Gast: Dennis – Carlos Fotografos
Alder: 53
Sejlererfaring: Yachtskipper 3, PADI advanced & deep diver.
Det bedste ved turen var mine med gaster, nattesejlads, roen, lydene, naturen, friheden, sol op og sol nedgang, delfiner, at se alt fra havet, saltvand, bølgerne, samvær og en kold velfortjent øl.
Endnu et eventyr er gennemført, en sejltur fra Brest i Frankrig over Biscayen, et navn jeg husker fra min barndom, det var der de blå fiskefartøjerne fra havnen sejlede hen for at fiske, jeg mindes historier om dybt vand og kæmpe bølger, Biscsybugtens op til 5000 meter dybt, nu har jeg selv krydset den, med Ydun, Flemming, tidligere ejer Birger og besætning Sofie, Aksel, Danny og undertegnede. Første stop A Coruña i Spanien, godt 350 sømil, vi så masser af hvaler deres sprøjt ses på lang afstand, og så en ryg der dykker, delfiner bliver man aldrig træt af, de dukker op ud af det blå og leger omkring båden og pist er de væk igen. Næste stop efter 170 sømil bliver Fisterra en bugt , hvor vi bliver godt et døgn for anker, svømmer, ser på stjernehimmelen og bare slapper af. Om aftenen får vi besøg af delfiner inden det er godnat, og det samme om morgenen mens solen står op.
Efter 70 sømil ankommer vi til Baiona en fantastisk by ud til Nordatlanten, sejlturen varede knap 9 timer, og byen viser sig positivt med masser af sejleraktivitet. Efter nogle dage sejler vi videre og 9 timer sener ankommer vi til porto, en by som viser sig hyggelig, masser af bygninger at se på, mange turister, en mekka af madboder, restauranter og naturligvis portvin og dermed portvinssmagning, hele byen summer, Porto er helt klar et besøg værd, og her kommer jeg gerne igen. Så går turen mod Lissabon, her møder vi Georg Stage det Danske skoleskib. I Lissabon bliver vi nogle dage, vi finder et kæmpe streetfood og da alle besætningsmedlemmer på Ydun er noget madglade så bliver det et godt besøg, vi kommer lidt rundt i byen, inden vi sejler videre til Portimaro, sejladsen tager ca. 24 timer godt 170 sømil, efter et par dage er det nu min tur til at afmønstre, Ydun og Flemming fortsætter ud i verden med nye eventyr i vente, måske jeg påmønstre igen på et tidspunkt, saltvand og havet går i blodet på en, og man drages efter mere.
Gast: Sofie – Fraulein
Alder: 28
Sejlererfaring: Minimum
Mit navn er Sofie, jeg er 28 år og fra Aalborg. Jeg arbejder til daglig som projekt leder, men når jeg får for meget krudt i røven tager jeg på eventyr. Det har før hen været eventyrer lige fra kajak og telt i Canadas vildmark, til hængekøje i Norges smukke natur og senest til det mest givende eventyr ombord på Ydun.
At være med som gast passer ufatteligt godt til mig, da jeg som person får rigtig meget energi af at møde nye mennesker og af at være blandt andre meget af min tid. Dét at bo tæt ombord på en båd giver lyn hurtigt et fællesskab, der minder om en lille mini-familie. Man griner sammen, man deler smukke stunder, man deler livshistorier og man får vendt store og dybe spørgsmål med hinanden, når man sidder der og kigger ud over bølgetoppene. Det bliver et fællesskab, der er guld værd at opleve!
Mine ynglingsstunder ombord på Ydun var klart nattevagterne under sejladsen. At sidde i stilheden og kigge ud over den sorte himmel og se millioner af stjerner – få fortalt af skipper hvad de forskellige stjernebilleder hedder og hvordan jeg kan genkende dem, at se måneskæret glimte i bølgerne og mærke vinden i ansigtet. Det skal opleves!
(Toppet med en varm kop kaffe og et stykke chokolade leveret af vagt-makkeren, så sætter vi prikken over i’et)
Jeg kom med næsten ingen sejlererfaring, men med ro, tålmodighed efter et par hundrede spørgsmål og inspirerende indlevelse fik skipper mig til ikke kun at være tryg ved at sejle Ydun, men også til at blive helt forgabt i sejladsen!
Én ting er sikkert… jeg skal med ombord på Ydun igen! Snart! Jeg håber vi ses ombord
Gast: Jane
Alder: 53
Sejlererfaring: Minimum
Jeg hedder Jane er 53 år og arbejder som sygeplejerske i en Akutafdeling. Seneste har jeg udforsket Østgrønland, hvor jeg arbejdede som akutsygeplejerske i to måneder.
Jeg har altid været draget af og haft en stor eventyrlyst. Jeg elsker den fandenivoldskhed det, efter min mening, kræver at begive sig ud i noget ukendt og for en stund miste fodfæstet. Jeg har altid været fascineret af havet og den ro det giver helt ind i sjælen, når båden blidt men beslutsomt skærer sig igennem det smukke kongeblå hav. Det stikker dybt i mit hjerte at betragte stjernehimmelen, nyde en fin og nænsom solopgang og slutte dagen af med en solnedgang i farver der får en tåre frem i øjenkrogen.
Jeg elsker den dynamik og det fællesskab der spontant opstår, når vi som gaster, bidrager med hver vores kompetencer i de opgaver der skal klares undervejs. Der knyttes venskaber på kryds af alder og køn – jeg føler mig beriget.
Da jeg i sin tid skrev min første ansøgning om at blive gast på Ydun i pinsen 2023 på det første togt med Flemming som skipper, skrev jeg “det bliver spændende at sætte kursen sammen”. Det blev det!
Jeg påmønstrede som absolut novice i sejlads, men skipper formåede med stor tålmodighed at indvie mig i grundlæggende færdigheder i sejlads med Ydun. Skipper viste mig tillid og gav mig mod på at bryde grænser og udforske mine nytillærte sejlerfærdigheder. Ydun kan være en stor mundfuld, men jeg har på intet tidspunkt følt mig overladt til mig selv – jeg blev udfordret i det tempo skipper mente var det rigtige – jeg var rolig og prøvede kræfter Ydun, som jeg nu har været med til at sejle fra Portugal til Tenerife.
Jeg er meget taknemmelig og har mod på meget mere!