tiden.

Vi sejler igennem kl 15.55 og alt går fint.

En time efter er vi ved ankerpladsen.

Så skal vi bare lige finde et godt spot.

Det ser simpelt ud og vi sejler frem mod det jeg tænker er helt perfekt.

Jeg fortæller Kristine og Lisa at de skal lægge 30 meter kæde.

Men noget går galt.

Da de har 11 meter ude, vil kæden ikke køre mere – hverken op eller ned.

Problemet er at jeg ikke kan slippe rattet og hjælpe – for vi vil drive baglæns ind i en anden båd.

Til sidst må jeg bede Kristine om at styre Ydun – og det kan hun godt om end hun ikke har prøvet at skulle holde Ydun stille et sted med bølger og strøm.

Jeg kigger ned i Ankerbrønden.

Årsagen er tydelig – ankerkæde må have lagt sig i en bunke fortil og væltet ned over de sidste kæde der er kørt ind. Så det bagerste kæde ligger nu ovenpå det vi er ved at køre ud.

Kæden vejer godt 3 kg pr meter – så 100 meter vejer 300kg.

Jeg begynder at flå kænden op og lægge den på dækket.

Det lykkes og vi får så meget ud at vi kan rulle ind igen.

Jeg beslutter at vi sejler lidt længere væk og finder et sted med masser af plads.

Vi gør klar igen.

Alt går som smurt og vi får lagt 30 meter på 12 meter vand.

Det er en smule i underkanten – normalt siger man 3 x vanddybden, i roligt vejr.

Jeg har et ret tungt anker, Som gentagende gange har vist sig ”bedst i test”, og vejrudsigten lover en stille nat, med vinden kommende fra øst – som vi ligger i læ for.

Jeg sætter ankeralarmen og vi får sænket Dinghyén i vandet.

Vi trænger alle – trods det næsten er mørkt – til en dukkert.

At sejle i 2 døgn og være småsyg, er ikke de dage man får gjort mest ved den personlige hygiejne.

Straks vi er færdige tager vi Dinghyén ind til land – jeg kender et sted hvor de serverer lækker mad.

Et sted de lokale selv kommer.

Grillet tun til Kristine, Poisson Cru (rå tun i kokusmælk med grønt) til Jette – og Burger til Astrid, Lisa og jeg.

Hertil en stor Hinano – den lokal øl.

Kl 21 er vi retur på Ydun.

Alle er trætte og kryber hurtigt til køjs.

Jeg har allerede booket et par dyk til os på Wall of sharks på fredag.

Men først en dag med bådrengøring, et par dage med afslapning – og måske et par dyk i Nord-passet også.

Togt 2505 er i gang.

FB opslag den 22. september 2025.

Delfiner, hajer og togtafslutning

Vi har en super fin sejlads mod Rangiroa.

Jeg kunne se på vejrudsigten at vi måtte gå en del mod syd for at kunne fange den vind som ville komme og hjælpe os mod Rangiroa.

Sagen er at skal man mod øst, så er der 2-3 dage om måneden det kan lade sig gøre – resten af tiden blæser det fra øst mod vest herude.

Så planen blev at udnytte at der var næsten vindstille og komme så langt mod syd for motor – næsten til Tahiti – og så bruge det døgns vind der kom sydfra til at komme mod nord og øst, det sidste døgn mod Rangiroa.

Og ud over at vinden kom 4-5 timer senere end forventet, kunne vi sejle næsten et døgn med god fart og ind igennem passet, perfekt timet ift strømmen.

Rangiroa bød på flere dyk og masser af snorkleture.

De fleste af os så masser af hajer og delfiner.

Vi havde også en hammerhaj langt under os – og dem ser vi ikke hver dag.

Jeg her ikke set Hammerhajer siden Galapagos.

Vi så flokke af Barracudaer, større tun, skildpadder og meget mere.

Herefter en god sejltur på 20 timer til Fakarava.

De sidste timer kunne vi sejle ret stærkt og alle der havde, lyst fik lov til at håndstyre Ydun i frisk vind. Det er noget de fleste syntes er fedt – at sejle hende tæt på vinden og mærke hvordan der skal arbejdes ved roret.

Det er langt fra ferie – det er hårdt arbejde.

Vi måtte vente knap en time med at sejle ind til strømmen havde lagt sig.

Nordpasset på Fakarava havde den dag en strøm på over 7 knob – altså kan jeg ikke sejle hverken med eller mod den.

Hver 6. timer er der slack – fladt vand og deraf hverken indgående eller udgående strøm.

Det er det vi skal ramme, når vi går gennem disse pas.

Først et par dage i nord – her er lidt by og bare lækkert.

Crewet tog afsted på et dyk – der var kun 7 pladser – så jeg sprang over. Jeg har dykket der en del gange efterhånden.

Da de kommer tilbage er det helt op at ringe – de havde set en Tigerhaj.

Dammmmmm…. Den har jeg jo været på jagt efter længe.

Og så lige i dag hvor jeg sprang over.

Nååå. Øv… Men fedt for dem.

Tigerhajen er top 3.

Over den er kun Hvidhajen og Tyrehajen.

Endelig har vi en dag hvor det næsten ikke blæser og så kan vi få afsluttet et projekt jeg har haft gang i længe.

Vindpilen.

Inden jeg forlod Danmark købte jeg en trådløs vindpil. Og jeg har bøvlet med den lige siden. Leverandøren har forsøgt alt muligt, men fakta er at den trådløse udgave ikke – trods de lovede det inden – egner sig til Yduns mast da den er lidt højere end de fleste.

Jeg returnerede vindpilen i marts og fik en ny med kabel med herud for et par måneder siden.

Den fik jeg monteret – men kunne ikke trække kablet ned gennem masten – der var ikke mere plads ind i det hulrum til ledninger.

På det nuværende togt er der jo flere både sejlere og søuddannede folk med – så her havde jeg muligheden for at få hjælp.

Faktisk klare Krogh, Jacob og Jesper opgave stor set uden min hjælp – så jeg kunne klare noget andet. Godt nok fik de ikke ledningen ind i hulrummet – de trak det inde i røret hvor alt tovværket går og mon ikke det går an.

Herefter tog det mig en time at kable den under dæk.

Og det betyder så at jeg har både vindretning og vindhastighed på instrumenterne også.

Selv om det har været en stor mangle, så har det jo ikke været umuligt – jeg har et Windex – en mekanisk pil i toppen af masten og jeg kan stort set mærke hvor meget det blæser på min hud.

Men…. Vindmåleren er fantastisk at have.

Vi sejler de 5 timer der er fra nord til syd og vælger lige et par dage ved Hirifa.

Et super lækkert sted, med fladt turkist vand, sand strand og palmer…. Ikke andet.

Det er her jeg har Kite surfet – og flere blandt crewet vil prøve det også.

Vi arrangerer også dyk på Wall of sharks herfra – det normale dykkercenter i syd har så travlt at de ikke engang besvarer vores opkald eller skriv.

Det flade rolige vand udnytter vi også til rengøring.

Bl.a. er det let at skrabe bund på Ydun når vi ligger her og eftersom jeg endelig har fået fat i Oxal-syre, kan vi få fjernet de rustpletter der kommer på glasfiberen fra div metaller.

Jeg har længe haft 2 ekstra klistermærker liggende med ordlyden YDUN.

Pt står der kun YDUN bagpå – og jeg har hele tiden ville have det på begge sider ude ved stævnen.

Altså foran på begge sider.

Vi sejler en time fra Hirifa til Sydpasset.

Vi finder en god ankerplads og herfra skal snorkles flere gange inden vi tager et dyk på Wall of sharks.

Desuden har jeg en gast – Ingeniøren fra Silkeborg – som fra dag 1 fortalte mig at hvis vi kunne finde en øde ø, så havde han en drøm om, at overnatte der.

Og det vil jeg selvfølgelig gerne hjælpe ham med.

Han har hans lille telt med og vi finder et godt bud på en ø som kan bruges.

Krogh svømmer i land med en rygsæk og en dryback – han har lidt mad, lidt vand, en cola og en chokoladebar.

Så ”går” han i retning af den ø som vi har aftalt. Han krydser flere vandfyldte steder (mini rev) og kommer sikkert frem.

Vi har aftalt en back-up plan og hvornår vi kontakter hinanden, så der ikke kan gå noget galt.

Krogh er i land og alt fint.

Næste morgen tjekker jeg lige op på at han er ok: Alt fint fra stranden.

Fedt at Han kan sætte ”Flugeben” til den.

Vi andre er så småt begyndt slut-rengøring af Ydun – snart står Gustav og Kirstine af. De har en uge mere inden deres fly afgår fra Papeete mod San Fransisco og derefter videre mod Mexico – deres jordomrejse er ikke færdig endnu – så de har fået nogle områder der skal ordnes, udover bunden skulle skrabes og fribord have oxalsyre, skal klamper og øjer pudses. Rustfrit stål (glasfiber og aluminium) er det eneste der holder herude – men selv det skal passes og pudses.

Det bliver onsdag og vi skal dykke i dag.

Wall of shark.

Jeg har en del dyk her – og det er altid fede dyk.

Vi har et morgendyk og et formiddagsdyk.

Første dyk er beregnet til at vores instruktør lige kan se os an – så hun ved hvad hun skal holde øje med.

Vi får set en del hajer og masser af flotte fisk.

30 meter og 45 minutter. Selvsagt er det med Nitrox – det bruger man herude.

Bundtiden er for kort og oppetiden for lang, hvis der er almindelig luft i tanken.

Så vi dykker med Nitrox36.

Nitrox36 er en luftblanding der er 36% oxygen i – og ikke 21% som ved luft ved havoverfladen.

Fordelen er at vi har længere tid på bunden og en oppetid – tid mellem hvert dyk – på hun 45-60 min. Ved brug af alm. Luft ville vi skulle vente 90 min. mellem hvert dyk.

Ved at bruge alm. Luft er chancen for Nitrogennarkose – på dyk dybere end 30 meter – også større.

Det hele handler om at vi vil mindske mængden af nitrogen i kroppen.

Får man en Nitrogennarkose kan man opleve Eufori, nedsat dømmekraft, Overmod, Angst eller panik, tidsforværring, tab af koordination og nedsat kognitive evner.

Derfor er det Nitrox rigtig smart.

Eneste ulempe er at går man dybere end 40 meter, bliver Nitrox giftig.

Det holder vores dykkercomputer heldigvis styr på.

Andet dyk er et regulært haj-dyk.

Vi skal ned og lægge midt i alle hajerne.

På en god dag er her 1000 hajer i passet.

Det er primært Gråhajer – som bliver 250cm.

Og ofte ser vi også Hvidtiphajer – de bliver typisk op til 2 meter, men kan blive oceangående og derude blive op til 4 meter.

Så er vi heldige og ser en Bignosehaj – lidt kraftigere, lidt større og lidt mere ”her bor jeg” agtig. De bliver typisk 3 meter og vejer knap 400Lbs – knap 200kg.

Jeg har flere gange set Lemon-sharks her, men ikke i dag.

Vi svømmer ind i en grotte og ligger her på rad og række alle 7.

Her kan vi ligge og se det hele som en film.

Hajerne er mindre bange for os her, fordi vi skjuler vores bobler da de fanges af grotten og glider op langs klipperne.

Hajerne i dag kommer i alle størrelser – fra knap en meter til over 3 meter.

Og her er pænt mange.

Jeg har set flere her og så sandelig også set færre.

Ved afslutningen af dykket glider vi – driftdive – med strømmen hen over koralerne.

Det er vanvittigt smukt og noget af det bedste jeg ved.

30.9 meter og 46 minutter.

Vi bliver sat af på Ydun og så gør jeg klar til at sejle Kirstine og Gustav i land – de skal videre på deres Jordomrejse.

Resten af crewet: Krogh, Mikkel, Jan, Jacob, Jesper og Jeg har et par dage mere.

Senere gør vi klar til at sejle mod Tahiti.

Togtets sidste sejltur.

Vejret lover godt.

Lidt frisk vind – men jeg har et par sejluddannede med, en Hangglide-pilot (som jo også kan læse vinden), en som sejler speedbåd og kun en som ikke har sejlet ret meget.

Derfor vurderer jeg også at grænsen på den 20kn vind godt kan skubbes noget.

Afgang kl 1700 – så vi går gennem passet kl 1800 – deraf udnytter det sidste dagslys og slack i passet.

Vi passerer passet i perfekt slack og ud på åbent vand.

Vi får sat sejl og glider godt afsted.

Det bliver mørkt og vi får indtaget lidt pasta med tomatsauce.

Med den fart – over 7 knob er vi fremme kl 6 om morgenen.

Vinden tager til.

25 kn.

28 kn.

30kn…..

Vi sejler stærkt nu. Over 8 knob

Så stiger vinden igen….

32 og så 34 kn.

Farten stiger eksplosivt til over 12 kn.

Vi krænger en del nu.

Vi har – trods jeg havde forudset det ske – for meget sejl ude.

Jeg havde bevidst ikke rullet begge sejl helt ud, fordi jeg tænkte der ville komme nogle kraftige vindstød.

Jan – som sejler speedbåd og deraf ikke er vant til at håndterer sejl og jeg har vagten.

Jeg beslutter at vi skal have 2 mand op og reduceret sejl.

Bedst som jeg stikker hovedet ned i salonen kommer Krogh og Jacob selv op.

Vi får hurtigt formindsket vores sejl og Ydun rejser sig op og bliver rolig igen.

Vi sejler fint natten igennem og med god fart.

Vinden går mere og mere agter – altså bagfra.

Der er ca 20 grader til hver side for ”plat-lens” – lige bagfra – hvor vi bare ikke sejler godt.

Det skyldes at storsejlet skærmer vinden for genoaen/forsejlet.

Vi er tvunget til at skifte retning.

Jeg kigger vejr på PredictWind og vurderer at vi kan få en bedre kurs ved at gå nord om Tahiti.

Så vi lægger kursen om og det går fint mnogle timer.

Så indhenter vinden os også der.

Derfor beslutter jeg til sidst at vi går direkte mod tahiti – med motor og storsejl.

Så vil vi være fremme fredag middag.

Det passer crewet.

Kl. 1200 kaster vi anker lidt syd for Papeete.

Vi tager dinghyén ind og spiser frokost og får en stor Fadøl.

Næste dag står på rengøring og snart står holdet af.

Min sidste rundtur i Fransk Polynesien er snart slut.

Næste togt går mod øst – først til Marquesas og dernæst til Hawaii.

Et stræk der er lige så langt som turen over Atlanterhavet, da vi sejlede fra Kap Verde (vest for Afrika) til Martinique.

2500 sømil eller 4600km.

Elller… fra Danmark til Afganistan – i et hug.

FB opslag den 30. august 2025.

Tahaa, Bora Bora og på gensyn.

Efter et par dage på Moorea hvor vi snorklede og fik gået et par bjergtoppe er det kommet til, at vi skal videre nordpå.

Vi har på dette togt ikke samme tid som på de tidligere.

Togtet er kun 42 dage så der skal skæres i antallet af steder vi kan besøge.

Derfor sejler vi direkte mod Tahaa.

På Tahaa finder vi en bugt jeg ofte bruger.

I bugten ligger 2 andre både og bedst som vi skal til at smide anker spørger nabo-båden os om vi vil have deres mooring, for de sejler om 5 minutter.

Det vil vi.

Når vi ligger for mooring svejer vi mindre.

I bugten er en lille café beliggende på en lille katamaran bygget med et lille tag og lidt udenomsplads.

Det er et super hyggeligt sted og den Franske kvinde som ejer eller driver stedet er god til at sørge for, at vi har det hyggeligt.

Vi cykler øen rundt og besøger perlefarme, Vanilje-Brian og nyder den frodige ø. Vi snorkler med Mantarays – hele 3 af dem, denne gang. Vi snorkler i Coral-garden og nyder mangfoldigheden under vandet.

Flere aftner napper vi en sun-downer på Katamaranen.

Herefter skal vi mod Bora Bora.

Det blæser lidt rigeligt, men det er en kort tur og jer har nogle få erfarne folk med.

Så vi sejler roligt afsted.

Vi slipper Tahaa og da vi kommer fri af øen begynder vinden roligt at tage mere fat.

Vinden er ikke optimal – den kommer lige bagfra.

Det betyder ofte, at storsejlet (som er det mindste sejl med traditionelt var det store – deraf navnet) skygger for forsejlet/genoaen.

Når det sker skal der være god vind for at vi ikke bliver slået i stå af bølgerne.

For at kompenserer, retter jeg lidt på vores retning – altså får vi vinden en lille smule mere fra styrbord.

Det gør en stor forskel.

Vinden tager til igen.

Vi må krydse for at komme uden om – venstre om – Bora Boras sydspids.

Når vi krydser, betyder det at vi vender alle sejl.

Så vi får vinden ind fra den anden side.

Vi strammer først storsejlet ind mod midten og så er vi klar.

2 personer ved de store spil i bagbord side. Og en i styrbord.

Der skal 4 omgange af vores tovværk til at tovet ikke glider på spillet, men når vi trækker ind skal der kun 2 – ellers kan 2 personer ikke trække det gennem spillet.

Jeg oplyser at vi vender.

På min kommando slækker vi sejlet i styrbordside og på næste kommando trækker de alt hvad de kan ind i bagbord side.

Når de ikke kan trække mere, kommanderer jeg 2 omgange mere på og op i slæden.

Når tovværket er i slæden kan vi trække det ind med vores spilhåndtag.

Og så trækker vi ellers tovet ind indtil vi mener det giver mening.

Der er stor læring i det her.

For vi taler om hvordan og hvor meget der skal ind.

Vi kigger på sejlene og taler om hvornår det er optimalt.

Mange tror der bare skal trække ind indtil det er optimalt – men ofte skal sejlet længere ud, for at få mere vind ind i sejlet.

Og det er kontant afregning – for vi kan se resultatet på farten.

Kommer et tov bare en halv meter for meget ind, så taber vi fart.

Det bruger vi en del tid på at lære på alle togter.

På mange både er det en skipper og en hjælper der laver det her – men ikke Ydun.

Her skal alle lære at sejle – gider man ikke det, skal man nok finde en anden båd.

Eller et krydstogtskib.

Da vi krydser igen for at komme i retning af Bora Bora, tager vinden til.

Det blæser over 20 kn og det er noget Ydun kan lide.

Jeg elsker når vi rigtigt sejler – men jeg må indrømme at vi ikke bevist går ud i det – over 20 kn – på de første ture pr togt.

Det sker at nogle bliver bange – de tror vi vælter.

Ofte ligger vi os lidt ned på siden og det kompenserer jeg så for ved at trækker lidt ind i sejlene – så de bliver mindre: kaldet at rebe sejlet.

Vi har en god vinkel ift vinde nu. Vi sejler bedst mellem 90 og 140.

Lige nu er det 120 grader ift vores sejlretning.

Ydun strækker hendes ben.

8kn, 9 kn, 10 kn……

Vi ligger i knap en time med farten i det spring og enkelte gange sider den lige 11kn.

Det er at sejle….

Vi skærer langsom mere og mere til styrbord – og deraf kommer vinden langsomt mere og mere fra siden – halvvind.

Vi nærmer os indsejlingen til Bora Bora.

Vi hiver fiskesnøren ind, starter motoren og ruller sejlene ind.

Vi glider roligt gennem passet.

Herefter sejler vi knap halvanden time inden for revet.

Ned til en fantastisk plads i det sydlige Bora Bora – tæt på revet og min gode ven Arii.

Her er turkisblåt vand, 4 meter dybt, sandbund og bare lækkert.

Vi bliver her flere dage og det bliver til flere vandreture, strandtur, frokost på restaurant og en afskedsmiddag med Arii – for det er sidste gang jeg er her.

Vi får grillet Mahi Mahi – i mine øjne den bedste fisk de serverer herude: Lækkert hvidt fiskekød, med en mild smag og meget mørt.

Jeg lover Arii at jeg kommer tilbage og besøger ham, hans kæreste og hans forældre når jeg kommer retur – formentlig i 2028.

Samme sted – det sydlige Bora Bora – er et dykkerspot. Et sted hvor vi ofte ser Mantaer.

Så vi skal have fyldt flasker. Da jeg kun har 4 sæt dykkerudstyr må vi gøre det i 2 omgange.

SÅ vi bruger et par timer på at fylde de 4 flasker.

Bang siger det….

Der sprang en drivrem.

Næste dag må jeg en tur til den lokale mekaniker og finde en drivrem/kilerem og så kan vi komme videre.

Første dag: Mikkel, Krogh, Jesper og jeg. Afsted næste morgen og ned på 20 meter.

Her venter vi på dem og jeg har set dem et hav af gange her.

Men de kommer ikke i dag.

Dagen efter er det Gustav, Jacob, Jan og jeg der tager turen. Kirstine springer over.

Heller ikke i dag så vi dem..

Ærgerligt.

Vi sejler mod nord og ankerer ved Yachtclub.

Herfra kan alle lettere komme i land og være lidt selvstændig.

Crewet lejer cykler og cykler øen rundt. Imens de cykler, tager jeg på cafe med min PC og sidder der flere timer og laver noget administration.

Jeg sidder på deres terrasse lige ved vandet med en kop espresso. Lige foran mine fødder svømmer 2 pænt store lemonsharks/citronhaj forbi. Begge på 2½ til 3 meter. De blvier op til 3½ meter og kan veje op til 100kg. De har særlig gullig farve og deraf navnet.

Krogh og jeg håbede på at vejret ville holde – for hvis det ikke regner i 3-4 dage kan man gå til toppen af Bora Boras karakteristiske bjerg, Mount Otemanu som er 727 meter højt.

I husker sikkert at jeg har været deroppe – jeg har lagt film op derfra.

Det er en hård tur – ca 4 timer op og 3 timer ned.

Desværre får vi nogle ordentlige regnskyl de første par nætter – og dermed er den mulighed forpasset.

Fredag spiser vi på Bora Bora Yachtclub, også her må jeg sige på gensyn. Club’ens manager, har jeg talt med et utal af gange på alle de gange jeg efterhånden har spist her.

Vi gør klar til at sejle mod Rangiroa.

Rangiroa er en del af Atollerne – fra nu af bliver alt mere øde, færre mennesker, ringere handlemuligheder osv.

Det er en del af charmen og så har atollen nogle fantastiske snorklesteder og dykkerspots.

Det er her vi ofte har mødt delfiner – Bottlenose dolphins – og som ofte interagerer med os.

Vi må ikke opsøge dem – men hvis de kommer til os, kan vi nyde dem.

FB opslag den 17. august 2025.

Nyt togt, Hvaler og nat-snorkling

Jeg får planmæssigt afsluttet togtet.

Mads glædet sig til at komme hjem til hans kæreste, men han var stadig lidt vemodig da vi sagde farvel, Sif er jeg sikker på jeg møder igen – måske ikke på min båd, men så på en eller anden måde herude i bølgen blå – Sif er blevet bidt af at sejle.

Det er virkelig fedt, når jeg får videregivet min passion til en gast som så også vil sejle.

Og så har jeg en uge alene på Ydun.

Jeg nyder disse dage alene, primært fordi jeg jo har mennesker tæt omkring mig 24/7 i 2 måneder.

Så det er som en lille ferie.

Men det er også hårdt arbejde.

For det er her, alt skal laves, købes og klargøres.

Denne gang er det primært at der skal ændres lidt på de tværstiver vi har lavet på den nye overbygning til solcellerne. Den er simpelthen ikke praktisk.

Så jeg har hyret smeden til at lave 4 beslag og afkorte 4 stålstænger så jeg selv kan monterer disse forstærkninger.

Herudover skal der monteres nye ruller på min anchorroller – altså de ruller som ankerkæden køre hen over for at beskytte Pulpitten, som er den konstruktion der er forrest på en båd.

Jeg har længe ledt efter nogle nylon ruller som kunne passe på min eksisterende anchorroller. De skulle være 100mm lange og Ø 80mm.

Og dem fandt jeg. Eneste udfordring er at den indre diameter skal være Ø 15 på den ene og Ø17 på den anden. Dem jeg fandt var begge 13mm. En smed har jeg ret meget værktøj og heldigvis havde han så store bor.

Så det fik vi nemt klare.

En anden ting var at jeg jo havde købt en ny vindpil som var kablet. Problemet var ikke at monterer den, men jeg kunne ikke få ledningen gennem det smalle rør der går fra mastefod til mastetop – altså godt 20 meter, når vi trækker ca 2 meter fra som går ned i båden.

Jeg fik også monteret en ny alarm til vandstanden – den oprindelige var brændt sammen og den jeg så havde købt havde simpelthen ikke nok Db til at man kunne høre den når man sejler for motor.

Så jeg har fundet en ny der med en højere tone og samtidig blinker den rødt.

Jeg fik udskiftet timetælleren på min motor – den gamle var stort set rustet væk.

Jeg fik tjekket kabler i hele navigations netværket.

Endelig fik jeg fremstillet en ny plade på min navigationsplads hvori alle de ting jeg har brug for om læ sidder. Den mangler at blive malet sort – men det kan komme en dag.

Alt i alt fik jeg lavet en masse.

Togt 2504 er påmønstret:

Gustav; 33 år og Ejendomsadministrator. Han er gift med Kirstine som er sygeplejerske og har en kandidat i global sundhed. De er på en ret vild tur omkring vores klode uden slutdato – pt har de rejst i over 9 måneder – og de er slet ikke færdig, planlagt kommer de nok til Danmark til foråret. Begge har lige up-gradet deres dykkerkunnen til AWD – Advanced Open Water og må derfor dykke til 30 meter.

Mikkel – kaldet Krogh, 50 år ingeniør og ansat på Novo Nordisk. Fridykker og pilot på Hangglider.

Mikkel A, 53 Manager i forsikringsbranchen, tidligere uddannet på navigationsskolen, Sejlet med Skoleskibet Danmark, C-mas Dykker.

Jacob, 53år førtidspensionist, uddannet på Navigationsskolen i Svendborg og sejlet med Skoleskibet Danmark, Erfaren sejler og C-mas Dykker.

Jesper, 53 år, Softwareudvikler og bygger Apps, Dykker.

Jan, 50 år, ejer af et reolfirma, Dykker.

Så alle dykker på dette togt.

Til gengæld har vi kun 42 dage.

Togtet er ikke længere.

Det stopper 23. september – for så har jeg en uge til at gøre klar til det togt der skal med helt til Hawaii – en togt på 82 dage. Det vil sige at de står af den 22 december i Honolulu.

Togtet påmønstre og vi får hurtigt lagt en grov sejlplan og en indkøbsplan.

Dagen efter sejler vi mod Moorea.

Allerede ved indsejlingen ser vi hvaler. De ligger 2-300 meter fra os vi ser deres Blast og rygfinne flere gange.

Vi finder vores ankerplads og samme aften finder vi ud af at der skal nat-snorkles. Det er selvfølgelig fordi vi på Moorea ligger på ret lavt vand og derfor kan se hajer under båden når vi lyser ned i vandet.

Krogh, Jacob og Jan er hurtige og gør klar. Krogh låner mit Go-Pro påmonteret en bøjle med 2 ret skarpe natlygter. Jakob låner en af mine Dykkerlygter og Jan må nøjes med hans egen GoPro.

Vi får nogle fede videoer af hajer og Stingrays.

Dag 2 skal vi en tur på en lille bjergtop med en fantastisk udsigt.

Samme aften – lige efter – vi har spist høre vi et brøl. Vi taler om hvorvidt det var hvaler.

Umiddelbart syntes jeg det var for tæt på – for vi ligger jo inde bag et rev.

Igen – endnu højere.

Og så et enormt blast…..

Jeg tager min dykker lygte og lyser ud i mørket.

Der er de….

Det er pukkelhvaler – inden for revet.

Vi kan se omridset og de hvide på dem.

Midt i den smalle rende vi sejler i. Der er kun 15 meter dybt og måske 30-40 meter bredt.

100 meter fra os svømmer mindst en hval.

Igen et brøl og et Blast.

De er så tæt på vi kan høre Blastet – udåndingen.

Pukkelhvaler bliver op til 17 meter lange.

De eller den svømmer frem og tilbage længe – som i 20-30 minutter.

Så hører vi et kæmpebrøl, Et blast så stort at vi kan fornemme trykket fra det hele og vandet plaske mod havet.

Der bliver stille – de ligger samme sted i nogle minutter.

Så begynder de igen at flytte sig – over mod indsejlingen til passet.

Vi er ret sikre på, at vi lige har overværet en hvalfødsel.

En hvalunge er 5-6 meter lang og vejer ca. 1600-1800 kg.

Togt 2504 er i gang.

FB opslag den 1. august 2025.

Moorea, Magic Mountain og Tsunami.

Vi sejler fra Huahine og sætter sejl umiddelbart efter vi er sejlet ud og godt fri af revet.

Jeg sejler altid ud, så vi har 1000 meter under kølen – hvilket ofte kun en halv sømil eller ca en km fra land/revet.

Det giver mig tid, hvis noget går galt.

Efter et par time må vi opgive at sejle for sejl – vi faldt fra 4 til 3 og så kun 2½ knobs fart.

Så motoren blev tændt og vi kom fremad.

Det er nu ikke fordi jeg ikke gider sejle med en lille fart – det er mere fordi vi jo skal være fremme inden det igen bliver mørkt.

Så når jeg har planlagt at vi sejler kl 1600 er det fordi jeg gerne vil være fremme ved 8-12 tiden dagen efter.

Det høre til sjældenhederne at vi møder mange både om natten – men vi møder 6 denne nat.

Vi rammer planlagt Moorea kl 0800 og glider ind på en lille ankerplads som kun få bruger.

Her er ingen.

Vi ligger alene på turkisblåt vand og med kun 4 meter vand under køjen.

Vi kan se hvert et havdyr og hver en sten på sandbunden.

Vandet er roligt og vi kan snorkle med Havskildpadder, hajer og Stingrays.

Vi besøger Stingray City og bestiger Magic Mountain.

Det er ikke et højt bjerg – men det går pænt opad.

Ca. en time så er man oppe – men så skal der traskes til og pulsen kommer op.

3.3 km og 200 meter over havoverfladen.

Det er en fed tur og en fantastisk udsigt.

Vi har nogle fine dage på ankerpladsen.

Vi har ofte meget klare stjernehimmel herude.

Både når vi sejler om natten og når vi ligger på ankerplads.

Ofte kan vi se hele eller dele af mælkevej, som en stribe på nathimlen – i dag er en af de dage.

Sydkorset er normalt det første mine øjne spotter – jeg tror det for mig er som når folk i Danmark ser Karlsvognen.

Søndag har jeg orienteret mit tilbageværende Crew: Mads og Sif om, at vi flytter ind i Cooks bay.

Det var her Kaptajn James Cook i 1769 opdagede ”Vind-øerne” – Windward-Islands.

De lokal kom sejlende dem i møde med åbne arme og de blev slagtet af de engelske soldater.

Grunden til vi flytter ind i bugten er, at vinden tager til.

Det kommer til at blæse omkring 30kn – svarende til Stiv kuling eller 13-17 m/s.

Vinden vil komme fra syd og bugten har udsejling mod nord – så vi ligger trygt og sikkert her.

Det sker ofte på disse kanter – på denne årstid – at der kommer swells fra syd og sydvest.

Konkret er det lavtryk der starter nede ved New Zealand, bevæger sig østpå og derefter nordvest på.

Ofte kommer det ind over Fransk Polynesien som kraftig vind og medbringer en del regn.

Det her er ikke Orkaner – det er bare vejrsystem er der bevæger sig som de nu engang gør pga jordens rotation.

Der er orkansæson herude – men det er ekstremt sjældent at en orkan rammer Fransk Polynesien – som regel går de syd om øerne.

Den sidste der gik over selvskabsøerne – Tahiti, Moorea, Huahine, Raiatea, Tahaa og Bora Bora – var i 1997.

Jeg moniterer vejrudsigten og da det nærmer sig, kan jeg se at Meteo France – Den franske vejrtjeneste – opgraderer forventningerne til systemet.

Nu varsler de 65km/t – altså hård kulling – svarende til 17-20 m/s eller 34 til 40 kn.

Allerede tirsdag formiddag kan vi mærke at det begynder.

Vi bliver trukket godt rundt i ankerkæden.

Vi ligger lidt tæt på en Amel – en 52 fods, Fransk Jordomsejler.

I løbet af formiddagen kan jeg se, at vi trods vi lagde os i god afstand til den franske båd, så har den skiftende vindretning gjort at de nu ligger der hvor vi smed vores anker og vi er trukket modsatte retning af hvad vinden gjorde da vi smed ankeret.

Så vi ligger parallelt og lidt for tæt.

Derfor bliver min beslutning at vi smider 10 meter kæde mere – for at få lidt mere luft til dem.

Jeg kommunikerer lidt med skipper – han taler kun Fransk og mit franske er ret begrænset.

Vi finder dog ud af at han har 70 meter kæde og jeg 60 ude.

Så med 10 meter mere får vi den luft vi gerne vil have – og når vi har det samme ud er der mindre chance for at vi kolliderer.

Vi Tager Dinghyén ind til den nærmeste Dinghy-dock og går en tur.

Vi spiser frokost og går de 4 km retur til Dinghyén.

Da vi kommer retur ser jeg, at Meteo France har udsendt et Tsunami-varsel for Stillehavet.

Et jordskælv har for få timer siden ramt Kamchatska med 8.8 og en bølge er nu på vej med 800km/t.

Den russiske kyst vil blive ramt ved 18 tiden og hawaii kl 2000.

Vi vil blive ramt kl. 0000. Natten mellem tirsdag og onsdag.

Det er et godt sted vi ligger.

Meldingen er at vi kun forventer en vandstigning på ca. 30 cm her.

På Marquesas – som ligger 800 sømil herfra – forventer de en vandstigning på 2.60meter og alle både er blevet bedt om at forlade deres ankerplads og søge ud på åbent vand – dog mindst 1000meters dybde.

Det er de selvfølgelig fordi det er meget sikre at være der, fremfor en ankerplads hvor bådene kan blive kastet rundt, skulle der kommer en stor bølge.

Jeg orienterer mit crew og beder dem pakke en taske med de allermest nødvendige effekter – hvis vi skal væk herfra i en aller h….. fart. Jeg beder dem også overvej om de bør kontakte deres pårørende.

Vi har på Moorea og de øvrige selvskabsøer et rev rundt om selve øen som vil tage ret meget af en evt bølge.

Vi læser om det hele på div medier og læser bl.a. at første bølge har ramt den russiske kyst med en bølgehøjde på 4 meter.

Nu afventer vi hvad den siger på Hawaii.

Det er interessant om prognosen holder.

Uanset udfaldet vil det give os en indikation om hvad vi skal forvente.

Plan A. Vi bliver på Ydun og jeg har vagten til kl 0200 – ca 2 timer efter impact.

Plan B. Kommer der en stor bølge, lukker vi alt og lader Ydun tage de tæsk det vil give og når der er ro på gør vi klar til at forlade Ydun – hvis nødvendigt.

Jeg er heldig.

Jeg lader mig ikke gå på at den slags her.

Jeg går i praktik mode – i survival-mode.

Jeg har for længe siden orienteret min familie og min kæreste Kristine.

Jeg har lavet et opslag på FB om vores situation – jeg ved der er en del, både pårørende, venner og tidligere gaster der følger med og allerede nu er bekymret.

Vi høre – trods den kraftige vind – hundene hyle inde på land. Normalt gør de – i dag hyler de.

De fornemmer at der er noget på vej. De har brug for at viser, at de er et flokdyr.

Vi afventer.

Vi har en FB gruppe herude – jeg har selv oprettet den – Danske både i FP.

Vi holder kontakt og hjælper hinanden med ting og sager – lige fra havnepladser, til ting der skal med herud, ting vi ikke skal bruge mere som andre kan overtage og folk der har brug for hjælp.

Der skrives flittigt, Hvem er de forskellige stede, har vi alarmeret dem på de udsatte steder osv.

Folk der ikke er tilmeldt ”danskerlisten” får det lige gjort.

Det er en god sikkerhed for os alle.

Tsunamien rammer Hawaii.

Størst målte vandstand er 174cm over normalt og de havde varslet ca. 2 meter.

Deraf må vi sige at prognosen holder – eller næppe bliver værre.

Der er 5014 sømil fra Epic-centret til min placering og 4902 til Huku Hiva. Bølger kommer med 800Km/t – så Huku Hiva bliver ramt ca. 15 min før jeg gør.

Altså er vores Impact kl 1245 dansk tid.

Mit crew sover og jeg holder vagt.

Båden er – på nær lugen til cockpittet lukket ned.

Jeg lukker den så sent jeg kan – så jeg får lidt luft herned.

Vi er klar.

Der står 3 tasker – med penge, kreditkort, pas, nødvendigt medicin og lidt tøj – klar i salonen – lige til at ryge over skulderen og ud af døren.

Pandelygter, dykkerlygter, telefoner mm er ladt op.

Redningsvest, skal-jakke mm ligger fremme og klar til at tage på.

Men … det forventer jeg slet ikke bliver nødvendigt.

30 cm og så skal den gennem et rev….

Jeg forventer vi mærker en lille bølge og det er det.

Det bliver midnat og den Nationale – Polynesiske – sikkerhedstjeneste opjusterer deres forventninger til at Nuku Hiva blvuer ramt af en bølge på 4 meter.

OK – hvis en bølge bevæger sig 4900 km og fortsat er 4 meter høj – så har jeg min tvivl om at den kun er 30 cm når den når os…

Det sidste kvarter ind forventet Impact står jeg og kigger ud gennem den lukkede luge.

Hvis pludselig de fjerneste masters lys begynder at hoppe og dance, er det bare ned i bunden af Ydun og ind under min navigationspult – her kan jeg ikke få noget i hovedet og ligger nok nogenlunde beskyttet. Så håber jeg ikke at jeg kommer i klemme dernede….

Kl bliver 0045 – dvs forventet Impact.

Der sker intet.

Jeg skriver med min gode ven Mads fra Sailing Columbie. Han ligger i det sydlige Huahine og vil derfor blive ramt ca 6 min før mig.

Intet….

Jeg skriver også sammen med Troels fra Edith.

De ligger også på Moorea – men uden for bugten, lige bag ved revet.

Vi aftaler at uanset hvad der sker, så kontakter vi hinanden når bølgen har ramt.

Tiden går og vi undre os over at vi ikke får noget af vide af myndighederne.

Vi holder fast i troen på at hvis det havde været en skidt udvikling så var vi nok blevet sendt ud på åbent vand – med mindre bølgen er for tæt på til at de tør lade os alle sejle ud og evt skabe kaos.

Ved 2 tiden oplyser sikkerhedstjenesten at de nu neddrosler faren igen.

Nuku Hiva blev ramt af en ikke så stor bølge.

Man forventer at der inden for de næste par timer kan komme 5-10 efterbølger.

Skibe uden for Nuku Hiva skal fortsat blive derude og afvente.

Vi mærkede intet

Mads, Troels og jeg vurderer at det nok var det.

Jeg hopper i seng ved 4 tiden.

KL 8 står jeg op.

Ikke pga Tsunamien, men det lavtryk der er på vej skal toppe her om formiddagen.

Og hvis det blæser 40 kn, så er jeg oppe.

Det gør det heldigvis ikke.

Vi ligger i perioder på godt 25kn og nogle stød over de 30.

Vores anker kan sagtens klare det.

Ankeret alene kan holde mig i 55kn, hvis bunden er god – og læg så vægten af kæden til: 3100g/m

70 meter kæde vejer altså ca knap 220kg.

Det hele stilner af og vi nyder dagen.

Det bliver fredag.

Jeg står op lidt i 6.

Det er stadig lidt mørkt, men man fornemmer at solen snart tager over.

Jeg kan se Venus lyser som klareste objekt.

Men også Jupiter er fremme.

Sydkorset er for længst gået ned og de eneste synlige stjerner er Sirius og Canopus.

Mintaka – den østligste stjerne i Orionsbælte kan svagt skimtes. Resten er allerede opslugt af den smule lys der er.

Dagen starter med 35 min yoga: Old-school Vinyasa.

Solen skinner, vandet er roligt og udsigten fantastisk.

FB opslag den 30. juli 2025.

OPDATERET

Tsunami i stillehavet.

Vi har ikke mærket noget.

vi burde være blevet ramt ca 0045 lokal tid.

her 2,5timer senere ved vi at Marquesas blev ramt af først bølge ved 2 tiden og at man forventede 5-10 bølger efter det.

jeg har kommunikeret med flere både og ingen har mærket det.

jeg vurderer derfor at vi ikke kommer til at mærke mere.

Tak for jeres tanker og bekymring for os

dbh

Flemming/Ydun

FB opslag den 29. juli 2025.

Tsunami varsel i Stillehavet…

Ydun ligger på Moorea.

Vi bliver ramt af Tsunamien om 4 timer.

Men her forventer man kun at vandstanden stiger med 30cm.

Vi ligger inde i en dyb bugt – godt beskyttet mod en kraftig vind fra syd og den Tsunami-bølge som nærmer sig med ca 800km/t fra nordvest.

Jeg har for en sikkerhedsskyld bedt crewet pakke en lille taske med det vi skal have med – hvis tingene udvikler sig anderledes end forventet.

vi kan ret hurtigt komme væk fra Ydun. Dinghy’en hænger bagpå og kan på under et minut vær klar til at vi kan komme væk.

Jeg selv holder vagten indtil kl 0200 – 2 timer efter impact – og vurderer derefter om der fortsat skal være vagt på.

Jeg ved at Hawaii er blevet ramt og vi afventer hvor slemt det blev.

På Marquesas ved jeg, at ankerende både er blevet sendt ud på åbent vand på mindst 1000m dybde – simpelthed for at beskytte dem.

Dbh

Flemming/Ydun

FB opslag den 19. juli 2025.

Vi går på grund.

Ud over Peter og Isabel stod også Sam af…..

Han kunne ikke få tiden til at gå ombord.

Men… jeg kunne ikke oplyse det før i dag – han ville hjem og overraske familien.

Så vi er Mads, Sif og jeg tilbage.

Men vi kan sagtens styre Ydun.

Vi har kun små ture tilbage – og så en enkelte tur på knap et døgn – Huahine til Moorea.

Så efter Peter, Isabel og Sam har sat sig ind i taxien, tager vi Dinghy’en retur mod Ydun.

Jeg ved at Sailing Columbie medxderes 3 både ligger i samme bugt og jeg tænker at vi lige sejler over forbi – så får jeg hilst på Mads som sejler Comi og som jeg har mødtes med flere gange herude.

Desuden får Mads og Sif lov at opleve hvordan en anden slags båd er indrettet.

Og endelig møder vi andre danskere som også er i gang med deres eventyr.

Det er ganske hyggeligt.

Næste morgen sejler vi mod Tahaa.

4 timer senere er vi fremme.

Vi ligger i en lækker bugt hvor der er helt stille, smukke bjerge omkring os og frodig natur.

Vi vil cykle en tur her.

Der skal kigges på perler, besøges vanilje produktion og forceres et par gode bakker på øen.

Når vi kun er 3 på båden giver det automatisk nogle andre udfordringer: Vagtplan, mad og opvask.

Men vi bliver automatisk mere kreative og der skal kreeres mere om mad og vi skal have noget lækkert – ikke bare sammenkogte retter.

Nææ… vi griller burger, eller kylling, lasagne mm

Efter et par dage på Tahaa sejler videre og fanger en mooring nær revet ud for Raiatea.

Revet omkranser både Tahaa og Raiatea så det er er en kort tur på kun et par timer.

Jeg har ikke ligget her før og det er forfriskende at prøve noget nyt.

Vi skal ind gennem en lille passage til en lomme i revet.

Her er snævert og ikke ret dybt.

Men da det er ud til revet er her ofte lidt vind og det kan drille når man skal snirkle sig mellem ringe dybde og undersøiske sten – som vi herude kalder Bumier.

Yduns sideflade er med hendes knap 17 meters længde og en god meter i fribord – stor, så vinden river i hende når jeg ikke har god styrefart.

Vi kommer fint frem og fanger den sidste mooring på stedet.

Det er en anden slags moorings – de er store, flade og tunge.

Deraf er de lidt besværlige at fange og få op.

Og for at det ikke skal være løgn så er tovet på den knækket – altså kan vi ikke fisk den løkke på toppen af den.

Heldigvis ser en franskmand i hans Dinghy os og han kommer blæsende for at hjælpe.

Snart efter er vi godt bundet fast og kan nyde at vi ligger på 5 meter turkisblåt vand.

Vi drikker den obligatoriske ”ankomst-øl” og får os en dukkert.

Det er en god tradition.

Vi kommer en tur ind til byen: Uturoa

Uturoa er den næst største by i hele Fransk Polynesien.

Her er 2 supermarkeder, et par Cafeer, en marinebutik, en sportsbutik, en par tøjbutikker og lidt småtteri.

Men det er en by.

Mads og Sif tager en vandretur.

Jeg springer over – jeg har lavet noget med min hofte, så jeg skåner mig selv et par dage.

Jeg kan altid finde på noget at lave på en båd – alternativt kan jeg justerer på min hjemmeside eller anden administration.

Det er fredag og vi planlægger at være her til søndag.

Lørdag nat ved 2 tiden vågner jeg pludselig…

Der er noget galt.

Vi bevæger os forkert ift. vi ligger for mooring.

Jeg kan mærke det.

Bølgerne er forkert – vinden gør at vi ”altid” ligger med stævnen i vinden og vugger stille – relativt ift hvor meget det blæser – på bølgerne.

Men… vi vugger sidelæns.

Jeg står op.

Skynder mig op i cockpittet.

Det er mørkt.

Min 700 lumen dykkerlygte ligger altid ved min navigationsplads.

Og pr refleks tager jeg den med, når jeg går op om natten.

Jeg kigger mig omkring.

Vi er for langt væk ift de øvrige båder – altså må vi være drevet væk fra vores plads.

Enten kan tovet der holde mooring være knækket/slidt over, vores tov kan være knækket/slidt over eller vores knob der holder os kan være gået op.

Så jeg går på dækket ud mod stævnen.

Mit fortøjningstov – som er et kraftigt 22mm 3-slået tov i ret god kvalitet og som har holdt mig fast til havn i ret hår vind – er flænset i stumper og stykker…

Jeg kigger mig omkring og kan se at vi nok er 2-300 meter fra hvor vi lå.

Jeg står stille og mærker bevægelserne..

Det er forkerte – vi driver ikke.

I hvert fald ikke mere.

Vi ligger på kølen og vugger.

vi er gået på grund.

Det er skidt.

Vi kan ikke ligge her længe.

Gør vi det vil vi for hver bølge blive skubbet få cm ind mod revet, sten og Bumier.

Sker det vil vi enten skulle trækkes ud eller hvis det trækker op måske blive smadret mod de rå og ubarmhjertige klipper.

Jeg skylder mig ned og vækker Mads og Sif.

”Op – hurtigt”.

De kommer med det samme.

Jeg fortæller dem situationen og viser hvad der er sket.

Så beder jeg dem lyse på begge sider af Ydun.

Jeg starter motoren.

Jeg sætter gearet i fremad…. Ingenting.

Vi ligger bare på ”maven”.

OK – jeg forklare dem min plan: Vi prøver at mave os ud ved at skifte retning og frem samt tilbage.

Deres opgave: Hold øje med sten og klipper og fortæl mig hvad der sker på begge mine sider – jeg kan jo intet se her midt om natten.

De første minutter sker der ikke meget – men lidt når jeg bakker og drejer mod bagbord.

Det må være løsningen…

Vi drejer lidt og flytter os få cm…

Vi ved ikke hvor langt der er ud til vi kan ”flyde” igen.

Mads sidder på styrbord side og det er primært ham der fortæller mig hvad der sker – det er til den side der er lavt, de farlige sten og til den side vi bliver skubbet af vinden.

Så han har min kraftige lygte.

Langsom sker der lidt.

Vi rokker os.

Efter 10 min har vi flyttet os 20 cm….

Desværre er det baglæns og vi skal forlæns.

Men hvis det er den retning vi kan flytte os, er det eneste mulighed vi har.

Vi fortsætter.

Efter 20 min har vi flyttet os en meter.

Jeg tror på det.

Sif fortæller mig at vi nu begynder at rette op – altså kommer stævnen i den retning vi gerne vil når jeg drejer den vej også.

Det er godt.

Motoren arbejder.

Det er ikke den måde jeg plejer at behandle min vigtige Yanmar 4 cylindre turbo diesel maskine.

Den plejer at arbejde fast ved 2000 omdrejninger.

Det er her den er mest effektiv.

Den får tæt på 3000 omdrejninger hele tide.

Det er ikke med min gode vilje – men nødvendigt.

NU kan jeg mærke at vi begynder at bevæge os – stille, men vi bevæger os.

Med et er vi fri.

Vi accelererer.

NU skal der passe på vi ikke rammer en sten på bunden – vi er jo kun lige kommet fri af sandet.

Jeg er nød til at have styrefart – jeg vil ikke risikerer at vinden blæser os ind i på lavt vand igen.

Så igen er det Mads og Sif der fortælle mig retning og hvad vi skal for at komme ud i det fri.

Vi kommer gennem og ud på 4-5 meter vand.

Jeg sejler hen mod vores morring igen.

Ikke fordi jeg vil bruge den igen – men jeg ved jo at der var plads omkring os, så vi ikke skal til at finde et spot vi kan være, midt om natten.

Jeg sagter farte og tilpasser at Sif kan sænke anker tæt på mooringen.

30 meter.

Det er godt nok i overkanten. Ved den her vind – som er 16-17kn – er det nok med 15 meter. Altså 3 gange dybden.

Men jeg har pladsen og vil ikke tage nogle chancer hvis det blæser op.

Med 30 meter kæde og mit Mantus M1 anker på 48kg kan det blæse op til omkring 50 kn før jeg behøver at tænke på om vi flytter os – hvis… altså bunden er god nok til at det kan grave sig ordentligt ned.

Det kan og gør det – det er sandbund.

Jeg fortæller Mads og Sif at det var en flot indsats – de har snart prøvet lidt af hvert.

Det gør man herude – og det skal man som gast være gearet til. Ellers skal man tage et krydstogt med opvartning i hoved og mås, alternativt et resort med terrasse og mad serveret.

De hopper i seng begge to.

Jeg sætter mig i cockpittet og drikker en kold Cola.

Jeg skal lige synke det hele…. Evaluere mine beslutninger.

Det hele tog os ca. en time. Kl er over 4.

Lørdag morgen sover jeg til lidt i 8.

Det er sjældent – men det var tiltrængt.

Der skal gøres rent i dag.

Jeg har lovet at lave mad i dag: Hjemmelavet forårsruller

På søndag sejler vi mod Huahine.

FB opslag den 13. juli 2025.

Bora Bora, problemer og Manta’er.

Planen var at vi sejlede tidligt lørdag, men fredag formiddag ændre jeg det til samme dag..

Som altid var det pga vejret.

Det er vejret der bestemmer herude.

Vi glider ud gennem passet ved Fakarava syd.

Jeg har efterhånden sejlet her en del gange og ved præcist hvornår jeg skal ligge i den ene og anden side af passet ift hvordan vind og strøm er.

Det giver ro at have været her flere gange.

De små ændringer i vejrudsigten indikerer at vi kan sejle mere med sejl og derfor tog vi afsted 18 timer tidligere. Nemlig fredag kl 1600.

Vinde skal komme mere fra nord og det er fint.

Vi har 2 timer til det bliver mørkt og det er nok ift til at komme fri af Fakarava og sætte retning mod Bora Bora.

Det tager ca. 2½ døgn. Der er 375sømil og vi sejler typisk 6.5 Kn.

Det tegner til at vi får en lækker sejlads.

Vi hiver sejl op og det går rigtig godt.

Sidst på dagen flover vinden og vi må falde for at hold vind i sejl og farten oppe.

Efterhånden har vi næsten direkte kurs mod Tahiti – det er ikke meningen.

Vi sejler nu kurs 250 og ikke 270 som vi skal.

Så forsvinder vinden helt og vi må tænde motoren.

Vi sejler for motor hele natten og hele dagen.

Jeg kigger på dieselmåleren og den siger godt halv fuld – det er fint om end det virker som om vi har brugt en del mere diesel end normal.

Det store dieselforbrug havde givet mig tanker om at vi måske burde skulle gå mod Tahiti, tanke og fortsætte dagen efter hvor vinden igen ville blive fin.

Jeg oplyser crewet at det kan blive en plan hvis ikke vinden arter sig.

Nå… Det går nok.

Jeg beder vagtholdet holde øje med standeren for hver 2 timer.

Kl. 2 vækker Sam mig.

Der er kun et ¼ tank tilbage.

Jeg udbryder: Det kan ikke passe. Og står op.

Redningsvest på – vi har altid vest på om natten og vi er spændt fast med en sikkerhedsline.

Måleren siger ¼ tank tilbage….

Jeg sidder et par minutter og tænker så det knager….

Hvad h….. er der galt…

Så ser jeg ned på motorpanelet.

Jeg spørger Peter, Hvor længe har den grønne lampe ikke har lyst?

Hverken han eller Sam har lagt mærke til det – og det er nok naturligt. Det ser jo ikke samme detaljer som jeg gør – jeg er jo vant til at se på alle ting ombord.

Min første tanke er strøm.

Så jeg går under dæk, kigger ind i motoren og ser med det samme at en bolt er ved at løsne sig.

Det er en bolt der holder 12v generatoren.

Den har drillet mig før – jeg ved den er knækket inde under en mellembolt.

Men jeg har ikke drømt om at den kunne gå løs.

Værre er at den bolt er ved at splitte kileremmen ad.

Den har allerede ridset små trevler af.

Jeg måler lige på motorbatteriet – 3.89V

Det skal være omkring 13V, når vi sejler for motor.

Vi standser motoren og sætter en lille sejl så vi driver kontrolleret i den retning vi gerne vil.

Sam og jeg får hurtigt adskilt generatoren og kigget på den bolt.

Sam får den geniale ide at vi kan bore små huller der danner en kærv i den gevind-del som er knækket af inde i mellembolten.

Det lykkes.

Vi kan skrue den knækkede bolt ud.

Bolten er en 70mm i Ø10.

Sådan en har jeg ikke liggende i rustfrit stål i en af mine utallige reservedelskasser.

Men.. jeg har en 100mm i Ø10 i rustfrit stål liggende.

Så vi sætter 2 møtrikker på den og skære den over til de 70mm. Herefter skruer vi møtrikkerne af, så de retter kraterne ud og dermed kan vi skrue den gennem Generator-armen, forsiden af generatoren, motor-rammen, mellembolten og bagsiden af generatoren.

Vi taler her om noget der foregår midt om natten med pandelamper på åbent, men heldigvis roligt vand.

Det lykkes og den sidder godt.

Kileremmen er OK.

3 timer tog det.

På de 3 timer måtte jeg op flere gange og have luft.

Når båden ruller og jeg ligger med hovedet og halvdelen af kroppen inde i motoren som er 90 grader varm, kommer søsygen ikke snigende – den kommer med fuld fart…

men jeg slap… det blev ved uroen kroppen og kvalmen der sidder helt oppe svælget..

Vi fik redet det hele i tide.

Havde Sam og Peter ikke vækket mig på det tidspunkt – ville kileremmen være blevet slidt over og dermed ville vandpumpen ikke køre og vi ville have opvarmet motoren til den kogte.

Det ville også betyde at Motorens temperaturventil ville have stoppet motoren i tide.

Jeg får hurtigt afmonteret et andet 12V batteri – sat det på motoren og startet min Yanmar 4JH4-HTE.

Jeg påvirker den knap der viser diesel.

Næsten ¾ fuld er den.

Så det var ikke diesel vi manglede – men strømmen var åbenbart allerede svag på det tidspunkt og kunne ikke vise den rigtige mængde.

Vi retter på kursen – nu er det bare direkte mod Bora Bora – mit bedste bud er mandag eftermiddag. Ca kl 1600.

Så monterer jeg igen det afladte batteri så motoren kan lade det op og geninstallerer det batteri vi havde lånt fra det elektriske spil til sejl, skøder mm

Vi får rettet lidt på vagtholdene – så Sam og jeg kan få sovet lidt.

Natten igennem sejler vi roligt og med et fint tempo.

Næste morgen blæser det lidt op og vi sætter sejl.

Det er skørt – der skal kun gå få timer med rigtig sejlads til før jeg glemmer hvor bøvlet og ubehageligt, det er at sejle for motor mod bølger, strøm og vind – for slet ikke at tale om at ligge med hovedet inde i motoren…

Det er nærmest kunst, når det hele køre og vinden skubber (og trækker) os fremad.

Hele søndagen taler vi flere gange om hvor fed en rejsemåde at sejle er.

Solen skinner, vandet er roligt og vinden frisk.

De mindre ”vind-bølger” forsvinder og der er kun de rigtige bølger tilbage – oceanbølgerne.

I dag er de 2½ meter høje og der er 11 sekunder mellem dem.

Det er som at blive vugget blidt hele dagen.

Det kan næsten ikke blive bedre.

KL 1600 sejler vi ind gennem passet på Bora Bora.

15 min efter har vi fundet en morring og så er det på hovedet i vandet, efterfulgt af en iskold Hinano – den lokale pilsner, som smager rigtig godt.

Snart efter får vi lidt anstændigt tøj på og sejler ind til Bora Bora Yacht Club.

3 dage på havet – det længste crewet har sejlet – kræver noget god mad.

Vi bliver et par dage, får set byen, vandret lidt, tager en sporkletur på et mantaspot hvor vi desværre kun ser et par Eaglerays og så er det mod syd.

Det er hernede jeg holder mest af at være.

Det er turkisblåt vand, ingen turister og kun få sea-scootere.

Vi ligger godt beskyttet her.

Næste morgen tager vi Dinghyen hen til et spot jeg har dykket på en del gange.

Godt nok skal vi ikke dykke – Sam må ikke dykke endnu og man (jeg) dykker ikke alene.

Vi tager chancen – og vil snorkle på stedet.

På spottet, som jeg havde nedtonet alle forventninger til, har jeg tidligere set 4 mantarays – Djævlerokker. Men de seneste gange har vi kun set en.

Og det er på 20 meters vand – så chancen for at vi kan se noget fra overfladen – er minimal.

Vi kommer frem og hopper i vandet.

Jeg leder flokken i den retning vi normalt dykker – langs en undervands slugt.

Jeg finder i udkanten af det område vi normale dykker på, et pænt stort område hvor vi kan se den stribe af sand Manta’erne normalt følger.

Her ligger vi så og kigger ned.

15-20 min og der sker ikke det store – det bliver næppe til noget i dag.

Så ser jeg en Manta.

FEDT…. Tænker jeg.

Så fik de alligevel set en.

Det gør mig glad, når jeg kan give dem den oplevelse.

Der går ikke lang tid, så ser jeg en mere.

Og en mere.

Så kommer nr. 4.

En ret stor en, med et vingefang på omkring 4 meter.

Waou….

De er helt fantastiske.

Så sker det – de samles og flyver i flok under vandet.

Det er nærmest magisk at se dem…

Og så kommer der lige en mere!!!!

Nu 5 stk af disse prægtige skabninger.

Så smutter de og vi svømmer over til Dinghyen.

Stemningen er euforisk.

Samme eftermiddag skal vi en tur på revet.

Her bor min lokale ven Arii og hans forældre.

Vi går en tur på 5-6km i strandkanten og nyder kontrasten mellem det turkis vand på indersiden af revet og det rå og brutale Stillehav på ydersiden.

Dagen efter bliver det en tur på Bora Bora Beach club og deraf stranddag samt god mad.

Det er sidste dag.

Næste morgen skal jeg sejle Peter og Isabel ind til øen.

De skal med en Taxi, så en vand-shuttle og så en flyver fra Bora Bora til Tahiti og derfra hjemad.

Deres tur var fra start aftalt til at de ikke skulle med længere.

Men hold op en oplevelse de har fået…

Peter friede på stranden på Moorea – Og Isabel sagde Ja.

Resten af togtet er vi lidt færre til at sejle, men det klare vi. Næste Stop er Tahaa.

FB opslag den 4. juli 2025.

Wall of shark.

Vi besøger perlefarm og de fleste får købt lidt der.

Crewet vil gerne en tur i kirke – så søndag formiddag suser de af sted.

Jeg bliver på båden og får arbejdet lidt.

Mandag skal Sam igen til lægetjek med øret og den sprungne trommehinde.

Den er helet, men ikke nok til at han må dykke endnu.

5 dage, så skulle han være klar.

Vi beslutter at komme afsted og dropper Hirifa for at have mere tid og luft i Sydpasset.

Sagen er at crewet rigtig gerne vil nå, at vi kommer forbi Bora Bora – og Peter og Isabel skal hjem tidligere end resten. Så det hele skal gå op i en højere enhed.

Vi gør klar til afgang.

Ankeret sidder fast.

Pis….

Betyder det nu at jeg måske skal have dykkerudstyr på og ned og kigge evt løsne noget.

Vi prøver flere gange lidt ned og lidt op….

Vi må sidde godt rundt om en sten…

Vi kan ikke se bunden – hvorved jeg ellers kunne prøve at vikle os ud.

Jeg vurderer ud fra vores mønster på min anker-alarm at vi nok er snurret en gang højre om.

Så jeg prøver at sejle os ud af det – velvidende at det kan gøre det værre.

Det lykkes.

Vi kommer fri.

Vi sejler roligt hen til vores tankstation. Vi skal have fyldt Diesel op.

Tankstationen ligger ind i en lomme bag en betonmole og man sejler forbi og bakker ind til molen.

Det har jeg gjort rigtig mange gange efter hånden.

Jeg afpasser farten og standser Ydun.

Så sætter jeg hende i bak.

Stille nærmer vi os molen, der ligger en 10 meter fiskerbåd i vejen men jeg kan sagtens smyge Ydun uden om.

Farten er god, retningen er god.

Jeg skal bare lige uden om den fisker båd.

Jeg bruger bowtrusteren til at rette vores retning og Yduns motor til at afpasse farten.

Jeg skal ned i fart nu og rette op.

Det kan jeg ikke.

Det er som om Bowtrusteren ikke giver nok.

Jeg prøver igen.

Ingen reaktion.

Vi er for tæt på nu og jeg må sætte i fuld fremad.

Det er for sent.

Vi rammer Fiskerbåden men Peter er hurtig og får smidt en fender i mellem os og den.

Så vi bouncer på båden og fortsætter mod molen.

Den rammer vi også.

Ydun har nogle gummifendere på skroget og der sker ikke noget videre.

Endelig stopper Ydun og jeg kan gå lidt frem og så ind igen.

Det er her jeg opdager at bowtrusteren slet ikke virker.

Så tror da h….. at jeg ikke kunne få hende rettet op.

Jeg bakker nu med roret i stedet for.

Det kan jeg sagtens, farten skal bare afpasses lidt mere.

Det sker ind i mellem at man få lavet en fejl nær mole og havn. Dem der påstår andet lyver. Ofte er det vind, strøm, en gast der står og sover eller andet.

Men den her, var 100% min egen skyld.

Vi kommer roligt på plads og begynder at tanke.

277 liter kan hun tage i dag. Tanken er på 400 liter og jeg tanker alle steder jeg kan.

En halvtom dieseltank skaber kondens og deraf vand i min Diesel.

Vi tanker også de 2 stk 20 liters Jerrycans med benzin til min Dinghy.

Så kommer vi afsted.

Vinden er OK og vi sætter storsejlet.

Det er sjældent jeg sejler for sejl ind i lagunerne – der kan være Bumier (undersøiske sten der stikker op) derfor er motoren altid tændt, så vi bedre kan manøvrere.

Da sejlet kommer op kan jeg se et hul i sejlet.

Pis…. Hold op en dag.

Men lad os nu se hvor slemt det er.

5 timer, så er vi fremme og kaster anker.

Dagen efter tager vi en snorkle tur på kanten af Wall of sharks.

Det er et af de bedste snorkle og dykkersteder herude.

Det er Sams fødselsdag og han nyder at vi oplever det her på netop hans fødselsdag.

Sam kan mærke at han ikke er klar til at dykke endnu.

Vi ser en del små sorttippet hajer og 2 gråhajer.

De bliver lidt større end de sorttippede. Ofte 2 – 2½ meter.

Dagen efter ruller vi storsejlet ud og hiver det ned.

Det er – heldigvis – kun en syning der er gået….

Så det fixer vi på nogle timer.

Bowtrusteren får jeg også rodet lidt med – den virker, om end ikke optimalt. Så jeg må kigge lidt mere på den. Vi kan sagtens sejle med det og der er nok bedre mulighed på Bora Bora. Så det bliver skubbet nogle dage.

Vi tager en snorkletur mere.

Jeg tager dem med længere ud i passet.

Vi er fortsat for indgående strøm og det holder knap 30 min endnu.

Vi kan godt være her den næste halve time – men når strømmen vender til udgående skal vi se at komme ind til siden.

Vi ser en pæn flok gråhajer og endda 2 sovende hvidtippede hajer.

De grå kommer op mod os.

Jeg har instrueret crewet i hvordan man læser hajerne og hvordan vi som flok bevæger os.

Deres bevægelser, hvordan de holder finnerne og at man altid holde front mod dem – hele vejen rundt.

Hvornår de er alert og hvornår de er afslappet og bare patruljerer.

Dem der kommer op til os er alert – noget har fanget deres opmærksomhed.

Deres svømmemønster er mere aggresivt og deres finner peger let nedad.

De gør os jo ikke noget – men de er OBS på noget.

Der er en 50-60 stykker som svømmer rundt under os. Enkelte kigger lige op til os og vi får dem at se ret tæt på.

Det bliver aldrig så intens som når man dykker med dem – der er de jo ofte ind på få meter – men det her er fint til crewet nu.

Det tager 5 min, så forsvinder de ned på 20-30 meter igen.

Ingen tivvl om at dette var en kæmpe oplevelse for crewet.

Det er fantastisk at observerer disse unikke og elegante skabninger.

Herfra svømmer vi ind til kanten af passet, langs alle de flotte koraler og smukke fisk, beskyttet mod fra den voksende strøm som nu er ud ad gående og man mærker tydeligt at man bliver trukket ud af.

Man kan sagtens svømme i mod – endnu.

Men ikke om 2-3 timer, når strømmen når sit max på 4-5 knob.

På vejen kommer en lille Hvidtippet op mod mig – den er kun knap 2 meter. Hvidtippet kan blive ocenangående og vokse op til 4 meter.

Herudover ser vi et par Napoleonfisk.

Vi svømmer ind til en lille sandbred og sidder i solen og får varmen.

Det bliver fredag og vi gør klar til at vi skal mod Bora Bora.

Det tager 2½ døgn, så der skal forberedes lidt mad.

Vinduet ser rigtigt ud: halv-vind på 13-16 kn og bølger under 2½ meter.

Det tegner godt.

FB opslag den 28. juni 2025.

Det blæser op.

Tiden på Rangiroa er dejlig.

Vi nyder at ligge for anker i bugten med turkisblåt vand.

Vi nåede en snorkletur allerede dagen efter vi landede.

Det er tydeligt – de fleste gaster er bange for de små sorttippede hajer som er her.

Og det er derfor det skal brydes ned.

Det går ikke at de bliver ved med at være bange for dem.

De vil jo dukke op rundt om båden, når vi er her og de kommende steder.

Og det hjælper vores snorkleture på.

Jeg kan se de tøver med at hoppe i. De fleste vil helst snorkle i flok og undres når jeg siger, at jeg helst vil snorkle alene – så bliver fisk, hajer mm mindre bange for mig – og deraf kan jeg komme tættere på dem.

Vi tager flere snorkleture de kommende dage og det er fint.

Sam, Kristine og jeg tager på de dyk vi har bestilt.

Og vi er heldige – vi ser 4 delfiner på dykket.

Særligt Lio kommer tæt på.

Lio er en ældre han, der er over 40 år, han vejer over 400kg og er over 3½ meter lang.

Han glider stille forbi os.

Vi ser en del hajer – og ikke kun de sorttippede som er inde i lagunen – særligt de grå revhajer, som bliver lidt større, dog uden at blive rigtig store, men 2-2 ½ meter kan de godt blive.

Det er flotte og elegante.

Vi ser en Mantaray glide forbi, men for langt væk til at den kunne optages ordentligt på video.

I det hele taget er det et fint dyk vi har.

Det blæser op og vi tager en chance ved at sejle ned mod det sydvestlige hjørne – et område ved navn Lagon Bleu – den blå lagune.

Her er gudesmukt og mega lækkert.

Men vinden er I mod os.

Så vi ligger ret uroligt på ankerpladsen og vores Dinghy vipper i bølgerne da vi igen skal ombord på Ydun.

Dinghyen er næsten fyldt med vand efter 300 meters sejlads – bølgerne står ind over, imens vi pløjer gennem bølgerne.

Det er næsten umuligt at komme op på Ydun og vi må hjælpes ad.

Natten er urolig og vi sover ret dårligt den nat.

Dagen efter sejler vi retur til den sikre bugt i nord. Her beskytter revet mod den nu endnu kraftigere vind.

Vinden tager mere fat.

Det blæser nu 40 km/t svarende til 21kn – og med vindstød på 65km/t svarede til 35kn.

Crewet skal ikke ud og sejle i den vind.

Min grænse er 20kn – eller 10m/s for et crew der lige er startet herude.

Ofte rammer vi så alligevel vindstød på noget mere – tit 50% mere end den gængse vind.

Men det duer jo ikke at vi går ud i ex 25kn og så kommer der vindstød på 30 eller 35kn – svarende til 18m/s eller det vi i DK kalder Hård Kuling.

Så jeg har lovet mig selv at jeg overholder de 20 knob, så vi ikke pludselig har nogle som bliver bange for at sejle.

Vi må deraf væbne os med tålmodighed, for udsigten siger hård vind den kommende uge.

Derfor snorkler vi en del, vi besøger den anden ende af motu’en, nabomotu’en, opsøger underholdning på resorts mm

Og endelig ser jeg et vejrvindue.

Tirsdag falder vinden lidt. Den kommer ned på 18-19kn i ca et døgn, inden den tager fat igen.

Det er præcist nok til at vi kan komme til Fakarava.

Dog skal det siges at vinden er lige i mod os, så vi risikerer at skulle sejle for motor det meste af tiden – det er ærgerligt, men nogle gange nødvendigt.

Bølgerne er OK, fordi vi ruten mod Fakarava ligger i læ af Arutau, Kaukura og Toau – som I sikkert husker at jeg tidligere har besøgt.

Jf vejrudsigten skal bølgerne ligge på beskedne 1.3 til 1.8 meter i det døgn vi skal bruge.

Vi skal ud gennem passet tirsdag morgen kl 9-10 – her er det slack.

Til gengæld skal vi ramme Fakarava kl 10 eller 16.

Og det er vigtigt – for passet i Fakarava nord er stort og bredt og der er ofte meget fart på strømmen.

Min tabel siger 7.7kn strøm.

Det kan vi ikke sejle igennem – så vi skal ramme slack.

Måske vi kommer til at cirkle foran passet indtil det kan lade sig gøre.

Det har jeg prøvet før og det er OK.

Tirsdag kl 0900 sejler vi – lidt for tidligt, for der er stadig udgående strøm, men det er bevist for at få lidt mere fart på udaf.

Vi nærmer os passet for motor.

Strømmen skubber os og vi sejler over 9 kn.

Det er ikke ubehageligt. Vi glider gennem passet.

Så rammer vi oceanbølgerne og farten falder til under 3 kn.

Bølgerne er godt 2 meter og Ydun banker skroget ned i de tunge bølger.

Ca 30 min så er vi så langt ud at vi kan svinge til styrbord og følge Rangiroas kyst – dog så langt ude at der er ca 1000meter dybt.

Det er oftest min grænse – 1000m dybde – så har jeg selvom vind og bølger skubber mig ind mod revet, tid og ro til at rede en potentiel farlig situation, ex et motorstop.

Vinden ligger på 18-20 knob det meste af ture og og bølgerne er lidt større end udsigten fortalte.

Men vi kommer fremad.

30 timer er vi om at sejle den tur der normalt tager 22 timer.

Vi sætter flere gange sejl for at udnytte vinden, men hver gang må jeg konstaterer at det bliver for meget væk ift den retning jeg gerne vil.

Vi rammer Fakarava passet i nord kl 1430. godt en halv time efter max indgående strøm.

Jeg kunne på min plotter se at en 14 meter katamaran sejle igennem passet 30 min før mig, trods indgående strøm på 7.7kn.

Så kan vi også sejle der.

Så vi går igennem og glider fint ind i passet og svinger til bagbord, ned mod Rotoava – den største by på Fakarava.

1 time efter kaster vi anker på 7 meter turkisblåt vand.

Herefter en ankomst-øl og så på hovedet i vandet.

Ofte tager vi et fald – altså et reserve tov der til mastetoppen – og svinder os ud fra.

Man får god fart på og lander i vandet med et stort plask.

Det sker, at man lander lidt skævt og mærker at vandet kan slå fra sig.

Sam er uheldig. Han lander på skulderen og er ikke et sekund i tvivl om at han har sprunget trommehinden.

Det er ærgerligt – for det er jo præcis her på Fakarava – han har glædet sig til at dykke, på Wall of shark.

Næste morgen må vi til lægen.

Den er god nok – trommehinden sprang.

Så, 5 dages pause fra vand.

Tirsdag skal han igen til læge – som har konsultation i Rotoava – for at høre hvornår han igen må dykke.

Derfor har vi nu god tid her.

Vi besøger perlefarme, cykler det vi kan af atollen, snorkler mm

Lørdag den 28.

Sif bliver 20 i dag.

Hun er en gæv ung kvinde fra Holbæk, med benene godt placeret på jorden og en fornuftig indstilling til tingene – og så er hun lærenem.

Vi starter dagen med scrambled eggs og pandekager med Nutella.

Det står lidt i kontrast til havregryn som er vores normale morgenmad ombord.

Next step er Hirifa – dog tidligst på tirsdag.

FB opslag den 15. juni 2025.

Afmønstring, Påmønstring og vi venter på smeden…

Togt 2502 er afmønstret.

Vi sluttede af med nogle fede dage på Fakarava og særligt vores tid på Hirifa – som er det sydøstlige hjørne af Fakarava var fedt.

Jeg prøvede at Kitesurfe – og det er mega svært…

Vi ramte Tahiti som planlagt og fik gjort Ydun klar til afmønstring.

2 dage før Crewet afmønstrede landede Kristine.

På hendes fødselsdag.

Så selvfølgelig stod jeg i lufthavnen og ventede på hende kl 0530.

Vi havde så en uge sammen inden næste hold påmønstrede – en uge med masser af arbejde – og vi fik lige klemt et par vandreture ind, bl.a. en tur ind til flere vandfald.

De gamle solceller og stativ/konstruktion skulle af, Bimini (de bøjler og stof som en udspændt parasol på terrassen) skulle af.

Desuden havde jeg en aftale med en lokal gut om et tilbud på en ny Sprayhood – altså en ny vindskærm over nedgangen til salon, kahytter mm.

Endelig skulle en smed lave en ny tilbygning til min targabøjle – den bøjle som bærer de 4 solceller.

Alt forløber planmæssigt – på nær smeden og solcellerne.

Smeder – som tog mål i marts og som har fået halvdelen af regningen betalt forud, kommer og måler op på ny.

Vi får af vide at de skal bruge 5 dage på at lave det.

De skulle være startet mandag – hvor vi landede om lørdagen, men kom først torsdag og målte op igen.

Hertil 5 dage – hvilket betyder fredag ugen efter.

Som jo så er 3 dage efter næste crew er påmønstret.

Dertil kommer at solcellerne ligger i tolden og venter på at blive frigivet…

Jeg bliver så træt af at ting ikke sker.

Det ender med at vi må vente på både smed og celler…

Pinse mandag venter vi stadig.

Jeg har været forbi smeden flere gange og hver dag får jeg af vide at de kommer dagen efter og bliver færdig samme dag.

De kommer så ikke og dagen efter starter det forfra.

Jeg prøvede en af dagene at skrue bissen på og forklarede dem at de jo havde lovet at være færdig den det og at det kun tog x dage….

Det faldt ikke i god jord – jeg tror faktisk det lige skubbede det hele en 3-4 dage…

Det hele presser mig, fordi den nye crew er ved at være utålmodige – vi har været på Tahiti i nu 6 dage og ville rigtig være kommet afsted.

Og jeg ville rigtig gerne have Kristine med på flere af Atollerne.

Tingene er ude af mine hænder.

Og det er ikke som i DK, hvor man kigger en person ind i øjnene og spørger hvornår de er færdig. Og så kan man stole på det.

Det er tydeligt at de franske mentalitet for alvor træder igennem her.

Franskmænd betragter danskere som højtråbende og direkte uforskammede.

Højtråbende fordi vi griner og taler højt. Og så blander os med folk vi ikke kender – Franskmænd kunne aldrig drømme om at interagerer med et andet selskab.

Og uforskammede, fordi franskmænd ikke siger noget der støder andre – uanset hvad det måtte have gjort.

Så når jeg udfordre smeden på hvad han har lovet, er han, hans makker og Tristan som er formidler af tjenesten/Servicen dybt rystet over at jeg kan fortælle dem at de jo havde lovet noget andet….

Sideløbende har jeg fået produceret en ny Sprayhood.

Det går til gengæld 100% efter planen.

Den unge franske fyr som kommer og giver tilbuddet, sender min Quate – tilbud – , kommer 2 dage før aftalt og tester/tilpasser og resultatet er perfekt 1 dag før aftalt.

Det er noget der passer ind i en danskers mentalitet.

Når man tænker over det, er det jo fordi vi – i norden – er blevet så exceptionelt effektive.

Tænk bare på hvordan vi reagerer hvis vi skal stå i kø i mere end 2 minutter i et supermarked….

Vi finder os ikke i det. Eller hvis vi skal vente 20 sekunder på en forankørende bil, der lige skal sætte en person af….

Vi dytter og brokker os. Skriver klager til direktionen om hvordan det kan lade sig gøre….

Norden er helt anderledes end resten af verden.

Det nye crew består af Peter som er 25, og selvstændig fotograf/videograf. Han er specialist i og mega dygtig. Bl.a. har han lavet video og foto for det danske Ishockey landshold, Herning Blue fox og har en fortid (som 25 årig) som professionel Ishockey spiller i Tjekkiet. Peter har en masse grej med, droner, kamera mm….

Peter er kæreste med Isabel på 27 og netop færdig uddannet Gymnasielære.

Begge bosiddende i Århus, men på vej hjem til Herning. Ingen af dem dykker eller har sejlet før – men ivrige snorkler.

Så har vi Sif på 20. Sif har sejlet hele hedes liv med hendes familie.

Sif holder lige et sabbatår.

Mads, vores ingeniør på 25 og ansat på Novo. Mads dykker ikke, men snorkler og har sejlet en del med hans far i motorbåd.

Så er der Sam.

Sam er 56, folkeskolelærer og pt deltids plejefar.

Sam har netop tage dykkercertifikat.

Kristine – min kæreste – er med en måned igen.

Kristine dykker og har lige taget Y3 og skal derfor nu have en masse praktisk erfaring på en båd over 15 meter, som Ydun jo er.

Både Kristine og Sam vil gerne have et par dyk.

Kristine fordi det er et år siden hun var under overfladen og Sam fordi han jo lige har taget certifikat – og deraf gerne vil have noget erfaring.

Så vi tager et par dyk med det lokale center Fluid.

Jeg er med og opholder mig bare lidt i baggrunden. Jeg observerer hvordan instruktøren lære dem de forskellige ting – herunder deres buoyancy…

Direkte oversat betyder det deres opdrift – men det er deres balance i vandet vi taler om. Den er en af de vigtigste ting for en dykker.

Konkret kommer vi afsted den 13.

Altså 10 dage efter de påmønstrede. Normalen er at vi kommer afsted en 4-7 dage efter folk er påmønstret. Dette fordi vi bruger et par dage på at lære at leve på en båd, lægge planer – specielt for mad – og handle.

Vi sejler fra Papeete kl 0900 fredag den 13. og glider gennem passet på Rangiroa den 14. kl 16.

6.5Kn i timen – hvilket er en Mý over vores normale gennemsnit i herude.

V i sejlede rigtig godt fra kl 13 til kl 0300 om natten – herefter døde vinden og vi måtte sejle med motor og sejl.

I perioder lå vores SOG (fart gennem vandet) på 8-9 hvilket bare er en fed fornemmelse.

Det var ret spændende at se og konstaterer at det nye stativ til solceller rent faktisk duede.

Det er til gengæld ikke så heldigt at mine agter stag – wire der holder masten bagud – gnider op af det aluminium der holder cellerne.

Det vil på sigt ødelægge begge dele.

Så indledningsvis har vi sat haveslange omkring.

Det skal laves om.

Jeg tænker at jeg må vende cellerne om så de ligger den anden vej.

Dermed bliver hele set-up’et 51 cm smallere i breden og de samme 51 cm og dertil lagt 20cm luft omkring wirene i længden.

Det vil nok koste 2 nye bøjler bagerst. Og det er nok på sigt rigtigt – da den gamle bøjle jo har været på en lang tur med min gode ven: Yduns forrige ejer, Birger.

Det nye set-up fungerer til gengæld.

Vi lader min store batteri-bank op meget hurtigt og jeg har præcis det overblik over min strøm som jeg ønskede mig.

Allerede søndag tager vi ind og kigger på Atollen. Rangiroa er verdens næststørste atol.

Den er 80km lang og mellem 5 og 32 km bred. Den dækker et areal på 170km2 og har 100 smalle passager mellem de små øer – Motu’er – som danner atollen. Der bor 2300, heraf klart den største del i byen: Avatoru.

Vi splitter op og går rundt og kigger.

Det er søndag – så købmanden har ikke åbent.

Men det har: Les relais de Joséphine.

Et lille super hyggeligt snacksted med udsigt over et pas: Tiputa.

Her springer delfiner ofte ud af vandet og rider på de voldsomme bølger der drives gennem passet.

Kristine og jeg sidder her længe og nyder en kop kaffe inden vi går videre.

Vi booker 2 dyk til dagen efter.

Det er her jeg har dykket med delfiner flere gange og noget jeg har lovet Kristine, at hun skulle prøve.

Kl 1400 tager vi min dinghy over til The aquarium.

Jeg har været her før – og jeg ved at det er noget gaster nyder.

Det er et stort område med 1000vis af koralfisk – og altid nogle sorttippet hajer, der majestætisk glider forbi.

Det er vigtigt – jeg kan mærke at det nye crew har den der frygt for disse smukke og elegante skabninger som jeg holder så maget af.

Togt 2503 er i gang…

FB opslag den 9. maj 2025.

Motu, bål og Batterier.

Stedet vi ligger er, som fortalt tidligere, fantastisk.

Det er turkisblåtvand, sandstrand, palmer og vi ligger i læ.

At ligge for anker er noget af det bedste der findes.

Jeg ved, at mange betragtede Troels Kløvedal som arrogant, fordi han ikke gad ligge i havn.

Jeg tvivler på at Troels Kløvedal var arrogant, men vil ikke blande mig i den sag – blot oplyse at jeg har det på samme måde – en ankerplads i læ er fantastisk.

Vores Motu giver læ for vindene ud i Stillehavet.

Der er knap 200 meter til land.

Ca 10 meter vand. Det er lidt grumset så vi kan ikke se bunden, men bare 50 meter længere ind mod stranden er det hele tydeligt.

Jeg kunne sagtens gå længere ind, helt ind på 3-4 meter, men der kommer nogle boomier – små forhøjninger i undergrunden som kan have klipper der stikker op i nærheden af det vi stikker: 2 meter.

Imoa udbryder straks – stedet er er en klar 10’er, Det bedste sted vi har ligget.

Ja – det er ikke helt skævt.

Der er hverken internet, kiosk, pizza, restauranter eller andet.

Mennesketomt, palmer, strand og turkisblåt vand.

Paradis….

Vi bliver her i flere dage og lader atol-tempoet komme over os.

Vi beslutter, at vi tager maden med ind på stranden og lave bål… og lidt snobrødsdej.

Vi får samlet en del tørret brænde – læs drivtømmer, kviste, palmegrene og stammer.

Jeg brækker en vissen palmestamme i 2.

Inde i palmestammen er der nogle tynde fiber som – på samme måde som der omkring kokosnødden er et lag fiber, det ser vi bare ikke i Danmark, det er skraldet af for at nødden fylder mindre – er meget let antændeligt.

Jeg lægger altid en firkant af stammer i sandet, for at holde bålet samlet. Skulle en nævenyttig lokal komme forbi kan de da se at vi har forberedt os. Så bygger jeg en pyramide op af kvas, kviste og palmegrene, i midten det tørre fiber og udenpå noget grovere træ og grene.

Flammen fra min lighter skal kun lige ramme det tørre fiber, så blusser det hele op og tager fat.

På bare 2-3 min, har vi et stort fint bål.

Om 30 min er det klar til snobrød og hygger omkring os.

Vi sidder i den stjerneklare aften med bål, en sundowner og Stillehavets brussen 100 meter bag os.

Imoa har stået for maden: Hjemmelavet poisson cru.

Det er rå frisk tun, kokusmælk, agurker, evt mere grønt, lime og lidt krydderier.

Qua deres friske tun herude smager det fantastisk, er nationalretten og serveres overalt.

Eneste minus – er myg.

Vi bliver ofte overfaldet af myg, nå vi tager en bål aften.

Det er meget små myg som laver meget små myggestik.

Ofte klør det lige om aftenen og næste morgen er det væk.

Og så er der andre dage hvor man har glæde af det i flere dage….

Og så er det virkelig en pestilens…

Jeg talte over 100 stik bare på indersiden af min ankel, tilsvarende på underarme samt albueleddet…. Altså omkring 500 myggestik.

Vi har en plan.

Vi skal torsdag forbi en nedlagt perlefarm og snorkle – jeg så mantarays her sidst jeg var her.

Men…. Spørgsmålet er om vi er lidt uden for sæson…

Flere steder vi har været har der ikke været det samme antal manta’er som der plejer.

Vi sejler af sted lidt i 8 og er fremme ved 10 tiden.

I vandet med alle og snorkle nogle timer.

Hajer og masser af fisk, men ingen manta’er.

Inden vi sejler fra den nedlagte perlefarm skal vi lige spise lidt frokost.

Der er lidt internet på stedet så jeg kan lige få en frisk vejrudsigt – min Starlink er pt sat ud af drift og der er en ny på vej – og den viser at vejret fredag hvor vi skulle mod Rangiroa er skidt ift vejret.

Der kommer 14-15kn i modvind og bølger fra samme retning. Desuden er der varslet lyn område lige på vores rute.

Så jeg skubber det hele et døgn.

I stedet sejler vi ned mod byen med et pizzaria, en kiosk og en bager.

Pizzariet har den smukkeste udsigt og man sidder der og spiser imens solen går ned.

Dagen efter sejler vi igen en time nordpå og vil ligge natten over tæt på passet – vi håber på at vejret tillader at vi kan nå en snorkletur med den Tigerhaj der ofte ses i passet.

Vandet viser sig at være for grumset til at vi vil kigge efter den – Tigerhajer skal man helst have front imod. De har en tendens til at ”smage” på ting der ikke passer ind. Ikke at de bidder – men de sætter lige gebisset rundt om – ex en dykkerflaske….

Det har vi på ingen måder lyst til.

Vi vil gerne observerer og filme – men ikke smages på.

Kl 0920 går vi planlagt gennem passet.

Alt er roligt – jeg har timet det 100% ift slack.

Vi sejler op langs nord-øst siden af Tikehau i 1.5-2 meter oceanbølger.

Der er 8-9 sekunder mellem dem og man mærker dem næste ikke.

Vandet er næsten stille – det er disse dage man ofte er heldig at spotte en hval.

Men…. Vi er uden for sæson ift hvaler.

Alligevel sker det jo at vi ser en og ganske rigtigt ser vi først en sort skygge og så igen rygfinnen og en hale.

Vi tænker – ud fra form og størrelse – at det var en pukkelhval.

Turen til Rangiroa bliver fin men dog uden ret meget vind.

Vi skal ramme passet kl 1630 – 1700.

Rangiroa har et ret hidsigt pas. Der ligger altid en båd eller 2 på stranden.

Smadret og overladt til at blive slidt i stykker af vindens påvirkninger, liggende på stranden.

Både bjærges sjældent her.

Vi sejler ind og jeg kan se at vi kan sejle igennem.

Vandet koger – bølger og strømme køre på kryds og tværs.

Crewet sidder stille. Marius kigger på mig – er det her ok, spørger han.

Ja – det er fint.

Ydun danser, med hendes 22 tons, som en korkprop gennem passet.

Først det forreste stykke – lige der hvor revet, renden og strømmen mødes.

Så et fladt stykke og så kommer der lige igen et stykke det ligner kogende vand.

Det er kun et bælte på 5-600 meter.

Men det ser voldsomt ud.

Farten går fra 7.5 kn i starten hvor vi har bølger til at skubbe bagpå og til 3kn hvor der er mest pres på.

Og det er når vandet næsten er slack.

Jeg kender et ankerspot her.

Vi ligger i læ fra nord og øst.

Det er det vi vil.

Her er kun få min. i dinghy til dinghy-dock’en og dermed land, dvs købmand og de få restauranter her er.

Og så er her et af de fedeste snorklesteder overhovedet.

Der er millioner af flotte fisk, hajer, koraler og alt det vi gerne vil se.

Nå ja – så er her også en delfinflok som vi ofte er heldige at dykke med eller bare spotte fra breden når de leger i bølgerne.

Vi får kastet anker og en god nats søvn. Næste formiddag er det afsted og snorkle på Aquarium.

Batterierne har fået godt med sol de seneste dage og vi rammer 85% i dag.

Det lyder lovende for mit set-up når jeg får nye paneler på om en måned.

For hvis vi over 14 dage kan komme, fra under 30% til nu over 80% med 4 paneler der tilsammen lader 800-1000w i timen, så kan de nye med en effekt på 3000W lader det hele meget hurtigt op.

Olivia er stadig ikke klar til at dykke efter hendes styrt ned af trappen for 4 uger siden og jeg er fortsat snottet – så det er kun Imoa der dykker her.

Hun får 2 fine dyk med det lokale center – ser masser af hajer, skildpadder, moræner og rev-fisk.

Vi cykler en tur på den del af atollen vi er ved, nyder solnedgange, sun-downer og snorklet en masse. Bl.a. ser vi ret store moræner – vi taler omkring 2-2,5 meter, en del sorttippet hajer, tusindvis af flotte rev-fisk og koraler.

Jeg kan mærke de øverste bihuler: Seno Frontal, når jeg – imens vi snorkler – dykker ned på 10-12 meter for at kigge på noget. Det betyder, at det var fornuftigt at springe et dyk over her. Særlig tydeligt bliver det da jeg oplever et differenstryk – altså et Bihulesqueeze. Det betyder ikke noget, det er bare en reminder om at man ikke er helt på toppen og skal ta det med ro.

Så det gør jeg.

Efter nogle dage er tiden kommet til at sejle videre.

Vi har for længst ramt 100% på de nye batterier og vi kommer nu dagligt op på 100 igen.

Systemet virker – og når de nye celler kommer på, bliver det rigtig godt.

Torsdag kl 1400 skal vi gennem passe, sejle 22-24 timer og planlagt gennem passet ved Fakarava Nord fredag ved 12 tiden.

FB opslag den 1. maj 2025.

Off-grid, afmønstring og test af nyt system.

Vi sejler til Bora Bora.

Det regner næste hele tiden – også imens vi er på Bora Bora.

Vi skal have noget strøm på batterierne – banken svinder for hver dag.

Vi slutter på under 30%…. Så kommer der en dag med en del sol og vi kommer over 40% igen.

Herfra går det stille og roligt fremad med strømmen.

Det nye system bliver testet nu.

Det er godt – det var jo netop derfor jeg ville have det i gang inden turen går mod Hawaii og derfor det skulle bygges i flere tempi.

Så jeg kan opdage svagheder, nå at rettet – evt. bestille stumper hvis vi har begået en fejl eller kalkuleret forkert.

Det er OK at vi ikke kan fylde batterierne så hurtigt op – det er jo netop derfor at næste fase er at der kommer 6 nye solpaneler af hver 500W.

Jeg går altså fra 2 stk af 440w og 2 stk af 310W – samlet 1500W.

Så jeg fordobler miner celler til 3000W

Vi er på Bora Bora i 10 dage.

1. Vi skal finde et vindue til at komme til Tikehau og

2. Fritz og Laura afmønstre – det har været planlagt fra starten.

Se sagen er at jeg ikke altid fylder Ydun op, ej heller er det nødvendigt at de folk der kommer med skal med hele vejen – langt vigtigere er det at jeg tror på at de mennesker der skal med er nogle jeg vil kunne opleve, sammen med.

Både Fritz og Laura var sådanne mennesker.

Jeg har nydt at have dem med. Far og datter. 69 og 29år.

Brugtvognshandleren fra Silkeborg (selvom han nu er pensioneret og Toyota sælger fra Skive) og Sygeplejerske.

Sidste aften bliver en superhyggelig middag på Bora Bora Yacht club men lækker mad og god vin.

Vi får sat dem af og finder den rigtige dag til at komme videre mod Tikehau.

Vejrudsigten fortæller at der kommer 2 – 2½ dag hvor vinden ikke kommer fra øst.

Men desværre så ikke ret meget – tangerende til ingen vind overhovedet.

Men… herude er det OK at tage et par dage for motor for at komme frem til det vi ønsker – Atollerne.

Så vi gør klar.

Vind og passet på Tikehau skal afstemmes. Vi skal ramme Tikehau kl 10.21 søndag formiddag – her er det slack.

Altså her er der hverken udgående eller indgående strømme.

Derfra regner vi baglæns og skal derfor forlade Bora Bora ved 1900 tiden fredag.

Det passer med, at vi tager ankeret kl 1400, sejler hen til tankstationen og fylder Diesel på, 2 dunke benzin til Dinghy’en (og Dykkerkompressoren) og bytte en flaske gas til komfuret.

Herfra sejler vi hen til byens havn – det er ikke et sted man kan lægge fast. Men man kan ligge der nogle timer eller måske en nat.

Planen er at vi ligger der fra ca 16 til 19 – så kan vi hente pizza og spise det lige inden vi sejler.

Dermed har dem der ikke kan spise en hel pizza en nat-snack i køleskabet til deres nattevagt.

Turen bliver alt andet end stille og for motor.

Jeg har fået noget siddende på bihulerne og blevet godt snottet.

Det er ikke det fedeste tidspunkt at jeg skrænter.

Jeg ved jo at jeg skal holde mig vågen – eller i hvert fald ikke sove rigtigt – de næste 40 timer.

Dog kan jeg normalt ligge og hvile lidt i Cockpittet.

Nå… men første nat bliver for motor.

Det er lige på kanten af at vi kan sejle med sejl.

Og hvis jeg havde været på toppen havde jeg nok sat sej nogle timer før – fakta er bare jeg skal være noget mere på, når der er sejl oppe.

Lørdag formiddag.

Olivia og Imoa er lige gået til køjs.

Marius er lige stået op, Silje har lige overtaget vagten fra mig – så vi 3 er oppe.

Vinden kommer fra N-NV og vi sejler kurs 67 – altså E-NE (Øst-NordØst)

Så vinden kommer fra siden – halvvind.

Halvvind er næsten optimalt – så kludene skal op.

I næsten halvandet år han jeg kæmpet en kamp med Raymarine Danmark om hvorvidt det Wind set-up de har solgt mig var godt nok.

Jeg udskiftede inden afsejling fra Danmark, min kablede vindpil med en ny trådløs.

Den har bare aldrig fungeret ordentligt.

Først skule den byttes til et nyt LOT nr – pga de indbyggede solceller i selv vindpilen, så fik den ikke strøm nok, I Panama vurderede de lokal Raymarine importører at systemet slet ikke duede til en mast på 22 meter, Så fik jeg en repieter, så skiftede jeg batterier i selve solcelle delen og endelig sendte jeg hele balladen med en gast til Den danske importør – som på få timer konstaterede at jeg nok skulle have min penge retur.

Ikke at jeg ikke har fået god service af Raymarien Danmark – den har været fin – det har bare været for tung en proces at komme i mål.

Sagens kerne er at jeg lige pt ingen Vindpil og måler har.

Så vinden vurderer jeg ud fra hvor meget jeg mærker den på min hud – det er ikke præcist, men jeg har efterhånden en god ide om det.

Vinden er fin til sejl.

Hele lørdagen glider vi gennem vandet mod Tikehau.

Marius, Silje, Imoa og Olivia mærker nu hvordan det er ”rigtigt” at sejle.

Imoa har sejlet i middelhavet med Fransk venner og Olivia i Danmark – men Stillehavet er en helt anden kaliber.

De er alle ret begejstret.

Lørdag eftermiddag ligger jeg mig lige lidt ned i min kahyt for at hvile lidt inden nattens mørke trænger sig på.

Jeg kan mærke, at vi sejler stærkere nu.

Så vinden er tiltaget lidt.

Pludselig hører jeg Marius – FLEMMING……

Det er blæst lidt op og Ydun krænger lidt.

Selvsagt er det svært for Marius at styre hende, når han ikke er vant til det.

Hun går mere og mere op i vinden og vi sejler stærkere og stærkere.

Så jeg får hurtigt fortalt dem hvad der skal ske:

Vi slækker på forsejlenes skøder og ruller ind på rullegenuaen – altså: vi reber sejlets størrelse og reducerer det med en god meter i hele sejlets længde – dermed fjerner vi 25m2 af de 85m2 sejlet er.

Det samme gør vi på storsejlet.

Så snart vi er i gang, kommer der ro på Ydun.

Hun rejser sig op og glider stolt og elegant gennem vandet igen.

At sejle er ikke svært – det svære er at vide hvad der skal gøres hvornår og gerne i god tid.

Jeg plejer at sige – hvad sker der om 2 min? det skal vi gerne kunne se og agerer på.

Inden mørkets frembrud forsvinder vinden og vi sejler igen for motor.

Det meste af aftenen og natten mod Tikehau regner det – det vælter ned.

Jeg har selv vagten fra 4-8.

Regnen er stoppet.

Kl 0615 står solen op og den flotteste morgen gryer.

Kl 10.05 rammer vi passet og selvom jeg kan se der er en del aktivitet – læs bølger og strømninger – i selve passet vurderer jeg at vi sejler igennem.

Problemet med Tikehau er, at passet er ret smalt, så man kan ikke fortryde og strømmen kan være op på 8 kn – hvilket vi ikke kan hamle op med på Ydun – så man kan ikke vende. Hvis man først er startet så skal man igennem.

Den vurdering har man ikke mange sekunder til at beslutte i.

For når man er tæt nok på til at se det hele med sikkerhed, er man tæt på at være passé det punkt hvor man kan vende.

Det går fint.

Vi glider gennem med 4.5kn.

Første dag nyder vi bare at solen igen brager ned. Vi bader og får luftet alt ud….

Det hele trænger – når det regner lukker vi jo ned og så bliver der hurtigt klamt og fugtigt.

Dag 2 tager vi i land og går en tur et par timer.

Men inden det har Marius – 21år, elektriker og planlægger at starte på maskinmester uddannelsen når han kommer hjem – og jeg har lige en opgave.

6 timer før vi ankom til Tikehau var der ikke mere strøm startbatteriet.

Og batteriet er helt nyt – købt på Bora Bora (hvor jeg i øvrigt købt et nyt for knap et år siden – ja det holder 1 år – måske 2 – herude).

Så noget må enten aflade batteriet eller der er noget galt med generatoren.

Mest sandsynligt er jo at et kabel er knækket.

Vi hopper i ”maskinrummet” og konstaterer hurtigt at et kabel er knækket og et andet meget tæt på at knække.

Det kan ikke undgås at det sker på et tidspunkt – en motor ”ryster” ret meget og deraf bliver kabler/kabelsko/samlinger mm trætte.

Vi afmonterer generatoren (Som jo i virkeligheden er en Altenator) og den har det fint.

Ledningerne fixer Marius hurtigt og så kan vi monterer det hele igen.

2 timers arbejde og så køre det hele igen.

Der er en by – med et snack-sted og en købmand samt et bageri.

Bageriet gider ikke bage om natten – så man bestiller inde kl 8 og så henter man brød kl 1600.

Dag 3 sejler vi mod den østlige del – Atollen er næsten rund – og kaster anker.

Her er et af mine favoritsteder herude.

Her er ingenting.

Vi smider anker i turkisblåt vand og ”øen” foran os – som jeg bare er en del af revet og deraf atollen – er ubeboet.

De huller der er i revet markerer små øer – eller Motu’er – i selve atollen, er ofte private, men ind i mellem er der Motu’er der er 100% menneske-fri og vildt tilgroet.

Det er foran sådan en, vi ligger.

Det er et sted jeg fandt herude for længe side. En lille oase.

Sejlturen hertil – inden for revet – er ikke markeret med sejlrende eller bøjer – og der skal holdes øje med boomier – altså små områder hvor dybden er for ringe til os.

Dem er der en del af her.

Men… Ydun kender vejen.

FB opslag den 7. april 2025

Raiatea, test af strøm og ”hvad nu?”

Efter handleturen i Carrefour sejlede vi mod Moorea.

Moorea er en fantastisk ø og vi have nogle dejlige vandreture der.

Bl.a. var vi på toppen af et bjerg jeg ikke har været før.

Vi nåede en tur til Stingray city og herefter var det mod Huahine.

Sejlturen tager 14 timer og er normalt ukompliceret.

Det var den også denne gang.

Vi sejlede fint for sejl fra kl 16 hvor vi – efter en MandOverBord øvelse – sejlede ud gennem revet.

Kl 0200 flovede vinden og vi måtte starte motoren.

Kl 0700 var vi fremme og lagde os for anker tæt på hoved-byen Fare.

Ind og handle og opleve byen.

Der er noget hyggeligt ved Huahine – der er et andet ”leben”.

Senere var vi igen inde i byen og måtte konstatere, at de 2 tilbageblevne Laura og Olivia var så heldig at de havde besøg af hele delfinflokken som nærmest dagligt kommer forbi Fare.

Og forbi var meget tæt på – som i 3 meter fra båden.

Det er altid en kæmpe fornøjelse at se dem – deres elegante bevægelser og ungerne der fjoller rundt, springer ud af vandet imens de lave saltomortaler og meget mere.

De er ganske enestående.

Herefter sejler vi mod den sydlige del af øen – mod en bugt med masser af havskildpadder og på vejen møder vi igen delfinflokken – de svømmer rundt om os i 2-3 minutter og forsvinder så.

Havskildpadderne i bugten stikker lige hovedet op 2 gange og dykker så igen.

Så er de under vand og spiser af den vegetation som gror på bunden.

20 min efter kommer de op igen og trækker lidt luft.

Men der er så mange – de lokale siger der fast bor 25 i bugten – at der er en oppe hvert 5. minut.

I bugten får vi tiden til at gå med at snorkle, Og et aftenbesøg på en af de få lokale restauranter.

Og der er 3 fede snorklesteder i bugten – store steder.

Man bruger nemt 1 time hvert sted – eller mere.

Bedst som jeg er i gang med en gang Yoga på fordækket høre jeg et ordentligt bump…

Jeg går ned og kikker i Salonen.

Det viser sig at Olivia har fået trådt på kanten af trappen og glider på det lakerede træ.

Hun snurre lige en fin bue over og rammer køleskabet – med hovedet.

Det bløder en del – men ikke mere voldsomt end at vi kan løse det.

Laura – som er sygeplejerske – og jeg tager hurtigt over.

Godt nok er de mange førstehjælpskurser jeg har været på, både som instruktør i forsvaret og alm kurser i Dansk Supermarked og det udvidet ifm. jeg tog Yachtskipper 1 – vand ift det at have en sygeplejerske ombord, men jeg kan stadig assistere hende imens hun kigger på Olivia.

Normalt ville den slags jo være mig – men det er rart at der er en professionel med på togtet og så kan jeg jo nøjes med at hjælpe og kigge på.

Bedst som vi er ved at få stoppet blødningen og få klippet hår væk til forbinding, bliver Olivia svimmel.

Altså taler vi nu om en mulig hjernerystelse.

Det sætter tingene i et andet perspektiv.

Det blev ved det og der af ikke værre.

Laura satte vækkeuret til hver anden time og spurte lidt ind til Olivia natten igennem.

Olivia har taget det roligt de sidste par dage og er frisk igen.

Vi sejler så mandag morgen mod Raiatea.

Raiatea ligger indenfor samme rev som Tahaa ca. 4 timers sejlads fra Huahine.

Vi er fremme ved middags tid og få kastet anker.

Jeg glæder mig over at solen har braget igennem hele dagen for det har regnet de seneste dage og vi har trukket hårdt på min nye strømbank.

Vi var nede på 64% og jeg begyndte at glæde mig meget til at solen kom ordentligt frem.

Det positive er at i dag kl 1500 var vi igen på 100%.

Så systemet virker perfekt – men de nye solceller som jeg få i ultimo maj bliver en solid up-grade, fordi jeg hurtigere kan fylde strøm på.

Jeg har filosoferet over en del ting under hele mit projekt herude og en af mange er hvordan jeg sikre, at det er spændende at følge med og læse her på FB.

Mange af øerne har jeg jo været på 5-7 gange og nogle gange kommer vi jo til at besøge den samme restaurant, vandre det samme bjerg, dykke det samme dyk etc.

Velvidende at jeg sejler mod Hawaii til oktober, kan det måske i længden blive lidt kedeligt.

Derfor laver jeg lidt om på det hele.

Fremover vil denne ”blog” – som i øvrigt også kan læse under ”skippers blog” på min hjemmeside: Gasteplads.dk, blive oplagt på Yduns FB side: Sailing Ydun.

Den flytter altså fra min egen side til Yduns side.

Det betyder at jeg skal bede jer alle hoppe over på FB siden: Sailing Ydun og tilføje denne som ven.

Og her får jeg så brug for jeres hjælp:

Hvad kunne I godt tænke jer mere af?

Hvad er fedt at læse om og se billeder af?

Skriv gerne i kommentarfeltet hvad I savner eller bare vi have mere af.

Fremover vil jeg ikke lave så lange tekniske beskrivelser på disse opslag – det tror jeg en del af jer scroller hurtigt hen over…..

Det tekniske vil på sigt blive på min nye Youtube kanal: Sailing Ydun.

Ja – der ligger ikke noget der endnu – men jeg har oprettet den for at have navnet, så det bliver på sigt og der vil selvfølgelig komme henvisninger fra opslagene på Sailing Ydun.

Her vil jeg i perioder lave dybdegående beskrivelser af projekter som ex den ombygning af hele strømsystemet jeg lige har lavet, projekter, tekniske up-grades, Sejlads, udstyr, Dykning, vandreture og meget mere. Alt sammen noget nørderi – for dem (og jeg selv) der syntes det er fedt.

Det vil blive noget med en masse inddragelse, diskussioner, for og imod, erfaring mm

På Instagram vil der oftere end nu, komme up-dates i form af Stories om dagligdagen på Ydun. Ofte kun som billeder af hvad der er sket. Samtidig vil jeg isolerer ”reklame” delen. Så det bliver sjældnere. Der vil stadig komme reels – men de kommer til at beskrive eventyret jeg er på – ofte i lidt hurtigere billeder – eller måske bare lige 30 sekunder af et dyk.

Jeg har også oprettet en Sailing Ydun på TikTok. Den bliver ikke ret aktiv i starten – men der vil komme små videoer om hvad vi laver ombord – formentlig på ugebasis.

Det betyder at jeg fremover vil være – ud over min hjemmeside, på: FB, Insta, TikTok og på Youtube alt sammen under samme navn Sailing Ydun (dog er det på Insta: Sailing_Ydun).

Da alt nu bliver relateret til Sailing Ydun, har jeg købt 2 domæner mere: SailingYdun.dk og for at fremtidssikre mig SailingYdun.com.

Dette ikke for, at noget skal flyttes eller at jeg dropper Gasteplads.dk – de andre bliver bare lagt op som alias – altså at man ryger over på Gasteplads hvis man taster et af de 3 domæner.

Så hop lige over på Sailing Ydun og bliv ven med mig der.

FB opslag den 27. marts 2025

Ydun har fået nyt hjerte.

Det er ca. en måned siden jeg skrev en opdatering her.
Siden har vi afsluttet togt 2501.
Vi satte planlagt 2 af i det nordlige Fakarava. Og sejlede så mod syd.
Midt på Fakarava havde vi planlagt et stop og kaster anker samt lave bål og spise snobrød.
Alt gik fantastisk og vi fik lavet et stort lækkert bål.
Desværre ville vejret ikke rigtig lege med og det begyndte at regne ret meget.
Så vi måtte slukke bålet og sejle ud til Ydun.
Næste morgen sejlede vi så de sidste 3 timer mod Fakarava Syd – og dermed Wall of sharks.
Vi havde 3 virkelige fede dyk på haj-væggen.
Masser af hajer.
Desuden havde vi nogle rigtig flotte snorkleture på kanten af the Wall.
Sejlturen retur til Tahiti var desværre uden ret meget vind og meget af den var for motor.
Inden crewet afmønstrede nåede vi et par gode restaurant besøg og en super hyggelig bytur med masser af lokalt live musik og rigtig Tahiti vibes.
Det har været en fantastisk tur og jeg har en ide om at jeg nok møder flere af gasterne igen senere på min rejse.
Flere på togtet har virkelig fået øjnene op for hvad det vil sige at være sejler og er blevet bidt at måden at opleve på.
Endnu bedre er at flere – der kom med ingen erfaring overhovedet – rent faktisk kan sejle i dag og har gjort det vildt godt.

Crewet stod af og så havde jeg en uge alene.
Ugen var nøje planlagt.
Jeg har indkøbt Victron for rigtig mange penge.
Victron er en af de førende mærker af grej der styre strøm rundt i ex en autocamper, en båd eller hvor man nu ønsker at have styr på den slags strøm man selv laver.
Victron er dyrt – men hold op det virker.
Alt er lækkert og fuld af smarte finesser.
Konkret har jeg skiftet den 3 gamle 24v på 100amp batterier ud med 4 stk 24v på 330 Amp. Serielt og parallelt giver det en samlet bank på 15800watt.
Altså en fordobling af min energi.
Samtidigt har jeg jo udskiftet min induktionsplader og el-ovn med gas og 2 stk 10l flasker (ca 5 kg) gas. 2 gasflasker kan vi lave mad på i ca 3 måneder.
Det indkøbte system er så ikke kun en 4 dobling af min energi – Det er en meget mere intelligent løsning.
Systemet består af en Lynx kæde.
Først har vi en Lynx Power ind.
Her kommer der strøm fra de 4 batterier ind i systemet.
Herefter sidder en Lynx BMS som er selve hjernen i systemet.
Den styre alt.
Efter den kommer der 2 Lynx Distributor.
På disse er der 8 strøm afgange – lige som på en ”busbar”.
Konkret går der 3 stræk ud til hver en Orion smart. De styre og lader hver en batteri-bank.
De 2 er 24 volt og generer strøm til henholdsvis anker og Bowtruster samt El-spil. Den sidste er på 12volt og generer strøm til bådens ”hus-bank” – altså den bank der giver strøm til pumper, lys, wc, navigation, autopilot, køleskab og fryser.
De 3 Orions er hver forsynet med en Shunt som måler hvor meget strøm der er på hvert batteri.
Dermed fortæller Shunten orion’en hvornår den skal lade hver bank og hvornår den skal stoppe.
Efter disse 3, sidder en udgang med strøm til et 24volts panel som jeg har lavet til lidt ekstra bl.a. kraftigt lys på hækken og nogle flere muligheder.
Herefter kommer watermakeren, 3 stk MPPT’er – som danner solcelletrøm om til den elektricitet vi gerne vil have ind i systemet og banken. Næst sidst kommer der nogle Rigtig tykke kabler direkte til min Multiplus – som var den inverter/charger jeg købte på Teneriffe og til sidst er der gjort plads til en Alternator – altså strøm ind i systemet via en generator påsat Ydun store motor.
Alt er forbundet med overvågning og et hav af sikringer.
Det hele er bundet sammen af Cerbo GX som samler og oversætter data til noget vi kan forstå.
Det hele kan man så styre via sin smartphone – eller vælge at købe et touch-display til.
Og jeg har begge dele.
Efter 5 dages kravlen, liggen på hovet, maven, siden i små rum, mellem Yduns inder og ydervægge, trække styrekabler gennem små rør, montering af utallige kabler – som lige sku klippes til, af isoleres, kabelsko på krympes og så igen krympe isolering på – sikringer og meget mere er det nu færdigt.
Min aftale med firmaet som har solgt mig det hele var, at vi sku tegne det sammen, jeg skulle bygge det og deres teknikker kontrollerede det hele inden vi satte strøm på det hele.
Efter de 5 dage følte jeg mig som et alderdomshjem.
Jeg var gennembanket og øm over alt…
Smadret i muskler og led, af at kravle og ligge i mærkelige stillinger og monterer det hele.
Men … det er gjort.
Konkret har jeg nu mulighed for at overvåge alt strøm på Ydun.
Hver eneste watt vi bruger kan jeg se hvor går hen og hvordan systemet igen bygger kapaciteten op til 100%.
Næste fase bliver at skifte de 4 gamle solceller ud med 6 store. Så jeg går fra 1500W til 3000W på min targabøjle. Bøjlen skal bygges om for at der er plads.
Det hele er timet til at vi skal bygge det i maj, stål og Solceller er bestilt i New Zealand.

Det er nu onsdag og i går påmønstrede togt 2502.
Togtet består af Laura på 30, der arbejder som sygeplejerske.
Laura har taget hendes far Fritz med. Fritz er 69 og pensioneret bilsælger.
Imoa, der er 40 og lige hjemvendt til Danmark efter 12 år som industridesigner i Frankrig.
Olivia, 30 år, Marketing og produktudvikler – og har lige været på en længere rundrejse i Sydamerika.
Det unge Par, Marius på 21 og elektriker og Silje på 21, i færd med 2. sabbat år som har budt på en rejse til Mellemamerika og frivillig i Afrika.
Altså igen et vildt spændende crew og som altid et socialt eksperiment når jeg sætter holdet sammen.
Dagen i dag har holdet handlet ind – 4 store kundevogne fra Carrefour – og vi mangler både grøn, køl og frost.
En handletur til Ydun er ofte tal og mængder folk ikke forstår.
Ex køber vi 60 liter UHT mælk, 25kg havregryn, 20 dåser flåede tomater, 40 dåser tun og sådan bliver det ved.
Fredag formiddag sejler vi afsted mo

FB opslag den 28. februar 2025.

Rangiroa og delfiner.

Turen fra Tikehau til Rangiroa blev langt fra kedelig.

Passet har max udgående strøm kl 03.53 denne søndag morgen.

Og slack kl 07.23 – men vi skal afsted før for at nå passet i Rangiroa.

Her er slack kl lidt over 12. Og der er 8 timers sejlads imellem.

Så min beslutning bliver at vi sejler ud kl 0600 og rammer så indsejlingen ca kl 14

Dermed kan begge pas klares uden for meget med eller modstrøm.

Vi sejler perfekt ud gennem Tikehau.

Vi glider ud.

Alt står perfekt og den smule strøm der er klare Ydun uden udfordringer.

Så snart vi kommer ud, kan vi sætte sejl.

Det får vi hurtig klaret – crewet er ved at kunne det.

Vi glider gennem vandet med 8-9 knob.

Det er disse dage, hvor sejlads er kunst.

Ydun hælder lidt til bagbord og den der styre ”får lov til at sætte de øvrige” i gang med at justerer sejl ift hver justering på retning, vind mm.

Det er fantastisk.

Vi taler om hvor meget sådan en tur opvejer, at de få dage forinden har ligge totalt brak med søsyge. Hvor folk spurte sig selv: Hvorfor er jeg overhovedet med på denne tur.

Alle syntes det er helt vildt.

Vi får et par timer og så skal vi dreje lidt ift. Vores mål og deraf retning.

Vi skal for meget mod vinden til at vi kan få det optimale ud af sejladsen.

Så har man 2 muligheder – enten starter man motoren eller også sejler man så tæt på vinden man kan og kompenserer for det sidst på turen.

Vi vil gerne sejle.

Så vi går tæt på vinden – men for at få mere skub i det hele starter vi motoren, så kan vi gå noget tættere.

Det går fint.

Og så….

BANG…..

Storsejlet falder ned.

Jeg kigger op.

Storsejlet er på Ydun rullet ind omkring en aluminium stang. Vi bruger så et tov til at trække det ud og en til at trække det ind.

I toppen sidder faldet – det er det der knak eller på anden måde har sluppet.

Den slags sker.

Alt tovværk på en båd er under et kolossalt pres.

Tovet er ikke ret gammelt, 3-4 år max.

Det er et polyestertov på 12mm der kan klare 2900daN – altså knap 3000 kilo.

Vi får hurtigt lagt sejlet op på bommen og bundet nogle strik – små snore – om sejlet, så det bliver der. Det går ikke det falder i vandet.

Vi må sejle videre uden storsejlet.

Værre er at vi nu har en massiv alu-stang stående inde i masten som hamre rundt i hulrummet og giver en øredøvende larm.

Det er både p…. irriterende og det kan potentielt skade masten.

Og der er mindst 4 timer endnu til vi er fremme.

Hver en metal mod metal lyd skær i mit hjerte….

Det gør ondt at mit materiel skal udsættes for det….

Men jeg har ingen anden mulig her på åbent vand.

Langsomt kommer vi i læ af Rangiroa.

Rangiroa er verdens næststørste Atol – den største ligger i Linje-øerne og hedder Kiritimati. Det Udtales Kee-ree-mass og betyder Chistmas – juleøen.

Vi nærmer os passet.

Kl er lidt i 14 og det er OK ift strøm.

Bølgerne ind er kraftige og omkring de 2 meter.

Det går fint.

Så slipper bølgerne og der er stille vand i ca 50 meter.

Jeg kan se strømningerne foran mig.

Vi sejler over 7 knob for motor.

Langsomt tager strømmen fat i Ydun og bremser hende.

5 knob. 3. knob. 2 knob.

Hun tygger sig igennem.

Strømmen burde slet ikke være så stærk lige nu.

Årsagen skal ses i at der inden for revet er ret kraftig vind.

Der er bølger inden for revet på over 1.5 meter.

Det ser jeg sjældent på indersiden.

Bølgerne driver strømmen i mod os.

Meget mere end det der er oplyst på den hjemmeside jeg bruger til at tjekke strøm i pas, tidevand mm

Vi gnaver os igennem bølgerne og de 5 sømil der er til vores ankerplads.

I slowmotion bliver bølgerne mindre, i takt med at vi nærmer os det sydlige pas.

Passet er udformet så det danner en lille krog – det er den jeg har tiltænk at vi skal ligge i.

Her tror jeg der er læ.

Det er der.

Da vi kommer på plads er der lette bølger men meget mindre end bare 50 meter længere ude i det åbne – som jo stadig er inden for revet.

Desværre larmer den aluminium stang stadigvæk.

Ding, dong, dong ding…..

Natten igennem.

Vi får ikke sovet meget.

Vi vågner til et roligt vand.

Vi får lavet kaffe og spist.

Så er vi klar.

Der skal arbejdes i dag.

Wc’et i agter bagbord er holdt op med at suge vand ud af wc’et.

Det er normalt fordi der har sat sig noget fast – altså at folk ikke skyller længe nok.

Men slangen kunne hurtigt tømmes – så der må være en prop højere oppe.

Det viser sig at være indgangen til selve holdingtanken der er stoppet – af saltsten.

Urin og salt skaber som tidligere nævnt saltsten – eller urinsten.

Det sætter sig som kalk og stopper alt.

Så vi skal have alle 4 slanger afmonteret og demonteret selve tanken.

Herefter skal tanken ud på hækken og rystes, bankes, slås og så forfra til alt er ude.

Det giver sig selv at det er en ”lorte-job”.

Men det skal gøres.

Sjovt nok er det der er forskellen herude.

Vi er tvunget til at løse det simple opgaver – for der kommer ingen og gør det for os.

Der er folk der er ved at kast op og at se vi tømmer og tømmer samme tank – i en time.

Fin bliver den og så er det på plads.

Starlinken er holdt op med at virke – den ser ud som om den er rysten i stykker af alle de store drøn vi har taget i bølgerne.

Henning hopper ombord i denne opgave og efter en times tid har han fået skiftet alle samlinger og et par samlemuffer.

Så virker Starlink igen.

Starlink er – næsten – uundværlig med den slags sejlads jeg foretager mig.

Jeg er afhængig af at kunne se vejret 3-4 dage frem.

Jeg skal kunne tjekke hvor de tunge og kraftige storme kommer fra.

Hvor næste tordenstorm kommer – dem der kan udvikle sig til orkaner.

Og nu er den så igen i orden.

Så mangler vi storsejlet – som faldt ned..

Vi sender Rune i masten.

Han skal først op og se hvordan vi kan løse det.

Vi kan ikke nå det tov som har siddet der.

Så vi skal have det tov ud i bunden af masten og trukket en ny tynd snor oppefra og ned og ud gennem det lille hul der er til denne snor.

Det kræver flere forsøg.

Rune hænger oppe i solen og kæmper i omkring en time.

Men… det lykkes. Jeg kan fiske snoren ud og så kan vi trække det kraftige polyester sov på 12mm gennem trisser og øjer.

Herefter skal vi så hive sejlet op, stramme det ud og rulle det ind.

I alt nåede Rune i masten 3 gange og Alex en gang.

Efter anden tur var Rune helt kvæstet – han måtte ligge flere minutter på dækket og sunde sig.

Tænk lige efter…. Man sidder i en klatresele – dvs det spænder på begge lår, i 23 meters højde, De mindste bølger gør at man svinger 2-3 meter fra side til side opper i toppen, man kan ikke rigtig holde fast – for man skal bruge begge hænder til at arbejde med, solen bager ned, havet genspejler solen…

Man er brugt efter sådan en tur.

Det var det splejsede øje på Polyestertovet der var sprunget.

Men vi klare det.

Sejlet er oppe og på plads.

Og så var vi løbet tør for øl……

Vi nappede et hurtigt bad og måtte så i land.

Først forbi købmanden og siden fandt vi en restaurant der havde åbent – det er de færreste der har det på denne årstid.

Det er lavsæson.

Vi glæder os til at nat uden larm af metal mod metal…..

Næste morgen får vi både Omelet og hjemmebagte boller.

Det er ikke hver dag.

Ofte er det havregryn til morgenmad – det er let og nærende.

Vi har planlagt en snorkletur på The Aquarium – et spot hvor der er godt med hajer, masser af småfisk og som regel ret klart.

Stedet skuffede ikke – men sigtbarheden var på 10-15 meter og deraf slet ikke så godt som her kan være.

Om end vi ser stadig masser af flotte fisk: Bannerfisk, Fløjtefisk, trompetfisk, Oicasofisk, Titan Triggerfish, Sergentfisk, Kirurgfisk, Unicornfish, Butterflyfish, Pincetfisk, Anglefish, Papagøjefsik, Squirrelfish, Morener og hajer…..

Og i morgen 2 dyk i passet…

FB opslag den 22. februar 2025.

Maupiti, Bora Bora og Tikehau

Vi sejler afsted fra morgenstunden og rammer Maupiti kl 1300.

Det er perfekt vejr til at besøge Bora Boras lillesøster.

Hvis man forestiller sig Bora Bora bare under 1/3 i størelse eller ca 11m2, kun 1200 indbyggere og så lige tiden skruet 30 år baglæns – så har vi Maupiti.

Super hyggelig lille ø og alle indbyggere hilser og mange spørg til hvor vi er fra og om vi er med båd her ud mm.

Bjerget eller den kæde som deler øen i 2 er 380 meter høj.

Og vanen tro vil jeg gerne op på hvad der kan gås op på.

Så vi beslutter at det skal vi.

Turen er rimelig stejl og ret hård men ikke ret lang. Det tog således under 2 timer at gå op.

Der er en del tovværk på ruten og det er nødvendigt. Der er steder det er lodret.

Men en fed tur var det.

Desværre kunne vi ikke gå tværs over kammen – de lokale anbefalede at vi tog den nordlige rute både ud og hjem.

Vi ville være blevet et par dage – men vejrudsigten viste at vi ville få svært ved at komme til Tikehau hvis vi ikke snart kom afsted.

Så for en sikkerheds skyld tog vi retur til Bora Bora og gjorde os klar til at sejle knap 2 døgn mod øst – og deraf mod den vind der blæser herover.

Desværre – igen – måtte vi vente 3 dage på Bora Bora – i regn og blæst – på at der kom et hul hvor vi kunne komme afsted.

VI kiggede ind i vind på 20-25kn – 10-13m/s – samt 3 meter bølger.

Sværest var det første døgn.

Jeg beslutter sjældent at vi går ud i over 20kn, for der er nogle gange nogle, der bliver bange.

Det her var en af de få gange, hvor jeg har gjort det.

Vi finder det optimale tidspunkt – både ift vind og bølger, men også at vi de sidste 10-15 timer kiggede ind i direkte modvind – og samtidig at vi skulle ramme passet på Tikehau når det er Slack. Altså midt i mellem maximal indgående strøm og udgående strøm.

Til sidst tog jeg beslutningen om at vi sejlede den 18. sent og kunne lande den 20. tidligt.

Vi går afsted.

Allerede indenfor revet er det tydeligt at vi komme ud i seriøse bølger.

Da vi sejler gennem passet står bølgerne som store huse lige foran os.

3-4 meter høje og 10-20 meter brede.

Det ser voldsomt ud.

Vi skal have kræfter nok til at gå gennem strøm og bølger – ellers bliver vi smadret ind i revet.

Farten falder fra 7 kn til 5.

Til 3 og så 2.

Det ser ud som om vi slet ikke kommer fremad – men det gør vi.

Ydun brager maven ned i bølgerne.

Alle kigger på mig.

Jeg ved det og jeg kan mærke det.

De skal lige se om jeg ser utryg ud.

Det er jeg ikke.

Jeg har prøvet det før.

Men… det er aldrig sjovt.

Vi kommer igennem og så langsomt uden om Bora Bora og efter et par timer drejer vi skarpt mod styrbord – kurs 70.

Vinden ligger på 22-23 kn og det er forudsat til at være værst de første 4-6 timer.

Der kommer lige et par squerls – lokale kraftige regnbyger – oveni.

Når de kommer er det som himmel og hav står i et.

Alt piskes op, det hyler øredøvende og alt er sort.

Flere gange natten igennem rammer squerls os.

Flere gange regner det sidelæns gennem cockpittet.

På et tidspunkt tro jeg vi ramte 27-28kn vind midt i en squerl.

Henning sad ved roret og jeg under sprayhooden.

Resten under dæk.

På det her tidspunkt er 4 nede med søsyge.

Kun Alex, Henning og jeg er OK.

Dagen efter klare det op ved middagstid og vi sejler fint mod vores mål Tikehau.

Jeg tager mig et bad fra morgenstunden – på hækken af Ydun.

Konkret tager jeg en sele på og sætter mig på badeplatformen og hælder saltvand over mig, vasker mig og så mere vand.

Det er fantastisk.

Og den smukkeste udsigt der findes.

Moana blåt vand så langt øjet rækker.

Straks efter skal Alex også prøve og senere Ditte.

Anette er fortsat dårlig – resten er ved at komme sig.

Først her begynder folk så småt at spise igen.

Flere har tømt deres mave flere gange.

Det eneste der duer er Tuc kiks og vand i meget små mængder.

Vi sejler ind i natten og må starte motoren – den smule vind der er tilbage er direkte imod os.

Jeg ligger vanen tro og blunder i cockpittet. Disse ture sover jeg ikke meget.

Pludselig siger Iben – HVAD sker der??

Jeg kigger op og kan se at ratet bare køre rundt og vi er på vej væk fra ruten.

Jeg tror hun har trykket på Standby på autopiloten.

Det har hun ikke.

Jeg springer hen og overtager.

Jeg mærker med det samme at autopiloten ikke virker mere.

Jeg beder Alex og Iben – som har vagten styre efter kompas og sigte efter en stjerne.

Jeg går ned i min kahyt og begynder at tømme mit skab og skrue bagpladen af mit skab.

Herinde er Autopilotens styreenhed.

Jeg åbner dækslet og tjekker sikringerne – det var dem der var sprunget sidst den var gal.

Sikringerne er ok. Jeg finder manualen og begynder at kikke efter typiske fejl.

Jeg kigger på nettet og skriver til min ven Birger som ejede Ydun før mig.

Vi får en sludder om problemet.

Nå… der er kun 6 timer til vi er fremme så kan vi fejlsøge på ankerpladsen.

Næste morgen ved 9 tiden spotte vi Tikehau.

Atollen – det er nemlig ikke en ø. Der har været en vulkan for mange år side men den er sunket i jorden og nu er der kun ringrevet tilbage.

Lidt senere sker det ingen tænker over.

Vi kan lugte land.

På samme måde som man kan lugte hav når man tæt på havet – så kan vi lugte land når vi nærmer os land.

Lugten er svær at forklare, men den lugter lidt af jord.

Der går nogle timer før vi er tæt nok på den til at se detaljer på den under 2 meter høje Atol.

Vi rammer passet på det planlagte tidspunkt.

Men vi rammer det ikke det rigtige – strømmen er fortsat stærk.

Ofte forskydes Strømmen når det blæser kraftigt. Og trods jeg har undersøgt præcis hvornår der er max incomming og Outgoing og deraf Slack så er det stadig kraftig strøm da vi sejler igennem.

Bølgerne skubbe os ind ad og der er udgåend strøm.

Så er vi midt i det.

Bølgerne bliver mindre og strømmen mere urolig.

Passet er under 100 meter bredt. Midt på har jeg 1-2 bådslængder til hver side.

Så jeg kan ikke fortryde midtvejs.

Farten falder og vi er nede på 2 knob midt i det hele.

Igen – vi kommer igennem.

En times sejlads og så ligger vi på turkisblåt vand med 200 meter til stranden.

4 sorttippede hajer byder os velkommen, men de forsvinder da vi springer i vandet til dem.

En dukkert efter knap 2 døgn i god vind og bølger er fantastisk.

Det frisker alle op.

Revet beskytter os og vi ligger fint.

Jeg skal lige have lavet noget vand – vi er low. Vi har en hel tank – dvs 300 liter i reserve – men de 2 primærtanke er næsten tomme.

Vi produceren næsten en tank på et par timer.

Vi tager i land og går en tur.

Der er en flot strand på yder siden af revet og her kan vi slappe lidt at og vente på en øens eneste pizzeria åbner.

Næste morgen skal der fejlsøges.

Henning som er tidligere IT-chef tilbyder straks hans hjælp – og sådan er det på mine togter, alle hjælper med det de kan.

Rune, Tømmer og hænderne skruet rigtig godt på vil også hjælpe.

De øvrige går i gang med at gøre rent, både under dæk og oppe. Alt skal tørres af efter sådan en tur i bølgerne. Alt metal er smurt ind i et tykt lag salt.

Vi prøver at genstarte det hele – ingen udslag på ratet.

Kortplotteren kommer med de samme fejlmeddelelser som natten før: Pilot – motor standset og Pilot – ude af kurs.

Så må vi starte fra en ende af.

Multimeteret frem og så i gang med at måle på alt hvad der kan målet på.

På vej ind i skabet høre jeg pludselig motoren til autopiloten brumme…

Hov… Hvis motoren køre kan det ikke være elektrisk – men må være mekanisk..

Så strakt siger jeg til Henning: Det må være armen på motoren eller bolten der holder den.

Så vi begynder at tømme det ene agterrum.

Og mine agterrum er store – jeg kan stå dernede og de er dybe.

Alt op og derefter skal de plader der er monteret dernede skrues fra hinanden og så op.

Med det samme kan jeg se at det er bolten der forbinder armen fra El-motoren til kvadranten.

Bolten er under kvadranten – dvs den er enten knækket eller på anden måde faldet ud.

Hurtigt får Rune adskilt bolten og vi kan se at det bare er den split der holder det hele på plads der er knækket.

Den bolt har jeg heldig vis 2 ekstra af……

Så vi får hurtig monteret en nye og gemt den gamle – isat en ny split.

Få timer efter er vi 100% klar igen.

Nu vi er nede i agter rummet, kigger vi lige det hele efter og jeg kan se at vi skal have kigget på den kraftige slange der kommer kølevand og udstødnings røg ud af.

Armeringen stikker ud – dvs den metal spiral som omgiver slangen. Den har altså rystet op af en kant på Ydun og er lidt slidt der.

Det fixer vi ved at sætte noget armeringsbånd og gaffa-tape på.

Og så får den nogle ekstra fæstninger samt kraftige strips.

Vores Yachtflag er meget slidt og vi trænger til at få et nyt på – det klare vi også (jeg havde et ekstra med hjemmefra) Vi får i det hele taget lavet rigtig meget på Ydun nu vi var i gang.

En arbejdsdag er altid hyggelig.

Pludselig har folk kompetencer vi ikke havde set og man får sludret på en anden måde.

Nå ja – der bliver også lavet banankage og snorklet lidt senere.

Så alt i alt en super hyggelig og meget effektiv dag ombord.

Dagen efter sejler vi knap en halv time mod en lille ø midt i Atollen: Motu Mauu.

En nedlagt perlefarm. Området er ikke større end en tennisbane.

Hele crewet hopper i vandet og snorkler mod et spot hvor der efter sigende dagligt skal være Mantarays.

Og ja – der var en der svømmede rundt i cirkler.

Det gør manta’er når de er på ”rensestation”.

Det glædet mig – for jeg har jagtet Manta’er til dette togt længe uden at vi rigtigt har fundet dem – lige ud over 2 dyk hvor det var meget grumset.

I dag fik de dem alle at se…..

Snart går det videre mod Rangiroa.

Tilføj din overskrift her

FB opslag den 11. februar 2025.

Tahaa og Bora Bora.

Jeg elsker Tahaa.

Tahaa er en dejlig ø.

Den er på en måde mere frodig – ikke at de øvrige øer ikke er det men der er noget ved Tahaa.

Og så har jeg jo cyklet den rundt 4 gange nu.

Vi smider anker i en bugt der er sindssyge smuk.

Den ligger belejligt ift de ting jeg gerne vil på Tahaa.

Vi kan tage dinghyen til en snorklepunkt hvor der er Manta, vi kan snorkle i Coral-garden. Vi kan komme ind til en hyggelig Sun-downer og udgangspunktet er godt ift vores cykeltur.

Vi når det hele men vi finder ikke mantaer.

På cykelturen når vi både Perlefarme, Vanilje-Brian, en superhyggelig restaurant, købmanden og får da lige 40 km i benene.

Herfra stikker vi mod Bora Bora.

På Bora Bora har jeg 2 steder jeg lægger til.

Vi ankommer fra sydøst og skal hele vejen rundt om Bora Bora for at komme ind gennem passet – og herfra skal vi så indvendigt mellem revet og selve øen, sejle hele vejen op til nord og så hele vejen ned til syd.

Her er mit spot.

Det er et spot hvor der er plads til 20 både – der er 20 moorings.

Man kan ikke følge den markerede sejlrende her – man skal kende vejen.

Og det gør jeg.

Så vi sejler i turkisblåt vand mellem bumier (sten) og koraler fora t mkomme frem.

Der er flere steder hvor der er under en halv meter under kølen.

Her må jeg ikke ramme en sten – så risikerer jeg at ødelægge Ydun.

Så turen sejler jeg 100% selv.

Vi kommer frem og her er gudesmukt.

Vi besøger Beach club’en, vi besøger min lokale ven Arii som vi køber iskold øl af ude på revet – hvor han bor med hans familie. Vi vandre ture på revet. Vi dykker på et særligt spot efter Manta’er.

Jeg har set Manta’er her hver gang jeg har været her.

Vi giver den et skud – og jeg må desværre konstaterer at jeg endnu ikke har set vandet så grumset herude.

Sigten var max 10 meter.

Og det er ikke hvad jeg er vant til herude.

Men vi finder dem.

Jeg har lært stedet at kende. Vi – Anette, Rune, Alex og jeg – sejler min dinghy hen til en bøje jeg ved passer ift stedet.

Så hopper vi i vandet og dykker langsomt ned af revet – her er en sejlrende vi gerne vil ned til.

Vi rammer 22 meter under havet og drejer skarpt til højre.

Vi følger sandbunden til revet og klipper tager over.

Her hook’er vi os fast og afventer.

Så kommer der en – godt lidt fra os, måske 6-8 meter.

Vi får et ok syn på den.

Dagen efter prøver vi igen.

Igen kommer der en over os – denne gang på 3 meters afstand.

Rune, Anette og Alex er selvsagt vildt imponeret over dem.

Manta’er er vildt facinerende…

Dagen efter sejler vi tilbage til indsejlingen – her ligger Yacht Club Bora Bora.

Et super hyggeligt sted med rigtig god mad.

Vi smutter en tur i Vaitape – Bora Boras største by.

Siden Moorea har Anette, Rune, Alex og jeg aftalt at vi skulle en tur på toppen af bjerget på Bora Bora.

Reelt er det 2 peaks – Mount Pahia og Mount Otemanu.

Pahia er 661 meter og Otemanu er 727 meter.

Mig bekendt kan man ikke kommer op på Otemanu – der går i hvert fald ingen stier der op.

Pahia er klatre bar.

Vi 4 går godt sammen og tempoet passer nogenlunde. De øvrige: Henning, Ditte og Iben blev på Ydun og nød roen….

Og det skal fortælles at man kun kan komme der op hvis det ikke har regnet i flere dage.

Ellers er det for glat. Der er flere steder med reb og metalbøjler – bare for at komme op.

Vi valgte den lange tur derop – fra en bugt ikke langt fra Ydun.

Den sti har ikke været brugt længe.

Flere steder kravlede vi, flere steder måtte jeg finde tilbage til stien og i det hele taget var den ret udfordrende.

Vi valgte så en anden nedstigning – som viste sig at være endnu mere besværlig og endnu mere skjult.

Flere steder gik vi i ren jungle.

Men… det var mega fedt.

Jeg elsker at bruge min krop og vandre i bjerge er noget hvor man virkelig får brugt sig selv.

Vi var drivvåde da vi nåede toppen.

Jeg måtte smide mine shorts og lade dem tørre lidt i solen – selvom det ikke hjalp.

Så på toppen af Pahia stod jeg i sjask våde microfiber underdrenge og mine løbesko.

Solen bagte ned og vi nåede aldrig at holde op med at kampsvede.

Anette måtte holde et par pauser det sidste stykke op, for at holde pulsen ned under 170.

Jeg drak 4.5 liter medbragt vand, 2 juice brikker, spise 3 Mars, en halv pose dadler og 4 kiks/cookies.

Turen var 13.9km, men en højdeforøgelse på 906 meter og vi var godt 6 timer om det – heraf de 4 en halv time i bevægelse. Så trods man ikke tænker det, har vi holdt nogle småpauser undervejs.

Turen ned er for mig altid den værste.

Det kræver muskler at gå op – så det er bare at knibe ballerne sammen – men ned stigningen går mere ud over led og knogler. Særligt knæ, hofter og skinneben.

Da vi nåede ned kørte vi lige en Cola og en Is indenbords og da vi kom til Yacht Club fik vi hver 2 store fadøl.

De var tiltrængt.

Jeg pønser på en ny ø.

Maupiti.

Maupiti ligger 6 timers sejlads fra Bora Bora og er svær at komme til.

Det må ikke blæse ret meget – så kan man ikke komme ind gennem passet.

Rammer man en dag det blæser for meget kan man vende omog sejle 6 timer tilbage til Bora Bora og derefter sejle ind gennem revet i mørke.

Så indtil nu har jeg ikke ville sejle derud.

Men nu er vejret til det.

Så om 2 dage bliver det nok en realitet.

Nye eventyrer venter….

FB opslag den 31. januar 2025.

Huahine og Raiatea.

Inden vi forlader M oorea tager. I en hurtig tur til Stingray City.

Et spot hvor der samles Stingrays og små hajer – som fortalt tidligere ynder jeg at snorkle her for at aflive folks frygt for hajer.

Der er ofte mange små sorttippede hajer og de er kun 1 til halvanden meter.

Vi spiser frokost på en fantastisk restaurant hvor vi — vanen tro får plads ude på terrassen med udsigt over bugt og hav.

Vi skal videre og next stop er Huahine.

Huahine ligger 13 timers sejlads fra Moorrea og dermed den første rigtige sejlads.

Vagtskemaet viser at hver skal have 4 timer vagt gennem natten.

Jeg opbygger altid vagterne således at man har 2 timer med en person og så gaår den person iu seng, herefter møder så en anden – dvs en har fra 20-00, en har 22-02, den næste 00-04 osv.

Vi får en fin sejlads gennem natten med mange stjerner og rimelig vind.

Vinden flover ved 2 tiden og vi må tænde motoren, men vi fik sejlet lidt – og det er fint.

Huahine har et ret godt supermarked som ligger ved en fin ankerplads og det skal vi altid lige provianterer i – her er lækker delikatesse, med frisk fisk, slagter, bager og ost. De har en del non-food og endelig en fin grøntafdeling.

Vi bliver et par dage på pladsen og bruger meget tid på snorkling.

Der er nogle ret fede steder og så kommer der næsten hver formiddag en stor flok delfiner ind gennem passet som lige slapper lidt af i det rolige vand og her kan deres unger så lege lidt mere frit.

Delfiner er sjældent bange for mennesker – men meget nysgerrige.

Så er man heldig at være i vandet og ikke for langt fra dem, kan de komme helt ind på ”klappe” afstand.

Og det gør de.

Desværre fik vi ikke billeder af det – men Iben og Rune fik en kæmpe oplevelse.

Dagen efter prøver crewet igen – men de kommer ikke nær så tæt på.

Vi sejler mod bunden af Huahine.

Her er en lækker bugt som jeg ofte ligger i – og her bor 25 havskildpadder.

Også her får vi snorklet en masse.

Desuden kommer mine 2 nye indkøbte SUP – Stand-Up-Padleboards – for alvor i brug.

Efter nogle dage sejler vi en lille tur på 4-5 timer længere nord-vest på til Raiatea.

Raiatea er den næststørste ø i Fransk Polynesien.

Vi kaster anker på et spot som ikke er super fantastisk – men det ligger taktisk godt.

Både ift byen – som også er den næststørste i FP, kun overgået af Papeete på Tahiti – til snorkling, til dyk og til at komme videre mod Tahaa.

Vi snorkler lidt. Det er lidt grumset – men tæt på en Motu (en lille Ø) er der faktisk fint.

Dagen efter gør vi klar til en dyk på vraget Nordby. Nordby er en dansk båd på 60 meter som snak i 1900. Vraget ligger fint på siden med begge master og bowspyd intagt.

Desværre er vandet så grumset at vi ikke kan finde det.

Det viser sig senere at hvis vi var gået ned at bøjen 100 meter derfra var vi gået direkte ned til det.

Dagen efter hyrer vi en lokal guide som køre os en tur rundt på øen.

Allerede ved ankomst kan vi se at han 100% er den rigtige: Han kommer en blomstret skjorte og et skørte, blomster krone og blomsterkranse om hans ben.

Han er en vildt god fortæller og vi har en fantastisk dag med et besøg i Botanisk have – hvor han fortæller hvad man brugte blomster, bark, træ, frugter mm til. Bla hvordan man lavede bastskørter.

Senere var i på the secret place – det hellige sted. Her får vi en lang historie om hvordan alting foregik her – før europæerne kom og smadrede deres tilværelse.

Vi lære også at flække kokosnødder, binde blomsterkroner, høre deres lokale sange.

Til sidst køre vi op i bjergene til et Belvedere – et udsigtspunkt.

Herfra kan vi se hele dalen hvori krateret var på vulkanen som i sin tid dannede Raiatea.

Faktisk hed øen oprindeligt Havai’i og var centrum for det polynesiske folk. Hele området havde New Zealand mod vest, Hawaii mod nord, påskeøen mod øst og dannede en trekant med Raiatea i midten.

Polynesierne identificerer sig som et folk – et folk der omfatter Polynesien, Mikronesien og Macronesien.

De identificerer sig på ingen måder som franskmænd.

Da vi nu ikke fandt Vraget Nordby, beslutter vi at købe 2 dyk her ved et lokalt center.

Vi får et super lækkert dyk i passet med hajer, Spotted eagle rays, Baracudaer, blæksprutter og meget mere.

Desværre får vores instruktør lavet en fejl – hun svømmer lidt tidligt med strømmen – hvilket resulterer i at vi kommer til at svømme mod strøm i 10-15 min.

Hun skulle have ventet lidt – så var vi kommet direkte ind med strømmen.

Det koster ilt og dermed tid – for vi bruger mere ilt til at svømme i mod strøm.

Så det bliver et dyk på 41 minutter – hvilket er 10-15 min under normalt.

Men det var alligevel et fedt dyk – jeg er jo glad hvis jeg ser hajer og rays.

På dyk nr 2 kom vi så ned til Nordby og det er trods det er helt åbent på en måde bare fedt at komme ind i et vrag.

Der er masser af fisk og ja man skal passe på for alt stålet i konstruktionen skære og river ret meget. Man kan hænge lidt fast og let hvirvle sand og slam op fra bunden.

Vi var både Rune, Iben, Alex, Anette og jeg afsted.

Særlig fedt var det at vi have Rune med, for 1 han har lige fået hans certifikat og 2 for 3 uger siden havde han aldrig regnet med at han skulle dykke.

Nu udbryder Nordjyder jo sjældent i vild jubel – men vi var ikke i tvivl om at Rune nød det.

Senere samme dag sejler vi rund tom Raiatea og her var plane at vi skulle på en ret lækker restaurant: Fish & Blue.

Jeg har været der før.

Men da vi sejlede ind mod broen viste naboen at der var lukket.

Dette trods der på deres hjemmeside stod der var åbent.

Så vi måtte retur til Ydun og finde på en ret.

Det klarede Iben hurtigt og vi fik en ret lækker ret bestående af grønt og æg.

I morgen seler vi Tahaa.

FB opslag den 19. januar 2025.

Up-grades og nye togter.

Efter 10 dage i DK, landede jeg igen på Tahiti den 30. december.

Jeg må indrømme at det var som at komme hjem.

Hjem til Ydun.

Ikke at jeg ikke har nydt at være i DK med alle de bekvemligheder det er – men Ydun er jo mit hjem.

16 dage gik med masser af arbejde og nyde roen.

Roen set ift at jeg har været tæt sammen med mennesker i halvandet år.

Og uanfægtet hvor meget jeg elsker at være sammen med mennesker – kan ro også noget.

Vand løber ned indvendigt og udvendigt på masten og det har skabt noget råd i undergulvet.

Det er nu skiftet.

Der er skiftet Black-jack – som er den gummepakning der sikre at der ikke kommer vand ind der hvor stævnrøret stikker ud gennem skroget.

Så det er også tæt.

Der er købt ny redningsflåde, installeret nyt gaskomfur og ovn, monteret ny topluge i for kahytten, skiftet pakning på den eksisterende topluge i salonen, udskiftet taphaner fra 3 til 5 haner så watermakeren kan fordele vand til de 3 vandtanke samt en til spilvand og en testsmage vand, skiftet hængsler, jokerventiler i alle 4 wc og meget mere.

SÅ jeg har haft travlt – men travlt på en anden måde end normalt.

Den 14. januar ankom næste togt så.

7 håbefulde mennesker – som alle drømmer om en fantastisk tur rundt i Frank Polynesien.

Togtet er på 2 måneder og vi håber på at komme vidt omkring.

Togtet består af Anette, 48 år og Læge, Dykker og ingen sejlererfaring.

Ditte, 53 år og selvstændig headhunter, Duelighed og i gang med Y3, Dykker.

Iben, 52, Selvstændig fotograf og filmproducent, journalist og forskningskommunikation, Duelighed og Dykker. Allan, 47, Greenkeeper I Rungsted golfklub, Sejler og Dykker. Alex, 52, Miljøarbejder, Duelighed og dykker. Rune, 41, Tømmer (Nordjyde), begrænset erfaring med sejlads, ikke dykker. Henning, 68, IT-konsulent og tidligere IT-direktør, nu pensionist, har sejlet en del, ikke dykker.

Så i forhold til mine tidligere togter er det er klart mere modent hold jeg skal sejle med.

Og det har jeg glædet mig til at prøve.

Allerede fra dag 1 står det klart at der er mange som gerne vil dykke.

Da det, for en dels vedkommende er flere år siden de har dykket, arrangerer vi hurtigt at brush-up dyk via et lokalt dykkercenter.

Og for at inkluderer de 2 sidste som ikke har dykket, får jeg arrangeret at Rune og Henning får et prøvedyk.

Første dyk er et område jeg har dykket på før: Akvariet.

Et spot inden for revet med 6-8 meter vand, millionvis af fisk, et lille Cessna flyvrag og roligt klart vand.

Da vi kommer op, vil de to ikke-dykkere selvfølgelig have et certifikat.

Så det sætter vi i gang – jeg taler med Kamille som styre dykkercentret og får lov til at de får Enzo som deres instruktør. Enzo er en ad de bedste instruktører jeg har mødt: Rolig, empatisk, tillidsvækkende og vildt dygtig.

Det tager minimum 3 dage at få et certifikat – selv med 2 dyk pr dag og så skal der bare læses teori hver aften.

Og nu havde jeg jo forestillet mig at vi skulle afsted fredag eller lørdag og folk vil gerne afsted – de er kommet for at sejle, ikke ligge i havn.

Så beslutningen bliver at de 2 – midlertidigt – afmønstre og får taget deres certifikat.

De booker en overnatning lokalt og møder os allerede søndag eftermiddag efter sidste dyk. De tager altså færgen til Moorea og møder os der.

Vi har bestilt 2 dyk og dyk 2 er et dyk uden for revet, kaldet Spring – Kilden.

Det er en underjordisk kilde hvor regnvand fra bjergene render ud i havet under overfladen.

Da vi hopper i er vandet så uklart og grumset at vi dårligt kan se vores fødder.

Men nede på 10 meter vand begynder det at klare op.

Det ender med at blive et super fedt dyk. Vi oplever der hvor ferskvand og havvand mødes – det ligner luften når man kigger hen over et bål – luften bliver sløret, det samme gør vand.

Vi ser 3 hvidtippet hajer, 12 havskildpadder samt masser af fisk.

Imens de 2 tager certifikat sejler vi andre mod Moorea.

3 timers sejlads så ligger Ydun på 4 meter turkisblåt vand, sol og med sorttippede hajer omkring båden.

Det er lækkert – og lækkert at være tilbage herude hvor jeg virkelig nyder mit projekt og livet.

Vi er fremme kl 1230 og nyder en kold øl – vores første sejlads sammen.

Herefter hopper alle i vandet og snorkler en tur rundt og kigger på hvad området byder på.

Hajer, stingrays, skildpadder og masser af fisk i alverdens farver.

Vi flyver med drone og snorkler endnu mere.

Efter 4 dage med restaurantmad, nyder vi selv at lave mad.

Da mørket falder på, lyser vi hajerne ind med kraftige lommelygter.

De tiltrækkes af lyset og kommer nysgerrigt forbi os.

Holder man keglen lidt foran dem kan man sagtens få dem til at svømme efter den.

Lyser man for længe på de øvrige fisk – bliver det for let et bytte for de større fisk eller hajerne, Så det gør vi ikke.

Naturen har sin gang – vi skal ikke blande os.

V i ligger på et spot jeg lærte af min ven Mads, fra Sailing Columbie.

Det er ikke en bugt eller en rigtig ankerplads.

Det er snare et lille område i kanten af en sejlrende. Her er god plads til 4 både – 6 hvis vi ligger tæt.

Her ligger 6 både og de 4 danske.

Tujunga, Manta, Jolene og nu Ydun.

Søndag morgen starter med snorkling, så kaffe og så Morgenmad.

Den står på havregryn – det mætter og er let at lave.

Senere tager vi Dinghy’en ind til en lille havn hvor vi kan binde den fast og går så hen til en lille lokal restaurant og får lidt mad.

Herefter retur til Ydun og nyde sol og vand.

Ikke lange efter skriver Rune til mig at de er landet med færgen og jeg kan hente dem ved havnen.

Så afsted igen og hente dem.

Holdet er igen samlet.

Runge fik sit dykkercertifikat og det var en stor succes – han har haft prøvedyk 4 gange tidligere men haft problemer med ørerne og deraf måtte afbryde.

Nu er certifikatet i hus – Open Water Diver – som giver ham tilladelse til at dykke på åbent vand i ned til 18 meters dybde.

Henning måtte desværre afbryde sit kursus da han syntes det blev klaustrofobisk på de dybere vande.

I morgen tager vi Dinghy’en til et Stingray spot og nyder synet af dem samt en masse små hajer.

Som fortalt tidligere er der her jeg får aflivet folks frygt for hajer – og det er vigtigt for vores kommen dyk og snorklen.

Togt 2501 er i gang.

FB opslag den 18. december 2024.

End of tour – togt 2407.

Fakarava er bare en lækker Atol.

Og Fakarava har været god ved os. Vi har haft fede dyk og mange oplevelser.

Vi gør klar til at sejle mod Tahiti.

Planen var lørdag kl. 1400.

Dette fordi det er slack kl 1450 og deraf mest stille i passet.

Men vejret arter sig ikke som håbet.

Det blæser op fredag og vi skal ingen steder.

Det er virkelig vigtigt for mig at crewet får en fed sejles ”Hjem” mod Tahiti.

Så vi skubber afgang til søndag.

Søndag har Slack så flyttet sig lid og det bliver afgang 1600.

Det passer meget godt for vi skal sejle godt 18 timer mod Tahiti og jeg gider ikke sejle ind om natten.

Ikke fordi der er problemer med tidevand i noget pas – men det er bare rarere at kunne se det hele.

Vi sejler ud og kan se at vandet ikke er helt roligt endnu, men der er ikke meget modstrøm.

Vi kommer fri af passet og ud i den ca. 2 meter store bølger.

2 meter Bølger er normalt her.

Det er afstanden mellem dem der er afgørende.

Er der 3-5 sekunder imellem er det irriterende hvorimod 8-10 sekunder gør at man næsten ikke mærker dem.

De er jf vejrudsigten 7 sekunder.

Så det er OK.

Det vil i hvert fald giv færre søsyge på turen.

Vi sejler langs revet og efter en lille time er vi fri af revet og kan sætte sejl.

Det klarer vi hurtigt.

Crewet begynder at kunne det det handler om når vi sætter sejl.

Vi laver få justeringer og så sejler vi 6-8 knob for 14 knobs vind.

Vi sejler kurs 266 og vinden kommer fra lige under øst – helt præcis kurs 100.

Altså har vi vinden ind bagfra men en lille smule til bagbord.

Vi kan se på vores instrumenter at vinden ligger på 150 grader ift til os.

Det er behagelig sejlads.

Havde bølgerne været lidt mindre havde vi talt om Champagnesejlads.

Kunsten er at holde kursen på 150-160.

Kommer den op på 170-180 – det vi kalder plat lens – har sejlene tindens til at ville slå over til modsatte side.

Det er noget bøvl og der hvor man kan få en bom i hovedet.

Det er både farligt og det sænker farten.

Vi har godt nok en preventer på – så Storsejlet ikke kan slå over og man får bommen i hovedet – men det hindre ikke forsejlet i at slå over.

Det er fantastisk.

Hele Crewet opdager nu hvor fedt det er at sejle når det ikke er mod vinden, mod bølgerne.

Det hele er lettere.

Med vinden i ryggen er det lunere – selv om natten sidder vi i T-shirt og shorts, vi ruller mindre, det larmer mindre.

Kort sagt – det er fed sejlads.

Der kommer et par byger i løbet af de 2 dag og det samme sker som det altid sker: Små lokale byger giver regn og mere vind. Typisk stød på 20-22 knob.

Og så er det, der går konkurrence i den.

Hvem sidder på styr-pladsen når vi sejler stærkest.

Først er det Klare – hun runder lige 10 knob. Og så 10.6.

Iben runder så 11,3 og siden 11,6.

Jeg har sidste vagt inden vi sejler ind igennem revet til Tahiti og her kommer der vind.

Jeg kan se det komme.

De sorte Cumulu-Nimbus sky er på vej.

Skyer er opdelt i 3 grupper – de høj er Cirrus, de mellemste er Alto og de laveste er Cumulu.

Samlet taler vi om over 10 skyformationer – men Cumulus-nimbus er den alle sejlere ser på forhånd. De er sorte og helt flade i bunden, kan strække sig helt op i Troposfæres, ofte bredest i toppen og diffus form der ligner en armbolt.

Dem kan der være meget vand i og der er er altid god vind i dem.

De indhenter mig og jeg er forberedt på et der kommer 3 lige i rap.

Den første rammer og det vælter ned.

Vinden stiger til 20, 22 og så 24 knob.

Jeg rammer 11.2 Knob på fartmåleren.

Det er næsten synd hvis jeg slår dem her på den sidste vagt.

Det er jo sjældent jeg selv tager en vagt – men nu er der jo kun 5 med, så jeg er hoppet ind i vagtskemaet.

Næste bølge af vind…. 20 knob, 22 og 26 knob.

Vi rammer 11.6 knob.

bølge… Vi rammer 26, 28 og 30 knobs vind.

Det hele står i et.

Det er heldigt der er mig selv der sidder på vagten – jeg var nu nok kommet løbende op alligevel.

Regnen vælter sidelæns gennem cockpittet, havet er pisket op, bølgerne kommer fra alle sider og jeg står – bare for at holde mig oprejst, som i et side stræk: Højre ben strækt og venstre ben helt bukket, Jeg holder fast med begge hænder i metalbøjlerne på styrpladsen og så kigger jeg på fartmålere: 12.3 knob.

Vi har sejlet stærkere før – 14.8 ud for Columbia – samme sted Birger sejlede 15.6 før jeg overtog Ydun.

Skal jeg lade være med at fortælle dem det….??

Nå skidt…

Med ’et er den 3. sky forbi og alt bliver helt roligt.

Vi sejler nu kun 4 knob.

Jeg lader det hele stå og nyder roen.

Mine sejl tørre hurtigt når vi bare glider af sted sådan her.

Kl er 0730 og om 30 min er det Cat’s vagt. Det er lige nok til at vi kan sejle stille hen til indsejlinge.

Så kan vi vække de øvrige og vi kan gør klar til at tanke og gå i havn.

Cat kommer kun lige op før hun spørg hvor vildt det vind var og at hun var glad for at det var mig der havde vagten for det virkede ret voldsomt under dæk.

Så spørg hun hvor stærkt sejlede du……

Ja… det var så 12.3 knob. Jeg duer ikke til at lyve.

Hun griner og da de andre kommer op, er det det første de får af vide.

Skipper smadrede lige jeres personlige rekorder…

Vi får tanket og sejler over mod vores plads.

Det er den samme plads vi får her i Marina Taina som vi har haft de øvrige gange.

Vi skal sejle frem og smide anker 60-80 meter ude.

Herefter bakke ind mellem 2 andre både og der er en masse tovværk på tværs.

Når vi er på plads får vi 2 stykker tov som vi skal trækkes op fra havet til os.

En på styrbord og en på bagbord og spændes stramt frem og i hver sin retning.

Bagerst smider jeg 2 snore ind på kajen og her er en fra havnen som så fastgøre os bagud.

Når det hele er strammet op ligger vi ret godt ift små lavtryk der kommer fra sydøst.

Jeg er ved at mestre det at bakke ind på den måde, men det er lidt bøvlet fordi man ikke som normalt kan bruge bowtrusterne. Når vi bakker og samtidig lægger ankerkæde ud er trusteren ikke nær så stærk som nå vi bare bakker ind på plads. Kædens vægt holder mig på ret kurs men det betyder også at vinden skubber bagenden af båden og det kan jeg så – qua kædens vægt ikke rette op på som normalt ved hjælp af trusteren. Så man har kun roret at styre med.

Men det går glat og vi glider stille ind på plads.

Alt og alle løser deres opgave perfekt.

Fedt at slutte sidste sejlads af med at alt går godt.

Alle får ros og vi sætter os lige on nyder en kold Cola – det er for tidligt til en øl.

Vi har nu nogle dage i Papeete inden Iben og Asta flyver til Hawaii – her fortsætter deres eventyr.

Cat, Adam og Klare skal alle hjem.

Med samme flyver skal jeg.

Jeg skal til DK og besøge mine børn, Mine forældre, min søster og niecer – for første gang i knap halvandet år. Og så skal jeg selvfølgelig se min kæreste Kristine.

Får jeg landkuller? Hvordan bliver det at have fast grund under fødderne?

Hvordan bliver det at være ”spærret inden i et hus” – uden frisk luft hele tiden?

Det går nok – jeg glæder mig til at se dem alle og trænger nok til en lille pause. Jeg har levet i det her i 18 måneder, stort set uden pauser.

Men inden jeg kan flyve er der lige et par ting der skal ordnes.

Jeg har besluttet en større up-datering af mit elektronik.

Nye batterier, Shunts, Distrubutor, solceller, Mppt’er, Cerbo, GX, Orions, Hertil en masse sikringer, kabler mm.

Det er godt nok en investering på 200.000Dkk – men det er det der skal til for at jeg har styr på alt min strøm.

Hertil en genindførsel af gas.

Så jeg har købt nyt gas-komfur med plader og det skal så monteres umiddelbart efter nytår.

Det betyder at jeg fjerner over halvdelen af mit strømforbrug fra 220v siden og deraf min 24v batterier.

Med up-gradering betyder det at jeg 4 dobler min batteri-bank på 24v siden og forøger på 12v síden med 150%.

Det bliver godt – dermed er jeg allerede på den front klar til at sejle mod Hawaii.

FB opslag den 6. december 2024.

Fakarava – the Wall of sharks.

Toau var ikke hvad vi havde håbet.

Måske vandet bare var lidt mere uklart end forventet.

Vi var i hvert fald ikke imponeret.

Turen til Fakarava var en kort tur på 6 timer.

Vinden så fin ud og vi sku bare lige rundt om pynten, så ville vi have fin vind hele vejen.

Rundt om pynten tog bare 3 timer – det skulle have taget 1.

Vinden drejede hver gang jeg tænkte: ved næste spids kan vi få luft nok i sejlene – bare lige et par grader længere mod syd.

Det første stykke var for motor.

Endelig slap vi fri og jeg kunne se og mærke at nu var der luft nok.

Ud med storsejl og Genoa.

Ydun tager hurtigt fat og begynder at arbejde.

Når vi får 13-15knob sker der virkelig noget.

Så det vi skulle have sejlet på 5 timer tog nu under 4.

Nord passet på Fakarava er bredt – ca 1.6km – og jeg har været igennem det både i mørke og dagslys flere gange.

Det som turen tog i længere tid betød at vi ikke ramte slack-time.

Vi kom over 1 time for sent.

Derfor var der nu udgående strøm.

Den udgående strøm kan komme op på 6-8knob – men 1-2 timer efter slack er den normalt kun på 3-4 knob.

Da passet er bredt er der manøvremuligheder nok.

Normalt sejler vi gennem et pas for motor – men jeg tænkte at hvis vi skal sejle gennem et pas for sejle skal det være her.

Motoren blev startet – så kunne den vare klar – eller evt som støtte.

Da vi nærmer os kan jeg se at der er pænt hug på vandet – det koger og syder.

Det er den udgående strøm der allerede har taget godt fat.

Jeg vælger at have motoren kørende som støtte.

Vi går 9 knob da vi nærmer os passet.

Så rammen vi strømmen og vi taber fart.

8 knob… 7… 6… 5….og så stabiliserer den sig.

Der er – som altid – lige nogle minutter hvor det er lidt spændende at sejle gennem et pas.

Vi sejlede flot igennem og som planlagt drejer vi 90 grader til bagbord lidt længere inde i atollen.

Sejlrenden viser hvor vi skal og bør sejle.

Alt uden for sejlrenden er ”u-opdaget” og noget vi helst holder os fra.

Knap 30 min senere kaster vi anker på 8 meter vand.

Her er gudesmukt.

Solen bager og vi ligger i læ bag palmerne på atollen og ”byen”.

Jeg har ikke dykket i Nordpasset – som vi lige var sejlet igennem.

Derfor var det klart et mål for denne tur.

Heldigvis ville både Adam, Cat og Asta gerne med.

Deraf skulle vi have fat i et af de lokale dykkercentre.

Topdive har de fleste steder et godt renommé – så der startede vi.

De havde plads til os mandag og det passede perfekt i vores planer.

Samme aften bestiller vi bord på en hyggelig restaurant som jeg har besøgt flere gange tidligere.

Super dejlig mad og alle syntes at vi skulle tilbage dertil inden vi tog fra ”nordpasset”.

Lørdag lejer vi cykler og ser både perlefarme, lufthavn – det er ret underligt at cykle ind på et lufthavnsområde – og så langt vi kunne cykle i begge retninger. Vi nåede da knap 50 km den dag på nogle gamle havelåger.

Søndag prøver vi at gå i kirke.

Polynesiere er meget troende og vi har før hørt historier om gudstjenester der var et gospel-kor værdigt.

Nu var det så samtidig 1. advent, så vi tænkte at det var den helt rigtige dag.

På Fakarava ligger der 3 kirker på få hundrede meter. Den valgte var et godt valg.

De 2 andre var folk pyntet op med lange sorte bukser, langærmet skjorte og slips…..

Jeg havde sandaler, shorts og en t-shirt. Det gik fint til ”vores” kirke.

Der var 5 præster med forskellige budskaber – på fransk og polynesisk.

Og så lader det til at det er menigheden der styre sangene.

Det er i hvert fald dem der sætter i gang.

Sangene var nogle ala salmer, dog med et tvist at noget jamaicansk og Sangene fra tegnefilmen: Moana.

Moana betyder oceanet – eller den blå farve på oceanet.

Der var ingen musik til.

Men alle synger – det er som om der er en stolthed over deres sang.

Det lød godt og vi var godt tilfreds med at have oplevet det hele.

Så blev det mandag og dermed tid til et dyk i Nordpasset.

Nordpasset er specielt fordi der er en del muligheder i det.

Man dykker kun på udgående strøm under helt specielle forhold.

Går noget galt kan man blive blæst med strømmen ud på åbent vand og vanddybden stiger eksponentielt.

Så at ryge 50-100 meter ud kan have fatale konsekvenser.

Vi skrøbelige mennesker har ikke en chance allerede på 70-80 meters dybde.

Jerami – en tidligere soldat fra den franske Navy – var vores instruktør.

Og han forklarede som altid de 2 dyk og samt hvad der var sikkerhedsmæssigt i at vi dykkede med Nitrox.

Jeg er uddannet i Nitrox – men de øvrige er ikke.

Lang historie kort – Nitrox er bare en luftblanding med højere indhold af Oxygen.

Vi har 2 virkelige fede dyk på passet, med masser af flotte fisk, et område med omkring 200 hajer under os og til sidst over et hul i bunden vad navn: AliBaba.

Her ligger Hvidtippet hajer og sover på bunden.

Hvidtippet og Nurse-sharks er de eneste der kan ligge stille. Alle andre hajer dør hvis de ligger stille – de skal have vand og deraf ilt gennem gællerne.

Tirsdag sejler vi 4 timer mod syd

Vi drejer fra og lister os forsigtigt ind over ”u-opdaget” område – de sidste 4 sømil mod stranden. De sidste 10 minutter meget langsomt – her er Bumi’er overalt og jeg har ikke lyst til at sejle på dem.

Jeg udpeger mig et sted og vi kaster anker.

Vi ligger nu på 6 meter vand, i turkisblåt vand – og her er ingen.

Der er ingen på land, ingen der ankerer her, ingen huse – intet.

Så vi sejler Dinghy’en ind og begynder at finde brænde og gør et bål klart.

Retur til Ydun og lave snobrød.

Retur til land og tænde bålet.

Snart efter sidder vi og laver snobrød i solnedgangen.

Det bliver ikke meget bedre.

Næste morgen sejler vi mod Sydpasset – Wall of sharks.

Vi har en aftale torsdag – så onsdag bruger vi på at komme i land og kigge på området.

Her er nogle huse og noget ala et pensionat, et madsted til pensionatet samt de lokale.

Men… det er væsentligt mere og flere huse end da jeg var her for 3 år siden.

Torsdag kl 1230 skal vi være på dykkercentret.

Vi er klar i god tid, mit crew får udleveret gear og bliver sat i båden og vi kommer afsted.

Vi sejler kun få hundrede meter så sejler vi ind til en Dinghy-dock.

Her skal vi vist bare samle en fransk kvinde op.

Men vi bliver der noget tid og instruktøren forklarer at strømmen ikke er vendt endnu – så vi må afvente.

Endelig kommer vi afsted.

De fleste låner dykkerudstyr – jeg har normalt alt grej med selv – dog ikke flaske og bly.

I dag opdager jeg så, at jeg har glemt min regulator – hvor dum kan man være.

Nå skidt – jeg låner bare en.

Da jeg tester luften i mundstykket kan jeg mærke at den er ret slidt.

Det går nok.

Vi kommer i vandet og så går det op for mig hvor slidt den er. Den ene bideskinne er væk og den anden hænger og dingler.

Det betyder at under hele mit dyk bruger jeg unødigt energi og fokus på at holde min regulator i munden – med min højre hånd.

Resultatet er selvfølgelig manglende koncentration og brug af for meget luft.

Det er et lidt kedeligt dyk – nok primært pga mit ringe mundstykke.

Min NDL alarm gik – det er en oplysning om for hurtig nedstigning eller opstigning og en indikation på at man sikkert skal lave et ekstra sikkerhedsstop – eller at det normale på 3 minutter laves om til 5 minutters stop.

Desuden fortæller min dykkercomputer – som er sat til NItrox35 – også at vi har nået 30 meters dybde og qua en computer er ret konservativ, at vi ikke skal gå dybere.

Jeg kigger på den – den siger 30.7 meter.

Dybere begynder Oxygen nemlig sat blive giftigt.

Nu er det ret konservativt – så der er ikke noget farligt i det.

Men kommer vi under 40 meter begynder det at blive alvorligt.

Min computer bad ganske rigtigt om at jeg lavede en 5 minutters stop – derved kan kroppen bedre nå at sende nitrogenen ud af kroppen.

Gør man ikke det, kan man gå i Nitrogennarkose – eller få Dykkerrus.

Og så var der ikke i øvrigt ikke ret mange hajer…..

Vi gør klar til andet dyk. PÅ vejen sejler vi forbi Ydun – jeg beder skipper stoppe ved mig båd – jeg hopper ombord og tager en af mine egne regulatorer – de er ikke gennemtygget og jeg har selv serviceret dem – de fungerer.

På dyk 2 er strømmen bedre.

Men nu driller mine øre – det plejer de ikke.

Normalt har jeg let ved at trykudligne – godt nok skal jeg forcerer det nogle gange, Men det plejer ikke at være et issue.

I dag gør det ondt hver gang jeg komme under 14 meter.

Op på 12 meter og udligne igen. Og så ned igen…

Flere gange.

Vores instruktør kigger på mig og spørg til problemet – jeg ligger 5-6 meter over dem.

Jeg peger på mine øre og viser tegnet for problem.

Det er en flad hånd som man vipper fra side til side – lidt som Benny i The Julekalender når han sagde Bob, bob ikkk….

Der går en 5-7 minutter så løser det sig og jeg kan går ned på godt 24 meter sammen med de andre.

Vi får et super fedt dyk.

I perioder masser af hajer – ikke som da jeg var her de første gange hvor der var hajer over alt, men fint – og ud af det blå kommer en ret flot størrelse Mantaray.

WOW…. De er så sindssyg flotte.

Den kommer svævende i god fart og laver lige en cirkel rundt om Asta, Klare, den fransk dykker og deres instruktør, inden den glider forbi mig.

Klare og Asta kaster håndtegn til mig i et væk – det er helt oppe at ringe.

The wall har givet dem alt det, de havde drømt om.

Adam viser at han her 70 bar igen – altså han har brugt lidt mere luft – og instruktøren giver han hans reserveslange – hans Octopus.

Den vi kalder sutten.

Vi skal til at op. Typisk skal vi ramme afslutningen på dykket når vi rammer 50 bar.

Det er den reserve vi har til sidste del opstigningen og sikkerhedsstoppet.

Langsomt stiger vi til 5 meters dybde. Vi ”flyver” stadig i strømmen.

Jeg kigger på min computer – den tæller fra 3 minutter. Det er fint – altså har dykket ikke været forceret ej heller for tidligt efter det første.

Instruktøren kigger på min og spørg til mit 3 minutters sikkerhedsstop.

Da tiden er gået viser jeg ham det – håndfladerne mod hinanden og træk fingrene væk fra hinanden, skiftevis højre hånd øverst og så venstre.

Han modtager med et OK og peger med tommelfinderen opad – vi går op.

Få sekunder efter spytter jeg regulatoren ud og trækker frisk luft ind igen.

Det var et rigtig fedt dyk.

Det var mit 7. dyk på wall of sharks, dyk nr. 65 i alt og jeg nærmer mig 2 døgn under havets overflade.

Togt 2407 nærmer sig sin afslutning – forventet afgang mod Tahiti på lørdag.

FB opslag den 1. december 2024

Rangiroa, det falske pas og Delfiner.

Vi møder 2 danske både på Tikehau – Bounty og Zen – som vi spiller beachvolly med – Bounty husker I sikkert fra min tid omkring San Blas (den caribiske side af Panama) og dem som jeg havde bundet på siden da vi sejlede gennem Panama-kanalen, vi går ture og besøger en farm hvor de er selvforsynende.

Adam er på et tidspunkt i land og da han kommer ud er vi både inviteret på middag og Ann – som jo er dyrlæge- skal i land og se på damens hund.

Her efter sejler vi mod Rangiroa.

Turen var fin og vi fik lov at sejle for sejl det meste af vejen.

Vinden kommer 3-40 grader forfra og bølgerne ligeså.

Så det er en lidt bumlende tur.

Men dejligt at mærke Ydun strække hendes ben og vise hun gider sejle. Vi nåede lige at se SOG sige 10.4 knob.

Rangiroa er verden næststørste atol – kun overgået af en atol i øgruppen: KiriBati som ligger godt halvvejs mod Hawaii – 80km lang og varierer mellem 5 og 32 km i breden.

Der er knap 2500 indbyggere og selve atollen består af 250 små øer.

Der er 2 pas som begge er ret vilde, når tidevandet strømmer igennem.

Der er 80cm forskel på høj og lavvandelige denne dag – så vi skal ramme slack ret godt.

Det er tydeligt at tabellen ikke passer helt. Der er mange faktorer der afgør tidevandet i et pas. Det er helt normalt at tabellen er vejledende.

Jeg kan se at vandet nærmest koger. Der er strømninger fra alle sider og vi sejler kun knap 3 knob for 2000 RPM. Ved 2000 omdrejninger sejler vi normalt 6.5knob.

Vi kommer igennem og kaster anker på den udvalgt ankerplads.

Allerede da vi lægger Anker ud kan jeg se det ikke er et godt sted. Der er mange sten, klipper og koraller, men kl. er snart 5 og der er kun en time til det bliver mørkt – så vi skal ikke til at rode rundt efter et sted at kaste anker nu.

Underligt at det er markeret som et ankersted.

Dagen efter – oven på en meget rullende nat – flytter vi en lille kilometer.

Da vi vil hive ankeret op, sidder vi fast.

Så er der en der må have snorkler grejet på (eller dykker) og i vandet.

Herfra guide personen mig ift hvordan kæden ligger rundt om sten og klipper. Det er Cat (Cathrine), der hopper i.

Det tager ikke længe før vi er fri og kan komme over hvor vi tror vi ligger bedre.

Jeg kan se det også er sten og koraller.

Jeg tænker at myndighederne har besluttet at man ofrede et område – måske fordi korallerne var ødelagt i forvejen.

Vi kommer i land og får provianteret lidt.

Målet på Rangiroa er ikke her – det er i det sydlige pas.

Der skal ligge et akvarium.

Et Akvarium er en ofte brugt betegnelse for at lækkert dykker eller snorklespot.

Her vil vi snorkle lørdag.

Og ganske rigtigt.

Vi ser millioner af flotte fisk her. Og nogle enkelte mindre hajer.

Søndag har Rasmus og Ann samt Anna oplyst at de står af.

Rasmus og Anna har være dårlig på hver sejltur vi har sejlet.

Anna var så dårlig, at hun sov i 2 døgn og Rasmus har jeg overhørt, flere gang fortælle hans kæreste Ann, at han ikke gad at være søsyg mere.

Det er ret ærgerligt for de var alle 3 afholdt at hele flokken og humøret på båden har være rigtig godt siden start.

Men jeg forstår dem godt.

Når man er søsyg er men helt til hundene.

Desuden har Rasmus og Ann været på tur nu siden januar – først på ski i Canada, vandret Pacific Crest Trail (en 4300km lang vandret tur fra Mexico til Canada – den amerikanske vestkyst), så en tur til New Zealand og nu godt en måned til søs.

Så de var mættet.

De flyver Søndag og glæder sig til at overraske deres familier med at komme hjem inden jul.

Vi får om rokeret, hvordan vi bor ombord og fordeler pladsen så Cat og Klare nu får den store kahyt mangen til min, Adam får egen kahyt og flytter dermed ud af min kahyt.

Iben og Asta beholder deres – Suiten.

Cat, Asta, Adam og jeg havde bestilt 2 dyk ved et af lokale dykkercenter.

Vi ved, der er en familie på 25 delfiner som holder til i passet og der er ofte set tigerhajer her.

Under briefingen fortæller vores instruktør Pamala at vi første tager et dyk på kanten af revet og så ind gennem passet – altså et drift-dive (Strømdyk).

Vi er ud over os 4 er der også en fransk kvinde.

Vi sejler ud med en af deres kraftige motorbåde – de har normalt en 2-300Hk påhængsmotor på bagsmækken og er en båd der er 5 meter lang. Plads nok til 8-10 personer med grej.

I passet er bølgerne 2 meter og det kommer fra alle sider. Jeg sidder stille på båden og glæder mig over det ikke er Ydun jeg skal sejle igennem på det her tidspunkt.

Vi kommer fint ud gennem passet, får grej på og vælter bagover alle 6.

Båden bakker og ligger vi i 2 meter bølger og gør klar.

Vi kigger på hinanden og giver OK tegnet.

Slangen til BCD’en hæves over vand og vi trykker på knappen der tømmer BCD’en for luft.

Nå vi gør det, synker vi.

Der er 10 meter vand og vi mødes normalt på 5 meters dybde, hvis ikke andet er aftalt.

Her kigger vi lige på hinanden igen og – hvis alt er OK – fortsætter ned af.

Asta kan ikke komme ned – hun har ikke nok bly på.

Det sker ofte – så Pamala finder en af hendes ekstra klodser bly (en instruktør har altid 3-4 klodser for meget med) og sætter på Asta.

Efter et par minutter fortsætter vi ned ad.

Det bliver et fint dyk med masser af flotte fisk og et par hajer.

På andet dyk forklar hun, at planen er at vi kommer lidt længere ud fra revet – der hvor det går rigtig stejlt ned – og skal holdes os godt samlet for vi skal gennem passet i lidt mere strøm nu.

Det der kan gå galt er, at hvis man ikke er samlet kan drive i hver sin retning – bare få meters forskel i dybden kan få betydning – så vi skal være tæt og i samme dybde.

Rammer vi strømmen forkert er det som at lande i en vaskemaske – strømmen kan sende en 10 meter op eller ned på et øjeblik.

Det var en god beslutning – så snart vi er ude væk fra revet ser vi 4 bottlenose delfiner svømme forbi. Bottlenose delfiner er mere social, mere legesyge og bliver større end normale delfiner – de bliver ofte over 3 meter.

Vores instruktør kalder på dem – det gør man ved at vippe med hele kroppen.

Den første der kommer, er en unge på 1.5 år. Den er over 2.5 meter lang og breder end mig.

Først vil den kigge på Pamala og bide i hendes svømmefod og derefter kommer den over til mig.

Den ter sig som en ivrig hundehvalp og skubber af glæde flere gange til mig.

Dens mor Tiare og hendes veninde Hianau følger med, men er mere rolige og knap så legesyge.

Vi møder flere af flokkens medlemmer under vores dyk.

Vi ser Napoleonsfisk på 1.5 meter, lionfish, Porcupinefish – som er giftig – og jeg svømmer ind i en kæmpe flok Paddletail Snapper.

Lidt senere ligger vi på ca 20 meter vand og under os – svarende til 20 meter længere nede – vrimler det med revhajer. Mit bedste bud er ca 200 stk.

Det er grå revhajer. De er ca 2 meter og gør ikke noget.

De ligger bare der og patruljere deres område.

Desværre ser vi ikke nogle tigerhajer.

Tigerhajer er majestætiske og indbegrebet af en haj.

Ofte vejer de 3-400kg og er 3,5 til 5 meter lange.

En af havets ultimative dræbere.

De er her – men vi ser dem ikke.

Herfra går turen mod Toau.

Det er onsdag morgen.

Kl er lidt i 5 og solen lyser langsomt det hele omkring os op.

Jeg nyder at sidde og bare kigge disse morgener. Fra totalt mørkt med millioner af stjerner til at lyset tager mere og mere over. Mærke varmen kommer.

Jeg går under dæk og laver 2 kopper kaffe.

Bag roret sidder Klare på 23 og Asta på 19.

Den ene kop er til Klare – hun kan drikke kaffe hele tiden.

Begge 2, er personer som jeg nyder at have med.

Klare har sejlet hele hendes liv hjemme i det fynske hos mor og far og hun er altid glad, hjælpsom og positiv. Asta har ikke sejlet før, men har en indbygget nysgerrighed og gå-på-mod der gør at hun begynder at have godt fat i hvad det hele drejer sig om.

De har vagten til kl 0600.

Herefter er det mig der tager over. Det passer næsten med at vi skal sejle ind i det falske pas på Toau.

Toau er en lille atol lidt nord vest for Fakarava. Her bor kun 18 mennesker.

Det falske pas betyder at der er en bugt ind i atollen og deraf revet som man kan ligge for anker eller morring i – men man kan ikke sejle gennem passe som man normalt gør.

Jeg sejler altid selv Ydun når vi taler om et pas, en indsejling, havn eller andet med begrænset plads og deraf større chance for sammenstød eller andre alvorlige ting.

Der er ingen tidevand her – det er jo ikke et rigtigt pas – så vi sejler bare ind og finder en morring.

Vi ligger på den smukkeste plads og herfra har vi udset os et par snorkle steder.

Om få dage sejler vi mod Fakarava – og hermed får jeg endnu et gensyn med Wall of sharks.

FB opslag den 16. november 2024

Tough tur til Tikehau.

Fra start har togt 2407 haft et mål om at sejle Tahiti, Moorea, Huahine, Raiatea, Taha’a, Bora Bora, Tikehau, Rangiroa, Fakarava og så Tahiti.

2 måneders ø-hop i nogle af de smukkeste øer og atoller i verden.

Strækningen fra Bora Bora til Atollerne og dermed Tikehau, har hele tiden været dette togts sværeste nød at knække.

Vinden blæser primært fra øst mod vest her.

Så, når man skal 230 sømil eller knap 450km mod øst, skal det times rigtigt.

Der er som regel 2-3 dage pr måned det kan lade sig gøre – og samtidig skulle det passe med at vi være færdig med at se selvskabsøerne.

Jeg havde derfor gjort det klart fra start at hvis målet var atollerne, skulle vi være klar til at rykke når vinduet var det og være forberedt på at det kunne blive en lidt hårdere tur.

Men det så lyst ud.

Jeg kunne se et par dage, der kunne udvikle sig i den rigtige retning.

Og det gjorde de også. Søndag ville vinden gå mere i syd og ligge på 14-19 knob.

Min vurdering var, at så måtte vi se på om bølgerne var til at håndterer.

Fredag og lørdag var jeg fast besluttet på at det kunne ske – så mine gast fik af vide at det kunne vi godt.

Alle var glade og klar – atollerne og dermed Fakarava, med muligheden for at dykke på Wall of sharks – var nu i sigte.

Søndag kl 1730 sejlede vi ud gennem revet i den skønneste solnedgang.

Den første time og stadig i dagslys var nord rundt om Bora Bora.

Vi slipper Bora Bora og langsomt kommer vinden.

14 kn, 15… 16.. 17 kn.

Perfekt.

Bølgerne skulle ligge på 2.4 meter og slutte på 1.5 det sidste stykke ind mod Tikehau.

Det lød perfekt.

Vi sætter sejl og det går fint derud af.

Vinden er ikke så meget syd som lovet – men den er til at sejle på. Så opgaven for gasterne er at sejle Ydun så tæt på den rute jeg har planlagt.

Og det betyder at vi skal gå tætter på vinden end forventet.

Konkret skal vi have vinden ind mellem 30-40 grader ift vores sejlretning.

Vi skal rammen en kompaskurs på ca 75 grader for at ramme Tikihau uden at skulle krydse mod mål.

Når vinden så kommer tæt på øst – dvs 90 grader minus de 30 vi ikke kan sejle på (da det jo er direkte modvind) er det svært at holde 75.

Opgaven er for hvert vagthold at holde vind i sejlene og så tæt på den planlagte rute.

Men de må hellere falde ift ruten end vinden – farten er det vigtigste.

Jeg har sagt det før: Fart er den ultimative luksus når man sejler (underforstået med sejl – alt andet er jo at køre båd)

Det bliver en tur med mange bump – for bølgerne kommer også ind skråt forfra.

Vi har en periode midt på første nat hvor vi må sejle for motor – men ellers gik vi for sejl hele turen.

Så tager vinden til… 20…21, 22, 23, 24 ,25, 26 og 27 kn.

Og så stabiliserer den sig længe mellem 22-25 kn.

Vi have rebet sejlet allerede første gang vi ramte 20 kn.

Når vi reber sejlet – gør sejlet mindre – mister vi en lille smule topfart – men i realiteten betyder det bare at Ydun ikke lægger sig så meget ned, for det jeg ruller ind af sejle ville vinden alligevel skubbe os mod siden – altså lægge båden mere ned.

Farten er god. Vi ligger ofte over 7 knob og først ser Klare den ramme 9.4, siden ser Rasmus vi rammer 10.2kn.

Så vi sejler rigtig fint.

Til gengæld er halvdelen af besætningen søsyge.

Iben, Cat, Anna og Rasmus må ofre deres aftensmad. Senere bliver Ann og Asta også småsløjd.

Adam besvimer imens han sidder ved rattet.

Ann – som er dyrlæge – er hurtigt over ham og resten kalder på mig – jeg var lige under dæk et øjeblik.

Vi får ham flyttet over på sofaen i cockpittet.

Kun Klare er helt på toppen.

Jeg selv kan mærke det ulmer i mig – jeg var for længe under dæk og kigge på motoren samt følge op på et par kommende gaster – dvs sidde og kigge ind i min telefon for at skrive mails til dem.

Jeg bliver ikke rigtig dårlig, men jeg må op og sunde mig flere gange resten af turen.

Et er at vi skal ramme en ny ø eller atol i dagslys – så jeg kan se hvor vi sejler ind – en anden ting er at vi også skal ramme det rette tidevand.

Slack tide.

Tidevandet skifter hver 6 timer. Og flytter sig langsomt baglæns med 15-20 min dagligt. Nogle steder betyder det ikke meget.

Men lige her på Tikehau, kan den svinge fra 4 kn medstrøm til 12 kn modstrøm.

Og 12 kn modstrøm kan jeg ikke hamle op mod. Så vi skal ramme +/- 1 timer ift slack tide.

Dvs højvande eller lavvande.

Højvande er lidt i 0800 tirsdag formiddag og vi sejler ind præcis kl 0800.

Jeg kan se at strømmen allerede er meget i mod os og vi sejler kun knap 3 kn – med de omdrejninger vi normalt sejler godt 6kn. Altså er tabellen en smule misvisende – og det er de ofte.

Indsejlingen er knap 50 meter og det betyder lidt over en bådslænge til hver side – ikke meget plads hvis man pludselig ikke kan komme fremad og må vende om.

Men vi kommer fint igennem.

Inden for revet skal vi sejle godt en time til den ankerplads jeg har udvalgt.

Halvvejs hører jeg motoren tabe omdrejninger.

Jeg undre mig og iler ned og åbner ind til motoren.

Så stopper den.

Jeg tænker… det er s….. løgn.

Det samme skete jo mellem Panama og Galapagos.

Men den fejl var et dieselfilter – det vidste jeg ikke kunne passe nu – Rasmus og jeg havde jo for få uger siden skifte filtre olie, diesel filtre mm på den.

Så ser jeg at kileremmen er helt slap.

Jeg sætter hurtigt en til at kaste anker så vi ikke driver ind i en bumi – en lille ø, rev, sten mm midt inde i Atollen.

Vi kaster anker lige midt i sejlrenden.

Jeg ved at Rasmus lige er gået til køjs, men jeg har ikke anden udvej end at vække ham. Ham er jo maskinmester og arbejder med store skibsmotorer til dagligt.

Vi ser hurtigt at den kilerem der er løs, også mangler en bolt – ikke den jeg skiftede for 5 uger siden, men en på samme arm.

Kileremmen driver generatoren til startbatteriet og forbrugsbatteriet – men også vandpumpen.

Når kileremmen ikke driver, drejer vandpumpen ikke og vandet bliver varmere og vanrmere.

Det var derfor min overophedningsventil der havde stoppet motoren – det havde virket præcis som den skal.

Bliver temperaturen for høj skal den stoppe motoren for ellers brænder motoren af.

Så det vi skulle fixe var en ny bolt til den arm der holder generatoren, lade den køle lidt af, åbne og efter fylde vand – for alt vand koger ret hurtigt over og løber ud under motoren – samt tjekke for andre fejl.

Det tog kun en time og det meste af tiden var at vente på vi kunne åben for vandet til motoren uden at blive skoldet af det varme vand.

Vi sætter igen strøm på og starter.

Yanmar-motoren springer i gang og spinner som en mis.

Knap 1100 sejler vi ind på ankeringsområdet over for ”byen” og kaster anker.

Kort efter sejler en gummibåd op på siden af Ydun. Det er mine venner fra Sailing Elsa: Martin og Amalie med deres børn: Sonja på 7 og Svend på 9. Med sig har de 2 gaster.

Vi er mødtes flere gange herude, både i Panama og på Galapagos. Vi har haft flere hyggelige stunder sammen og der har længe været lige ved at vi mødtes igen – så skete det her. Martin giver mig hurtigt at par fif om hvad vi kan se og opleve her på atollen.

Jeg har ikke selv været på Tikihau før så det var med stor spænding vi tager i land her.

Her er ikke meget.

Et par hoteller, et par snack-bare, et pizzaria, en kiosk og et bageri.

Det er kun bageriet der har åbent.

Noget af det vi kan opleve her er bl.a. Mantaer og så skulle der gå et par hammerhajer i passet ved indsejlingen.

Endelig ved vi at der også er set et par tigerhajer samme sted.

Se, tigerhajer er jo interessante.

Både fordi er store og jeg har ikke set dem før.

En tigerhaj kan blive knap 5,5 meter og veje over 600kg.

Dog er normalen 3.25 til 4.25 meter og en vægt på mellem 3-500kg.

Det er top-predator i oceanet.

De er aggressive og territoriale men menneskekød er ikke på deres menu-kort. Vi ser mærkelige ud, vi lugter ikke som det de plejer at spise, vi har mærkelige ting på kroppen der stikker ud og der kommer bobler ud af os…. Så vi er bare ikke det de har lyst til at spise.

Der er world-wide kendskab til 142 angreb fra Tigerhajer på mennesker – heraf 39 fatale.

Deraf er chancen for at få en kokosnød i hovedet og dø af det, meget større end af at blive angrebet af en haj.

Desværre passer timingen ikke med at vi kan tilpasse et dyk her.

Vi når en båd-rengørings-dag, en tur på stranden, pizzeriaet, se manta’er (godt nok kun på omkring 2 meter brede – men alligevel) fra molen og nogle gode og tiltrængte gåture.

Vejrudsigten siger at der kommer der godt med vind fra et lavtryk nede ved New Zealand som skubber vind herop.

Det er det vi døjer med hele tiden.

Store lavtryk der starter øst for New Zealand og så sender det vinde mod øst som så drejer op og siden vest, mod os.

Vinden vil stige den kommende uge – og vi vil ikke vente en uge. Så meget er her ikke at se. Vi skal se at komme afsted inden det kommer. Det vil være en tur på knap 7 timer for motor, da vinden vil være 12-13 knobs modvind. Vi skal ramme toppen af tidevandet på vej ud.

Vi sejler op til passet og gør klar til at tage tidligt afsted.

Vejret er fantastisk, vi ligger på 8 meter vand og vi kan snorkle i det turkisblå vand.

Det er ikke til at forstå at det skal trække op meget snart.

Jeg vågner flere gange i løbet af natten – det blæser ret god.

Vi ligger allerede uroligt.

Kl 0130 kommer der en kæmpe skylle og vi svinger godt rundt i mooringen. Allerede her tvivler jeg på vi kommer afsted i dag.

Jeg står op kl 0400 og ser på sagen – det er bælgmørkt.

Nååå…. Jeg må afvente 15 min og kigge igen.

Ingenting – Stadig mørkt.

Kl 0430 begynder det at lysne og jeg kigger en gang ekstra på min tidevandstabel, tjekker vind og ser på hvordan jeg syntes det hele hænger sammen.

Vandet var højest kl 0357. Da det er fuldmåne i dag vil Vandstanden falde en meter på knap 6 timer. Passagen er 50 meter bred – så der er hug på vandet lige nu.

Og samtidig blæser det 18-20 knob. Vejrudsigten sagde 12-13knob.

Sker der den mindste smule vil jeg blive styret af strømmen og de vindstød som naturligt kommer.

Det er vinden der gør, at jeg ændre min beslutning og lader crewet sove.

Om få dage vil tidevandsforskellen vær 40 cm fra top til bund – så der vil jeg bedre kunne klare strømmen selvom det evt. blæser lige så meget.

Folk vågner som normalt ved 6-7 tiden.

Jeg fortæller min beslutning og alle er godt tilfreds med at vi ikke skal sejle for motor mod vind og bølger – de kan godt mærke at det piver godt her.

De har lært det af turen herop og for motor vil det bare være værre end for sejl.

Vi spiser morgenmad og sejler stille ned til bunden af atollen igen.

Vi ligger ikke i læ – men vi ligger fint her.

Og mon ikke vi finder på noget interessant at lave på en solfyldt atol midt i Stillehavet.

FB opslag 9. november 2024.

Taha’a på cykel og Manta på Bora Bora

På Raiatea når crewet en guidet tur rundt på øen.

Det er ofte en god ide for så får man en masse historie med samtidig.

Og Raiatea har en spændende historie, hvilket jeg tidligere har fortalt om – men den indeholder bl.a. store politiske, religiøse og økonomiske overvejelser, beslutning og styring af alle stillehavsøerne inden europæerne ankom i 1769.

Herfra sejler vi – inden for revet – til Taha’a.

En hurtig up-date på Taha’a: Taha’a er meget mindre end Raiatea – der er kun ca 60 km rundt, mod over 100 omkring Raiatea.

Øen er 88km2 og her bor 4400 mennesker.

Vanen tro bor ca halvedelen i hovedbyen: Patio.

Højeste punkt er den slukkede vulkan Mont Ohiri på 598 meter.

Øen er – syntes jeg – den smukkeste herude. Og så har jeg jo langt fra set dem alle – men hvis vi koncentrerer os om selvskabsøerne som jo er klart de mest besøgte.

Øen er meget frodig og folk er meget gæstfrie.

Jeg har cyklet den rundt 3 gange nu, men jeg nyder det stadig lige meget.

Turen kan varierer mellem 43 og 54 km.

Og så er der en tange hvor vejen ikke går helt rundt – så de bliver man nød til at springe over.

At den kan varierer er så fordi man kan springe endnu en tange over.

Det er lidt hvor gode ben der er på selve dage og hvor motiveret gasterne er.

På turen besøger vi en eller flere perlefarme hvor de lokal gladeligt fortæller om hele processen.

Der er rigtig mange penge i perler.

På hver farm producerer de op mod 5000 perler om dage – og der er mange farme.

Så de henter net ind – som er placeret 1 km fra kysten, nettet hvorpå østersene er fastspændt er placeret i 5 meters dybde, for at sikre frisk og iltet vand omkring dem.

Hver østers renses, åbnes med en speciel kile og så med nærmest kirurgisk præcision lægger specialisterne en perle af sammenpresset muslingeskal fra Mississippi ind i perle-lommen.

18 måneder efter hentes østersene igen ind, renses, åbnes, perlen – som nu har et lag ægte perlemor omkring – tages ud, Inden østersene igen sættes ud isættes nu en tilsvarende større perle og så starter det hele forfra.

Processen gentages 4 gange og så spiser man den.

Perlerne varierer i pris – her tæller primært ensartethed, glans, farve og størrelse ind. Det hele ind kategoriseres fra A og nedefter. Internationalt kalder man det dog for A+++.

En lille perle i kvalitet G eller F koster måske 8-10€ – hvorimod en A på 16-18mm kan koster 60.000€. For en perle.

Personligt er jeg ligeglad med perlerne – men selve processen er fascinerende.

Vi når også forbi ”Vanilje-Brian”. Vanilje Brian er efterhånden en kendt person – der ligger rent faktisk en DR dokuméntar om ham – hans tid i fremmedlegionen og hvordan han har skabt et liv og en forretning herude.

Efter nogle dage på Taha’a hvor vi var så heldige at se Fransk Polynesiens svar på Tour de France: Det årlige outrigger – race. Altså en race i deres lokale kanoer. Der er 5 personer i hver og de ror 0ver flere dage mellem øerne – vi taler ude i det åbne hav, både 2 og 3 meter bølger og flere km dybt.

Sidste stop er fra Taha’a til Bora Bora. Selv skoler er lukket i ugen op til eventet.

Øen er på den anden ende. På selve race-dagen er butikkerne lukket.

Der er ingen tvivl om at, at kunne ror har haft stor betydning og i dag har det stor betydning for deres selvværd ift deres rødder.

De ror stærkt. Kanoerne er lavet af fiber og kevlar.

Mændene er stærke og trænet.

Vi ser dem tit herude – roene i alt muligt vejr.

Nogle gange ror de langs vores sejlbane og de kan næsten følge os for motor. Deraf sejler de ca. 6 knob – eller knap 12km/t.

Stedet jeg har valgt at vi lægger for mooring er en bugt, hvor det er let at komme rundt på øen. Og tilfældigvis har vi første parket til konkurrencen.

Så vi ser først at de kommer til Taha’a og dagen efter sejler mod Bora Bora.

Vi venter til søndag med at sejle til Bora Bora – jeg vil gerne at vi lander på mit udvalgte sted ved 13-14 tiden – så er alle ”turisterne og dem der vil se race” sejlet afsted igen.

Og ganske rigtigt – der er masser af ledige morrings her.

Bora Bora er pragtfuld.

Og dermed mener jeg ikke det ”turisthelvede” som er skabt af medierne om Bora Bora – for vi ser ikke mange turister.

De – turisterne – bor på dyre hoteller, der står på søjler i vandet, spiser All-inclusive og nyder fine cocktails og kommer ikke meget ud – måske lige en tur i perlebutikkerne i byen.

Det gør vi ikke….

Vi spiser oftest på Ydun: Pasta med grønt og måske noget kød, nudler med det samme eller tilsvarende med ris. Og selvfølgelig laver vi også andet – men gennemsnitligt er vi i den retning.

Bevares – der laves også cookies og andre hyggelige ting.

Min mandag morgen går med at adskille endnu et wc ad.

Det gad ikke tømmes.

Så det er alle slanger af og bære holdingtanken– med 35kg flydende masse i – ud på hækken og så ellers begynde at tømme, skrabe og banke til alt ”urin-sten” er ude.

Rasmus hjælper mig og vi får det hele fixet.

Den øvrige flok var så søde at fortælle os at nu kunne vi hoppe i havet og blev vasket – så sku de nok gøre rent – på hele båden.

Ca. hver anden – nogle gange hver 3. – dag skal jeg producere vand.

Det klare watermakeren – men der skal stadig væk holdes øje med det. Det gør jeg i hvert fald. Desuden skal vi fylde dykkerflasker. Så hiver vi dykkerkompressoren frem og starter den. Konkret svare det til en plæneklipper på benzin som står på hækken og larmer i en god time. Benzinmotoren driver en kompressor som laver tryk, der ryger gennem et filter og derefter i vores flasker. 15-20 min. pr flaske.

Så 1½ times arbejde, så har vi til et dyk for 4 gaster. Det er en befrielse, at vi ikke skal i kontakt med et dykkercenter hver gang vi vil dykke.

Selvsagt tager vi kun dyk hvor jeg kender forholdene – dvs skal vi dykke uden for revet hvor der er strøm og andre forhold som jeg ikke kender, tager vi en lokal instruktør med.

På Bora Bora er der flere dykkerspots – og her kan jeg sagtens guide mine gaster – så vi når et par dyk på Mantarays.

Vi bliver 4 dage på Bora Bora – lejerbål og snobrød, en tur på revet og så bare slappe i det turkisblå vand.

Herefter sejler vi til den nordlige ende af Bora Bora – vi ligger for morring ud for Bora Bora Yacht Club.

Vandet her er lidt mindre lækkert fordi er her er dybere og deraf er vandet mørkere.

Så det virker knap så ”Bounty agtigt”.

Vi besøger byen Vaitape og på søndag er der et vejrvindue til at vi skal sejle til Tikihau.

Tikihau er en Atol og ligger i den nordlige del af Tuamotu-atollerne.

Når vi sejler til Tikihau er det fordi det giver en god vinkel ift. den mest fremherskende vind som kommer fra øst.

Vi skal sejle nordøst og det kan vi så snart vinden er lidt i sydøst.

Endelig er Tikihau en atol jeg endnu ikke har besøgt.

Turen tager 1½ døgn og det passer med at vi sejler ud af revet lige inden det bliver mørkt og så kan vi sejle ind i dagslys tirsdag morgen.

FB opslag 28. oktober 2024.

Store pukkelhvaler.

Efter et par døgn på Moorea valgte vi at sejle mod Huahine – første stop i rækken af selvskabsøerne (Udover Tahiit og Moorea)

Ikke fordi Moorea ikke er spændende, men fordi vi vælger at det er vigtigt at vi får set de næste øer og har masser af dage til at finde et vejrvindue til at komme fra Bora Bora på tværs – mod øst hvorfra vinden kommer 25-28 dag pr måned – mod Tuamotu atollerne.

Så kan Moorea være en slut destination – hvis tid er – da den jo ligger meget tæt på Tahiti.

Men inden vi sejler videre når vi en tur i Stingray city. Et spot hvor der altid er Stingrays og små hajer.

Det er vigtigt at få nedbrudt den frygt for hajer som folk har, når de påmønstre og det er vildt hvor meget og hvor hurtigt de ændrer opfattelse af dem.

Mange er direkte bange og kan dårligt komme i vandet. Derfor er en snorkletur med en flok små sorttippede revhajer rigtig godt.

Det er sjovt at høre forskellen fra frygt til at de næstmest er søde på få timer.

Det ændre sig igen, når vi kommer ud og ser dem der er lidt større – altså en 2-3 meter.

Vi når også en frokost på en hyggelig restaurant near by.

Vi sejler fra Moorea kl 1730 og skal sejle 13 timer – natten igennem.

Som altid vælger jeg at ville sejle så jeg kommer ind i dagslys – og helst sejle ud i dagslys også.

Endelig er natsejlads noget de færrest har prøvet – men en ret fed oplevelse.

Der er en helt speciel ro over at sejle ind i natten imens stjernerne kommer til syne i hopetal.

Vejrudsigten lovede 14-16 knob og bølger på under 2 meter – det lød næsten for godt til at være sandt.

Sejladsen går fint og vi har ”kun 2” der bliver søsyge – de får naturligvis glæde af både frokost og aftensmad igen.

Vinden flovede og vi måtte sejle for motor.

Det gør ikke så meget på de første ture at vi sejler for motor – så har gasterne bedre tid til at lære instrumenter at kende og blive tryg ved at styre.

Når først vi sætter sejl – skal der holdes øje med nogle flere ting, så at få det i etaper er fint.

På vejen ind gennem indsejlingen til Huahine, ser vi nogle hvaler.

Vi kommer tættere på og kan konstaterer at det er 2 store pukkelhvaler og en unge.

De kommer lige på tværs af vores sejlretning.

Normalt vil jeg ikke hverken sænke fart eller vige for meget under sejlads gennem det voldsomme rev da strøm og vind kan skubbe mig ind i revet og deraf smadre Ydun – men det bliver jeg nød til, for hvalerne kommer helt tæt på og dykker lige foran os.

Vi får det vildeste view af dem – helt close up.

Det er kolossale dyr.

En pukkelhval vejer 25-30 tons og bliver 12-15 meter lange.

Hvalerne kan sagtens undvige os, men jeg ønsker ikke at skræmme dem. Jeg vil gerne nyde at se dem, så imponerende tæt på.

Vi lader dem svømme forbi og fortsætter derefter ind til kajen hvor jeg lægger Ydun til lige foran supermarkedet, inden vi sejler den sidste time ned sydpå, til at af de fedeste spots – en bugt på 6 km, med et par gode snorklesteder, turkisblåt vand, lækker sandstrand og masser af ro.

Det er et lækkert sted jeg holder meget af.

Her ”bor” 20-25 havskildpadder – så dem ser vi ofte. De kommer op til overfladen og skal have ilt ca hvert 20. minut.

Rasmus – som er uddannet Maskinemester – og jeg brugte en formiddag på at lave service på Yduns motor.

Et service består af at vi tapper olie af den, skifter oliefilter, skifter 2 stk dieselfiltre og fylder ca 3 ½ olie på igen. Det skal gøres for hver 600 time motoren har kørt og svare til et 25.000km service på en bil. Endelig løber vi lige motoren visuelt over for fejl mm.

Jeg har haft lidt udfordringer med at der dryppede lidt olie fra Oliekølehuset. Det var det bl.a. vi bøvlede med i Panama.

Så jeg havde i mellemtiden skaffet 2 nye O-ringe til oliekølehuset. Den ene var knækket og forsøgt fyldt ud med flydende pakning – den anden intakt.

Planen var derfor at skifte begge O-ringe så min motor var tæt.

Min motor er i forvejen meget ren og pæn – forstået på den måde at det lærte jeg på motorkurset i sin tid: En ren motor er let at fejlfinde på. Der er hverken olie, eller rust på den – den fremstår i den metalfarve den er lavet i.

Deraf vil jeg gerne det sidste drypperi til livs.

Nu olien var uden skulle det ske.

Desværre passede den ene O-ring ikke.

Dette til trods for at jeg har set en ”eksploderet-fantomtegninger” af min motor med tilhørende nummerangivelse og deraf varenummer.

Det har jeg nu sat min reservedels-butik i Danmark på at løse.

Fakta er at jeg nu har et oliekølehus hvor der stadig er en o-ring der er lavet af flydende pakning og en der er rigtig – det er nu bare byttet om.

Dagene på Huahine er gået med at nyde Ø, sol og hav.

Der er blevet vandret, snorklet og bare nydt.

Fredag stoppede mit eget wc.

Det sker normalt ikke.

Adam som har ekstra sengen i min kahyt fik selv lov at adskille, tømme og rengøre.

Men så var der alligevel noget der ikke fungerede.

Når vi går fra at det er et stoppet toilet til at der er noget galt – så er det mig der overtager.

Så jeg adskilte det hele, skruede selve holdingtanken af og bar den ud på badeplatformen.

Jeg fik løst det og det fungerer nu igen.

Sagen er det sædvanlige – salt og urin.

De 2 ting danner saltsten, sætter sig og er meget værre end kalk.

Rør og slanger var stenet til indvendigt og det meste måtte graves ud med spartel, skruetrækker og et jernrør.

Ikke det mest lækre arbejde – når man tænker på hvad der også er inden i de tanke….

Der er bare ingen der kommer og laver det for mig – så det er bare at komme i gang og nyde at der nok er ½ til et helt år til det sker igen.

Når man, som jeg har 4 wc ombord, ved man at det er et fast gentagende arbejder der bare skal laves.

Søndag ser vejret fint ud og vi sejler mod Raiatea og Tahaá.

Med fint mener jeg at der er god vind, men ikke for vildt og at bølgerne er om ikke små, så da med god længde.

14-16 knob, 2 meter bølger og 10 sekunder imellem.

Det bliver næppe bedre.

Vi får lov at sejle med sejl godt halvdelen af turen, så flover vinden.

Hver gast fik lov at mærke hvordan det er at styre Ydun med sejl. 22 tons båd.

De skal lære hvordan man mærke den i vandet, hvordan man glider med på bølgerne og ned igen. Så de styre hende smidigt fremad.

Vi bruger autopiloten mere end 99% af tiden – men alle skal lære det, så de kan sejle hende hvis nu autopiloter skulle bryde ned.

Vi ankommer til Raiatea og smider anker bag en Motu – en lille Ø i revet.

Her er fint og vi ligger godt.

På kajen i Huahine hvor vi stoppede og provianterede inden afsejling, køber vi 6 languster af en lokal. Hun fortæller at de er fanget i nat og jeg kan se at de er i live – så jeg stoler på hende.

Samme aften ryger de 12 halve languster i ovnen med rigeligt smør og lidt kryderier. Hertil en let Salad og lidt baguettes.

Languster smager altså himmelsk.

Vi bliver et par dage, så blæser det op og vi flytter til bagsiden – læsiden – af øen.

Yduns køkken hedder et gally – Havde det været mindre havde det heddet et pantry og havde det været større havde det heddet en kabys.

Så Yduns gally har en størrelse så man kan lave det meste mad – men ikke alt. Det har primært noget med kapacitet at gøre.

Af samme årsag er vi nu endelig begyndt på et projekt som har været længe undervejs – dvs flere togter har talt om det men det er ikke sket – vi har indkøbt og nedfældet de første 4 retter i Yduns egen kogebog: Det fede liv til søs.

Planen er at videregive idéer og gode råd til kommende gaster ombord.

FB opslag den 22. oktober 2024.

Back on track…..

Togt 2406 afmønstrede på Huahine og her påmønstrede Kristine så.

Desværre blev hun over et døgn forsinket pga flyforsinkelser.

Deraf blev vores 15 dags ”ferie” skåret ned til 14.

Uanset hvor meget jeg holder af at have gaster med – så er det også dejligt med en pause.

Vejret var ikke helt med os, så vi nåede ikke nær det jeg havde håbet på, hverken ift sejlads, dyk eller vandreture.

I tirsdags fløj Kristine hjem og få timer senere påmønstrede togt 2407.

Årets sidste togt.

Det er et spændende togt – fordi det er på 2 måneder.

Så mit håb er at vi når til Tuamotu Atollerne.

Planen er Tahiti, Moorea, Huahine, Taha’a, raiatea, Bora Bora, Tikehau, Rangiroa, Fakarava og så igen Tahiti.

På Togtet er påmønstret: Anna, 34 år Socialrådgiver og Can mag i Journalistik.

Rasmus, 30 år, maskinmester og har det sidste halve år besøgt og vandret i Canada, New Zealand og nu fransk Polynesien.

Ann, 30 år, dyrlæge og sammen med Rasmus – deraf samme tur i Canada og New Zealand.

Cathrine, 27 år, dykker og efterforsker i kriminalpolitiet.

Klare, 22 år, sabbatår og på vej jorden rundt.

Iben, 20 år, sabbatår og i gang med en længere rejse.

Asta, 19 år, sabbatår og i gang med en længere rejse.

Sidste person er Adam som påmønstre mandag: 47år og højskolelære.

Vi starter med at blive et par dage i Papeete – så kan Rasmus, Ann og Klare lige nå at få et dykkercertifikat på en center her.

Det gør, at de kan være med når vi andre vil ned og udforske livet under havets overflade.

Forventningerne er tårnhøje og alle glæder sig til at komme afsted.

Den forreste kahyt har en stor topluge som der i en periode er kommet lidt vand ind af.

Det er blevet værre.

Så den skulle fixes.

Jeg måtte derfor afmonterer den og rense alt det lim – typisk noget Sikaflex eller M3 – som den var sat i med.

Det er fast arbejde og rammen tog mig 6 timer at få helt ren.

Jeg kunne så konstaterer at hullet til vinduet var delamineret – altså havde toppen og deraf dække sluppet loftet i kahytten.

Det skulle lige renses ned og limes sammen.

Det bedste til det er noget M3 5200 montagelim – det kan klare vand i store mængder. Det kan sammenlignes med en ultra stærk silikonelim.

Alt blev klaret og fik lov at hærde 2 døgn.

Utætheden kommer af at rammen var limet fast og når man så åbner lugen så vrider man i rammens montering og deraf montagelimen. Hængslerne spiller også en rolle – for de glider ikke så let som de burde.

Derfor kontaktede jeg Moonlight som har produceret vinduet.

Moonlight er et dansk firma som laver kvalitetsluger til både – lige som Goiot fra Frankrig er.

Vinduet er formentligt eftermonteret da det vil være atypisk for et fransk firma – som min båd jo er produceret af – at isætte et ikke Goiot vindue.

Moonlights ingenører oplyste, at jeg ikke kunne adskille hængslerne, for derind var et virvar af skiver, fjedre og meget mere. Det er lidt bøvlet at man ikke kan smører dem – men det burde jo så heller ikke være nødvendigt.

Ikke desto mindre er hængslerne trætte og vrider i rammen.

Deraf var min tese at hvis vi limer og skruer den fast – der er 38 huller i rammen til det – så må det holde bedre.

Det virkede bare ikke – der kommer stadig vand ind. Godt nok minimalt, men…. Der kommer vand ind.

Så det er forfra med det hele.

Dykkerskolen, Fluid, som skulle give Rasmus, Ann og Klare dykkercertifikat, tager 4 dage. Et prøvedyk og derefter 5 dyk. En masse teori og en prøve.

De dage udnyttede jeg til at få adskilt salonen på Ydun.

Da vi monterede watermakeren – I Panama city – forberedte vi at kunne sende vand til alle 3 vandtanke, men vi monterede den direkte til tank 1.

Så nu jeg alligevel havde 3 dage kunne jeg lige så godt få det klaret.

Det betyder at sofa og gulv skal op og bunden blotlægges.

Der er et hav af ledninger, vandrør og meget mere under gulvet i båden. Desuden er der 3 ståltanke til vand på hver 300 liter.

Hver tank kan fyldes oppefra og nu ville jeg så lægge et T-rør ind på hver streng, så de 3 tanke kan fyldes via Watermaker.

Det tog et par dage.

Og fakta er nu, at jeg har forbundet det, så jeg har en omskifter med 3 kuglehaner som jeg så kan styre hvor vandet løber hen.

Desværre manglede jeg en overgangsbøsning fra 1” rør til ¾” rør – den jeg havde var, med amerikansk genvind og jeg kunne ikke få en ny i de 4 vvs butikker jeg har være i her. Stumpen kan købes i enhver Jem&fix eller Bauhaus i DK.

Så der mangler lige en enkelt detalje inden det hele er i orden.

Men alligevel er det ret godt for nu kan vi fylde 2 x 300 liter frisk drikkevand via sol og havvand, hvor vi før kun kunne fylde en fra watermakeren.

Endelig har jeg nu rigtig gang i et fransk firma som skal bygge en Dodger til mig.

Det betyder at sprayhooden, Biminien og Targabøjlen skal afmonteres.

Dodgeren skal så agerer halvtag over båden og udgøre alle 3 ting.

Der er flere fordele ved det: Mere skygge, mere plads til solceller – dvs. plads til 8 solceller på taget, Ingen udskiftning (en omkostning på 30.000) af canvas hver 4-5 år i sol og havvand, regnvandsopsamling og deraf på sigt et supplement til Watermakeren, færre metaltstænger i cockpittet, ”visuelt” en lettere konstruktion, mulighed for ophæng af Dinghy i udhænget bag båden og meget mere.

Jeg har nu fået 4 forskellige tilbud og det Firma som jeg lige nu taler med er klart de mest professionelle – til gengæld taler vi også om et projekt til 250.000 DDK.

Hertil skal lægges at der skal købes nye solceller, batterier og div MPPT’er, Cerbo mm som også løber op i 180.000 DDK.

Løsningen vil give mig en enorm frihed ift strøm.

Så ingen tvivl om at det er det rigtige.

Bare møj dyrt…..

Det er mandag – togt 2407 er for alvor i gang.

Vi sejler kl 11AM.

Første destination er Moorea.

FB opslag den 22. september 2024

Brian, Nordby, Napoleon og Nemo.

Vi er nået til Raiatea.

En Ø syd for Taha’a. Øst for Bora Bora og vest for Huahine.

Øen er den næst største af selvskabsøerne og dækker 168km2.

Der bor 13.000 indbyggere og i hovedbyen Uturoa bor de 4000.

Øens højeste punkt er Mount Tefatua som er lige over en km høj.

Øen hed oprindeligt Havai’i og var stedet hvorfra al politik og religion udgik.

Der er sendt folk herfra til både New Zealand, Påskeøen, Australias, Marquesa og Hawaii mhp at ensrette øerne i det sydlige Stillehav.

Hele området blev først befolket omkring de 1000.århundrede.

Vi sejlede fra Bora Bora til Taha’a som har samme ringrev som Raiatea.

Indsejlingen mod Taha’a byder på en flok delfiner som leger foran Ydun.

På Taha’a tager vi en cykeltur.

Der er ca 60 km rundt om øen så det passer lige med en dagstur.

Vi får lejet 6 cykler og afsted det går.

På vejen har vi flere planlagte stop – bl.a. Vanilje Brian.

Vanilje Brian er en tidligere Soldat i den franske Fremmedlegion, som har bosat sig her.

Han er polynesisk gift og driver en vaniljefarm.

Et besøg hos Brian er et must hvis man er dansk.

Han tog hans pension umiddelbart efter legionen og har boet her i 29 år. Deraf tæt på 60 år.

Han købe vanilje fra alle de omkringliggende farme, tørre det og sælger så til videresalg. Tahitiansk Vanilje dækker kun 1% af verdens vaniljemarked – resten kommer fra primært Mexico og Madagaskar.

De pjevsede vanilje-stænger vi køber i DK – selv de dyre, ligner spaghetti ift dem vi ser her.

Det er en fin cykeltur vi får ud af det. Det er el-cýkler vi har fået fat i og turen korter vi lidt af – for at kunne sejle retur til Ydun i dagslys.

Jeg er ikke glad for at sejle i dinghy i mørke når jeg ikke kender området.

Chancen for at ramme en koral og smadre propel eller motor er for stor.

Turen bliver på knap 50 km, med 3 gode bakker og trods el-hjælp var vores ben godt brugte da vi kom retur.

Fra Taha’a er der under 2 timers sejlads til vores spot på Raiatea.

Raiatea har den næststørste by i Fransk Polynesien, selvom den ikke er meget.

Der er et par restauranter og pizzeriaer. 2 supermarkeder, vinbutik, perlebutik og nogle butikker uden et egentligt primærsalg – de ligner bare en blandet landhandel.

Første dag snorkler vi en god tur, dag 2 ville vi hike op og se et par store vandfald. Men det regnede så meget at vi ikke kunne gå derop – det er simpelhen for smattet til at kunne gå i.

Vi havde hørt og læst at der skulle være et OK pizzeria i byen og det skulle selvfølgelig testes.

Så lidt over kl. 17 sejlede Rikke, Julie og jeg ind til kysten.

Det er ikke altid let. Man ved ikke 100% hvor der er sten og koraler og mange steder må vi ikke gå i land da det er privat grund.

Det lykkedes – jeg havde set hvad jeg syntes lignede en offentlig vej der gik helt ned til havet – vi landede kl 1745. der var 800 meter at gå og pigerne var retur 1805. kl 1812 lagde vi til bag Ydun.

Og der var stadig ca 15 min dagslys.

Pizzaerne var stadig varme lækre.

Dag 3 havde Julie, Anne-Sofie og jeg bestilt 2 dyk.

Et i passagen og et på Nordby.

Passagen var et drift-dive, altså et strømdyk.

Det er altid sjovt.

Man bliver ført – eller blæst – afsted af strømmen og skal navigerer i det for at komme det rigtige sted hen. Derfor tager jeg altid en lokal instruktør med på disse dyk.

Dykket var ned til 18 meter, tog 44 minutter, temperaturen var mellem 26-28 grader og vi så et hav af fisk: Gråjhaj, hvidtippet haj, sorttippet haj, Napoleonfisk, Fanefisk, lionfish, klovnfisk (Nemo-fisk) og meget mere.

Revet var i rigtig god forfatning og det glæder mig at dykke steder hvor vores natur har det godt.

Steder vi ikke har smadret endnu.

Dyk 2 var på et vrag.

35 minutter, 24 meter nede.

Vraget Nordby er et dansk cargo-skib som sank i 1900, få meter fra kysten.

Den 50 meter lange, 3 mastede Bark ligger næsten intakt på 20 meters dybde.

Den ramte revet og sank på stedet.

Nordby er et dejligt vrag. Det er tydeligt hvad der er hvad og 2 af 3 master er stadig på skibet.

Det er let at dykke ind i, både gennem lastluger og dækket som – kva det var træ – kun har konstruktionen tilbage.

Reserveankeret ligger tydeligt monteret på undersiden af de massive tværstivere.

Der er et stor dyreliv inde i vraget.

Vi ser flere grouper, Jackfish, Butterflyfish, Angelfish (Havengel – som egentlig er i Skalareslægten), nøgensnegl i et hav af farver og andre Mollusk.

Et par store Sixspot grouper kom endda frivilligt helt hen til vores instruktør og lod sig gladelig kilde på maven.

Vragdyk kan noget helt særligt og vores instruktører var dygtige, talte godt engelsk og tydeligt optaget af at passe på deres biotop.

Da vi kommer retur starter de daglige pligter – der skal laves vand, tjekkes vind og strøm.

I morgen Mandag sejler vi til Huahine – den sidste ø for togt 2406.

FB opslag 13. september 2024.

En dag på Ydun.

De fleste dage står jeg op mellem 6 og 7.

Ikke fordi et ur ringer – det gør det en sjælden gang i mellem, hvis ex jeg skal på et dyk som starter tidligt – men fordi jeg vågner der.

Til gengæld går vi ret tidligt i seng.

Ofte går mine gaster i seng ved 20-21 tiden – og det gælde også dem der starter med at sige: Jeg plejer at være oppe til 12-1 tiden, eller senere.

Den friske luft gør at man er træt og det faktum at det bliver mørkt lidt over 18.

Så jeg sover mere end jeg nogen sinde har gjort som voksen.

I dag ringede uret kl 0630.

Jeg havde lovet 2 gaster et dyk med Manta rays – Djælverokker.

De er begge unge kvinder i 20’erne.

Begge har dykkercertifikat – OWD. Altså et begynderkursus der giver ret til at dykke ned til 18 meter.

Det betyder også at de har 4-6 dyk i bagagen.

Vi er kommet til Bora Bora.

Bora Bora kender de fleste som et luksus turiststed.

Det er slet ikke det jeg ser.

Bevares – de dyre bungalow-hoteller er her og vi sejler forbi dem. Men vi ser ikke noget og høre ikke noget til dem.

Bora Bora ligger 230 km vest for Tahiti – det tager ca et døgn at sejle hertil. Der bor 8000 mennesker her, over halvdelen i byen Vaitape.

Øen er på knap 30km2 og har 2 særpræget bjerge på hhv. 661 og 727 meter.

Der er få restauranter, få butikker og få supermarkeder.

Omkring øen er der et typisk koralrev. Øen er af vulkansk oprindelse.

Og så er her “paradis-smukt”.

Selve øen ligger godt beskyttet af koralrevet og et inderrev – som nogle steder er beboeligt.

Der er en indsejling i vest og vi har fundet et sted helt nede syd øst.

Så man sejler ind og går skarpt til bagbord, til man er i nord og følger så øen rundt – indvendigt.

Det tager næsten 1½ time at sejle den tur inden for revet.

Den er en kryptisk rute og det er let at lave skader på ens båd. Noglecsyeder sejler jeg med under en halv meter fra kølen og til bunden.

Ruten er ikke aftegnet og man skal vide hvor man skal sejle.

Midt i sejlrenden på knap 20 meters dybde ligger en stribe som Manta rays ofte besøger.

Næsten dagligt.

Den var mål for vores udflugt i dag.

Vi fortøjer min nye Dinghy til en mooring

Dagen før – dvs onsdag – havde vi afprøvet Yduns dykkerudstyr og gjort klar.

Jeg har 4 sæt om bord og mit eget.

Vi havde fyldt flasker, med vores dykkerkompressor, lavet blybælter – med det antal kg de hver ville have på – og alt var klar til afgang kl 0700.

Når man nærmer sig et dyk, er det tydeligt at dem der har få dyk i bagagen bliver nervøse.

Det er selvfølgelig meget forskelligt hvordan folk viser det – men det er der.

Nogle skal afprøve alt 3 gange – selvom vi gjorde det i går.

Nogle snakker helt vildt meget. Nogle ryster – eller stemmen ryster.

Og fred være med det.

Det er naturligt.

Og sjovt at studerer.

Jeg gjorde det også selv da det var mig der havde få dyk i rygsækken.

Nå, men vi kom i vandet og fandt ud af at de nok have alt for meget bly på – så det fik vi rettet.

Vi blev så klar og de 2 fulgte mig ned af skrænten. Ned mod sandbunden.

Der er mange flotte koraler og fisk her på Bora Bora. Faktisk det sted jeg har set (og Bonair) hvor korallerne har det bedst.

Vi når sandbunde og jeg viser dem, at vi skal afvente og se hvad der sker.

Der er en del strøm og vi er nød til at holde fast for ikke at drive.

Konkret holder man fast i en sten eller (helst) en død koral.

Der går kun et minut så kommer de første Manta’er.

Med et vingefang på ca 3 meter og deres hvide aftegning er de meget let genkendelige.

De er kæmpe store, nå man ser dem så tæt på.

Vi skal helst ligge stille og vise at vi ikke er i vejen – så kommer de tættest på.

3 Manta’er ”flyver” hen over os.

Jeg kan se på mine gaster at de er imponeret.

Det er en drøm for dem begge at se Manta.

Vi bliver ca 15 min på spottet og ser dem kommer over os flere gange.

Den ene havde et vingefang på op mod 4 meter og var markant større end de øvrige.

I alt når vi at se 4 forskellige Manta’er kommer over os flere gange.

Vi kommer op af vandet og sejler Dinghy’en retur mod Ydun.

Der er et godt stykke.

Den nye Suzuki motor har snart gået 5 timer og jeg begynder så småt at give den noget at leve af.

Den er villig til at bestille noget og vi planer let med 6 i båden.

Her turen hjem, var vi kun 3 – dog med en del grej i den tunge ende, Så vi kommer ret hurtigt hjem.

De øvrige havde så lavet morgenmad og vi satte os straks til bords.

Vi sidder næsten altid udenfor.

Vandet er lyseblåt som en swimmingpool og solen varmer dejligt.

Efter morgenmad skal der vaskes op – fra det sidste døgn. Vi vasker op en gang i døgnet, for at vi ikke skal koge vand mange gange dagligt.

I mens gasterne klarede det, tog jeg mig en god halv time med Yoga.

I dag var et program jeg holder meget af: Kernekraft.

Altså en session der vækker, aktiverer og styrker vores kerne.

Det har min krop godt af.

Jeg sidder jo i periode – når vi sejler – meget ned.

Efter de 35 minutter, blev det til styrketræning, meditation og vejrtrækningsøvelser.

Det giver en kæmpe tilfredsstillelse at få strækket, styrket og smidig gjort min krop.

Og så slutter jeg jo lige af med en dukkert og en svømmetur.

I dag sprang jeg svømmeturen over – vi skulle afsted.

Planen var en tur ned til sydspidsen af revet – dog stadig inden for revet og deraf ikke ud i Stillehavet – og finde et sted vi kunne fastgøre Dinghy’en og så gå en tur.

Vi fandt et passende sted og gik i land.

Stedet her er et stykke land der er 100-200 meter bredt og som omkranser øen.

Her bor de lokale – og her ligger de store dyre hoteller.

Ofte er de lokal meget flinke og lader os gå på deres jord, smage alt muligt og virkelig søde.

Det var de også i dag.

Vi gik godt 3 km på stranden.

Der er meget barske forhold.

Stranden og revet er det eneste værn mod Stillehavets rå og destruerende kræfter.

Efter 3 km kom vi til en passage hvor vi vidste, at vi kunne – og måtte – gå igennem de lokales ”land”. Dagen før havde Birgitte og Rikke været i land her og talt med ejeren.

I passagen ser vi at de henter vand op fra undergrunden og samler regnvand, de har grisehold og masser af hunde. Løse hunde. Hunde bruges primært til at give lyd når folk nærmer sig. de er mehet sjældent aggressive.

Da vi kommer til indersiden af revet møder vi familien som ejer jorden.

De driver en lille gesjæft med kold juice, kokosnød, lidt mad og man kan også købe en øl.

Jeg talte med sønnen Arii.

Han er født på Tahiti, har studeret i Frankrig og er nu på Bora Bora og bor på samme grund som hans forældre.

Planen er at de – som mange polynesiere – vil leve lidt isoleret fra hovedøen.

Og de vil gerne leve som polynesere.

Dvs næste selvforsynende.

Det oppumpende vand bruges til at vande med, deres hund, vaske mm

Regnvandet bruges til mad – og til nød til drikkevand hvis det er renset.

Og endelig køber de drikkevand på hovedøen.

Vi have nogle skønne timer sammen med familien og fik lavet en aftale om at kommer tilbage fredag kl 1700 og låne deres have til et bål og snobrød. Så køber vi drikkevare hos dem.

På den måde tjener de lidt og vi slipper for at slæbe det med i land.

Så var der en gåtur på 3 km retur til vores Dinghy og en sejltur på 10-15 min oveni.

Vi var retur knap kl 16 og her fik jeg lige sat mig en time og øvet mig på min akustiske western-guitar.

Det er jo på ingen måder fordi jeg kan spille noget endnu – men jeg kan sidde med airpods på og spille med på: Sweet child of mine, Hotel California, Blowing in the wind, Knokking on heavens door mfl.

Og det er super hyggeligt.

Det var præcist målet med at købe en guitar: At sidde i hyggelige stunder imens solen går ned og spille musik jeg holder af.

Kl 1700 serverede købmanden i iskold Hinano (den lokal Tahitianske Øl) og lidt i 18 spiste vi.

I dag stod den på Couscus og rester fra de sidste 2 dage.

Efter maden hørte vi lidt musik i cockpittet, kiggede på stjerner og kl 20 går de sidste i seng.

Kl er lige 22 og jeg er kun oppe for at skrive dette opslag på FB.

It’s just: Another day in paradise.

FB opslag 6. september 2024.

Togt 2406 og ny dinghy.

Togt 2405 afmønstre fredag den 30/8, Togt 2406 påmønstre den 1/9.

Vanen tro har jeg godt et døgn mellem hvert togt.

Denne gang deltager Kristian – Rema købmanden fra Overlund – på begge togter, så han er her også.

Vi har aftalt at vi skal have en hygge aften, inden der påmønstre 4 ”tøser”.

Vi bestiller bord på en af de 3 restauranter der er på havnen.

Yellowfine.

Ordet referer selvfølgelig til den gul-finnet tun som er i en særlig klasse.

Jeg har spist der før sammen med Kristine.

Og restauranten er i en klasse for sig selv.

Selvsagt har de primært fisk.

Kristian bestiller Poisson cru og jeg grillet Mahi Mahi – altså guldmakrel.

Vi har en superhyggelig aften og slutter af med en musik-quiz på båden til et par øl.

Det er den lokale Hinanu vi drikker.

Og jeg må indrømme at det er en god øl…..

Vi hoppede i køjen ved 0030 tiden hvilket er 3-4 timer senere end normalt herude.

Det bliver den 1. september og vores nye gaster ankommer:

Birgitte, 61 år, Jurist, sejler og arbejder i folketinget med at skrive love mm

Anne-Sophie, 29 år, Kunsthistoriker og Oplevelsesøkonom, dykker og sejler.

Rikke, 22 år i gang med en jordomrejse og lærevikar

Julie, 24 år, Fængselsbetjent i Stockholm og dykker.

Herud over skulle min gode ven Ole som er havnefoged i Greve Marina og hans kone Dorthe have været med. De måtte desværre melde afbud kort før tid, af helbredsmæssige årsager.

Alt er ok – men jeg ville have nydt at sejle med Ole.

Vejret har vist sig fra sin knap så pæne siden den seneste periode.

Det blæser mere end normalt og det regner oftere. Det er stadig 26-28 grader hver dag og 24-26 om natten, Vandet er fortsat 25-26 grader.

Men det er mere ustadigt.

Og så man jo bare sige at her stadig er rigtig dejligt.

Det er stadig væk paradis øer, vi bevæger os rundt på og solen skinner det meste af tiden.

Få dage forinden havde jeg modtaget min nye Dinghy. En AB på 12 fod. AB er oprindelig et New Zealandsk firma som i dag har hovedsæde i Columbia og en af bedre spillere på markedet, når det gælder oppustelige både.

Den er faktisk 20 cm kortere end min forrige Dinghy – men qua den er uden front-locker, uden agter-locker og uden styrekonsol virker den giga stor. Der er rigtig meget plads i den.

Og det er det den er købt til. Vi skal kunne sidde 8 i den – den er godt nok kun godkendt til 6 + den der styre, men når vi sejler korte ture inden for revet, går det nok.

Og så skal den kunne rumme, når vi lige smider 4-5 sæt dykkerudstyr i den og samtidig have overskud til at kommer fremad. Det var der den gamle var sløv – mange mennesker i eller for tungt grej.

Jeg har så også købt en ny motor.

En 30 HK Suzuki. Den fik jeg mandag formiddag.

Det er jo så en 2 takts motor – og det skal jeg lige lære. Det er bare noget andet. Lyden er anderledes, den er mere kontant og der er meget færre ting der kan gå i stykker.

Konkret er skiftet jo en halvering af vægt og en fordobling af motorkraft.

Jeg er gået fra 20 hk til 30 og fra 140kg til 71kg.

Da den er 2-takts, skal benzinen blandes med olie og det er bare en vanesag.

I ny motor skal køre forsigtigt til. Så de første 5 timer skal foregå uden for meget gas.

Jeg fik hurtigt monteret motoren, fastspændt div skruer og gjort den klar.

Og så ud og prøve den.

Ikke fuld skrue…. Bare lige lidt gas.

Hold nu op den rykker….

Det er altså fedt…

Efter et par dage i Papeete, Tahiti, vurderer jeg, at vejret er OK til at vi sejler til Mo’orea.

Det er godt at komme afsted – gasterne er jo kommet for at prøve at sejle, så tiden i havn bliver hurtig lang.

Turen tager kun 3½ time og det meste af tiden er vi i læ af Tahiti.

Så det bliver en fin tur for motor, hvor jeg har mulighed for at have hver ny gast ved ratet og kan forklare alle instrumenter, hvad vi agerer på og hvordan. De prøver også at styre Ydun.

Der tages altid mange foto de første dag de får lov til at styre/sejle.

Og det er også fedt at prøve. 22 tons båd som har nogle kræfter man skal kunne tøjle.

Det er vigtigt, at alle får en god start med at ”styre” eller sidde ved ratet.

Jeg har vurderet vi sejler til en super lækker ankerplads ved bugten Opunohu – det var her Cook sat fod i 1769.

Vi lander ved 14 tiden.

Der er 200 meter ind til stranden og 400 meter ud til revet hvor vi 24/7 kan høre revet – Lyden af de knusende vandmængder som en konstant rumlen i baggrunden.

Vi ligger på et lille område hvor der kan ligge 3-4 både. Her er kun 5 meter dybt og vi kan ligge lige uden for sejlrenden.

De lokal gider ikke, hvis vi ligger ude i renden – der er jo der de sejler frem og tilbage. Så vi forsøger at lægge os så langt inde som vind retning og styrke tillader.

Nogle gange må jeg smide anker på over 20 meter her, andre gange på under 10.

I dag var vi alene her. Ingen andre både, så jeg gør klar til at vi kan smide anker præcis hvor det er bedst for os.

Jeg giver Købmanden besked på at smide 20 meter kæde.

Da de 20 meter er ude, sender Kristian mig signal på, at vi er klar. Jeg sætter Ydun i Bak og afventer.

Bum…. Så sidder vi der.

Ankeret hugger i og har sat sig i sandet. Jeg ved det holder os på plads.

Jeg beder Kristian smide 10 meter mere ud.

Det bliver et skøn.

Vi har lavet malingsmarkeringer på kæden – en orange stribe på 10 meter, en grøn og orange på 20.

Orange, grøn, orange på 30 og så videre.

Men de første 3 markeringer er allerede slidt af. Og det var i Panama vi malede dem.

Så Kristian tæller kæden ud.

Vi ligger perfekt.

Det kommer til at blæse de kommende dage.

Op mod 25 knob – eller tæt på 13,5 meter pr sekund.

Så det er vigtigt at vi ligger der og bliver der.

Dag 1 på ankerpladsen vil mine nye gaster gerne en tur ud at vandre.

Beslutningen bliver en tur på ananas-plantagen, over bjerget til Cooks-bay, spise og handle.

Det blev til en fin tur på 17km.

Vi hopper i Dinghyen og sejler roligt ind til en lille Dinghy-dock.

De hopper af og går afsted.

Jeg hopper i dinghyen og vil hjem til Ydun. Der skal laves vand og så har jeg lidt tid til mig selv.

Det blæser op og jeg kan mærke at jeg næsten sejler sidelæns inde i dock’en.

Ok – jeg skal nok bare lære den ordentligt at kende tænker jeg.

Men jeg kommer kun lige ud fra dock’en så sejler jeg endnu mere sidelæns.

Jeg er ved at blæse ind i et område med meget lavt vand og sten.

Der har jeg ikke lyst til at komme ind og skramle med min nye motor.

Så hurtigt forsøger jeg at vende skuden.

Det går og jeg går op mod vinden for at komme i den rigtige retning forbi molen.

Så rammer jeg vinden igen og bliver slået sidelæns.

Jeg vender igen og tænker hvad h….. jeg gør galt.

Jeg gør ikke noget galt.

Grunden er at båden er så let og stor at vinden skubber mig sidevers.

Ok – jeg har jo kræfter nok, så den skal nok bare have noget gas tænker jeg.

Det kan jeg på ingen måde.

Når jeg giver gas løfter fronten sig så meget at jeg slet ikke kan styre den.

Nå… hurtigt i bak og ind mod molen igen.

Jeg kommer inden for molerne og der kommer ro på settet….

Jeg lægger den til kaj og hopper op, Fastgøre båden.

Jeg er Plaskvåd af alle de bølger vi tog på vejen ind og særligt dem jeg tog på vej ud.

Af med t-shirten og shorts.

Iphone’en op og tørre i solen.

Sætter mig på kajen – i underdrenge…..

Jeg er ikke vant til, at jeg ikke kan det jeg vil.

Jeg ser nogle komme ind og enkelte gå ud.

Forskellen er vægt – særligt foran.

Dem der kan styre båden ud, har vægt foran.

Men båden er for lang til at jeg kan sidde foran og styre samtidig.

Er det et fejl køb??

Nej – jeg skal bare lære, at planlægge det så jeg ikke skal sejle alene, når det blæser så meget som det gør lige i dag.

Jeg har ingen sko med og Ydun står åben.

Ikke lige den bedste dag at være grounded på.

Nå, med købmanden ligger ikke langt fra Dock’en, så en Cola og et par croissant kan man altid spise.

Jeg sætter mig til rette.

Jeg fik tænkt tanker den eftermiddag – og en enkelt tanke på det gamle Gnags nummer: Når jeg bliver gammel, så vil jeg sidde på en bænk, der hvor havet slår ind over molen.

Og der sad jeg så i 5 timer imens de andre var ude og vandre.

Det grinte vi lidt af da de kom retur.

Man burde skamme sig hvis man syntes det var forfærdeligt at sidde i disse smukke omgivelser og se ud over havet.

Næste morgen vågner jeg lidt over 6.

Det gør jeg næsten altid.

Jeg er første M/K på dæk.

Havet er blik. Og turkisfarvet.

En doven sorttippet haj patruljerer omkring Ydun, en Sting Ray svømmer også rundt, 2 Pufferfish og en del andre fisk.

Jeg hopper i vandet og svømmer mig en tur.

Livet er fantastisk.

FB opslag 27. august 2024

Dinghy og Ananas-champagne

Vi sejler fra Huahine.

Jeg har kigget vejrudsigt flere dage og konstateret at hvis vi skal – og det skal vi – retur mod Mo’orea og dermed Tahiti, så er det fredag vi skal afsted.

Udsigten siger 18-20 knobs vind fra øst, 3 meter bølger fra syd og med 10 sekunder mellem hver.

Det går fint med vores mål – retning sydøst.

Vi stikker af ved 12 tiden så vi kan lægge til ved den lille kaj der er i hovedbyen og få handlet lidt.

Da vi går fra borde konstaterer jeg at der kigger en snack-bar lige ved siden af.

Jeg går lige forbi og siger til gutten bag disken at jeg lige skal handle.

Da vi kommer tilbage bestiller vi 3 gange languster. 4000XFP – eller 270 Dkk for en frokost er ikke Det vi betaler hver dag herude.

Men Languster ser vi sjældent.

Og nøjjjj de var gode.

Grillet og så med lidt grønt og ris.

Hold op det smagte godt.

Vi sejlede ud gennem revet ca 1530 og så var der ca 15timers sejlads foran os.

Jeg går altid en god bue uden om revet – jeg har den største respekt for det rev.

Det kan smadre en båd som Ydun på sekunder.

Så vi går langt ud og svinger til bagbord og holder øje med revet til bagbord.

Bølgerne er tæt på 3 meter og der er ca 10 sekunder fra top til top.

Det er lækkert.

Store lange oceanbølger.

Vi runder pynten og så er vi fri af læ fra øen. Både ift vind, strøm og bølger.

Planen er at sejle kurs 120 hvis vi kan og rammer Mo’orea lige som solen står op.

Kan vi ikke holde kurs 120 er op til 150 helt fint.

Vi kan, når vi kommer i læ af Mo’orea sejle på tværs.

Det holder bare ikke.

Vi kan holde mellem kurs 160 og 180. Altså tæt på stiksyd.

Og bølgerne passer i str. Altså 3 meter.

Men de kommer med 4-5 sekunders mellemrum. Og de kommer både fra syd – som forudset i vejrudsigten – og fra øst. Og lidt på tværs.

Så det er op og ned.

Det er det her de fleste bliver søsyge af.

Jeg reber både forsejl/genoa og storsejl, for vinden springer til op mod 25-26 knob.

Og desuden rejser det båden mere op – så vi ikke kæntre så meget

Vi sejler 7 – 9kn. Ofte rammer vi både 10 og 11.

Vi giver den et par timer og ser om ikke vinden retter sig som vejrudsigten siger.

Det gør den ikke.

Jeg beslutter, at hvis vi ikke kan sejle mere end næste stik syd, så kan vi bedre sejle på den modsatte halse.

Altså sejlet til modsatte side.

Generelt kan vi ikke sejle de første 30 grader der er til hver side for modvind.

Dvs der er 60 grader vi ikke kan sejle på.

Så hvis kurs 160-170 er det vi lige kan holde, bør vi snildt kunne sejle 80-90 grader på modsatte halse.

Det vil være en fin kurs.

Storsejlet – det der sidder på masten – er i forvejen strammet helt op når vi sejler bidevind – dvs tæt på modvind.

Vi vender – eller tagger.

Konkret vil det sige at vi slægger ud på det skøde som holder forsejlet, vender båden ved at dreje 90 grader til bagbord og strammer op på skødet i bagbord side.

Ofte går jeg lidt længere end de 90 grader – så der hurtigt kommer luft i sejlet og dermed fart. Jeg har bedt Anne stå ved roret, jens ved bagbord skøde og Tina ved styrbord.

Sejlet kommer ikke ordentligt rundt.

Det sidder fast.

Det er som om der ikke er slægget nok på sejlet i styrbord.

Men det skøde er slapt.

Så kan det kun være fordi vi ikke er forbi vindøjet endnu.

Dvs vi skal længere til bagbord.

Jeg siger 10 grader mere til bagbord, til Anne.

Det hjælper ikke.

10 mere.

Og 10 mere og 10 mere.

På 18 grader går sejlet over og fanger vinden.

Vi startede på 178.

Altså har vi haft 160 grader vi ikke kunne sejle på.

Det har jeg ikke prøvet før.

Det kan sagtens være der er 40 eller måske 45 grader på hver side.

Men ikke 80 grader til hver side.

Vi prøver langsomt at skære 10 grader af ad gange.

Det går ikke.

Vinden er så massiv men springer så meget at vi ikke kan holde vind i sejlene – og samtidigt komme bare hvad der ligner øst på.

Så vi må tilbage igen.

Stik syd.

Det går fint.

Men Kristian bliver søsyg og ingen har lyst til at gå under dæk.

Altså har de kvalme.

Søsyge kan komme på 2-3 sekunder hvis man først har kvalme.

Jeg selv er under noget tid og sidder og roder med min Orca – en reserve kortplotter. Generelt er det skidt at kigge ned i telefon, ipad, bog, Orca mm når man sejler uroligt.

Lige pludseligt kan jeg mærke at jeg skal op og kigge ud.

Det går.

Jeg undgår søsygen.

Men kvalmen sidder i mig resten af turen.

Jeg har ikke haft det sådan siden Nordsøen.

Og turen minder om Nordsøen – dog unde at være lige så slem.

Vi banker bølger i 9 timer.

Vi er tvunget til det.

Planen er så at vi hiver sejlet ned og går stik øst.

Mod vinden og bølger.

Der er 60 sømil til Mo,orea.

Lige efter vi har vendt siger den 2-3 knob.

Det vil altså tage 20-30 timer herfra.

Det er ikke det fedeste at fortælle besætningen.

Humøret falder en del.

Det kan ikke ændres nu.

Jeg tog den – ud fra vejrudsigten – bedste beslutning.

Nu er det bare at få det overstået.

I løbet af natten bliver det lidt bedre og i takt med vi nærmer os Mo’orea bliver både vinden svagere og bølgerne mindre.

Kl 14 sejler vi ind genne revet.

22 timer.

Så snart vi er indenfor falder alt til ro.

Det var en træt besætning der ankom til en gudesmuk ankerplads.

Super flot solnedgang og en kold øl var vejfortjent.

Søndag ror vi i land.

Jep – Dinghyens motor er færdig, eller dvs det er propellen og den kan jeg ikke få en nye af herude på under 2 måneder – Det var den sten vi ramte for nogle uger siden. Både Dinghy og motor var nu ved at være træt – så det var nok bare det der gjorde udslaget.

Og så går vi 3-4 km til Tiahura – kendt for at der er masser af Stingrays, og derfor ´kendt som Stingray-city.

Vi hopper i svømmefødder og maske samt snorkel.

Der er hurtigt 4-5 stingrays omkring os.

Vi ser en af instruktørerne fra en udflugtsbåd har fiskerester med.

Han holder det tæt på kroppen i vandoverfladen.

Stingrays’ne slikker nærmest på ham og sutter på ham for at komme op til madresterne.

Jeg mærker selv hvordan de klistre sig til mig og vil op og se om der er mad.

Jeg har ikke mad med men en Iphone i et vandtæt cover.

Desværre blev kvalitet ret ringe – så jeg kommer til at tage en tur med min GoPro en anden dag.

Vi svømmer/snorkler rundt blandt stingrays og små – dvs 1-1½ meter – sorttippede revhajer.

Jeg prøver at følge dem – både rays og hajer. Det kan man ikke.

Kommer man for tæt forsvinder de på et sekund.

Og man kan snildt være inde på 1-2 meter fra dem.

Hajerne er vi jo vant til.

Og så er det jo Stingrays – og de gør ikke noget.

Og så sidder det jo alligevel i baghovedet.

Stingrays – eller pilerokke som vi kalder den – har en pil i halen.

Det var sådan en Steve Irwin – den australske krokodille mand – blev stukket af og døde.

Han var ekstremt uheldig og blev stukket i hjertet.

Normalt bliver man stukket i benet eller foden.

Giften er som et kraftigt bistik og aftager normalt efter 6-48 timer.

Der er kun 20 der er døde af Pilerokker de sidste 80 år.

Når de lige snitter en – eller deres, over en meter lange hale lige køre hen over ens ben eller arm føler man at man tæt på.

De er fascinerende.

Mandag bliver en arbejdsdag på Ydun. Vi får skrabet bund – dvs begroning af bunden og pudset en del stål.

Samtidig stiger Anne af – hun vil flyve en tur til Fakarava og dykke på Wall og sharks.

Tirsdag Ror vi igen ind og fange en taxi og deraf et lift mod bunden af bugten i Opunohu.

Herfra går vi ind og ser Ananasplantager.

Der er mange. Ca 120 Hektar.

Vi fortsætter over bjerget og ned på modsatte side til Cooks Bay.

James Cook, engelsk opdagelsesrejsende.

Han var her første gang i 1769. Men gik først i land på hans 3 tur hertil i 1777.

Han var i øvrigt den første europæer der satte fod på Hawaii.

14 km blev det til i de smukkeste omgivelser.

I bugten ligger Rotui – Mo’oreas eget juice fabrik og showroom.

De laver flere meget lækre juicer.

Desuden laver de rom, hvidvin på ananas og så noget så vildt som ”champagne” på Ananas.

Der er 60 producenter af sukkerrør (der skal bruges til gæring af alkohol) som har del i produktionen og fabrikken er derfor en vigtig brik i øens økonomi.

Vi køber både den alm Brut og deres lidt bedre som har ligget på fad i 18 måneder.

Det bliver næppe det jeg kommer til at investerer i – ej heller serverer til noget for venner eller familie. Måske som en sjov gimmick til velkomstdrink.

Om få dage sejler vi den sidste bid mod Tahiti.

Her slutter togt 2406 på fredag den 30. august.

Her skal jeg have styr på en ny Dinghy og ny motor.

FB opslag 19. august 2024.

Dage går

På Ydun er det lørdag hver dag.

Solen skinner normal herude hver dag. Det er 26-28 grader. Vandet er 26.

Vi er forkælet.

Vi ved det godt.

Det er jo en beslutning vi har taget.

Jeg, i og med jeg er her fast og mine gaster fordi det har valgt at tage med.

Fransk Polynesien har et fantastisk klima.

Det er vinter lige nu.

Det er faktisk ikke koldere om vinteren her.

Men kva vi er på den sydlige halvkugle, er det vinter nu.

Der er ingen rigtig regntid og tørketid her.

Men noget er ikke som det plejer – vejret er mere omskifteligt.

Vi har haft flere dage med regn og blæst – hvilket er anormalt.

Kigger jeg på vejret frem i tiden lover det mere blæst – primært fra øst.

Det er lidt bøvlet, når vi en af dagene skal mod Moorea – som er 16 timers sejlads øst-sydøst.

Vi er kommet til Huahine.

En lille ø på 74km2 og kun 6000 beboere.

Øen har et rev rundt om hovedøen.

Øen tilhører gruppen som Kaldes selvskabsøerne: Tahiti, Moorea, Huahine, Taha’a, Raiatea, Maupiti og et par små-øer.

Vi ligger lige i midten mellem Los Angeles og Sydney – der er ca 6000km til hver af de 2 byer.

Inden ankomst hertil var vi på Raiatea og Taha’a. Før det Bora Bora.

Vi har både besøgt Vanilje-farme, Romdestillerier, Perlefarme, dykkerspots og meget mere.

Typisk lejer vi en bil og køre en tur på øen for at få et overblik og så prøver vi derefter at

Besøge det, vi virkelig har lyst til at udfordre. Som forleden – i en å lever en flok blåøjet ål.

Ål som er sort og grå, bliver over en meter lange, tykke som en håndbold og så har de klare blå øjne.

Tager man en dåse makrel med kan de – næsten – fodres med hånden.

Nogle gange udforsker vi på gåben, nogle gange på cykel og nogle gange bliver det at vi sejler til en anden bugt.

Det er frihed.

På Raiatea besøgte vi hvad vi troede var et religiøst hovedsæde.

Men des mere vi fik læst og kigget på det hele – desto mere gik det op for os at vi stod midt i ikke bare et religiøst centrum, men også der hvorfra den politiske, den intellektuelle, den kulturelle, spirituelle og religiøse magt udsprang.

De har fra den plads vi besøgte sendt folk i kano på tværs af verdens største hav til afsides øer og styret det hele.

De har sogar til hver eneste hovedbygning medbragt en byggesten fra Raiatea for at sikre samhørighed. Od det hele er kun 5-600 år siden.

Vi stod midt i centrum af stillehavets Akropolis eller Colosseum.

Det er kun 4000 år siden at de første Polynesierne kom hertil fra asien.

Men har herfra, dvs Raiatea som dengang hed Havaii (ikke Hawaii), ekspanderet til Tonga, Hawaii, Marquesas, Tuamotu, påskeøen, Rapa, Australien, Cook og New Zeeland.

Kaptain Bougainville var her i 1768, Kaptain Cook kom her i 1769. HMS Bounty (mytteriet på Bounty) sker i 1788.

Den Fransk-Polynesieske krig finder sted i 1844-1847. England og Frankrig fordeler senere øerne imellem sig.

Siden har Frankrig langsomt sluppet grebet om øerne: i 1946 blev det et oversøisk territorium, i 2004 fik det status som oversøisk land – men det er stadig franske love og Frankrig beskytter det. Der holdes nationaldag og man taler både fransk og Polynesisk her.

Polynesere hader franskmænd.

De lyser op når man starter en dialog med Iaorana (udtales jo-Rana), takker med Ma-uru og siger NaNa når man går eller forlader rummet.

Polynesiere har ikke et behov for at vi kommer og effektiviserer det hele, bygger hoteller, forretninger og pådutter dem vores levevis.

De har et naturligt langsomt tempo – som man skal vende sig til.

Til gengæld har kineserne forstået at tilpasse sig herude.

Næsten alle supermarkeder, restauranter, barer, marskandiser mm er kinesisk styret – både her og i hele Caribien.

Byggepladser, biler, telefoner mm er kinesisk.

De bygger, styre, udvikler og interagerer.

Vi tror at vi i Danmark og EU er så vigtige med vores Know-how.

Det er ikke til at se herude.

Kinesernes ydmyghed gør at de kommer ind alle steder.

Vi sejledede ind på vestsiden af Huahine.

Her er 2 åbninger i revet.

2 dage i nord og så sejlede vi knap 1½ time inden for revet mod syd.

Tungen skal holdes lige i munden.

Som et symbol på alvoren ligger en sejlbåd halvt på siden i revet og med et iturevet sejl blafrende fra mastetoppen.

Det er kun halvdelen af skroget der er synligt – resten ligger under vand.

Det kan den sagtens have gjort et par år.

Det er sikkert for dyrt at hente og reparer den til at forsikringen vil det.

Og det vidner om hvor galt det hurtigt kan gå – både ift. Uforsigtighed, gust/Vindstød og ringe ankering.

Dybden springer i sejlrenden.

Så er der 40 meter dybt og få meter efter 5 eller 12. Man kan se på farven af havet om der er lavt – desto mørkere desto dybere – tilsvarende desto mere lyseblåt og turkist det er desto lavere.

Og så er der lige undtagelserne.

Ind i mellem snyder det.

Og nogle gange skal man bare indrømme at man ikke tør sejle der.

Så må man – hvis man kan – finde en alternativ rute.

Jeg skriver ofte til Mads som sejler Comi om et stykke er sejlbart.

På Bora Bora sejlede han mig i møde i Dinghy og viste mig vej den sidste halve time mellem klipper og koraler.

I dag vurderede jeg, at jeg kunne sejle.

Det foregår med min telefon i hånden – Min Navionics App har de mest præcise søkort.

Turen foregik i strid vind – på et tidspunkt sagde vindmåleren 33kn. Eller knap 18 S/M.

Det er ca. dobbelt så meget som når de fleste sejlere går i havn i Danmark.

Det betyder at jeg konstant skal korrigerer – lige som når man køre over Storebælt i stærk sidevind.

Det betyder ofte at en kort sejltur inden for revet kan kræve lige så meget forberedelse som en tur på ex. et døgn eller mere.

På de korte ture er der vind, vindstød, bølger, strøm, ankomst tid, bundforhold på ankomstpladsen, trafik mm og så lige en rute der skal gennemkigges minutiøst for særligt dybdeforhold, sten/koraler, vrag mm

Og nu ligger vi her.

På den sydvestlige spids af Huahine.

Inde i bugten – på en morring.

Solen går ned og viser den smukkeste solnedgang.

Ikke længe efter kommer stjernerne og planeter poppende frem.

Først venus, så et par stjerner. Månen lure bar et bjerg – den er fuld i dag – og Saturn der viser sit klare skær, Vandmanden og fisketegnet dukker op og selvsagt: Sydkorset.

Det blæser godt og vi drejer næsten en omgang flere gange i timen.

Nogle gange piver og river vinden så meget at Ydun dirre.

Det er bare lyde – vi ligger trygt her.

FB opslag 10. august 2024.

Togt 2405 er påmønstret.

7 friske og energiske mennesker.

Jens Økonom og tidligere sejlet med Ydun – dog før min tid. Duelighedstegn og snorkler.

Tina Ingeniør men arbejder med it – tidligere sejlet med Ydun. Gift med Jens. Duelighedstegn og snorkler.

Anne – Projektleder, økonom, dykker og duelighedstegn.

Kristian – REMA-købmanden fra Viborg, vandret mange steder i verden og snorkler.

Joanna – Marketingschef og Dykker.

Laura – Sygeplejeske og dykker

Christina – Sygeplejeske og dykker

En dejlig blanding af alder og godt på tværs af landet.

Anne, Joanne og Jeg tog lige 2 dyk på dag 3.

Et flyvrag og en større træbåd.

Det er altså sjovt at kravle ind gennem en lastluge og svømme gennem skroget, ind i cockpittet og sætte sig i pilotens sæde.

Vragdyk er det der dør flest dykkere ved.

Folk fare vild og glemmer at have en snor med de kan følge tilbage.

I flyveren er det ikke nødvendigt – man kan hele tiden se ud af den.

Så det er ikke muligt at fare vildt.

Vi så også en masse spændende fisk, bl.a. en spotted pufferfish, sorte papagøjefisk som var ved at parre sig, Sergentfisk der passede æg og en kæmpestime Big eyed jacks.

Desuden butterflyfish, Kaiserfisk og meget mere.

Jeg er ret begejstret for den store diversitet, store mængder af fisk og at det hele trods alt ikke er helt ødelagt.

Søndag sejler vi mod Bora Bora.

En tur der tager 1 døgn og et par timer.

Tiden holder og tidlig eftermiddag sejler vi ind gennem revet på Bora Bora.

Det er en lang os besværlig rute man sejler.

Der er mange steder hvor det er meget lavt, store sten, snævert og værst af alt: Man kan ikke stole på afmærkningerne.

Men min gode ven Mads fra Comi kender turen og sejlede den få dage før mig – og han sendte lige en detaljeret beskrivelse.

Desværre er det jo ikke som på en landevej hvor man kan se fare og uhensigtsmæssigheder.

Så det er at liste sig gennem vandet.

Mads sejler mig i møde, vi spænder hans dinghy fast på Ydun, han hopper ombord og guider mig vejen frem til vores ankerplads.

Vi kommer frem og smider anker.

30 min efter ser vi en katamaran sejle væk fra en morring – en bøjer med en snor fastgjort til en betonklods på havbunden.

Altså en meget sikker plads.

Vi hiver ankeret op og sejler hurtigt hen til morringen.

Fat i Morringen og så ligger vi der.

Næste dag regner og blæser det.

Vi får kun badet lidt.

På turen herover – det døgn vi sejlede – fik jeg kun hvilt lidt. Ikke sovet.

Dag 2 går batteri-alarmen 3 gange.

Jeg undre mig og må desværre konstaterer at vores køleskab og fryser bruger mere strøm end vi producere.

Jeg stiller regler op for brug og hvordan vi skal gebærde os.

Jeg har set det 2 gange før.

Jeg begynder at undersøge tingene nærmere.

Og så opdager jeg at vi ikke har produceret strøm i flere dage.

Ind i historikken på min app.

Grunden til jeg ikke har opdaget det er at vi har ligget på landstrøm og derfor ladet 100% op – og først dag 2 begynder det at knibe.

OK – hvorfor har vi ikke produceret strøm?

Vi producerer nok – selvom det er overskyet – på de store 24v batterier.

Det er 6 dage vi ikke har produceret noget strøm – men det er ladet op via landstrøm.

Nå…. Fejlfinding..

Jeg skifter om på ledningerne og kan se at de kommer strøm gennem MPPT’eren via de store solpaneler. Så det er ikke den.

Så kan det kun være solpanelerne, ledninger eller samlinger.

Tina – ja de der ingeniører kan bruges til en del – og jeg starter bagfra og finder hurtigt en samling der er irret – selvom de MC4 stik er vandtætte

Den har været stripset op under solcellerne, så det er ikke noget man ser.

Fakta er at vi fandt fejlen.

Jeg har et havn af reservedele med til alt teknisk udstyr på Ydun – inkl. Et forlængerkabel med MC4 stik.

V i får monteret det nye kabel og så er der power ingen.

Dejligt når en fejl er håndgribelig og noget der kan gøres noget ved.

Det er de her situationer der ofte har gjort at jeg ikke har fået nok ud af mine dage hvert sted, Udfordringer jeg har været tvunget til at bruge timer eller dage på at løse.

Bl.a. derfor har jeg ændret min tur og lagt et år mere på det hele.

Onsdag – selvom jeg jo normalt siger det altid er lørdag på Ydun – vi tager Dinghy’en ind til land – mod midt øen.

Bora Bora har en bred krans rund om selve øen – et rev og derefter en krans hvorpå der bor en masse lokale, ligger hoteller mm.

Først en lille time i Dinghy og så en gåtur på en god time.

Så rammer vi øens hovedby: Vaitape

En by med 2 supermarkeder og en masse perle + turistting butikker…

Det var det.

Kedeligt.

Her er ingen badebroer at lægge til ved – det hele er privat og de kommer farende hvis man sejler ind. Så vi må liste ind til stranden og smide dinghy’ens an ker ud.

Vi rammer en sten på vejen ind – klonk.

Det er ikke godt.

Nå umidelbart er der ikke sket noget.

Men på hjemturen kan jeg mærke at skruen ikke trækker som den skal når motoren får lidt gas.

Så mit bedste bud er at noget i gearet/tandhjulet er beskadigt.

Det betyder at før næste stop skal jeg have Dinghy’en op og skille den lidt mere ad end jeg normalt bryder mig om – og se om ikke jeg kan fixe det selv.

Det viste sig at være den gummimasse som fastholder skruen med gevindet.

Men hold op her er smukt og lækkert.

Vi er orienteret om at her er 2 Manta-Ray – Djævlerokke – spots…

De skal udforskes – dvs. dykkes på

Så vores 4 medbragte dykkerflasker skal fyldes.

Det klarer vi selv med en dykkerkompressor – som drives med benzin.

Det larmer lidt og det tager 15 min pr flaske, så en time+ med at rydde frem og op.

Vi følges med Mads som er skipper på COMI – dvs Sailing Columbie store båd.

Ja – i husker den sikkert som min gode ven Felixs båd og den sejlbåd jeg krydsede Stillehavet med for 2½ år siden.

Vi får fortøjret Dinghy,en til en flydende men fastgjort bøje, BCD, finner samt maske på og hopper i vandet.

Langsomt glider vi ned på bunde af den slugt der er mellem Bora Bora og revet.

Her er godt 20 meter dybt.

En striben sand markerer, at vi har fundet bunden. Der er koraler på begge sider.

Vi lægger os på kanten og afventer.

Mads har været her flere gange før.

Han ved præcis hvor vi skal være.

Så kommer de…

Først 3, så 2, så 4 og sådan bliver det ved.

Jeg ved ikke hvor mange gange de vender og kommer tilbage.

Vi ligger godt og der kommer lige ind over os.

Flere gange er det tæt på de røre os med deres fantastiske vinger.

Der er omkring 4 meter brede.

Mantarays – på dansk Djævlerokken.

De kan blive op til 8 meter brede og veje 2½ tons. Den største der er set var over 9 meter.

Mange forveksler dem med pilerokker – Stingrays – som nok er mest kendt for at Steve Irwin, den australske krokodillemand , der blev stukket i hjertet af en pilerokke og døde.

For de fleste er det at blive stukket som et kraftigt bistik.

Men Steve var uheldig – både hvor han blev ramt og så var han nok også allergisk over for dem.

Der er intet at være bange for.

Rokker er bruskfisk og i familie med hajer. Deres skelet og opbygning minder om dem.

Det er muligt at jeg har udvist stor interesse for hajer, men særligt mantaer – og hvad der ellers findes af aparte fiskedyr – er dem jeg er virkelig vild med.

Hold nu op de er fantastiske.

I 17 og 1800 tallet var der stor mystik omkring dem. Sømænd var bange for dem og deraf navnet. Deres 2 forreste finner – som sømænd forvekslede med djævlehorn – bruges til at lede føde ind for deres kolosale mund.

De er kødæder – men kun plankton, krill og små rejer.

De åbner munden og svømmer gennem skyer af mad.

De er totalt ufarlige for mennesker.

Deres mave/underside mener man er som et menneskes fingeraftryk – et unikt mønster.

Polynesierne nære – ganske som for hajer og alle andre dyr – en stor respekt for dem.

FB opslag 24. juli 2024

Makatea, Mo'orea og det trækker op.

Makatea, Mo’orea, det trækker op. Mit crew stod af fordi søsygen sled dem op. De tog en flyver til Bora Bora og ud fra det de poster på Insta og FB ser det ud som om de hygger og at det var den helt rigtige beslutning. Kristine og jeg lagde en plan: Makatea og så Mo’orea evt Bora Bora. Men først Makatea. Makatea er en lille atol som adskiller sig markant fra de øvrige. Den er høj. Den ligner en klippe som stikker op af jorden - høj men flad. Der bor under 100 mennesker på øen. Der er ingen havn – kun en lille Dinghy dok. Der burde være morrings som man kan hægte sig på. Vi sejler i 2 døgn. Vi er nu Kristine og jeg. Dagen igennem sidder primært jeg ved roret og Kristine laver alt det praktiske. Natten har vi delt så jeg tager fra 18 til 24 og Kristine fra 24 til 06. Det er mange timer at sidde alene ved roret. Det er køligt om natten, så det er et par overtræksbukser og en trøje. Det er en god ide at beslutte sig for et lille træningspas på en nattevagt, ex 20 armbøjning, 2 sqads mm hver time. Så har man lidt at se frem til. Ellers bliver tiden lang i den sorte nat. Vi er hægtet i – med sikkerhedsline – når vi sidder på vagt om natten. Det er folk altid på YDUN – men når nu er en på vagt alene, er det særlig vigtigt. Der er jo ingen der opdager hvis man falder i vandet. Så vi har forberedt alt inde den anden går i seng. Lige præcis fordi vi kun er 2, har jeg valgt at vi sejler i et vindue hvor der næsten ingen vind er. Så det er primært for motor. Det er en fin løsning. Kristine har ikke haft en nattevagt alene før på Ydun og hvis det var for sejl ville der være meget mere at se til – og det ville med sikkerhed blive nødvendigt at vække hinanden nogle gange. Ved 10 tiden kan jeg se Makatea i horisonten. Vi skal rundt om den. Langsomt men sikkert kommer pladsen til syne. Der ligger 2 både i forvejen. Mellem dem kan vi skimte en morring. En Morring er et tov eller andet der er fastgjort til bunden – typisk med en stor klods beton. For enden er så monteret en bøje som flyder. Så sejler man så tæt på man kan og fanger bøjen i tovet. Trækker tovet op og binder sit eget tovværk fast. Så ligger man ellers der. Det er en ret sikker form for ankering og normalt noget jeg prioriterer. Efter et par forsøg fanger vi Morringen og får os bundet fast. Det er langt fra ofte det gå så let – så vi er lettet over at vi 2 klarede så så hurtigt. Jeg sidder og kigger på hvordan vi bevæger os i den 35 meter lange tovværk. Vi ligger fint Der er en ting der gør mig utryg. Hvis vinden vender så den kommer fra nord, vil vi blive trykket ind af. Ind mod land. Jeg kan se på kortet og farveskiftet i vandet, at dybden ændre sig voldsomt fra de 35 meter og til ingenting – dvs under 2 meter – på under 10 meter. Altså vil vi, hvis vi er for tæt på blive fanget i brammingen. Sker det, kan vi ikke komme fri igen og vil blive smadret mod strand og klipper. På en atol som denne uden noget redningspersonale og redningsbåd er vi prisgivet. Så jeg beslutter ret hurtigt, at jeg ikke vil ligge der. Desuden er eneste mulighed for at komme i land via vores Dinghy – og det vil sige gennem det lille smalle hul der er i Brammingen ind til Dinghy doken. Det er ærgerligt. Makatea bød ellers på nogle interessante vandre og klatreture, en nedlagt mine og noget rå natur. Men jeg tør ikke. Jeg fortæller Kristine, at vi sejler igen. Selvom hun er træt, er hun enig. Dejligt, at hun er lige så rationel som jeg. Så bedst som vi troede vi skulle hvile lidt, har vi endnu et døgn foran os. Vi slipper morringen og sætter god fart på Ydun for at kunne gå fri af bølgerne. Jeg ønsker ikke at komme på den forkerte led her. Vi skal ud på åbent vand igen og væk. Foran os ligger flere muligheder: Mo’orea, Huahine, Raiatea og Bora Bora. Valget falder på Mo’orea. Der er kortest. Kun et døgn mere i søen – de øvrige valg ville have været mellem halvandet og 2 døgn. Vi sætter kursen – direkte mod Mo’orea. Vi bytter nattevagt denne nat: Kristine tager 18 til 24 og jeg 24 til 06. Næste formiddag ankommer vi til Mo’orea. Vi lægger os ind i bugten. Her er vi beskyttet mod den vind det trækker op til. Det er ikke nær så lækkert her som ude på revet. På revet ligger vi i turkisblåt vand. I bugten ligger vi grumset vand – og vi kan ikke se ret langt ned. Men det er smukt – vi er omgivet af bjerge. Og her er et godt supermarked. Dag 1, optankning af proviant Dag 2, en lang gåtur. Dag 3 ud på revet hvor vi kan bade, snorkle, stå på SUP og solen er mere konstant end inde imellem bjergene – her trækker skyerne sig ofte sammen og skygger for vores solpaneler. På revet må vi flytte et par gange. Vi havde smidt anker på 10 meter vand. Og det er normalt fint. Udfordringen her er at sandet – som er ekstremt fint og sikkert en blanding af knust koraler og sand - ikke kan holde ret meget. Så der går ikke længe før vi konstaterer at vi flytter os. Tilbage ind i bugten. Jeg tænder mine instrumenter. Det blæser næsten 30 kn herinde. Næste morgen sejler vi ud og finde et bedre spot. Revet er en passage mellem et rev og stranden/land. Herimellem går en dyb skakt på godt 20 meter vand. Så jeg skal have ankeret længere ned i skakten og gribe fat. Det er let at se – vi har jo en dybdemåler på Ydun. På den måde får jeg både mere kæde ud – uden det betyder vores diameter bliver væsentligt større og bunden er meget mere kompakt. Næste morgen flytter de fleste både herfra og vi flytter 30 meter for at få mere luft til en svensk 62 fods Halberg Rassy. Nu ligger vi godt - begge både. Ankeret ligger på 20 meter vand og der er 70 meter kæde ude. Der skal ret meget til at flytte os – alligevel danser vi en del i vinden. De næste dage går med småprojekter på Ydun, forberedelse af næste sejlads, lave lækker mad, nyde vejret, omgivelserne og hinanden. Vi ville rigtig gerne have været en tur til Huahine eller Raiatea. Det bliver ikke denne gang. Vi kan sagtens sejle derud. Problemet er retur til Tahiti. Jeg skal bruge 28 timer med vind fra alt andet end øst. Det får jeg ikke. Alternativet er flere kryds og deraf mere tid. Vi skal være på Tahiti den 31. juli. Her går Kristines flyver hjem til Danmark. Denne årstid er vinter her i Fransk Polynesien og det blæser primært fra øst. På næste togt starter vi med at sejle den retning så vi har god tid til at komme retur. Det gør ikke så meget – Mo’orea er ret skøn og vi får lavet en masse på Ydun. Vi nyder at være 2 – der er pludselige mega meget plads, strøm og vand. Vi planlægger lige en god sejltur inden Kristine står af. Og et par dyk. Desuden har jeg nu fundet et firma i Papeete der vil bygge en ny overbygning til Ydun. Jeg kan næsten ikke vente med at se hvor vi lander. Samtidig har jeg den 1. august et nyt hold gaster stående i Papeete klar til et nyt eventyr. Dem glæder jeg mig til at tage imod.

Tidligere

Næste

FB opslag 15 juli 2024.

Fakarava, afmønstring og 1 årsdag.

Vi er på Moorea og der går kun 2 dage, så beslutter vi at flytte til den bugt vi startede med at sejler forbi.

Der er simpelthen ikke nok handle muligheder.

Så vi hiver ankeret op og sejler knap en time til vi er i bugten.

Vandet er ikke nær så klart her og vandet er noget dybere.

Ikke lige det vi håbede på.

Skidt… formålet er at få handlet.

Crewet deles i 3 dagen efter. Pigerne – Louise og Emma vil blive på Ydun og sole sig. Iben, Lars og Wiuff, Terkle vil ud og køre quadbike. Gerne øen rundt. De finder godt nok ikke quadbikes de kan leje, så det bliver en scooter i stedet for.

Kristine og jeg vil ud og vandre. Vi bygger en rute af kortet på App’en AllTrails, pakker en lille rygsæk med snack, vand og lidt mad samt vores vandrestave.

Og så afsted.

Det går ret meget op ad.

Det er fedt at mærke ens ben blive udfordret.

Jeg har siddet stillet i 3 uger over Stillehavet – min daglige muskeltræning kan ikke måle sig med rigtig Hiking.

Stierne eller snare det der engang var stier er nogle steder svært fremkommelige og vi må ofte tjekke om vi er på en sti eller vi bare går på må og få i skoven. Nogle steder er det nærmest et stenskred vi går i.

Vi er On track og vi kommer op til vores belønning.

På selve kammen af stigningen ligger et par store sten som bliver vores frokoststol.

Solen bager og det hele er ret fedt.

Vi går videre og følger nu en sti på toppen.

Så kommer åbningen – vi står på et fremspring og kigger ud over bugten.

Det er vanvittigt smukt.

Vi fortsætter og kommer ned til kystvejen.

Her ligger den lokale ananas juice produktion – og showroom: Rotui.

Opkaldt efter det bjerg vi lige har gået på.

De laver både juice af ananas, Mango, banan og meget mere.

Desuden laver de rom, Cognac og Champagne – som de selvfølgelig ikke må kalde det, da det jo ikke er lavet i Champagne distriktet – så det er jo bare en Brut Sparkling.

2 dage efter er vi klar at sejle mod Fakarava.

Turen bliver ikke det jeg håbede på – der er ingen vind.

Det blæser 25-28 dage om måneden fra øst og 2-5 dage fra andre retninger.

Så jeg er nødt til at tag det vindue vi får – 2 dage uden vind.

Jeg trøster mit nye crew med at vi får masser af rigtigt sejlvejr når vi skal den anden vej.

Den første del af turen har vi let modvind og strømmen i mod så vi sejler kun ca 5 kn for motor.

Der går ikke længe før jeg ser blege ansigter.

Det er søsyge under opsejling.

Iben er ramt, Lars er ramt, Emma er ramt, Louise er ramt og Wiuff er ramt.

Jeg fortæller at det, der kan kurerer det er at lave noget – dvs typisk at sejle eller måske bare kigge fremad.

Turen skulle tage 1 døgn og 20 timer – men den tager kun 1 døgn og 16, så jeg kommer til at sejle ind i Fakarava i mørke. Det er OK – det er en let rute og jeg kender den.

På skift er crewet nede med let søsyge – dvs man har det rigtig skidt men man er ikke begyndt at kaste op endnu.

Kl er knap 4 om natten da jeg vækker Kristine – hun har bedt mig vække hende for at se når vi sejler gennem indsejlingen.

Sidst jeg var her sejlede vi 8.5 kn for motor gennem passet.

Det går – selvom vi havde planlagt indsejlingen til midt mellem lavvande og højvand, og deraf med strøm – meget langsommere.

Det betyder at tabeller som er offentliggjort ikke passer. Det sker desværre ind i mellem. Normalt skifter tidevandet med 6 timers interval og skubbes 20-30 min dagligt.

Det er eller kan være ret problematisk, for har bådens motor ikke kræfter nok til at gå igennem strømmen bliver man skubbet ud igen eller værre ind i noget.

Ydun har kræfter nok – om end vi kun sejler 3,7kn ind gennem på det værste sted.

Vi ser først den grønne bøje – den står i styrbordside i selve passet.

Lige før man sejler igennem kommer den første røde bøje til syne – den skal være på bagbord side.

Nu har vi retningen.

På kortet passer det hele.

Det er fascinerende – men også lidt vildt.

Vi sejler i total mørke efter en grøn og en rød bøje/lanterne.

Vi kan høre Stillehavet smadre sine bølger ind i Fakaravas klipper og koraller.

Rammer jeg ikke indsejlingen er vi prisgivet – altså hvis jeg sejler forkert ift bøjerne – og Ydun vil blive fanget på lavt vand og smadret.

Fakta er at der er under 50 meters forskel på hvor der er 3oo meter dybt og hvor de undersøiske klipper stikker op. Så stejlt går klipper op under overfladen.

Passet er 0.4nm bredt – altså 740 meter – det er det vi skal igennem.

Det er ikke svært.

Det der tricker hjernen er, at man intet kan se. Atollen er så lav man ikke kan se om man har rigtig retning før man er midt i det.

Jeg sejler ikke forkert – og det er en let indsejling og jeg har været her før.

Jeg har 3 forskellige navigationssystemer som fortæller mig jeg er på ret kurs og vi kan se både grøn og rød bøje.

Vi glider roligt igennem og snart er vandet roligt igen.

Skarpt til bagbord og så kan vi se den lille by ca 5 sømil fremme.

Det er her vi skal ankerer.

Jeg sagtner farten på Yduns Yanmar motor – ned til 3 knobs fart igen og vi finder det rigtige sted.

Her er 9 meter vand og Jeg giver Kristine besked på at lægge 40 meter kæde ud.

Efter hun har lagt 30 meter ud stopper hun og jeg bakker for at få ankeret til at hugge i underlaget.

Det rigtige hug kommer ikke – men jeg tror på vi ligger godt nok.

Så vi slukker motoren og drikker en velfortjent ”vi er fremme øl”.

2 timers søvn og så op igen.

Vi er i paradis.

Fakarava er så smuk og et postkort værdigt.

De næste dage skal der leges med dykkerudstyr, snorkles og vandres gode ture på den 1.8meter høje atol.

Her bor kun 837 mennesker.

Øen er knap 60 km lang og 21 km bred – men der er vand i midten, så selve landjorden er mellem 50-200 meter bred i en kreds rundt – med et pas i hver ende.

Alle er imponeret over hvor smukt her er og lettet ift at deres søsyge er ved at gå over.

De næste dage lejer vi cykler, dykker snorkler mm.

Der skal handles til det næste stræk – retur mod Bora Bora.

Desværre er der ikke meget at købe.

Der er sjældent grønt og frugt.

Polynesierne køber primært frostvare og meget grønt er importvare.

Ex er der æg hver onsdag og brød er noget man skal ret tidligt op for at nå at få fingerne i.

Der er et supermarken – som i realiteten er en kiosk – der sælger brød. De bager fra kl 0500 og åbner 0530. Brød er udsolgt kl 0700.

Så for at det kan lade sig gøre skal vi sejle ind i mørke i gummibåden.

Så vi prøver at nøjes med brød fra frost eller noget vi selv kan bage.

Dagene på Fakarava er fede og vi nyder det.

Louise og Emma må til lægen – Emmas ene pupil er over dobbelt så stor som den anden.

Så lidt nervøse bliver de sat i land – det viser sig at være en af de hyppigste bivirkninger ved søsygeplaster. Så ingen skade sket – vi skal bare holde øje med det.

Vejrudsigten lover at det blæser op og der vil komme en front ind over Fakarava.

Jeg oplyser at vi skal flytte inden den kommer – for jeg stoler ikke på underlaget og vil gerne ligge bedre. Vi flytter knap 200 meter og sænker anker. Der er 17 meter dybt her og ikke kun de 9 vi havde på første plads.

Så der skal 50 meter kæde ud.

Jeg bakker og den hugger i. Vi sidder der.

Vi taler om det og jeg oplyser at det godt kan være vi bliver ”låst” på Ydun en dag eller 2.

At det bliver svært at sejle ind – eller at det i hvert fald bliver en hård og sikkert våd tur.

Vi bliver på Ydun.

Stille og roligt tager vinden til. Ydun begynder at flytte sig.

Det er logisk nok – vinden er nu så stærk, at den strammer vores ankerkæde ud – hvor den normalt hænger lodret ned.

På min ankeralarm kan jeg se, at vi ligger i en fin bue ift ankerts placering og længde.

Der er en grund til at Mantus – mit anker – er kåret til det bedste anker test efter test…

I den størrelse jeg har købt det, kan det holde Ydun i 55kn vind.

Resten af dagen bliver urolig på pladsen.

Ydun danser op og ned i bølgerne.

Jeg tænder for mine instrumenter og kan se, at det blæser en 15-16kn – ca. 8 ½ s/m.

Det er her de fleste søger havn: 8s/m.

Iben bliver for alvor ramt af søsyge nu. Hun må i køjen – kiks og lidt vand. Det er det bedste kur.

Louise bliver ramt, så Terkel og Emma.

Næste morgen er det blevet lidt bedre.

Vi er oppe til morgenmad.

Crewet har bedt om en skibs-snak.

Det er Louise der fører ordet.

De har – alle 6 – besluttet at de vil stå af.

Søsygen slider for hårdt på dem.

Men de vil høre om Kristine og jeg kan klare Ydun selv og hvad der evt. skal til for at de kan stå af.

Det er stort af dem at de tænker på os – tænker jeg.

Jeg spørg dem om det er den 100% ærlige årsag – eller om der ligger andet bag? Om der er noget med mig, Kristine, os som par, Ydun eller andet.

Det er søsygen der gør at de har taget den beslutning.

Det er fair – og det letter mig at det ”kun” er det og ikke mig eller andet.

Jeg kan jo sagtens forstå dem. De er 3 ”par” – venner, veninder og et par.

Som alle har drømt og den her tur i over et år.

Lars’s tur bliver præget af at Iben er helt ødelagt samt at han selv ind imellem også bliver dårlig, Terkel føler ikke han får noget ud af det når Wiuff ligger og er skidt og Louise bliver selv søsyg og Emma desuden bekymret nu hun ikke kan bruge plaster mere.

Og hvad hvis er der en, der får en af de andre bivirkninger.

Der er kan jo være bivirkninger ved alt medicin.

Jeg skal lige synke deres beslutning.

Jeg ved, at jeg kan sejle Ydun selv – så selvfølgelig kan Kristine og jeg sejle hende sammen.

Kristine er en fantastisk hjælp. Hendes positive holdning og gå-på-mod er unik. Hun har sejlet en del, været med flere gange før og er et af de sejeste mennesker jeg kender.

Så når nu det skulle være at hele crewet står af er det meget heldigt, at hun er med på netop dette togt

Jeg ser kortet over hele Fransk Polynesien inde i mit hoved – hvor langt er der retur til Bora Bora hvis vi tager over alle de små øer og Atoller?

Hvor korte stræk kan vi sejle?

Vi har 16 dage.

Langsomt kommer der en rute frem på min nethinde:

Vi sejler til Makatea evt. Rangiroa, Tetiaroa og så Bora Bora eller Raiatea.

På den måde skal vi kun sejle i godt et døgn af gangen.

Alle venter på mit svar.

Uden at kigge på Kristine svare jeg: I kan stå af her – vi kan sagtens klare det. Vi sejler hende alene.

Crewet ånder lettet op.

Vi aftaler, at når jeg ser det rigtige vejrvindue så hopper de af.

Stemningen er nærmest euforisk samme aften – alle er lettet.

De ved at de slipper for søsyge.

Vi skal også nå at rengøre båd mm.

Næste morgen har vinden lagt sig lidt.

Jeg oplyser dem at den tager til igen senere på dagen og vil komme med 50% mere vind. Vi vil nok ramme 22-25 kn.

Louise sige: Vi kan flyve i dag, hvis vi er hurtige.

De booke fly-billetter og en lejlighed i Papeete på Tahiti.

Rengøring bliver hurtigt sat i gang og kl 1030 stå alle på kajen ved et af de få hoteller der er på Fakarava.

Vi spiser frokost og nyder eftermiddagen på hotellets Snack-bar.

Ved 14 tiden siger vi farvel til alle 6 og sejler retur til Ydun – inden vinden kommer.

Kl 17 flyver mit crew – deres sejltur er slut.

Der er stille på båden – det blæser lidt op, men ikke i nærheden af det der var lovet.

Kristine og jeg tager ind på en Lokal restaurant – vi trænger til at være os – bare lige et par timer.

Det er store omvæltninger vi står med – det ene øjeblik lære jeg folk at sejle, binde knob, og hvad der er hvad på en båd, det næste er jeg/Vi helt alene og stå nu med at alle planer laves om. Vi skal finde ud af hvad der sker på de øer vi kommer til, indsejling, tidevand, strøm, afstand, proviant, der skal produceres vand og meget mere.

Vi sidder ved et bord helt ud til vandet og deler en flaske Bordeaux fra 2018. Jeg vælger en tapas menu og Kristine får grillet Mahi Mahi.

Begge dele smager fantastiske.

Retur på Ydun åbner jeg en flaske Frans K Smit fra 2013 – Spiers top vin. En gave jeg fik for nogle år siden. Det har jo ikke ligefrem godt af at ligge og skvulpe sådan som den gør på Ydun.

Med den, sidder vi bare og sludre i cockpittet i den stjerneklare aften

Vi går tidligt i seng

De kommende dage vil blive krævende.

Det er den 15. juli – det er præcis et år siden jeg sejlede fra Danmark.

Dagen hvor der stod 100 mennesker på kajen i Ishøj og vinkede farvel.

Siden har jeg besøgt 24 lande, sejlet 16.000Sømil og 61 gaster har påmønstret Ydun.

Jeg har også haft 40 dyk og vandret nogle af de fedeste steder.

Det i sig selv fortæller, hvor stort det hele er.

Det er et markant anderledes liv jeg lever.

Nogle vil kalde det luksus og komme med alt muligt om hvor heldig jeg er.

Jeg vil heller kalde det beslutsom.

Det er ikke en dans på roser at være herude.

Der er konstant ting der går i stykker og uforudsete udfordringer.

Jeg kan ikke sige op, gå hjem eller lægge mig syg.

Jeg nyder hvert et sekund – også når alt går mig i mod.

At være Oceansejler er en livsstil.

FB opslag 4. juli 2024

Togt 2404 – og flere hajer

Det er Torsdag den 4. juli.

Uafhængighedsdag.

Vi er ankommet til Moorea.

En lille paradis-Ø lige nordvest for Tahiti.

Faktisk er det kun halvdelen af crewet der har været i land.

4 tog vores Dinghy ind for at købe ind.

Det lykkedes desværre ikke – der var ikke mange ting i det lille supermarked.

De fik dog handlet ind til aften og frokost – så må vi løse aftensmad senere.

Resten af os – var på dyk.

Crewet på togt 2404 er:

Wiuff – en ung fyr på 22, elitesvømmer og nyt uddannet OWD – dykker.

Terkel – også en ung fyr på 21 som også er elitesvømmer og ny uddannet OWD.

Kristine er endelig tilbage hos mig – 51, jurist og OWD. Kristine besøgt mig på Tenerife og har været med en måned i Caribien.

Alle 3 er lige startet på Advanced open water dive (AOWD) her på stedet. AOWD er en overbygning til den almindelige dykkerkursus OWD – her kommer man blandet andet ned på 30 meter, Strømdyk, natdyk, kompasdyk og vragdyk.

Så det er en helt ny verden der opstår som dykker.

Så har vi Lars med, Lars har jeg kendt i 100 år, han er regionschef, OWD og motorcykelentusiast.

Lars danner par med Iben, Indkøber og motorcykelentusiast.

Louise fra Aalborg, 29 og erhvervsjurist.

Emma, 29, Fra Aalborg og Politibetjent.

Bente som er med fra togt 2403-2. I øvrigt fik jeg omtalt hende som Ingeniør – hvilket er forkert, hun er Arkitekt.

Vi skal sammen sejle imellem i masse øer og atoller den næste måned.

Påmønstringen var en bugt i det sydlige Tahiti – Pheaton Bay.

Vi er så sejlet til endnu en lækker ø: Moorea.

Her er vanvittigt smukt og frodigt.

Vi glæder os til at udforske øen meget mere.

De første dage kommer vi til at følges med min gode ven Mads, skipper på Sailing columbies COMI og Anne dykkerinstruktør og skipper på Sailing Columbies Jelena.

Jep – samme COMI som jeg krydsede Stillehavet med tilbage i 2022.

Når vi følges med dem er det fordi Anne skal undervise de 3 der vil have AOWD – Wiuff, Terkel og Kristine.

Desuden indgår jeg som føl – i hele undervisningen – dermed har jeg taget hul på min egen DiveMaster-Uddannelse (DM).

Så vores tur bliver lidt sejlads og en masse paradisøer, dyk, Hike’s og oplevelser.

Lige præcis det jeg holder allermest af.

Turen fra Pheaton Bay til Moorea var hårdere end forventet.

Vi tøffede stille afsted og jeg havde tid til – som jeg ønsker med nye gaster – at sidde i ro og mag med hver gast 20-30 min og langsomt lære dem hvad de forskellige instrumenter betyder og hvad vi gøre når vi sejler, de får lov til at håndstyre Ydun og mærke hvordan bølger og strøm påvirker os.

Planen var let vind og dermed for motor de første 3 timer mod vest.

Hernæst 3 timer mod nord – hvor vi skulle få en fin halv-vind til at sejle med sejl.

Og endelig 1 timer ind på plads i en bugt.

Sådan gik det ikke.

Vi rundede pynten og skulle mod nord. Så var der ingen vind.

Vi fortsatte bare for motor.

I læ af Tahiti sejler vi roligt afsted.

Da vi slipper Tahiti er der stadig ikke nok vind – men dønninger.

De kommer som oceandønninger – dvs lange og dovne.

Det holdt ikke længe.

Så ændre de karakter – de bliver en mellemting mellem bølger og dønninger.

Det er ikke altid lige behageligt.

De kommer lidt fra skiftende retninger.

Så bølger med kort afstand, forskellig retning og varierende højde – dog ikke mere end 1-1,5 meter.

Men vi oplevede da at et par stykke blev søsyge.

Bugten vi havde planlagt var over-crowded.

Vi tager den næste bugt.

Indsejlingen er en lang stille sejlads imellem rev og strand.

Så vi følger de pæle som burde være styrbord/bagbord bøjer.

Jeg finder et sted og mit ”nye” Mantus 105 LBS bliver sænket.

Her er 5.5 meter dybt, så vi smider 20 meter kæde ud.

Jeg bakker lidt.

BOM – så ligger vi stille.

Jeg slukker motoren og går en runde på dækket.

Det er trygt og godt.

Ankeret har sat sig præcis som det skal – godt gravet ned i sandbunden. Jeg kan se meter for meter af kæden og selve ankeret.

Vi tager en dukkert og svømmer lige hen over ankeret og kan bekræfte det sidder perfekt. Dykker ned og river i det.

Intet.

Det sidder fast – som det skal.

Ind i mellem ser vi en sort-tippet revhaj omkring Ydun.

De gør ikke noget – de er kun 1-1.5 meter.

De kan blive op til 2 meter.

Vi ser også Plettet ørnerokker her og masser af fisk.

Vi har 300 meter til kysten og 4-500 meter ud til revet.

Første nat får vi konstateret at mit anker virkelig er effektivt.

Det blæser 30 kn og vi svajer godt rundt i kæden.

Men vi flytter os ikke en mm.

Her er vildt smukt og en flot sandbund – vi kan se hver en sten, fisk, plante og koral der ligger sporadisk på havbunden.

Første dag tager vi hul på AOWD.

Dag 1 på AOWD.

Max dybde 30.3meter, vand 28 grader, varighed 38 min.

Vi ser en del havskildpadder – bl.a. en der ligger og sover samt en der spiser.

Vi ser et par revhajer.

Så kommer hun: En stor flot Lemon-Shark (Citronhaj).

Hun er gravid.

Majestætisk patruljerer hun, hendes territorie.

Jeg når desværre ikke, at tage kameraet frem og filme hende.

Men hvor er hun flot – og stor.

En voksen lemon-shark bliver 3.5meter og vejer 100kg.

Det er deromkring hun er.

Hun er en af havets top-prædator.

Og hun har det helt rigtige ”haj-look”.

Det medierne i årtier har gjort til skamme: Hun ser ”ond” ud – og så er hun hurtig.

I virkeligheden er hun mindst lige så bange for os, som vi er for dem.

Vi er nogle mærkelige skabninger der dukker op i tide og utide.

Så hun holder afstand.

Kristine har lidt bøvl med at holde sig nede.

Så Anne tager en af mine 2kg bly klumper og bytter med Kristines 1kg klodser.

Jeg kan sagtes dykke med mindre – vægt gør det bare lettere at komme ned.

Men reelt behøver jeg sjældent bly.

Her i Fransk Polynesien er havet meget salt, jeg dykker med en 3mm fuld-size dragt og det er aluminium tanke (mine egne er stål ) – alt sammen noget der gør mig ”lettere” – derfor er lidt bly fint.

Begge Nicolai’er – Wiuff og Terkel- er oppe at køre.

Kristine skal vist lige synke det hele – der går nogle timer før det går op for hende: Skildpadder og en stor haj.

Første møde med en haj – og så i den størrelse.

Det er altså stort.

De er i gang med deres AOWD uddannelse – så nu skal de selv holde øje med tingene.

Dvs. hvor meget ilt de man tilbage, dybde, makker mm

Anne spørg dem alligevel jævnligt:

Højre pege og langefinder klapper på undersiden af venstre håndled – som betyder: hvor meget ilt har du tilbage.

De svare retur på skift.

En pegefinder på venstre underarm indikerer 100 bar og herefter hvor mange 10’er vist med finger vist mod Anne.

Ex. er 130 bar først højre pegefinger på venstre underarm og derefter 3 finger vist mod instruktøren.

Alle hånd tegn bliver gennemgået inden hvert dyk sammen med instruktionen for selve dykket.

Vi skal helst ramme 50 Bar når vi er på vej op til sikkerhedsstoppet.

Sikkerhedsstoppet er et stop vi laver på 3 min i mellem 3 og 6 meters dybde.

Stoppet minimerer, at vi danner kvælstof i væv og blod.

Sikkerhedsstoppet foretages altid – men Særligt på dybe dyk er det vigtigt.

Da vi bryder overfladen råber jeg for fulde kraft: YYYYIIIIIHHHHAAAAAAAA…….

Hele flokken griner og vi bekræfter hinanden i, at vi er det helt rigtige sted på det helt rigtige tidspunkt.

Det var et fedt dyk.

Hvor er vi privilegeret at vi har mulighederne for det her.

Det her er ikke held – det er en beslutning om at ville opleve.

Ville noget andet en hamsterhjulet.

Uanset prisen.

FB opslag 30 juni 2024

Onsdag den 19. juni.

I dag er det 2 år siden jeg påmønstrede Ydun.

Det var i Rendsburg og Ydun var ejet af min gode ven fra Y1 klassen, Birger Rylander.

Planen var, at jeg skulle sejle de sidste 5 dage med ham og crew hjem til DK. Birger havde sejlet hende til Fransk Polynesien og var nu på vej hjem.

2½ måned før den dag var jeg landet i Kastrup lufthavn, efter 2 måneder ude i Stillehavet.

Jeg havde sejlet fra Galapagos til Fransk Polynesien.

Da jeg landede i Kastrup vidste jeg, at det kun var et spørgsmål om tid, før jeg var tilbage.

5 dage efter min påmønstring på Ydun – ved ankomst til Ishøj havn – gav Birger og jeg hinanden håndslag på, at jeg skulle overtage hende. Der var kun de tekniske ting der skulle på plads.

Alt blev klaret og jeg overtog Ydun.

Jeg flyttede ind på hende og boede der 1 år inden jeg selv sejlede afsted.

Afsted på den rejse jeg havde planlagt i næsten 11 år.

I 2012 besluttede jeg, at det var sådan jeg skulle leve.

Så jeg lagde en ret heftig plan.

Lær at sejle, tage duelighed, tage Y3, Y1, udvidet førstehjælpskursus, Motorlære, VHF-kursus og dykkercertifikat.

Hertil blev lagt, at jeg skulle på nogle længere sejlture hvor jeg kunne teste om jeg var egnet.

Så jeg sejlede alt hvad jeg kunne komme i nærheden af.

Først på skolebådene, så sideløbende med pensionisterne, så kapsejlads, singlehanded i min gode ven Peters Omega 30 og endelig begyndte jeg at planlægge ferier så jeg kunne sejle.

Primært steder hvor det gav noget.

Første etape var Bay of Biscasy – Biscayen.

Den berygtede bugt i Europa hvor vandet går fra 4 km dybt til 200 meter på 10 km.

Bølgerne kan være 10 meter høje og vejret ret omskifteligt. Og vi fik ganske rigtigt en nat med 4-5 meterbølger, regn og tåge.

Tag dertil at sejladsen foregik op langs Portugals kyst – Costa da Morte: Dødens kyst….

Her har mange sømænd måtte lade livet imens de har set deres skib og dem selv blive smadret mod klipperne på strækningen.

Og udsejlingen fra Lissabon i stormende kuling – knap 22sm(sekund/meter) eller 40kn.

Jeg sejlede, de weekender jeg ikke var på job – gerne til Sverige og tilbage, eller bare Greve, Køge, Amager, Greve.

Og i 2022 altså over Stillehavet sammen med min gode ven Felix. En tur der også bød på et par ”spændende oplevelser”.

Der skal 180 sejldage i en båd på over 50 fod før eksamensbeviset fra Y1, udskiftes med næringsbeviset og dermed: YachtMaster 1th class.

Det er det en båd af Yduns størrelse kræver.

Nu er jeg her selv – midt i Stillehavet.

Midt i Fransk Polynesien.

Jeg har besøgt 24 lande, haft 55 gaster ombord og sejlet over 16.000sømil – eller knap 30.000km. Hvilket svarer til 3/4 rundt om jorden.

Og jeg er kun lige begyndt.

Siden er dykning begyndt at vokse på mig.

Jeg havde taget Open Water Diver tilbage i 2015.

Siden er det blevet til Avance Adventur Diver, Nitrox-Diver og Rescue-Diver.

Og DiveMaster, er det planlagt og teorien påbegyndt.

Er det her så et driver liv.. et liv uden bekymringer – på ingen måder.

Der er konstant noget der går i stykker, Noget skal laves eller have lidt kærlighed.

Uanset hvor meget jeg har skiftet og købt af reservedele, er der ting jeg ikke havde forudset.

Ting fungerer når man forlader havn – men det hører til sjældenheder at et togt forløber uden udfordringer.

Langturssejlads handler om at minimerer uheld, løse de problemer der opstår undervejs og prioriterer hvad der skal skiftes næste gange der er luft i økonomien.

Så en PhD i motorer, Strøm, vejrforhold, havbiologi, glasfiberarbejde, ledelse og sund fornuft er ofte vigtigere end selve sejladsen.

Jeg har haft helt unge og ”voksne” gaster med som bare har haft JA hatten på og suget viden til sig, for få uger efter at kunne sejle Ydun.

Jeg har haft ydmyg, dygtige og erfarne gaster som har været en stor hjælp – både ift sejlads men også sparring. Folk der kan sejle, så jeg kunne hvile lidt. Men også folk – der var ”Sejlere” og som lige troede at de med deres erfaring, fra en lille 30 fods familiebåd i en vig i det syd sjællandske – for 40 år siden – lige skulle hjælpe mig med at få skuden sikkert i havn.

Det var tæt på at jeg også fik skylden for at det tordnede og at maden i øvrigt kun lige akkurat kunne spises.

Typisk gamle mavesure mænd der ikke vil lære – og som i øvrigt kun var med for at kunne fortælle hvor dygtige de selv var.

Fakta er at langt, langt de fleste gaster er og har været en kæmpe positiv oplevelse.

På de lange togter, når vi selvsagt længst.

Ikke bare sømil – men også det gasterne lære – i hvert fald dem der vil lære. Dem der byder sig til.

Sådan har det også været på togtet over Stillehavet.

Der har endnu ikke været et togt – før nu – hvor vi har talt om trimmet på Bom-nedhal, Kicking-strap(Kick’en)og Rodkicker.

Vi har en Bom-dirk som holder Bommen. Denne slappes når sejlet bues af vinden. Tilsvarende har vi et bom-nedhal som sikre at bommen ikke gynger op og ned.

Med Kick’en kan vi sikre, at storsejlets agterlig (den bagerste flade siden på trekanten) ikke står og vibrerer. Vi kan også justerer Liselinen – men med Kick’en har vi store kræfter vi kan påvirke sejlets tvist med. Endelig har vi Rodkicker’en som sikre at bommen kører med op når Kick’en slækkes.

Og vi er nået langt, når gasterne begynder at lære om hvorfor vi haler ind på Kick’en.

Langt hen ad vejen gør jeg det jo bare – og de færreste opdager ikke hvorfor jeg lige justerer lidt mere på tingene.

Til at starte med skal gaster lære det grundlæggende – sejlets vinkel, udposning, ned og tilbage hal mm.

Og det tager tid – selvom gasterne sidder ved roret 6 timer pr døgn.

Sidder ved – det er jo Autopiloten der styre – men vi styre den.

Det er rytmen på Ydun.

2 timer i dagtimerne og 4 timer om natten.

De 2 timer om dagen sidder gasten alene – og jeg er inden for kaldeafstand.

Om natten køre 2 hold forskudt, så man sidder 2 timer med en person og derefter 2 timer med en anden person.

Derved sikre man at holde hinanden vågne, der kommer en afløsning midt i det hele med overdragelse og man kan tale om noget andet med afløseren midtvejs.

Fakta er, at jeg elsker det jeg laver.

Jeg har ikke fortrudt et sekund, at jeg tog afsted.

Jeg elsker at sejle, dykke, Hike, opleve og bare være på eventyret.

Mest af alt elsker jeg, at lære nysgerrige gaster om den her kunst det er, at sejle.

Mærke deres iver for at vriden 0,1 eller 0,5 knob mere ud af Ydun.

Når de stille spørgsmål som hvorfor kører ticklers rundt, eller hvad er det for et tvist du taler om i sejlet.

Det er så livsbekræftende.

Turen mod Fakarava bliver den sidste for togtet.

Der er 4 der står af her – de skal af flere årsager hjem og det har været planlagt fra starten.

Det er Sofie som har været min Ground-control i Danmark – hende man kunne ringe til om alt.

Hun har desuden haft en væsentlig hånd med i udformningen af min nye hjemmeside og meget af det der er lavet på SoMe.

Sofie var tiltænkt en længere tur senere på Ydun – men hun er blevet så glad for at sejle, at hun og hendes kæreste, nu selv har købt en båd og planlægger en tur til Grønland.

Jeg ønsker Sofie og Jakob alt held og lykke på deres togt og håber vi ses herude.

En ny skipper er født.

Og Axel, som har været med mig først fra DK til Portimao og siden fra Aruba til Fakarava.

Axel har gået op af mig i 6 måneder og fungerer som højrehånd i tæt på alt jeg laver. Axel skal også hjem og sejle – hans Onkel har købt en x-99 som Axel skal sejle med i.

Det er 2 store kapaciteter jeg kommer til at mangle.

Begge unge friske mennesker med et stort gå-på-mod, en stor JA-HAT, livsglæde og bare dejlige mennesker.

Og så Andreas og Betine. Begge Jurister og eventyrer.

De har været på en 4 måneder lang vandretur i Sydamerika og nu 2 måneder på Ydun.

De skulle have været med til Tahiti – men de vil gerne blive og udforske Tuamotu-atollerne lidt endnu inden de rammer Tahiti, hvor de bliver 3 uger efter togtet er slut.

Andreas har bl.a. stået på hovedet i vores påhængsmotor i en hele del timer og han har rodet med ”deres” WC som drillede på turen over Stillehavet.

Begge har de bidraget meget positivt til fællesskabet, sammenholdet og opholdet på Ydun.

2 dejlige mennesker som jeg er glad for at have introduceret til sejlads – og som selv nok tager på togt en gang ude i fremtiden.

På Fakarava, når vi et par fede dyk – på wall of sharks.

Den berømte skakt som er 30 meter dyb.

Her står altid 1000 hajer i strømmen.

Det er hajer der snart er klar til at svømme ud på oceanerne.

De er ikke store nok endnu til at klare sig derude.

Men herinde i skakten er de Top Predator.

De er typisk over 1½ meter, men under 3.

Det er revhajer.

Vi ser både grå revhajer, Hvid og sort tippede samt kortnæsede hajer.

De er over alt – foran dig, under, over, bag dig… alle steder.

Det er fantastisk.

Et imponerende syn.

Vi svømmer/dykker lige i kanten af hvor de er – vi vil helst ikke forstyrre dem og deres naturlige rytme.

De skal have lov at være her – vi skal beundre på afstand.

Jeg bliver aldrig træt af hajer.

Hold op hvor er de imponerende.

Nærmest majestætisk svømmer de rundt.

Frokosten bliver på en lille øde paradis-ø.

Vores Dive-master har medbragt ceviche og BBQ marineret kylling.

Knoglerne smider vi i vandet til de små hajer – imens de svømmer rund om fødderne på os – de gør os ikke noget.

De er kun mellem ½ og 1½ meter.

Efter frokost tager vi et dyk mere – hvor vi går lidt tættere på disse smukke og unikke skabninger.

Tilbage på Ydun står Anton, Camilla, Bente og jeg.

Vi sejler Ydun til Tahiti.

Og det kan vi sagtens – det er kun 2 døgn.

Alle 3 har sejlet en del.

Anton på 14 i den lokale sejlklub – og han var med mig fra Portimao til Tenerife i efteråret, Camilla på Duelighed i Aalborg og Bente som bl.a. har krydset Atlanterhavet en del år tilbage.

Turen fra Fakarava blev hård.

Knap 2 døgn skal den tage.

Vejrudsigten sagde 15-18 knobs vind, halvvind og 2-3 meter bølger.

Tæt på perfekte forhold.

Sådan startede det også.

Så slap vi Fakaravas beskyttende kyst og vinden tog til.

18 knob…

20 knob

22 knob

Og i perioder 25 knob

Og 28-30 i vindstødne.

Bølgerne var stadig 3 meter.

Men blev kortere end de 10 sekunder vejrudsigten havde forudset.

Og så begynde det at regne – det gjordet det så i tæt på 12 timer.

Ikke siden Nordsøen har vi sejlet i så hårdt vejr.

Men vi sejlede for en god halvvind og vi sejlede stærkt.

Vi var fremme 8 timer før planlagt – eller næsten 2 knob hurtigere pr time end vores normale hastighed.

Indsejling i mørke – herude – er ikke sjovt.

Og meget sjældent noget jeg har lyst til.

Vi listede os frem. Jeg kun godt se det var noget kryptisk at gennemskue hvor vi skulle ind.

Nå… vi sejlede efter den første røde bøje…

Herefter skulle komme en rød og en grøn – i en vinkel på 90 grader til højre og derefter skarpt til venstre.

Der var 500m til kysten. Vi har retning lige mod den røde bøje.

Det ser rigtigt ud.

Jeg kigger hurtigt ned på min telefon for at forberede den næste sving.

10 sekunder… måske 20….

KLONK….

Jeg ramte bunden.

Vi gik fra 200 meters dybde til at ramme grunden…..

Vi var kommet 20 meter ind over revet.

Samtidig kan jeg høre at vi nu er kommet ind hvor bølgerne faktisk begynder at knække.

Autopiloten fra – Skarpt til højre.

Nej nej nej udbryder jeg…. Har jeg lige grundstødt min båd tænker jeg.

Jeg bliver helt ked af det et sekund og ser for mig alle de gaster jeg skal ringe til og fortælle at jeg ligger på værft.

Vi er fri….

Vi slap med skrækken.

Jeg styre os ud af det hele og væk fra rev og kyst.

De andre kommer farende op – hvad er der sket…

Jeg lægger en stribe på kortplotteren – frem og tilbage – vi kan sejle på i sikker dybde og så sejler vi ind i dagslys.

Der er 4 timer til.

De 3 gaster tager på skift en time.

Jeg ligger i Cockpittet og hviler, klar til at hjælpe hvis der opstår noget.

På det tidspunkt, har jeg ikke sovet i 2 døgn.

Det bliver dagslys og vi sejler sikkert ind på plads og kaster anker.

Her ligger jeg knap 100 meter fra COMI – Min gode ven Felixs båd fra Sailing Columbie.

Felix sejler den ikke lige pt., men det gør Mads.

Mads er også en god ven som jeg har sejlet med herude. Han sejlede Jelena sammen med Mikkel – da Felix og jeg sejlede COMI for 2½ år siden.

Vi kender hinanden alle sammen.

Dagen går med rengøring og snart skal Bente og Camille afmønstre.

Samme nat skal jeg køre Junior sejleren Anton i lufthavnen.

Anton skal hjem.

14 år og lige krydset Stillehavet.

Han skal nok blive til noget.

Nu har jeg 4 dage før næste togt påmønstre.

Jeg trænger til søvn og lidt tid til at kigge på et par småting der skal fixes.

Og så kommer Kristine – fredag.

Vi har 3 dage sammen på Ydun alene.

Det bliver meget dejligt.

Om få dage påmønstre Togt 2404 og en måneds sejlads mellem små paradis-øer vil starte.

FB opslag 17 juni 2024.

Det blev Sofie der fik ret – hun var tættest på med hendes gæt på 22 dage og 4 timer.

Turen har været ret fed – der har været rigtig godt humør og mange der lige har gjort lidt ekstra for at glæde andre. Det betyder meget herude.

Vi har kun haft Sofie og Anton med lidt søsyge. Og Anton ret ofte.

Vi havde godt nok ikke meget vind den første uge og sejlede primært for motor. Uge 2 var lidt forsøg med Genakker og det lykkedes nogle dage Uge 3 var egentlig OK. Der sejlede vi omkring de 150-160 sømil pr. døgn.

Jeg havde håbet på, at vi havde fået et døgn på over 200. Det ville være et snit på 8.3kn. Vores bedste døgn var på lige knap 170sømil. Vores højeste hastighed målte vi til 12.8kn – det var så da vi skøjtede ned af en bølge.

Den sidste uge fangede vi også en del fisk. Det gjorde vi faktisk også uge 1 og 2. Der valgte fiskene til gengæld bare at stikke af med blink og lidt af linen.

Flere gange så vi fisken, springe langt ud af vandet og så lige knække linen. Den mest tydelige var en ret stor Marlin – Sværdfisk. Og den havde nok været på en 50-70 kg. Så den havde været en kamp at få ind.

Men vi fangede både Blåfinnet tun og flere gange Mahi Mahi.

Mahi Mahi er en rigtig flot fisk – og smager fantastisk. Både som Ceviche og som stegt på panden.

Vi er nu fremme ved Nuku Hiva.

Øen er 340km2 og deraf lidt over halvdelen af Bornholm.

Højeste punkt er 1300 meter over havet.

Oppe i højderne er der granskove – det virker helt malplaceret her på en trope ø.

Her er også det sidste sted, hvor der er – kendskab – til kannibalisme.

Det skulle efter sigende være tilbage i starten af 1900 tallet.

Der var godt nok en tysk langturssejler som forsvandt i 2011.

En storstilet redningsaktion fandt ham ikke – men de fandt tænder og knogler i bålet hos en lokal turistguide. En DNA-test viste efterfølgende at det var ham – Stefan Ramin. Han var sejlede hertil med hans kæreste.

Det må have været forfærdeligt for hende både, at miste sin kæreste, på den måde og stå her midt i en jordomsejling herude – alene.

Fredag kørte vi en tur rundt på øen.

Der er masser af bugte og vig her – og vanvittigt smukt.

Øen er meget alsidig, tropeskov, næsten regnskov, gold, granskov på toppen. Noget ligner en paradis ø, noget en svensk skov, noget Rebild-bakker og noget taget ud af et jagtterræn i Skotland.

Nuku Hiva er fantastisk.

Jeg har besluttet at blive længere i Fransk Polynesien end planlagt.

Planen var, at jeg til oktober skulle sejle mod Hawaii.

Det togt er skubbet et år ud i fremtiden.

Og så er der blevet plads til flere togter her.

Det betyder konkret, at jeg har lavet 4 togter af 63 dage og et på 42 dage.

Første togt – 15. oktober til 17. december i år, er allerede tæt på udsolgt.

Herefter kommer 14. januar til 18. marts, 25. marts til 27. maj, 3. juni til 5. august og så det på 42 dage fra 12. august til 23. september.

Mon ikke min niece og måske min børn kommer herud i en af disse perioder.

Først derefter kommer turen til Hawaii på 3 måneder – en sejltur der længdemæssigt er tæt på den jeg lige har sejlet: ca 3000 sømil – oktober til december 2025.

Herefter bliver der så igen nogle togter rundt i og omkring Hawaii – for i foråret 2026, at blive et togt fra Hawaii til Kodiak, Alaska og slutter i Vancouver, Canada.

Grunden hertil er, at jeg ikke syntes jeg har tid nok.

Jeg racer afsted fra sted til sted for at komme frem til et nyt hold gaster.

Det er ærgerligt.

Så nu bliver det anderledes.

Jeg er klar over at nogle vil sige: Almindelige mennesker kan ikke holde fri i 2 måneder.

Jo det kan de fleste – hvis det planlægges.

Hvis man kommer i rigtig god tid til sin leder og siger: Hvad skal der til for at jeg kan holde fri i de her 2 måneder for at opfylde min drøm?

Hvad skal der til?

Man kan jo spare ferien sammen, man kan have afspadsering til gode og endelig kan man have ferie uden løn.

Så hvis man vil – kan det lade sig gøre.

Der ska bare tænkes ud af boxen.

Endelig kan jeg sige, at der er kommet en afslutning på mine sejl.

Jeg købte et sæt nye sejl i foråret 2023.

De blev sendt til Tenerife med Fedex. De skulle have været fremme på 10 dage.

Det tog knap 3 måneder.

De 2 sejl var opholdt i Tolden, først i Madrid siden på Tenerife – primært pga Fedex manglende vejledning i hvad der skal følge med af papirer, når vi taler shipping og noget til en værdi af 100.000 DKK. Den originale købsfaktura på disse sejl, der viser moms betalt i EU var ikke godt nok til de spanske toldere.

Da de endelig gav sig, oplyste tolden så, at jeg kunne sende dem til oprindelig destination eller lade dem konfisker – ikke noget med at få dem sendt videre nu hvor jeg jo var sejlet.

Så det blev destination og der kunne DSV så hente dem i Marina de Santa Cruz, Tenerife og fragte dem til Danmark.

De mistede dem så i Frankrig.

Og der sluttede alt så.

Og de seneste måneder har været en kamp med dem om erstatning.

Den er nu udbetalt.

Så mangler jeg bare at min bank tror på at pengene er reelle nok.

Lige pt vil de ikke frigive noget, før jeg har bevist at pengene ikke er en del af hvidvask.

Jeg skylder Claus fra togtet over Atlanterhavet en kæmpe tak for det arbejde han har udført med først at få sejl hjem siden erstatning.

Sagen, kan jeg mærke har kostet meget mere psykisk end jeg har været bevidst om.

Jeg har i perioder slet ikke været i det eventyr-mode som jeg normalt er.

Jeg har ikke glædet mig i samme grad over mine oplevelser – jeg har ikke værdsat mit projekt, mine gaster og min båd nok.

Jeg har kunne mærke en frihed, en lettelse og ro de seneste par dage – siden jeg så pengene gå ind på kontoen.

Hverdagen på Ydun er broget.

Der er dage hvor vi bare daser, Dage vi spiller spil – yatzy er foretrukket for tiden, dage hvor vi træner meget, dage hvor fiskeri tager mere tid, dage hvor mad tager længere tid og så er der dage hvor ting bare går i stykker.

Troels Kløvedal sagde en gang: Det eneste der er sikkert på en båd er, at alting på et tidspunkt går i stykker.

Og vi har haft lidt at bøvle med på togtet. Først motor fra Panama til Galapagos. Så tappede båden strøm og da vi smed Dinghy’en i vandet havde styretøjet sat sig fast.

Normalt kan man lige give den et dask med en hammer og så er det klaret. Men nej.

Jeg måtte afmonterer selve styrekablet og så sidder vi og dreje motoren manuelt for vi skal bruge den dagligt til at komme ind og ud – og den har jo ingen styr pind, nå den er lavet med rat og kabel.

Fakta er, at det hele skal adskilles – der er korrosion i det.

Det er salt fra turen over Stillehavet.

Jeg burde have givet det fedt i smøre-niplerne og måske dækket det blottede metal til.

Det er altid let at være bagklog.

Vi fik løst det Lørdag eftermiddag hvor vi skulle være sejlet til middag

Da så styringen var ok, kunne den ikke starte. Det var så benzinslangen der havde slået en revne og den trak luft ind og deraf ikke tryk nok på at pumpe benzin ind.

Det fik vi også klaret.

Efter det gik Tohatsu maskinen ikke rent. Den ville ikke tage omdrejninger.

Dinghy’en er uundværlig herude – den er vores livsnerve.

Så den skal køre.

En ny koster 40t DKK og en motor omkring 30t DKK.

Der er ingen tvivl om jeg gerne vil have en ny – for jeg bøvler en del med DInghy, både motor og selve Dinghy’en.

Men det er ikke lige nu – der er ting med højere prioritet.

Desuden er der nok 3 måneders ventetid på begge dele.

Så det var forfra med fejlsøgning.

Først prøvede jeg og Axel og siden Andreas og Anton. Andreas er jurist, men kommer fra en gård i det vestjyske – så han har rodet med traktorer og div. maskiner siden han kunne gå.

4 timer tog det, så begyndte det at lyde bedre.

Vi var alt igennem og konstaterede at den benzin vi får herude bare sætter skidt alle steder på en motor. Fra benzintanken som vi tømte over en ½ liter beskidt benzin ud af, tændrør som vi rensede 5 gange – efter de var skiftet (bare for at få det ud som sad inde hvor gnisten springer) filtre og slanger.

Stort tak til Andreas for hans stædighed som i denne situation gjorde at det lykkedes at klare det selv – uden brug af mekaniker.

Onsdag morgen – nogle dag før – tjekkede vi ind, først på Yacht office, så Gendammen hvor den samme politibetjent klarede både costum og immigration.

Vi er EU statsborgere og vi entrerer et land der har status som selvstændig stat under den franske republik.

Det betyder, at jeg nu må sejle frit rundt i landet i 3 år.

Bevares – jeg skal sørge for at de elektroniske oplysninger som er fremsendt i forvejen til Tahiti Yacht Agency holdes ajour med hvilke gaster jeg har ombord på Ydun og kunne bevise at de har en flybillet ud af landet. Først når jeg sejler herfra skal jeg igen forbi Costum og immigration og få lov til at forlade landet.

Det er en kæmpe fordel at vi frit må sejle – jeg bruger ofte en halv dag på at indklarer og deklarer hvert land.

Vi er nu på vej mod Fakarava – og Wall of sharks.

Lorem ipsum dolor sit amet, consectetur adipiscing elit. Ut elit tellus, luctus nec ullamcorper mattis, pulvinar dapibus leo.

FB opslag 31. maj 2024

Genakker og sulen Jens.

Vi har sejlet 10 dage siden vi forlod Isabela, Galapagos.

Verdens største hav, har levet op til sit navn – Stillehavet.

Det har være meget begrænset med vind.

Vi havde vind i knap 2 dage – ellers har vi sejlet for motor.

Men herude har tingene en grænse.

Man kan ikke blive ved med at sejle for motor.

Vi har 400 liter i tanken og så har vi 12 gule reservedunke og 6 røde.

De gule er på 20 liter og de røde på 22 liter.

Samlet 772 liter.

Min Yanmar motor har det bedst ved 2000 omdrejninger. Der bruger den ca 5 liter i timen og det giver os 6 en halv dag for motor.

Men hvis det blæser en lille smule kan vi støtte fremdriften med sejl og motor – vi kan f.eks. sejler 12-1400 omdrejninger, så motor støtter sejlene.

Så bruger vi kun 2-3 liter i timen .

Det giver os et sted mellem 10 og 16 dages Diesel.

Fakta er at vi primært har sejlet for motor.

Vi prøvede at sætte den store Genakker op.

Genakkeren – som I sikkert husker fra mit togt mod Madeira, hvor vi havde den oppe i en lille time. Så flækkede den og faldt i vandet.

Den fik jeg syet i Shelter Bay, Panama.

Den har vi forsøgt os med et par gange på dette togt.

Først var der bare ikke nok vind.

Ned igen.

Genakkeren er mere besværlig at sætte end mine øvrige sejl.

På de fleste både hæver man et sejl op via et fald – som er et reb der går op til mastens top. Det kan være fra cockpittet, fra mastefoden eller andre steder.

Skal noget rebes – skal mange op foran bommen og trække storsejlet ned, komme reb i hullerne til rebning og derfra sikre sejl, reb mm. Forsejlet skal ikke glides ned af en skinne og sikres imens man står i forrest på båden i bølger midt om natten.

På Ydun er alle fald og reb ført til cockpittet.

Forsejlet er en Furlex. Et sejl vi – fra cockpittet kan trække ud og trække ind.

Storsejlet er en rullemast.

Det vil sige, at der inde i masten er en aluminiumsstang som sejlet er rullet omkring – det kan vi også rulle ind og ud fra cockpittet.

Vi skal ikke på dæk midt om natten og rode med noget.

Vi kan slække og totte (stramme) alle 18 reb på Ydun fra det sikre cockpit.

Bl.a. derfor er hun en fantastisk oceancruiser.

Genakkeren er anderledes.

Genakkeren er for det første 180m2.

Til sammenligning er en tennisbane 195m2.

Så at sætte Genakkeren svare til at have en tennisbane flyvende foran sin båd.

De normale sejl sidder fast i den ene side.

Genakkeren hejses via et fald. Den ene hjørne – Tack – er monteret med et reb i en skødeblok forrest på båden. I det bagerste hjørne – Clew – monteres et langt skøde (reb) som går hele vejen til bagerste klampe (Pullert eller fortøjningsklampe), gennem en blok og retur til det store skødespil.

Sidste hjørne er toppen.

Sejlet svæver derfor foran og på siden af båden.

Man flyver en Genakker.

Genakkeren sidder inde i en stor strømpe.

Man sætter top, Tack og Clew fast, trækker gennem div. blokke og gør klar.

Hele sejlet – som fylder det samme som en kæmpekuffert – ligger i en taske som er fæstet fast til søgelænderet forrest på båden.

Sofie og Andreas står klar i cockpittet klar til at trække skødet ind, Axel står ved ankerrullen og sikre at sejlet ikke pludselig sidder rundt om noget og sidder fast.

Jeg står selv ved faldt, med toppen af sejlet i favnen. Anton ved siden af mig. Vores opgave er primært at holde hele strømpen fri af ting den kan sidde fast i – bl.a vores radar som sidder 8 meter oppe af masten. Får rebet fat i radaren kan den trække radar skæv eller helt af.

Herefter trækker Sofie i cockpittet sejlet op.

Yduns er 22 meter høj – så det skal hives højt op.

Når sejlet – inde i en strømpe – når op til toppen, gør man klar til at hæve strømpen.

På kanten af strømpen sidder en badering som holder strømpen ude fra sejlet og sikre at det hele ikke går i kluddermor.

Anton som står min side, holder et reb som sidder fast i baderingens kant.

Med rebet, hejser man hurtigst muligt strømpe og badering helt i top.

Sejlet er konstrueret i et meget let materiale og det foldes hurtigt ud.

Vi taler om 2-3 sekunder.

Bum….. så hænger det foran båden.

Det er et imponerende syn.

Der går kun få sekunder så mærker man at det begynder at trække.

Selvom det kun blæser 8-10 kn – her taler vi TWS True Wind Speed – så trækker det let de 22T Ydun vejer.

Hurtigt går vi 6kn.

Det er lækker sejlads.

Ikke huggende og dansende som motoren skubber os – Genakkeren trækker os gennem vandet.

Det er helt anderledes smooth og bare behageligt.

Vi har sejlet over 2 døgn med Genakkeren. Ofte kniber fartmåleren sig op på 8 kn.

Mange tager den ned om natten – for der er vandvittige store kræfter der er i det store sejl.

Axel og jeg prøvede om vi kunne trække lidt ind i Tack-rebet. Det kunne vi på ingen måder. Luften holder det – trods det kun er 8-10 kn vind – i et jerngreb.

Crewet er instrueret i, hvornår de falde af på kursen, spidser op – og hvornår jeg skal spørges.

Så kan jeg også få lidt søvn – selvom vi sejler med genakker om natten.

Når vinden skifter retning og det gør den en del herude, så kan vi falde ift vinden eller slække/totte skødet. Det er de muligheder vi har for at styre sejlet.

Fredag morgen tiltager vinden.

Vi sidder og ser på at vinden vokser: 11, 12, 13 kn.

Så jeg beslutter at vi sætter de rigtige sejl og piller den lette genakker ned. De rigtige sejl er tungere, stærkere og vi kan styre Ydun mere i detaljer.

Så vi får sat sejl og lige nu blæser vi afsted med 8kn.

Lidt for nordligt – men det er et valg jeg har taget ift. hvor der er vind senere på døgnet og længere ud i fremtiden.

På vores nye 105 punds anker som har en stor bøjle øverst, er flyttet en Sule ind.

Det er egentligt OK den sidder der.

Ofte har vi en flok Suler flyvende omkring os – selv herude 3000km fra land – og den må hellere sidde på ankeret og hvile sig lidt, end som de ofte gør forsøger at sætte sig på mit WindEx.

WindEx er den manuelle vindpil som sidder på toppen af min mast.

Der sker nemlig ofte det at vindpilen knækker.

1, den koster 1400DKK. 2, Vi mangler den indtil vi er fremme/får en ny og 3, jeg skal igen en tur i masten.

Sulen har vi – dvs Sofie – navngivet Jens.

Jens har medbragt post til alle gaster ombord.

Den har inviteret til fest i dag den 31/5.

Alle skal komme i deres stiveste puds.

Jeg lærte for år tilbage at hvis man mødes herude til fest har man som skipper altid en Hawaii skjorte på.

Og – uanfægtet hvad jeg generelt mener om Hawaiiskjorter – så har jeg overholdt det.

Deraf hænger der en Hawaiiskjorte i mit skab.

Alle gaster har fået en opgave – vi kender ikke hinandens opgaver.

Jeg skal ex. står for at skaffe Stillehavsmusik – sikkert fordi jeg er den eneste der har internet.

Men hvad er stillehavsmusik?

Er det meditationsmusik, musik fra de omkringlæggende øer eller bare noget med vand?

Jeg valgte at gå med at det er noget med sommer – og noget som vi alle kender.

Det plejer at falde i de flestes smag.

Vi har haft få tilfælde af søsyge på togtet. Anton havde lige et par gange – specielt hvis han skulle under dæk og lave mad, vaske op eller andet – måtte op og sidde lidt i frisk luft.

Og Sofie har været ramt de seneste dage.

Vi fik sat et plaster bag øret på hende inden hun hoppede i seng kl 0200 efter hendes vagt og hun er mere frisk i dag.

Resten har ikke mærket noget til det.

Crewet har fundet deres rytme ift. sejlads, mad, hvile, hygge, nyde, læse, træning, sole og meget mere.

Vores madplan har virket godt.

Vi forberedte 18 måltider hjemmefra: 5 gange Bolognese, falafel og frikadeller.

Let at tage op af fryseren og varme op.

Desuden har vi købt meget kål. Det holder sig længe, der er bid i, sundt og går til næsten alt. Hertil pasta, ris eller kartofler.

Vand producerer vi selv med den nye Watermaker.

Det er en fornøjelse.

Jeg starter den op ca. hver anden dag og så køre den 2 timer.

Og så har jeg fremstillet 250 liter frisk vand ud af havvand.

Det er en kæmpe frihed.

Ulempen er selvfølgelig at den bruger en del strøm – konkret 900w i timen.

Derfor bliver der oftest lavet vand omkring middag – så kan solen lader min 3 stk. 100 amp 24v batterier op inden vi igen skal bruge strøm til aftensmad.

Vandet smager godt og er meget rent.

Måleren siger under 200PPM herude på åbent hav.

Vi har 600 liter vand i reserve på de 2 ekstra tanke – hvis noget går i stykker.

Generelt må vi bare sige, at det glider som det skal.

De udfordringer vi har – og det har man når man sejler oceansejlads – har vi fået løst.

Der er knap 1700nm til vi er fremme på Nuku Hiva – den største ø i gruppen: Marquesas.

Deraf er der 1400 nm bag os.

Vi sejler 170-180 nm i døgnet. så vi er halvvejs om et døgn.

FB opslag 22.maj 2024

DET UENDELIGE HAV.

Det er onsdag den 22. maj

Jeg har fødselsdag.

Hvad er mere naturligt end at jeg holder den herude – herude hvor oceanet er over alt.

Der er ingen land, ingen både, ingen bøjer.

Kun Oceanet, Ydun, mit crew og jeg.

Måske vi ser 3-4 både på vejen – det gjorde vi sidst jeg krydsede Stillehavet – 3 stk på 18 dag.

Det er vildt at man ikke ser flere. For herude er der masser af både.

Sagen er selvfølgelig at vi jo ikke kan se ret langt pga. jordens kiming – altså krumning.

Jordens krumning betyder at hvis dine øjne er i 2 meter over vandet, kan du se godt 5 km.

Det er klar at hvis noget stikker op – som et skib jo gør – så kan man se længere.

Men stadigvæk er det ufatteligt lidt man ser.

Og det bevidner jo bare om hvor stort Stillehavet er.

Den store ø: Isabela på Galapagos var fantastisk.

Den er mere øde, mindre turistet og indeholder bla 5 vulkaner.

For 2 år siden gik jeg 16 km på krateret af den ene vulkan: Sierra Negra.

Det var en kæmpe oplevelse.

Så i år havde jeg besluttet at jeg ville ind i vulkanen.

Vi hyrede en guide der kunne tage os med. Vi var i dag Axel, Sofie og Jeg.

Anton, Andreas, Bente, Camilla og Betina var alle taget på en snorkletur i nogle tunneler. De havde en mega fed tur med både hajer, skildpadder, søløver og meget mere.

Vi har påført os hjælme, knæbeskyttere, klatreseler samt et antal liner og klatregrej – både til at klatre op og ned.

Sikkerheden var i orden.

Vi startede med at kravle 75 ned af en stige – lodret ned, ind i det hul hvorfra lavaen kom ud for 70.000 år side.

Der er en åbning med en diameter på knap 10 meter i toppen og 75 meter ned danner det en lyskejle på 5 meter i diameter. Eller det samme som en halv badmintonbane.

Der hvor stigerne stopper er et plateau på størrelse med en tennisbaner. Det er tydeligt at det har været en explosion – hullet er kuglerundt. Trykket har mast sig vej op gennem jordskorpen.

Det er imponerende.

Over alt drypper det ned. Ikke fordi det regner udenfor, nej – det er fugten der er så stor at det drypper fra alle buske på vej ned i krateret.

Fra bunden kan man kravle 2 veje. Den ene ind i et par huler som viser hvorfra selve blastet kom – stene derinde er totalt knuste nogle steder og andre bare smadret af at noget er faldet sammen igen.

Over alt lyser en ”guld” farve op. Det er ikke guld – Guld findes ikke i vulkaner – det er svovl.

Hernede i mørket lyser det op og ligner Guld.

Vi prøver den anden retning også.

Her er ikke meget plads.

Vi må kravle.

Nogle steder er der huller på 50cm vi skal igennem.

Så kommer vi frem til enden.

Her er endnu en boble.

Da vi kommer helt ind i boblen beder vores guide os sætte os ned.

Vi slukker vores pandelygter.

Der er kulsort.

Det er så mørkt at man ikke kan se sine finger på 5 cm afstand.

Ej heller efter 5 min – som var ca. det vi sad helt stille i mørket – end ikke der havde ens øjne vænnet sig at se i det – 100% mørke.

Inde i det dybeste man kan komme, gror der mineraler – de lever at fugt og mørke.

Det ligner sne der gror på sten.

Vores guide har passet på disse mineraler i flere årtier. Ingen mennesker har nogensinde betrådt dem. Det tillader han simpelthen ikke.

Vi forlod Isabela kl 1500 tirsdag den 21. maj 2024.

Vi har væddet om hvem der rammer mest præcist ift ankomst tiden.

Budene strækker sig fra 18dage og 16 timer til 22 dage og 6timer.

Vinderen får en middag af de øvrige når vi rammer Tahiti om godt 4 uger.

Vi sejler syd om Isabela og stik nord.

Crewet skal døbes når vi rammer 0 grader 00. minutter og 000’ buesekunder.

Ækvator.

Jeg har ringet til Kong Neptun som kom som aftalt og havde hans trofaste hjælper Davy med. Af og til medbringer han også Queen Amphitrite – hans yndige kone – det var ikke tilfældet i dag.

Dåben er altid sjovt – alle glæder sig til at de skal døbes, når de krydser jordens median.

Og alle glæder sig til at høre hvilket sødyr Kong Neptun har fundet på de skal være.

Det de måske glæder sig knap så meget til at det de får i håret. Det varierer fra båd til båd, nogle steder er det madrester fra flere uger samlet sammen, andre steder finder alle en væske som kommes i en balje og nogle steder er det bare vand.

Her på Ydun kræver det ofte et bad efter dåben, men ikke noget der er gået over gevind.

Efter dåben vender vi kajakken og autopiloten sætter jeg på 230.

Det er tilpas syd til at vi kommer ned og fanger vinden om en dag eller 2.

Yanmar motoren spinder som en kat. Dens monotone lyd – som jeg af og til har forbandet langt væk, når jeg skulle have et par timers søvn – elsker jeg nu.

Jeg har lært at værdsætte dens præcise og tunge lyd.

Den snurre på 2000 omd.

Lyden jeg kender så godt.

Hvis en kommer til at røre speederhåndtaget kan jeg ud fra lyden sige om vi kom væk fra de 2000 omd., den helst vil arbejde med.

Nu skal crewet finde rytmen ift søvn, vagter, mad, soinering, slappe af, nyde, være i et med Ydun og finde sig selv.

De næste mange dage bliver sådan her.

Det er Oceansejlads.

FB opslag 20.maj 2024

Klargøring til Stillehavet

Togt 2403-1 er afmønstret.

Der er gaster det er sværere, at sige farvel til end andre.

Erica var en af dem.

Hun har sejlet med mig i 3 måneder.

Erica har sejlet hele hendes liv med hendes forældre og det mærkes. Der gik ikke lang tid før hun havde overført hendes færdigheder til en noget større båd som Ydun.

Hun har et drive som er guld værd på en båd. Hun gør bare ting, om det er opvask, madlavning eller indkøb er lige meget.

Og hun er ikke bange for at tage fat.

Hun ved præcis hvad hun kan og hvornår hun siger Fleeeeeemmming kig lige her.

Meeeeen…. mon ikke hun lige pludselig står på Ydun igen.

Det tænker jeg.

Togt 2403-1 var festligt – vi sejlede kun en regulær tur: fra Panama City til Galapagos. Eller Galagapos som en gast havde for vane at komme til at sige. Når ja – så sejlede vi også gennem Panama Kanalen.

Det var et fedt togt med mange oplevelse både i Panama og her på Galapagos.

Togt 2303-2 er påmønstret.

Togtet består af Axel på 21, som nu har være med i 2 x 2 måneder. Først fra Danmark til Portimaü og nu fra Aruba til Galapagos – og han skal med 2 måneder endnu. Axel holder lige pause i hans studie. Selvom han kun lige er begyndt at dykke og taget certifikat, har han allerede taget Advance også.

Så er Sofie påmønstret. Yduns groundcontrol….

Sofie er hende der laver en del af min SoMe opslag, hun var med på togt 2302, fra Brest til Portimaü. Sofie er Ingeniør og nyuddannet dykker

Anton – lige fyldt 14. Blev konfirmeret lørdag, havde fødselsdag søndag og satte sig samme dag ind i en flyver og fløj herover. Anton har lige taget hans dykkercertifikat.

Anton var med på togt 2302/3 – fra Lissabon til Tenerife.

Bente på 53 og ingeniør. Hun har sejlet en del før sammen med hedes far, bl.a. fra DK til Caribien. Bente har dykket en del for en del år siden – så lidt genopfriskning er nok på vej.

Camilla på 28, en sej nordjyde, som ikke har sejlet før, men rejst og dykket en hele del.

Andreas på 29, landmandssøn fra Vestjylland, jurist, eventyrer og Rescuediver og uden sejlererfaring.

Og Betina på 35 fra Svendborg, jurist, eventyrer, rescuediver og uden sejlererfaring.

Så vi er faktisk 3 der er rescuediver på togtet.

De første dage har stået på: lær Ydun at kende, komme ud og se lidt af øen, se Galapagos-dyreliv bl.a. skildpadder, leguaner mm, dykker og lægge planer for vores lange sejltur.

De-clearing er bestilt og forberedelserne i fuld gang.

Papirarbejdet og deraf clearens ift til at komme ind på Fransk Polynesien er sat i gang.

Vi har allerede haft nogle fede dyk.

Først på Seymore North (som jeg har fortalt om i seneste opslag), Så Bartolom, Gordens rock og sidst Seymore/daphnei.

Og hold nu op vi har set og dykket med hajer.

Det kan noget helt specielt.

Vi har set mange hajer.

Vi har haft søløver der lejede rundt om vores fødder og en bed endda i Axels svømmefod.

Vi har set Rays (rokker) i hobetal, havskildpadder og millionvis af flotte fisk.

Sidste dyk vi havde var vi nede på 32 meter og lå og cirklede lidt mellem en klippeafsats og ren sandbund.

Vores instruktør – og i øvrigt en af de bedste og mest nærværende instruktører jeg har haft – Sussi havde orienteret os om at hendes lydmarkør, et metalrør med 2 kugler i, kunne hun give 1, 2 eller 3 ryst.

1 betyder: hør her. 2 betyder: her NU og 3 betyder: skynd jer alt hvad i kan efter mig, jeg har set noget spændende.

Vi ligger og svømmer rundt og så høre jeg de 3 ryst med metalrøret.

Jeg kigger med det samme – hun viser tegnet for Galapagos haj – en lodret hånd foran brystet (der viser hajfinnen) og stor, så er hun afsted.

Jeg sparker alt hvad jeg kan for at komme efter hende.

Vi når lige at se silhuetten af en ret stor Galapagos haj. Mit bedste bud er godt 3 meter.

Hajer – som dem vi konstant har rund om båden på ca. en meter er ret nuttede. Man kan se de godt ved at de er jægere. De patruljerer.

Men de forsvinder når vi hopper i vandet.

Når de bliver 2 meter bliver de mere nysgerrige og knap så lette at skræmme.

Når de når 3 meter er rollerne byttet om – det er os der passer på. De ved godt at de er top-predator. Alligevel er de sky ift til os. De gider os ikke. Vi er ikke et bytte, vi er bare i vejen.

Så at komme tæt på dem, er en sejer – hver gang.

Jeg høre igen lyden af metal flyver gennem vandet – 3 ryst.

Sussi når end ikke at vise noget, hun er bare på vej væk.

Jeg er gudskelov tæt på hende og kan følge med hende. Skyggerne nærmer sig – der er 2 tydelige skygger.

Vi er inde på 5 meter nu og i god fart.

Da vi når 4 meters afstand til dem står de knivskarpt: 2 flotte hammerhajer på godt 3 meter.

Dvs. fuldvoksne dræbermaskiner.

Et slag med halen og de er væk.

Jeg er lige imponeret hver gang jeg ser dem tæt på.

Jeg råber ind i min lungeautomat: Fuck hvor vildt!!

Sussi er ved at dø af grin af mig, de øvrige kunne høre mig på 10 meters afstand – hvilket er meget under vand.

Visibiliteten har ikke været prangende: 10-15 meter. Og jo deraf ingenting ift Bonair.

Men de oplevelser med hajer er bare noget unikt.

Det læg så dertil Mantarays, Eaglerays, Stingrays, søløver, havskildpadder og mange af de store elegante havdyr.

Jeg håber og tror på at jeg fik styr på min udfordring med motoren. Hele Diesel-tilførsels-systemet blev adskilt igen og renset. Og når, jeg når et sted der kan støvsuge og rense mine tanke skal det gøres. Men jeg tror på at vi har løst det.

Udfordringerne med Strøm via Generatorerne på Yanmar motoren er også løst.

Jeg adskilte den 24v generator ad, pudsede kobber og kul stykker af, tjekkede fjedre mm. Samlede det igen og så fik jeg ladet batterierne op. Når en Generator – som jo er en alternator – skal lade, har den brug for at der er strøm til at den kan komme i gang.

Det var udfordringen.

På mad-siden er der lagt planer for indkøb og forberedelserne er i gang.

Vi har kontaktet et lokalt Hostel og spurt dem om vi må lave de store mængder mad hos dem, fryse det ned og så hente det dagen efter.

På den måde skal vi ikke selv leverer strømmen til at producere og næsten endnu værre at fryse det ned.

På et kryds over Stillehavet som tager 20-22 dage, skal der købes ind til 3 måltider til 8 personer og så ganger man med 1.5 til sidst. Hvis nu man ryger ind et vindstille bælte.

Der skal altså handles til 720 måltider.

Heraf er de 18×8 forberedt, så det kan tages op af fryseren og smides i en gryde – ex Bolognese.

Den fase går der altid lidt snak i. Selvom jeg forsøger at blande mig uden om mad-delen, er der af og til behov for at der skæres igennem, så vi kommer videre.

Min opgave er at sikre at vi er klar til tiden.

Der er aftalt vand – selvom vi har watermaker skal der være en back-up.

Så vi har fået leveret 25 stk 20 liters vanddunke. 500liter vand i back-up. Det svare til 2 liter pr mand I 20 dage.

Søndag morgen kl er 0530.

Jeg står op og gør klar.

Jeg har beordret klart skib kl 0545.

Det betyder alle er klar og i cockpittet på det tidspunkt.

Så fortæller jeg hvordan vi kommer derfra og hvem der har hvilke opgaver.

Vi lister ud af bugten i skumringen.

Det er dejligt at sejle igen.

Jeg nyder at så ved roret og spejde ud over det hele.

Knap 3 uger nåede vi at være her.

Vi sætter langsomt farten op på de knap 2000 omdrejninger som min Yanmar-motor så godt kan lide.

Der bruger den knap 5 liter diesel pr time og vi kommer fremad med ca 6 kn.

2 timer sejler vi, så begynder motoren igen at springe en omdrejning over.

Pis tænker jeg….. Jeg gider det ikke.

Jeg syntes jeg har forberedt mig så godt og skiftet alt der ikke var OK eller slidt.

Jeg har brugt så mange penge og tid på at alt skulle være i orden.

Jeg har serviceret alt og har reservedele med til en komplet ny båd.

Der er dage hvor de her ”båd-problemer” kan tage pippet fra en – man bliv er helt modløs.

Nå… jeg starter igen…

20 min og så død den.

Jeg orienteremine gaster: Vi ligger og driver indtil motoren er så kold at jeg kan arbejde på den.

Efter en god time går jeg i gang.

Af med brændstofs filtret.

Jeg har fået 2 nye slags med som Anton har taget med hjemmefra.

Jeg havde testet motorens gang, 3 gange af en halv time på ankerpladsen – så jeg troede det var ok.

Der sad et filter på båden som ikke er originalt. Det duede men var ikke originalt.

Først monterer jeg det som er det rigtige – der er hul gennem filtret og der skal så side en slange i bunden som der kan udskilles vand fra – et ekstra vandudskilningsfilter.

Det duede ikke – der pissede diesel gennem. Der er noget jeg lige skal ”boge” lidt mere….

Den anden type jeg havde fået med, er et Yanmar som jeg vidste duer, men ikke beregnet til min motor.

Først fyldes det op med diesel og så monteres det.

På med det.

Pumpe luft ud af systemet.

Så starte motoren – den er længe om at starte.

Så kommer den.

Med det samme kan jeg høre det er rigtigt.

Jeg tør ikke håbe på at det har løst det…

Vi sejler 5 timer og den går som en symaskine.

Fuldstændig ren og symmetrisk i lyden.

Tænk sig at det var det filter – eller det tror jeg det var.

Og det er løst nu.

VI lander kl 1600 på Isabela.

Vi blev mødt af vores agent og en militærmand som lige skulle tjekke og lave papirer.

De kommer sejlende ud i en vandtaxi til os.

15 min tager det, så er vi clearet og må gå i land.

Jeg havde glemt alt om hvordan her så ud – lige indtil jeg stod på broen.

Så kunne jeg genkende alt.

Øen er mere autentisk. Mindre turistet. Mere øde. Mere gold.

Her er fantastisk.

5 vulkaner – den ene var aktiv 3 uger før jeg var her sidst for 2 år siden.

De næste dage står på vandretur, på både vulkan og i grotter.

FB opslag 8. maj 2024

Santa Cruz, hajer og boobies

Turen fra Panama City til Galapagos var langt fra kedelig.

Vejrudsigten sagde let vind de første 3-4 dage og ville den ellers komme direkte forfra det sidste stykke.

Så tanke var at gå stik syd og så på tværs af vinden når den kom.

Vi sejlede hele dag 2 for sejl trods der stort set ikke skulle være noget vind. Dag 3 og 4 sejlede vi for motor og så fangede vi vinden og det gik rigtig godt.

Vinden blev ved med at tage til og kom da også op på en 18Kn.

Ikke vildt, men her har Ydun det godt.

Opgaven var klar: Gå så tæt på vinden vi kan.

Første vagt hold: Erica og Rikke. Det gik rigtig fint og vi kom godt afsted med fin fart.

Så overtog Axel fra Erica og senere Carsten.

Jeg kunne mærke på Ydun at hun blev presset og vi sejlede stærkt.

Ikke presset i den forstand at hun ikke kunne klare det, men i den betydning at hun lægger sig lidt ned. Alt knager og brager når hun bliver brugt.

Folk ombord tror altid at det var mindst 45 grader vi hælder, når vi sejler sådan.

Det gør vi slet ikke – det er snare 10-15 grader.

Udfordringen er at alt bliver besværligt når hun lægger sig sådan.

Det er ikke rart at sove, lave mad mm og ting og sager bliver kastet rundt i salon, kahyt mm

Så det er i virkeligheden meget bedre at rulle lidt sejl ind, så hun rejser sig lidt op.

Men jeg vidste jo godt at når de 2 drenge skulle sejle, så ville de se hvor meget fart de kunne drive ud af Ydun.

Og ganske rigtigt.

Da jeg stod op kl. 0350, rullede vi 1/3 af både storsejl og genoa ind.

Vi mistede en lille smule fart men der kom meget mere ”styr” på båden.

Axel havde sejlet op mod 10.7kn og Carsten knap 10.

Det efterfølgende døgn sejlede vi ret godt med god fart og komfort.

Forud for denne happening havde vi en formiddag med ret meget regn.

Desværre fik regnen aktiveret min EPIRB.

En EPIRB er en satellit baseret GPS tracker. Den er beregnet til at man tager den med i redningsflåden hvis man skal forlade skibet.

Den alarmerer vores redningstjeneste i Karup: JRCC, som så iværksætter en redning via det land man nu er i.

Erica opdagede at den begyndte at blinke. Og det nåede den at gøre i under 30 sekunder. Man kan deaktivere den ved at holde test-knappen ned. Så det blev hurtig klaret.

Jeg kunne ikke ringe til Karup og oplyse det var en fejl. Vi er jo uden for net så almindelig telefoni kan ikke bruges. Herude kan vi kun tale via data – altså Messenger eller WhatsApp.

Så jeg tænkte JRCC nok ville gennemskue at den var gået af og anstillet igen.

Jeg havde så fået lagt min telefon i salonen, da jeg var under for at tage det tunge sejlertøj på.

Da jeg kom under igen efter et par timer, havde min telefon ringet 20 gange og der var dobbelt så mange beskeder.

JRCC havde ringet til min søster som de skal – fordi jeg ikke tog telefonen.

Himmel og hav var sat i gang.

JRCC havde alarmeret Panama og Ecuador.

En redningsaktion var sat i gang.

Min søster havde nået at ringe til Min datter, Felix, Jan som var med over Atlanterhavet og flere var begyndt at ringe sammen.

Det tog det meste af formiddagen at få redet de tråde ud.

Samtidig drillede min bank så jeg kunne ikke få lov til at betale de 25.000.- det koster at komme ind på Galapagos. Og var det ikke betalt så kommer man ikke ind.

Og så døde vinde.

Vi startede motoren og kom fremad igen.

Pludselig satte Yanmar motoren ud.

Det er ikke sket før.

Vi startede den igen og efter 15 min skete det igen.

Jeg kunne høre der var noget galt – det lød som om den sprang en omdrejning over ind i mellem.

Carsten og jeg begyndte straks at fejlfinde.

Er vi løbet tør? Får den vand? Er søvandsfiltret tilstoppet? Sprøjter den havvand ud som den skal? Er den fornyeligt impeller gået i stykker? Er vandudskilningsfiltret OK?

Vi var i mange retninger og intet hjalp.

Efter meget arbejde konstaterede vi, at vi kunne udsætte at den stoppede ved at pumpe manuelt på brændstofspumpen.

Brugbar løsning, hårdt og krævende, men det var brugbart.

Der er ret varmt inde i motorrummet på sådan en båd.

Og så skulle den jo bare pumpes ca. hver 10. min.

Det var så løsningen i 8 timer. Og de 10 min blev kortere og kortere. Til sidst var vi nede på omkring et minut.

Vi nærmede os Ækvator og så skal der jo døbes søfarende som krydser linjen første gang.

Vanen tro fik jeg iklædt mig en gulvskrubbe der kunne agerer langt hår og fik fremstillet en Trefork – så jeg bedre kunne ligne Kong Neptun.

Vi startede med Carsten. Han kom til at hedde Carsten Plettet ørnerokke. Det var primært pga han skæg er begyndt at blive gråplettet og så er han glad for fladfisk.

Erika blev Døbt Erica Søko. Den har været besluttet længe og er fra en historie hvor hun blev væltet rundt af bølgerne på en strand. Axel kom til at hedde Lionfish. De er ofte røde og hvide og så kan de spise mange gange deres egen vægt. Det er ret passende på Axel også.

Rikke blev til Arrowcrab. En lille fin rød krabbe, der bor i huler. Og til sidst kom Sussi til at hedde Havskildpadde – fordi det er hendes største ønske at se på denne tur.

Vi nærmede os Bugten på Santa Cruz, Puerto Ayora.

Som med alt andet, tjekker jeg lige funktionen af det jeg kommer til at bruge ifm havnemanøvre eller som her en ankerplads.

Jeg går derfor lige ned og tænker Ankerspillet, stikker fjernbetjeningen op gennem toplugen så den er klar på dækket.

Ingen strøm.

F… tænkte jeg.

Hvor uheldig har man lige lov at være…

Det nye anker på 48kg og min 12mm kæde kunne ikke køre ud.

Jeg kunne så hurtigt google mig frem til at den skal kunne udløses manuelt.

Jeg sendte Carsten og Erica op til ankerspillet – i må finde en løsning på at få de meter kæde ud jeg vil have ud.

Jeg var nød til at blive ved ratet og styre Ydun.

Vi listede os ind i mellem de øvrige skibe i bugten.

Axel stod konstant nede ved motoren og pumpede hvert minut for at holde gang i motoren.

Det duer jo ikke at gå i står midt blandt de øvrige skibe og drive ind i dem.

Jeg fandt det rigtige sted med ok luft til de øvrige både og bad dem få 30 meter kæde ud NU.

De knoklede virkelig med det og det var hårdt.

De måtte løfte kæden ud meter for meter.

De var helt færdige.

Og smurt ind i rusten kæde.

Jeg tager hatten af for dem begge, det var virkelig flot arbejde.

Tilbage står jeg med 2 udfordringer, hvorfor får motoren ikke diesel nok. Er det pumpen eller er det filtret. Jeg har altid ekstra filtre, olie mm med. Men desværre er det et forkert dieselfilter jeg har fået. Og issue nr. 2; Hvorfor lader min generator ikke?

Næste morgen ankom den officielle delegation. 12 embedsfolk, fra politi og militær, læge, kontrollanter: På hver båd kommer de ud og tjekker alt: Affaldssortering, Spilvand fra wc, forbudte madprodukter, certifikater på at båden er ren og fri for alger mm, liste med medicin, liste med rengøringsprodukter der vel og mærke skal være godkendt – læs økologisk og meget mere.

Godt en time tog det, så var vi clearet og måtte gå i land.

Galapagos er fantastisk.

Der er en unik stemning her og folk er så søde og rare.

Vi har været på 2×2 dyk allerede – vi så både sorttippet og hvidtippet hajer.

Vi så 10 hammerhajer, heraf en flok på 5-6 som var op mod 3 meter i længden, de er imponerende og majestætiske.

I den størrelse vejer de tæt på 100kg og ikke en man skal komme i clinch med. De er top 3 over de hajer som vi mennesker bliver bidt af.

De holder naturlig afstand og man få sjældent lov at komme tættere på en 10 meter.

Vi har set havskildpadder og kæmpeflokke af rokker.

Der svømmer små hajer – på ca 1 meter – rundt om Ydun hele tiden, Der er pelikaner og søløver (og de er hverken så søde som folk tror og så stinker de fælt) alle mulige steder. Søløverne ligger ofte bag på Ydun når vi kommer tilbage til båden. De ligger bare på gader og stræder, på offentlige park-bænke eller i gummibåden hvis man ikke passer på.

Der går Havleguaner – dem der nyser salt efter de har svømmet – rundt på gaderne.

Vi ser blue-footed Booby (Boobies) som er en Suler-fugl. Den ligner lidt en måge, bliver godt 80 cm stor og så har den meget karakteristiske blå andefødder. Vi ser dem som raketter der styrtdykker ned i vandet omkring os.

Crewet har været på cykeltur oppe i ”bjergene” og på Galapagos-skildpadde farm.

Den kvindelige del af besætningen har holdt ”tøse-aften” og ”pigedag” med frisør besøg mm.

Der er knap en uge tilbage af togtet.

Dykkertur nr 2 var til en lille ø: Bartolomé. En lille ubeboet ø, 50 min i motorbåd nord for Santa Cruz.

Vi så både en Galapagoshaj på over 3 meter, hvidtippet haj, havskildpadder, masser af fisk og pingviner.

De er noget så søde.

Kronen på værket var en Manta Ray – Djævlerokken – på 3.5-4 meter. De er så fascinerende.

Snart er togtet slut og på søndag påmønstre næste togt.

Og derfra skal vi for alvor ud i Stillehavet.

FB opslag 2. maj 2024

Hammerhajer, plettet ørnerokke og havskilpadder.

I dag tog vi en tur til North Saymour. og vi så både en flok hammerhajer, sorttippet hajer, ørnerokker – både ene, få og en kæmpe flok, havskilpadder.

De er altså fantastiske skabninger. hammerhajerne er ret sky og svære at få gode billeder af.

men… en fantastisk dag i det miljø som er en af grundene til vi er her.

Galapagos er unik. super søde mennesker og en fantastisk stemning.

FB opslag 23. april 2024

Panama City og Watermaker.

Det er tirsdag og vi er godt på vej mod Galapagos.

Vinden har været fin og meget bedre end prognosen sagde.

Vi sejlede fra Playita Marina mandag aften og har så sejlet knap et døgn.

Vi lå i havn lige under en uge.

Det er egentlig ikke en fed havn, der er beskidt og selvom det er en havn, er den urolig – Ydun sejler rundt i de 4 tov der holder hende. Springet – det tov der holder Ydun midt på – sprang lørdag nat. Så jeg måtte op og efterspænde alt og sikre os med spring igen.

Mandag manglede vi lige de sidste indkøb – frisk vare – inden vi stak af på en 7 døgn lang sejltur.

Der er 900 sømil til den Ø vi skal Anduve: Santa Cruz

At sejle til Galapagos er ikke uden omkostninger.

Der skal kontaktes en agent som fremsender et 11 sider langt dokument om hvordan vi skal gebærde os, hvad der skal forberedes, rengøring, certifikater af bl.a. rengøring af båd og bundmaling, insektkontrol, liste over medicin og rengøringsartikler, affaldssortering, hvilke vare der ikke må medbringes og meget mere.

Gudskelov har Rikke taget den opgave, at styre af hvad vi må og skal.

Nå ja – og så koster det i runde tal 25.000.-DKr at komme ind med båd.

Bare at komme ind.

Vi har knoglet med watermakeren.

Den virker nu.

Der har været mange småting som skulle tilpasses pga. der er forskel på hvilke slanger, tanke, strøm mm der er i både.

Så Axel og Carsten har været i en del byggemarkeder.

I Danmark var man gået en tur i det lokale Jem&fusk, Silvan eller måske Bauhaus – og så havde man købt det hele.

Sådan fungerer det ikke her.

Det er slet ikke sikkert de har de stumper vi søger – så nogle gange er det både 3 og 4 steder man skal hen.

Desuden har vi jo ikke bil.

Så det er oftest med Uber, eller på Gå-ben.

Ydun har lignet en slagmark.

Alt var splittet af – sofa, bord, navigation, skabe mm.

Jeg vil have watermakeren, så den er skjult men tilgængelig.

Rod er ikke sjovt og jeg hader rod, men en nødvendighed når vi laver et projekt af den slags.

Det har taget godt 3 dage at samle og monterer den.

Da vi var færdig og skulle teste den – pissede det ud med vand flere steder.

En watermaker består af en række filtre: Micron 20, Micron 5, et aktivt kul-filter og 2 membraner.

Micron er bare en betegnelse for et net med en størrelse masker – jo lavere tal, jo mindre huller.

Så vandet løber gennem de 2 filtre og bliver derved grovfiltreret.

Alt lavere end Micron 35 kan ikke ses med det blotte øje.

Herefter løber vandet ind i en pumpe som drives af en ret kraftig el-motor.

Motoren skubber vandet under højt tryk igennem membraner som sorterer alt salt og alle partikler væk.

Konkret aktiveres en boost-pump som skubber saltvand ind i systemet.

På mit display kan jeg se hvor meget vand der løber igennem.

Nå mængden passer drejer jeg på en tryk hane til vi opnår et tryk på 800PSI, som så trykker vandet gennem de 2 store membraner.

Totalt laver min Seawater Pro 160 liter ferskvand pr time. Til gengæld bruger den jo så også 900watt.

Nå.

Men først ville pumpen slet ikke sende vand ind i systemet – relæet slog fra, Det fik vi let klaret via vores strømtavle i og med vi fik isoleret en gruppe kun til boost-pumpen.

Så konstaterede vi at vandet fossede ud af en samling – det var vores egen skyld. Alle samlingerne er lavet med et klik system som gør det nemt at samle det hele med faste slanger.

Den havde ikke fået teflon-tape. Det var også let klaret.

Højtryklangerne er koniske og uden teflontape eller O-ringe. De er blot metal mod metal – så de skal spændes hårdt. Jeg må have glemt at efterspænde netop den – som var monteret fra fabrikantens side.

Sidst men ikke mindst fossede der vand ud af displayet – som også indeholder knapper der aktiverer strøm til systemet.

Efter et par forsøg kom vi i mål.

Vandet løb stille og roligt ud af slangen.

Det var stadig salt – men det er det i starten.

Så skruer man op for trykket.

Der er på systemet en TDS (TEST-DIT-VAND) indikator som fortæller renheden af vandet.

Renheden målet i ppm – parts pr million – og skal være under 500 før vi drikker det.

Vi startede på 1000, men langsom faldt tallet og sluttede på godt 200.

Vi smagte på det og det smager fantastisk.

Hele crewet skålede i vand.

Det skal siges at vi testede systemet ind i en beskidt og grumset havn.

Derfor var det kun en kort test – ellers bliver mine filtre og membraner for hurtigt ødelagt.

Den endelige produktion af vand foretog vi på åbent vand, tirsdag formiddag. Langt fra havnen og godt på vej mod Galapagos.

I torsdags lavede jeg og min ven Lars, som sejler Kejser Siljan, eftersyn på min 110hk Yanmar motor. Det gøres for hver 400 timer den har kørt. Vi skiftede olie, filtre og impeller – et lille drivhjul som sidder inde i motoren og skubber vand ind i et lukket system for at køle motoren.

Da vi startede motoren væltede det ud med olie igen.

Så vi måtte i gang med at finde den fejl som jeg har trasket lidt rundt om og aldrig rigtig fået løst.

Inde bag ved oliefiltret sidder en oliekøler hvor vandet løber igennem.

Denne er tætnet med en nylonpakning – og den var knækket.

Selve pakningen koster ikke ret meget – men den er ikke til at få herude.

Ikke endog via en af de 2 Yanmar forhandlere som er på havnen.

Vi endte med at lægge flydende pakning ind under den knækkede nylonpakning og spænde det sammen. Dagen efter – fredag – spændte vi det så hårdt sammen og startede motoren.

Efter 10 min var der ikke kommet noget olie ud – så mon ikke jeg endelig har fået løst dette olieproblem.

Senere torsdag var vi inde i Panama City.

Axel har en bekendt hvis veninde ville tage os med en tur rundt og se de steder vi måske ikke selv lige ville vælge – eller kendte.

Desværre fik hun en vandskade i hendes lejlighed, så hun kunne ikke deltage.

Men vi kunne da starte der hvor hun havde bestilt bord.

Vi havnede på en superfed Taco-restaurant i den gamle bydel af Panama City.

6. etage, Rooftop, sad vi og spiste – med at fantastisk view ud over storbyen.

Superlækker mad.

Vi røg så videre i byen og det blev en ret våd aften.

Jeg tog mig selv i at stå allerforrest til en koncert, kl. ”alt for sent”, iført en Panamansk kasket, dansende til noget at det tungeste Rap jeg til dato har hørt. Det var lokalt og jeg fattede intet af hvad de sang.

Men de lokale syntes det var voldsomt fedt at jeg – en Amigo – dansede med dem – til deres musik, så jeg blev budt at smage deres 2 liters spritflaske, De ville lære mig at kaste deres lokale – hvilket nok vil sige den lokale mafias – håndtegn og da det lukkede blev vi – Carsten, Alex og jeg – tilbudt at komme med til Afterparty.

Musikken var så høj at jeg aldrig har oplevet noget lignede – ikke engang til koncerter med nogle af de store rockbands.

Trykket fra højtalerne kunne mærkes, så man følte brystet blev trykket bagud.

Vi kunne intet høre, selvom vi råbte alt hvad vi kunne, på 10 cm afstand.

Til gengæld stod der så en i hver side af scenen og blæste ild direkte fra en gasflaske lige ud over publikum.

Vi takkede klogelig nej til Afterparty og tog en Uber hjem.

Fredag var ikke den mest produktive dag ombord.

Men lørdag og søndag sparkede vi mås – og der blev gået til den med indkøb, watermaker mm: Erica, Sussi og Rikke har generelt handlet ind og forberedt alt ifm vore sejlads.

Vi 3 knægte har primært sikret at watermakeren blev klar, det nye anker på 105 LBS monteret, det nye repareret sejl kom op og et par andre småting.

Det har været en holdindsats og jeg skylder mange takke til både Carsten for at kæmpe i bunden af Ydun side om side med jeg, Axel for et hav af Uber-ture i byen, Rikke for at styre tjekliste af samt Sussi og Erica for konstant at lave, forberede, hente mad og vaske op

Udsejlingen gennem Panama er vild – der er så mange både og kæmpe tankskibe at man dårligt kan adskille deres lys i natten.

De første 3 timer ud var ret intense. Der er mange der ligger stille og de store kommer bare buldrende bagfra hele tiden.

Ydun er ikke ret stor når der kommer tankdskibe med en længde på 300 meter.

Vi er nu på vej og vi kan kun svagt skimte land om styrbord.

Panama forsvinder snart og Galapagos vil om 5-6 dag tordne sig op.

Her startede mit forrige eventyr.

Lorem ipsum dolor sit amet, consectetur adipiscing elit. Ut elit tellus, luctus nec ullamcorper mattis, pulvinar dapibus leo.

Tidligere

Næste

Skippers Facebookopslag vises herunder.

FB opslag den 14. december 2025.

FB opslag den 8. december 2025.

FB opslag den 25. november 2025.

FB opslag den 21. november 2025.

FB opslag den 15. november 2025.

FB opslag den 7. november 2025.

FB opslag den 28 oktoberfest 2025.

FB opslag den 22. oktober 2025.

FB opslag den 12. oktober 2025.

FB opslag den 22. september 2025.

FB opslag den 30. august 2025.

FB opslag den 17. august 2025.

FB opslag den 1. august 2025.

FB opslag den 30. juli 2025.

FB opslag den 29. juli 2025.

FB opslag den 19. juli 2025.

FB opslag den 13. juli 2025.

FB opslag den 4. juli 2025.

FB opslag den 28. juni 2025.

FB opslag den 15. juni 2025.

FB opslag den 9. maj 2025.

FB opslag den 1. maj 2025.

FB opslag den 7. april 2025

FB opslag den 27. marts 2025

FB opslag den 28. februar 2025.

FB opslag den 22. februar 2025.

Tilføj din overskrift her

FB opslag den 11. februar 2025.

FB opslag den 31. januar 2025.

FB opslag den 19. januar 2025.

FB opslag den 18. december 2024.

FB opslag den 6. december 2024.

FB opslag den 1. december 2024

FB opslag den 16. november 2024

FB opslag 9. november 2024.

FB opslag 28. oktober 2024.

FB opslag den 22. oktober 2024.

FB opslag den 22. september 2024

FB opslag 13. september 2024.

FB opslag 6. september 2024.

FB opslag 27. august 2024

FB opslag 19. august 2024.

FB opslag 10. august 2024.

FB opslag 24. juli 2024

Makatea, Mo'orea og det trækker op.

FB opslag 15 juli 2024.

FB opslag 4. juli 2024

FB opslag 30 juni 2024

FB opslag 17 juni 2024.

FB opslag 31. maj 2024

FB opslag 22.maj 2024

FB opslag 20.maj 2024

FB opslag 8. maj 2024

FB opslag 2. maj 2024

FB opslag 23. april 2024

Skippers Blog

FB opslag 15 juli 2024.

Tilføj din overskrift her

Tilføj din overskrift her

Kontakt

Links